Teresa og gerningerne i verdensdommen – og gru
En M. O. har i Kristeligt Dagblad en betragtning om “Moder Teresa,” som fortjener en bemærkning. Ikke fordi den handler om Teresa, men fordi der er alt for mange, der tænker som M. O.
Tro kan være noget, man har eller noget, man er. Moder Teresa har givet alle mennesker, ligegyldigt hvilket tilhørsforhold man måtte have, sit liv og hele sin energi – med kærlighed. Verdensdommen kan læses i Matthæusevangeliet. Det er en beretning, enhver kan grue for, undtagen Moder Teresa og nogle få, som ikke skal nævnes i denne forbindelse.
Verdensdommen taler ikke om tro eller ikke tro. Den handler om, hvorvidt vi har givet den sultne mad, den tørstige drikke, den nøgne tøj, den fremmede, den syge og fangen omsorg.
Alt dette ved vi, at Moder Teresa har gjort.
Gru
Teresa og “nogle få” behøver ikke grue for verdensdommen, skriver M. O. Og mange tænker som hende. Her er vi ved kernen af det, som førte Luther til sit store opgør med pavekirken. Kristendommen kan ikke trøste andre end Teresa og “nogle få.” Det er ikke alene en fattig religion. Det er også en dyb og tragisk misforståelse af kristendommen, som er det stik modsatte. Kristendommen handler om, hvordan Jesus har gjort det muligt at undgå verdensdommens og Helvedes gru. Men det undgår man ikke, hvis man mener, at grunden til ens frelse, ligger hos en selv og ens gerninger.
Handler om troen
Det er rigtigt, at Jesus ikke taler om tro. Men det betyder ikke, at der ikke er tale om tro. Alle folk(eslagene) skal samles foran Menneskesønnen, og “han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene.” Derefter siger han noget til hver gruppe. Til dem, der skal gå ind til evigt liv (Matt 25,46), siger han bl.a. “Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt” (Matt 25,34). Først derefter får vi en beskrivelse af deres gerninger, deres gode gerninger.
De er kommet til tro, fordi Gud har forudbestemt dem til det, længe inden de selv blev født. De er Guds velsignede. De er også arvinger. Men nu er det en grundsætning i Skriften, at arven ikke fås ved gerninger, men ved testators død. Det er disse troende, velsignede arvinger, der har gjort de gode gerninger. De husker det i øvrigt heller ikke.
Gerningerne
Men taler Jesus da rent faktisk ikke om gerningerne her? Står ordet “for” (“thi” i de gamle oversættelser) ikke i teksten (v. 35)? Jo, men det er ikke ensbetydende med, at det er gerningerne, der gør at de er blevet frelst og får evigt liv. Såvel Det gamle som Det nye Testamente taler om, at man skal overholde loven fuldt ud, hvis man vil frelses ved loven (5 Mos 27,26; 28,15; Jak 2,10; Gal 5,3f). Loven har nemlig en helt anden funktion, nemlig at skabe erkendelse af synd (Rom 3,20). Det, Jesus derimod lærer, er, at de troende gør gode gerninger.
Hvem regner vi for kristne?
Troen er ikke noget, andre kan se. Andre kan høre og læse menneskers bekendelse, og bekender man, at man er blevet retfærdiggjort af tro alene, af nåde alene, ved Kristus alene, sådan som det bekendes i Skriften, så regner vi med, at det er en kristen, selv om vi aldrig kan være 100 % sikker. Det kan jo være en hykler, men det er ikke vores sag.
Den troendes gerninger – lovens opfyldelse
Paulus skriver i Romerbrevet ikke kun om loven, der skaber syndserkendelse, og retfærdiggørelse af tro uden lovgerninger. Han skriver også om kærlighed som lovens opfyldelse.
Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Budene: ‘Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,’ og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: ‘Du skal elske din næste som dig selv.’ Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens [opfyldelse]” (Rom 13,8-10; ‘opfyldelse er en bedre oversættelse end ‘fylde’).
Forkyndelse af loven
Gerninger i sig selv viser ikke, at det er en kristen, for heldigvis gør også ikke-troende og andre religioners udøvere de samme ydre gerninger. Det er alligevel vigtigt at undervise om budene, som er Guds vilje. For de lærer også ikke-troende om, hva der er gode, ydre gerninger. De skaber erkendelse af synd (om end det da lader sig gøre at benægte ens synd på forskellig måde). De fortæller de kristne, hvordan de praksis skal opfylde loven. Det er der brug for, fordi kristne stadigvæk er syndere, der lever i kødet.
Det vigtigste af alt
Men vigtigst af alt er det at forkynde det rene evangelium, for ellers kommer ingen til tro. Her har Teresa og hendes kirke deres problem.
Ikke gru, men frimodighed
Den, der er oplært i lov og evangelium, behøver ikke at grue for verdensdommen. Og gruer man, skal man ikke se på og forsvare Teresa, men søge skriftemålet og gudstjenesten – i en kirke, hvor det rene evangelium forkyndes. Det skaber ikke gru for verdensdommen, men frimodighed!
Se også Teresa.