Som man kunne forudse, har Thorkild Grosbølls meddelelse om, at han har søgt sin afsked med fratrædelse, når han bliver 60, forårsaget mange reaktioner (fx her).
“Vi som kirke”
Henrik Højlund, formand for Evangelisk Luthersk Netværk, mener, at “vi som kirke aldrig har forholdt os ordentlig til det principielle i sagen.” Det har han ret i. De mange, som er enige med Grosbøll, er der stadigvæk. Fx Kjeld Holm, biskop i Århus, som vil have højt til loftet: Vantro præster som Grosbøll i folkekirken. Og selv kan han mødes med muslimer og læse fra Bibelen, mens de modsat læser fra Koranen. Til sidst beder begge parter om fred og forsoning. Lad være, at Kjeld Holm ikke forstår, hvilke politiske konsekvenser islam har. Men at han ikke forstår, hvad islam lærer om treenigheden, er ikke til at forstå. Men måske han heller ikke forstår det?
Hvad jeg ikke forstår, er, hvordan Højlund og Evangelisk Luthersk Netværk, ja, hvordan ganske almindelige kristne kan acceptere at være i kirke med Kjeld Holm og alle dem, der i virkeligheden er enige med ham.
Jens Olesen, generalsekretær i Indre Mission, citeres for, at “Grosbøll diskvalificerede sig til præsteembedet og burde være gået dengang. Men vi står fortsat tilbage med det store spørgsmål, om vi som folkekirke har et læreværn, og om vi overhovedet vil bruge det.” Måske kan man ikke forvente sig andet af en pietistisk organisation? Pietister har ofte svært ved at forstå, at læren har nogen særlig betydning. Men læren er jo det instrument, som Gud bruger til at frelse med. Derfor burde Jens Olesen og Indre Mission være optaget af, at læren er ren. Olesen ville sikkert betakke sig for urene instrumenter hos tandlægen. I kirken betyder det derimod ikke noget?
Poul Henning Bartholin, domprovst og medstifter af præstenetværket Plan B, der støttede op om Grosbøll, siger, at “Der skal ikke være en Grosbøll i folkekirken. Men der skal være rum for den teologiske debat.” Bartholins udtalelse hænger ikke sammen, men er et forsvar for Grosbøll. Men et forsvar, som er formuleret spidsfindigt for at narre de fleste. For hvad skulle der være galt med teologisk debat, kunne nogen nok tænke. Men der er ikke tale om teologisk debat, men om kættersk propaganda og forsvar for dem.
Agnethe Raahauge, sognepræst og aktiv i Tidehverv, mener, at “Teologer skal aldrig have mundkurv på.” Men her drejer det sig ikke blot om en teolog, men om en præst, der har lovet at være luthersk. Teologer har lov at sige, hvad de vil. De skal blot have at vide, at de ikke er kristne teologer, hvis de går imod fx den kristne treenighedslære. Derimod skal Raahauge have ros for at sige lige ud, hvad hun mener om Grosbøll: “… jeg synes, det er usselt, at han ikke tog konsekvensen af at gå mod folkekirkens bekendelsesgrundlag og tog sin afsked.”
Lige så, ja, mere usselt er det, at han ikke blev hjulpet til det på en teologisk og kirkeretligt anstændig måde. Det har alle de citerede jo medansvar for, når alt kommer til alt.
Grosbøll går, men der er mange Grosbøll’er tilbage. Hvad med dem?
Citat Agnethe Raahauge “… jeg synes, det er usselt, at han ikke tog konsekvensen af at gå mod folkekirkens bekendelsesgrundlag og tog sin afsked.”
Mon ikke det svarer til hvad pave Clemens VII (1523-1534) mente om Martin Luther? Hvem tør bilde sig ind, at reformation er et overstået kapitel, og at det bekendelsesgrundlag som er nu, altid vil være, thi det er det sande, det rigtige, det ubestridige. Se, havde det ikke været en folkekirke, så kunne I have smidt ham ud, som man kan i enhver anden forsamling. Men goderne ved denne konstruktion er åbenbart ikke friheden og selvbestemmelsen værd, så jeg vil sige, det er usselt, at sætte sig til at græde over valg man selv er herre over.
Bare til oplysning er jeg ikke længere medlem af folkekirken.
Dr. Spids