Læsningerne
Læsningerne til 6. søndag efter Trinitatis efter anden række falder i 2008 den 29. juni. Fra Det gamle Testamente læses De ti bud og indledningen hertil fra 2 Mos 20,1-17. De ti bud er Guds lov, som blev givet til Israels folk. Under det nye testamente er vi ikke længere under denne lov, men under kærlighedens lov, som imidlertid langt på vej er sammenfaldende med De ti bud. Loven som sådan åbenbarer Guds vilje, men ikke hele Guds vilje. Evangeliet er også Guds vilje. Lovens væsentligste hensigt er at åbenbare for os, at ethvert menneske er en synder og uden undskyldning over for Gud. For selv om man ikke har De ti Bud, så har man en moral, som man ikke holder (jf. Rom 1–3).
Evangeliet i Matt 19,16-26 viser, hvad Jesus siger til en, der fejlagtigt tror, at han kan opfylde loven. Han forkynder lovens i dens strenghed og sætter fingeren på lige netop det punkt, som afslører, at den rige mand ikke frygter og elsker Gud og stoler på ham over alle ting, men i stedet sætter sin lid til sin rigdom. Det er samme tema, som vi har mødt i evangeliet til 1. søndag efter Trinitatis (jf. “At [ikke] være rig hos Gud [1. søndag efter Trinitatis – Luk 12,13-21]“), i epistlen til 2. søndag efter Trinitatis (som gennemgås i “Den åndelige “rigdoms” selvbedrag (Åb 3,14-22)“) og i øvrigt i Luk 16,19-31 (jf. “Lazarus og den rige mand [Luk 16,19-31]“).
Pointen er imidlertid ikke, at det kun er “svært” for en rig at frelse sig ved at overholde loven. Det er umuligt både for en rig og for alle andre. Men det er ikke umuligt for Gud. Alt er muligt for Ham. Hvordan det er muligt for Gud, får vi at vide i de sidste kapitler af alle evangelierne: Jesus måtte lide, dø og opstå for at frelse. Epistlen i Rom 3,23-28 udfolder, hvordan vi kan blive frelst eller retfærdiggjort.
Til sammen er 6. søndag efter Trinitatis en søndag, som udfolder det, der er det allermest fundamentale i Skriften, nemlig lov og evangelium. Når luthersk hermeneutik og homiletik understreger dette så stærkt, som tilfældet er, skyldes det altså, at Skriften selv lærer, at det er grundlæggende.
2 Mos 20,1-17
De ti bud er ikke alene Guds egne ord, som han har talt (v. 1). De ti bud er ord, Gud selv har skrevet (5 Mos 9,10; 10,4).
Den grundlæggende forudsætning er, at Gud har frelst sit folk ved at føre dem ud af Egypten (2 Mos 20,2). Men i virkeligheden begyndte det jo meget tidligere. Testamentet til Abraham, ja, skabelsen og løftet blev jo givet århundreder forud. Og som vi får bekræftet i Det nye Testamente, var det alt sammen bestemt forud for skabelsen (Ef 1,4, jf. At gøre alle folk til Jesu disciple [Trinitatis søndag – Matt 28,16-20]).
Vi må ikke have andre guder end Herren vores Gud. Ham skal vi frygte og elske og stole på over alle ting, som Luther formulerer det. Det er en selvfølge, at vi derfor heller ikke skal lave gudebilleder og tilbede. Det er en tilføjelse til det første bud, ikke et selvstændigt andet bud, som Karlstadt og reformerte siden ham har hævdet. Tilføjelsen til det første (og til det tredje) bud er ikke gentaget i Det nye Testamente, for det er ikke et moralbud, men et ceremonielt bud, der kun er givet til Israel.
Lutherske fædre som Melanchthon og særlig Chemnitz gennemgår minutiøst, hvorfor vi tolker, som vi gør. Der var f.eks. keruber i templet, og Moses skulle sætte en kobberslange op. Det afgørende er, om det er beregnet på tilbedelse eller ej. Den lutherske kirke accepterer ikke, at man vil begrænse den kristne frihed ved at påtvinge kristne de bestemmelser, der enten kun var givet til Israel eller som ikke engang reelt var givet til Israel.
Gud forbyder os også at misbruge hans navn. Det gør man ikke kun, hvis man vil dække over løgn ved at bruge Guds navn i mellemmenneskelige forhold. Man gør det også, ja, meget mere, hvis man vil udgive menneskelære for at være Guds. Skriftens dom over falske profeter og falsk lære er helt umisforståelig (se f.eks. Matt 7,15-27 og Gal 1,6-9).
I stedet skal man bruge Guds navn ret. “Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke bander, sværger, øver troldom, lyver eller bedrager ved hans navn, men i al nød påkalder det, beder, lover og takker.” Gud vil altså være vores Gud!
Vi skal også hellige Guds navn, som Jesus lærer os i Fadervor. Det sker,
Når Guds ord læres klart og rent, og vi som Guds børn også lever helligt efter det. Hjælp os dertil, kære Fader i Himmelen! Men den, som lærer og lever anderledes, end Guds ord lærer, han vanhelliger Guds navn hos os. Bevar os derfra, himmelske Fader! (Luthers forklaring til det første bud)
På samme måde skal vi heller ikke holde sabbat som jøderne gjorde, men vi skal gå til en evangelisk gudstjeneste m.m.: “Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke ringeagter prædiken og hans ord, men holder det helligt, gerne hører og lærer det.” Vi har altså ikke længere et forbud mod at arbejde på hviledagen. Slet ikke hvis det betyder, at vi ikke gør godt mod dem, der har brug for det (jf. til 17. søndag efter Trinitatis – Luk 14,1-11). Derfor er heller ikke den lange tilføjelse medtaget i De ti bud i Luthers lille Katekismus.
Det fjerde bud (2 Mos 20,12) gælder derimod også. I det befaler Gud os at adlyde forældre og øvrigheden, som Luther lærer os i Den store Katekismus og i forklaringen til det fjerde bud: “Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke ringeagter vore forældre og foresatte eller vækker deres vrede, men holder dem i ære, tjener, lyder, elsker og agter dem.”
Hvordan budene egentlig skulle forstås, har Jesus forklaret os i de såkaldte antiteser (jf. Elsk jeres fjender! [4. søndag efter Trinitatis – Matt 5,43-48[).
Den rige “unge” mand citerede først det femte til det ottende. Han udelod de tre første og det niende og tiende bud om ikke at begære. Til gengæld sluttede han med det fjerde og næstekærlighedsbudet.
Rom 3,23-28
Alle mennesker har syndet og mangler (ikke: ‘har mistet’ som i 1992-oversættelsen) derfor herligheden fra Gud (v. 23). Et menneske hverken vil eller kan gøre noget til sin frelse. Det er netop det, loven har til hensigt at skabe erkendelse af (Rom 3,19f).
Det er helt ufortjent og uforskyldt, at vi retfærdiggøres (v. 24). Oversættelsen ‘gøres retfærdige’ er helt korrekt. Der er ikke kun tale om, at Gud lader som om, at vi er retfærdige. Nej, Gud gør os retfærdige. Det afgørende er imidlertid, at vi gøres retfærdige ikke ved vore egne gerninger på nogen som helst måde, men ved, at vores tro regnes os til retfærdighed (Rom 4).
Det sker af nåde. Dermed menes, at det skyldes en gave, som Gud ikke giver på grund af noget som helst, som vi er, har, har gjort eller kan gøre, med eller uden Guds hjælp. Det skyldes ene og alene, at Gud har villet det sådan, fordi han er kærlig, god og barmhjertig.
Vi frelses ved forløsningen eller frikøbelsen i Kristus Jesus, én af mange termer, der beskriver frelsen. Jesus Kristus løskøbte os ved sit blod. Derfor er der nu forløsning i ham. Kristus Jesus er ham, der er både Gud og menneske/mand (jf. Rom 1,3f).
Gud fremstillede nemlig Jesus som nådestol, forsoningens plads (v. 25). Nådestolen var låget på pagtens ark, hvorpå blodet skulle stænkes (3 Mos 16,13ff; Hebr 9,5), og hvor Gud ville åbenbare sig for folket (2 Mos 25,22). Paulus beskriver videre nådestolen sådan, at den er ‘ved tro på hans blod.’
Hans blod er næppe kun en anden måde at sige ‘hans død’ på. Jesu død var en engangs begivenhed. Men Jesu blod findes stadigvæk og uddeles i Herrens nadver, akkurat som man kunne få del i nogle af ofrene i Det gamle Testamente (jf. 1 Kor 10,18).
Dermed (be)viste Gud sin retfærdighed (v. 26). Han var ikke uretfærdig, fordi han tidligere havde båret over med de synder, der var begået. Dem bar Jesus nemlig også. Han bar al verdens synd, den synd, som alle mennesker alle steder havde begået til alle tider.
Gud er retfærdig, og han gør den retfærdig, som er af tro på Jesus. Det var umuligt for mennesker, som alle var syndere og manglede Guds herlighed. Men det var muligt for Gud!
Vi har derfor ikke noget af rose os af eller være stolt af (v. 27). Det er nemlig udelukket ved troens lov. Det betyder ikke en lov, der kræver tro. Det betyder den frelsesordning, som er karakteriseret ved tro, ikke ved lovgerninger.
Gerningerne har nemlig, som Paulus slår fast i v. 28, intet at gøre, når det gælder retfærdiggørelsen (Rom 3,28; vedrørende oversættelsen, se “Bibelen på Hverdagsdansk [I]“). Det er det, Paulus gør klart, ikke mindst i Romerbrevet og Galaterbrevet. Men det er ikke kun Paulus, der lærer os det.
Prædiketeksten i Matt 19,16-26
I det foregående fremgår det, at man skal blive som børn for at komme ind i Guds rige, dvs. man skal tro, sådan som en af disse små tror på ham (Matt 18,6). Men den rige “unge” mand ville selv. Han ville ikke frelses af tro, men af lovgerninger, dvs. sin egen opfyldelse af loven.
Den rige mand holdt måske nok budene, så langt som de ydre gerninger angår, og hvis man kun ser på det udefra. Men han opfyldte ikke budenes egentlige hensigt, nemlig at dyrke og tilbede Gud af hele sit hjerte. Han var ikke blevet som et barn, der forstår, at han må modtage alt fra Kristus. Det viser slutbemærkningen i Matt 19,22. Rigdom gør det vanskeligt/umuligt at dyrke og tilbede Gud af hele sit hjerte (vv. 23-26) og dermed blive frelst. Kun Gud er i stand til at frelse ([også] rige).
Manden er rådsherre (Luk 18,18). Han var derimod ikke ‘ung’ i vores betydning af ordet. Måske var han medlem af Sanhedrin, måske en leder i synagogen.
Jesus henviser her til De ti buds anden tavle og til næstekærlighedsbudet i Det gamle Testamente. Dermed sammenfatter Jesus loven i Det gamle Testamente (jf. senere i Matt 22,36-40, som jeg gennemgår til 18. søndag efter Trinitatis – Matt 22,34-46). Overholder man disse bud, får man det evige liv. Men nu kan ingen overholde loven, så lovens virkning bliver at give syndserkendelse (Rom 3,20). Loven kan ikke give kraft til at gøre Guds vilje.
Jesus citerer derfor ikke loven for at bilde den rige mand ind, at han kan holde loven, men for at skabe syndserkendelse, så han kan vende om og blive som et barn. Da den rige unge mand ikke umiddelbart vil høre loven, beder Jesus ham om noget konkret, som skal vise ham, at han ikke holder det første bud, nemlig at frygte og elske Gud og stole på ham over alle ting.
Hvad skal jeg gøre af (mere) godt for at få evigt liv? (v. 16)
Matthæus fokuserer på selve spørgsmålet ved blot at skrive, at der kom ‘en’ hen til Jesus. Han tiltaler Jesus som ‘lærer’ og stiller sit spørgsmål.
Ud fra det følgende ser vi, at han i virkeligheden spørger om, hvad han skal gøre mere end at holde loven, for at han kan være sikker på at få evigt liv.
Dermed får vi afsløret en af de grusomme ting ved at ville frelses ved lovgerninger. Man ved aldrig, hvornår man har gjort nok.
I dag må man også lære tilhørerne forudsætningerne for dette spørgsmål: at der er en evighed, som man kan tilbringe enten i Helvede eller i Himmelen, enten under evig fordømmelse eller under evig velsignelse (jf. til Sidste søndag i kirkeåret – Matt 25,31-46).
Det kan også virke, som om man er nødt til at lære mennesker, at man i det hele taget skal gøre gode gerninger, for der er mange, der forsvarer ondskab og ligegyldighed på mange måder. Men ser man nøjere til, vil de allerfleste jo mene, at de selv gør, hvad de skal. Når døden nærmere sig, eller når tanken om døden nærmer sig, vil mennesker forsøge på den ene eller anden måde at sikre sig, at det nok skal gå. Nogle vil forsøge at tale Gud væk, men også det er et forsøg på at undgå Gud og hans dom (jf. “Gud: Nietzsche er død. – Ateister kan ikke flygte fra døden og dommen“).
Den gode og hans lov (v. 17)
Jesus irettesætter rådsherren. Kun Gud og/eller Hans Søn er god. Den gode er ham, for hvem alle ting er mulige, og som er den direkte modsætning til dem, der som den rige tror, han kan gøre godt.
Jesus forelægger ham derfor loven. Hvis han vil gå ind til livet, dvs. det evige liv, så skal han holde budene. Han skal holde alle budene fuldt ud.
Budene fra den anden tavle (v. 18f)
På rådsherren spørgsmål eller undvigespørgsmål: “hvilke bud?” svarer Jesus ved at citere de fem første bud på den anden tavle (se ovenfor) samt næstekærlighedsbudet (se ovenfor).
Hvad mangler jeg så? (v. 20)
Som nævnt svarer den “unge” mand (gr. neaniskos, dvs. en mand mellem 24 og 40, her formentlig mellem 30 og 40, eftersom en rådsherre vist normalt var mindst 30), at han mener, han har holdt både det fjerde til det ottende bud og næstekærlighedsbudet.
Men det giver ham ikke ro. Derfor spørger han om, hvad mere han mangler.
Lovens konkrete tale til den enkelte (v. 21)
Jesus er en guddommelig sjælesørger og formulerer derfor loven, så den er umisforståelig og rettet lige netop til dette menneske. Han må skille sig af med alt, hvad han ejer, for at blive fuldkommen. Som vi hørte til 4. søndag efter Trinitatis, skal vi jo være fuldkomne (se Elsk jeres fjender! [4. søndag efter Trinitatis – Matt 5,43-48]).
Der er derimod ikke tale om et generelt bud, der forlanger af alle (kristne), at de skal være fattige. Ejendom hører nemlig ikke hjemme i det åndelige, men i det verdslige regimente, som kristne har lov til, ja, et guddommeligt bud om at lyde og dermed benytte sig af (Se nærmere i Den augsburgske Bekendelse, artikel 16, og Apologien hertil).
Efter opstandelsen solgte de kristne i Jerusalem også deres ejendom for at have alt fælles. Det gjorde de imidlertid ikke, for at vinde sig evigt liv, for de var allerede blevet retfærdiggjorte ved tro. Det skyldtes snarere, at der var behov for det. Det var sikkert også udtryk for, at de stolede på, at Gud ville sørge for dem efter sine løfter (ApG 2,44f).
Men senere blev netop det, som Jesus formulerede som lovens tale til denne rige mand, gjort til lovisk tale til kristne, i al fald til dem, der ville være præster og munke. De andre kunne så være “andenrangs kristne” uden frelsesvished. Men præsterne og munkene fik alligevel heller ikke frelsesvished. I stedet førte det til alskens dårligdomme, som det er velkendt fra kirkehistorien. En af grundene var, at loven ikke giver syndere vilje eller kraft til at gøre gode gerninger.
Bedrøvelse (v. 22)
Den rige mand gik bedrøvet bort. Han havde nemlig meget gods. Jesus havde set, hvad der var hans problem. Hvad der siden skete med ham, ved vi ikke. Måske omvendte han sig, måske gjorde han ikke.
Umuligt for en rig at blive frelst (v. 23f)
Som Jesus højtideligt sagde, så er det “vanskeligt” for en rig at komme ind i Himmeriget (v. 23). Ja, det er umuligt, som det fremgår af det, Jesus siger i v. 24. En kamel kan ikke komme igennem et nåleøje. Hvis man f.eks. vil tolke “nåleøje” om en eller anden lav byport, har man totalt misforstået pointen. Den er nemlig, at intet menneske kan blive frelst ved henvisning til egen rigdom eller egne “gode gerninger.”
Hvem kan så blive frelst (v. 25)
Det forstår disciplene, som spørger om, hvem der så (overhovedet) kan blive frelst. Disciplene er meget forundret eller overvældet. ‘Chokeret’ ville vi nok sige.
Kun for Gud er det muligt (v. 26)
Jesus ser på dem og fortæller dem, hvad der er lovens skarpe tale og evangeliets søde trøst.
For mennesker er det u-muligt. Det kan ikke lade sig gøre. For ingen kan opfylde loven. Det var det, den rige mand skulle erkende.
Men for Gud er alting muligt. Det er også muligt for ham at frelse. Derfor stod Jesus Kristus, sand Gud og sandt menneske, foran dem. Han blev kød, fuld af nåde og sandhed, for at frelse enhver, som tror.
Det var ikke en tanke, som noget menneske kunne have udtænkt. Det var heller ikke noget, som noget menneske kunne have udført. Men Jesus Kristus, GudManden, kunne. Han gjorde det.
Derfor kan Gud nu gøre os retfærdige ved tro på ham. Evangeliet er Guds kraft til frelse, for det kan skænke den tro, som Gud regner til retfærdighed for Jesu Kristi skyld (Rom 4,1ff).
Jesu legeme og blod, som blev hengivet og udgydt for os, rækkes os som bevis på, at vores skyld og synd virkelig er sonet. Det skal ikke rækkes til “svin” eller “hunde” (Matt 7,6; se mere i “Ekstra: Bed, så skal der gives jer .. Men hvad? [Bededag – Matt 7,7-14]“). Det skal derimod rækkes til syndere, som ene og alene er afhængige af Guds nåde og barmhjertighed!