En lang række danske kirkesamfund, herunder folkekirken, har som nævnt på ReligioNyt svaret på et brev fra 138 muslimer.
Det kommenterer Kristeligt Dagblads leder på den 12. april. Her skal jeg fokusere på et aspekt af lederen, som er skrevet af Morten Thomsen Højgaard, Ph.D., cand.mag. i kristendomshistorie og historie.
Med én stemme | Kristeligt Dagblad
Samtidig sætter rådets klart formulerede brev en række af folkekirkens egne udspil om islam i et besynderligt relief. For eksempel er det endnu uvist, hvad folkekirken egentlig mener i dag om fordømmelsen af gudssynet hos ”muhamedanerne” i et af kirkens fem officielle bekendelsesskrifter. Biskopperne har nærmest opgivet at nå til enighed på det punkt, og derfor er kirken nu til fleres fortrydelse tæt på at tale med to tunger.
Det er rigtigt, at folkekirken – diplomatisk formuleret – er “tæt på at tale med to tunger.”
Men det er en meget overfladisk måde at forholde sig til det problem på. Den augsburgske bekendelse siger, at “Menighederne lærer os med stor enighed, at …,” hvorefter treenighedslæren sammenfattes. Fordømmelserne angår “kætterier,” dvs. falske lærepositioner, som er en fornægtelse af kristendommen. Man henviser direkte til den nikænske kirkeforsamling. Den lutherske kirke bekender sig også til Den athanasianske Trosbekendelse.
Enhver som vil frelses, må frem for alt have den almindelige tro. Enhver som ikke bevarer den hel og uforfalsket, vil uden tvivl gå evig fortabt.
Men dette er den almindelige tro, at vi ærer een Gud i en trehed og treheden i en enhed uden at sammenblande personerne eller adskille væsenet. …
Den, som altså vil frelses, må mene således om treenigheden.
Men det er nødvendigt for den evige frelse, at han også ærligt tror på vor Herre Jesu Kristi menneskevordelse.
Det er altså den rette tro, at vi tror og bekender, at vor Herre Jesus Kristus, Guds Søn, er Gud og menneske, Gud, født af Faderens væsen før tiderne, og menneske, født af moderens væsen i tiden, fuldkommen Gud, fuldkomment menneske, bestående af en fornuftig sjæl og menneskeligt kød, Faderen lig efter sin guddommelige natur, ringere end Faderen efter sin menneskelige. Endskønt han er Gud og menneske, er han dog ikke to, men een Kristus, een, ikke ved den guddommelige naturs forvandling til kød, men ved den menneskelige naturs indoptagelse i Gud, i det hele een, ikke ved væsenets sammenblanding, men ved personens enhed, for ligesom den fornuftige sjæl og kødet er eet menneske, således er Gud og menneske een Kristus, som led for vor frelse, nedfor til helvede, opstod på tredje dag fra de døde, opfor til himlene, sidder ved Gud Faders den almægtiges højre hånd, derfra han skal komme for at dømme levende og døde. Ved hans komme skal alle mennesker opstå med deres legemer, og de skal aflægge regnskab for deres gerninger, og de, som har gjort godt, skal gå ind i det evige liv, men de, som har gjort ondt, til den evige ild.
Dette er den almindelige tro, og hvis nogen ikke tror den ærligt og fast, vil han ikke kunne blive frelst.
Det gør man ikke, fordi man nu engang skal holde sig til de gamle bekendelser. Det gør man derimod, fordi det drejer sig om den tro og lære, der frelser. Lærer man falsk om treenighedslæren, er man overhovedet ikke kristen. Derfor kan arianere og muhamedanere nævnes i samme åndedrag.
Man kan ikke hævde, at folkekirken bindes af tilfældige personers deltagelse i et eller andet råd eller udvalg. Men to ting må siges: Hvis de har et mandat, så de repræsenterer deres kirke, er andre i god tro, hvis de slutter, at repræsentanterne udtaler sig på deres kirkes vegne og altså tegner kirken. Det andet er, at hvis dette ikke er tilfældet, så må kirken naturligvis protestere. Især hvis offentligheden får den opfattelse, at det er tilfældet.
Den lemfældige omgang med Den augsburgske Bekendelse og Den athanasianske Trosbekendelse er altså et alvorligt problem, som stiller spørgsmålstegn ved, om det er kristne, der udtaler sig – på deres kirke vegne eller ej. Hvis man forstår og tilslutter sig disse bekendelser, kan man ikke være i tvivl om, at muhamedanismen fordømmes med rette. Der kan aldrig være tale om den samme Gud, hvis treenighedslæren og Kristi menneskevordelse fornægtes.
Det er forhåbentlig ikke hensigten, men uvidenhed eller sløsethed i den slags spørgsmål burde været udelukket, når man betænker, hvad der står i f.eks. Den athanasianske Trosbekendelse eller i Joh 14,6.
Se også