Læsningerne
Læsningerne til 8. søndag efter Trinitatis efter anden række – i Folkekirken falder denne søndag i 2008 på den 13. juli – advarer alle mod falske profeter, som ikke blot selv går fortabt, men leder deres tilhængere i fortabelse. 5. søndag efter Trinitatis var Apostelsøndagen, som bl.a. handler om nøglemagten. Denne søndag – og næste søndag, hvis man vælger Luk 12,32-48 – handler bl.a. om, hvordan hyrderne og lærerne (præsterne; prædikanterne) skal varetage deres embede.
Profeten Mika gengiver i Mika 3,5-7 Herrens dom over de levebrødsprofeter, der vildleder Guds folk. Gud vil ikke svare den slags, men tværtimod overlade dem til åbenbaringsløshedens mørke, som fører til fortabelse.
Jesus advarede kraftigt mod falske profeter i Matt 7,22-27. Afsnittet begynder i Matt 7,15. Jesus siger i Matt 7,21, at “Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.” I det følgende forklarer Jesus, at det både gælder dem, der giver sig ud for at forkynde Herrens ord, og dem, der ikke følger Jesu advarsel mod falske profeter og vranglærere. Lytter man til vranglære og falsk profeti, bygger man et åndeligt hus, der ikke vil blive stående på dommedag.
I sit første brev, 1 Joh 4,1-6, følger kærlighedens apostel op på Jesu advarsel mod falske profeter. Johannes viser, at sande profeter og forkyndere har en ret lære om Kristus og lytter til apostlenes ord, mens falske profeter ikke bekender ham og ikke vil høre på apostlene. Sådanne falske profeter går Anti-krists ærinde. Der er en stor strid mellem Anti-krist og Gud, mellem sandhedens Ånd og vildfarelsens ånd(emagt). Men Kristus har sejret, og takket være Ham, evangeliet og Hans Ånd vil også de kristne sejre over de falske profeter.
8. søndag efter Trinitatis advarer en af Det gamle Testamentes profeter, Jesus selv og en af hans apostle altså mod falsk profeti og vranglære og kræver en ren forkyndelse.
Lektien i Mika 3,5-7
Profeten Mika virkede omtrentlig i anden halvdel af det 8. århundrede f. Kr., på den tid, hvor også Esajas profeterede.
Profeten Mika er ikke en falsk profet, men bringer det videre, som Herren har befalet ham at sige. I modsætning hertil er der ‘profeterne, som vildleder mit folk,’ som Herren lader Mika sige.
Profeterne er levebrødsprofeter. De taler om fred, når bare de får noget at tygge på. Men gør de ikke det, forbereder de sig kultisk på hellig krig, dvs. de truer med hellig krig mod dem, der ikke giver dem noget i munden.
Oversat til moderne dansk betyder det, at man hellere siger, hvad der forventes, end risikerer sit embede eller arbejde.
Ansvaret er ikke kun profeternes eller folkets, for der er jo tale om et samspil.
Fordi hverken folket eller deres prædikanter vil høre, hvad Herren faktisk har sagt og siger, så vil Gud ikke længere give åbenbaringer eller vejledning. Dagen skal billedlig talt blive til nat (v. 6).
For de, der har givet sig ud for at være seere eller spåmænd, skal blive til skamme og spot. Seerne var (ellers) dem, som Gud giver åbenbaringer i syner, sådan som Daniel (jf. Dan 7,1) og apostlen Johannes (Åb 1,1-2) fik det. Spåmænd er profeter eller folk, der kan få konkret svar på konkrete forespørgseler til Gud.
Når seerne ikke længere kan se syner, fordi Gud forhindrer dem, så vil de komme til at stå skamfulde, og deres falske syner vil blive afsløret. Når spåmænd ikke længere kan give sig ud for at få svar, bliver de naturligvis til spot og spe. Så skjuler de deres ansigt, akkurat som forbrydere ikke vil ses nu om dage. Denne dom fra Guds side foregriber den dom, som falske profeter vil få for deres gudløshed.
Mika fortsætter i øvrigt med at belære folket om, at det er anderledes med hans tjeneste.
Men jeg er fyldt med kraft ved Herrens ånd, med ret og med styrke, så jeg kan fortælle Jakob dets overtrædelse og Israel dets synd.
Epistlen i 1 Joh 4,1-6
Prøv, om ånderne er fra Gud (v. 1)
I dette afsnit fra Johannes’ første brev advarer Johannes mod at tro enhver “ånd.” Med ‘ånd’ menes der måske det samme som ‘profet’ eller ‘falsk profet,’ afhængig af om det er en ‘ånd’ fra Gud eller ej. Men måske er ordet også valgt, fordi der i dem virker en ånd: enten Helligånden eller Antikrists ånd, dvs. enten Guds Ånd, skaber tro ved evangeliet, eller en åndemagt, som ikke er fra Gud, men får folk til at tro på de falske profeter og deres ikke-evangelium (jf. Gal 1,6-9).
Paulus taler i 1 Kor 12,10 om nådegave til at skelne mellem ånder (gr. diakriseis pneumatôn). I den periode, hvor der stadigvæk var mennesker, der via apostlene havde fået profetiens nådegave, lige som andre havde fået tungetalens, var der brug for at kunne skelne ånder. For der var nogle, der uretmæssigt gav sig ud for at få profetier, dvs. budskaber direkte fra Gud.
Det er der stadigvæk. Dem kan man afvise, fordi der ikke længere er mulighed for at få sikkerhed for, at de faktisk er profeter. Tværtimod er der ikke længere profeter, for Guds Ord er blevet åbenbaret for os i den udstrækning, vi har brug for.
Det betyder desværre ikke, at man så er sikret, hvis folk ikke kalder sig profeter eller henviser til, at de har fået profetier fra Gud. Nogle vil – som paven – gøre krav på at have en myndighed, så de kan bestemme, hvad der er ret lære, også selv om det går ud over Skriftens lære.
Andre går – bevidst eller ubevidst – mere diskret frem. Man vil ikke føje noget til eller trække noget fra, siger man. I stedet forsøger man sig med omtolkninger af den lære, vi har fået åbenbaret i Skriften. Men omtolkninger er ikke bedre end åbenlyse modsigelser eller tilføjelser. De er tværtimod farligere, fordi de lettere bedrager folk flest.
Johannes advarer altså mod sådanne ånder, som Gud ikke har sendt. Selv om vi ved, at der ikke længere er nogen, der får profetier fra Gud, så betyder det ikke, at der ikke er mange, der hævder at få det. Kirkehistorien er fulde af den slags. Profetinden Ellen G. White, som grundlagde Syvende Dags-Adventistkirken, er blot en af mange sådanne. Som Johannes skriver, er der draget mange falske profeter ud i verden.
Derfor skal man prøve, om ånderne er fra Gud. Verbet ‘prøve’ (gr. dokimazô) betyder, at man skal undersøge noget grundigt og på den baggrund vurdere, om det er i orden. Der er altså ikke tale om, at man skal forsøge sig med “trial and error” eller “trial by error.” Dertil er forkyndelsen alt for vigtig.
Skal man prøve, om ånderne er fra Gud, må man naturligvis vide, hvilke kriterier man skal anvende. Johannes anfører nogle i det følgende, men det betyder ikke, at det er de eneste kriterier, der findes. De var blot særligt aktuelle for brevets modtagere.
I dag må man sørge for at få dokumenteret, at en kandidat til præste- eller prædikantembede kender den lutherske lære og står inde for den. Han må heller ikke leve et liv i strid med Skriften. Paulus skriver i 1 Tim 3, at en tilsynsmand, dvs. en præst, skal være ‘en god lærer’ (gr. didaktikos).
Det kræver, at man ved, hvad man skal lære, dvs. prædike og undervise i, og at man ved, hvordan man skal gøre det. Det er ikke først og fremmest en masse pædagogik, selv om det i et vist omfang er udmærket. Vigtigere er nemligere, at man kan skelne mellem lov og evangelium både i forkyndelse og i sjælesorg.
Guds Ånds kendetegn (v. 2)
Johannes skriver, at vi kan kende Guds Ånd, Helligånden, på det efterfølgende. ‘Enhver ånd,’ siger Johannes og taler dermed om dem, som Ånden virker igennem, er karakteriseret ved at bekende, at Jesus er Kristus og kommet i kødet.
Verbet ‘bekende’ (gr. homologeô) betyder ‘at sige det samme.’ For at bekende er at sige det samme, som Ånden har åbenbaret. Det kan ske direkte, sådan som det er tilfældet med sande profeter og apostlene. Eller det kan ske indirekte gennem Skriften, sådan som det gælder forkyndere, der skal tale som Guds Ord (1 Pet 4,11), og enhver kristen, der aflægger sin bekendelse for Gud og mennesker.
Indholdet er, at Jesus er Kristus, dvs. at Jesus er Ham, som Gud forjættede Israel og os i Det gamle Testamente (jf. ““Du er … den levende Guds Søn” [5. s. e. Trinitatis – Matt 16,13-26; Jer 1,4-9; 1 Pet 2,4-10]“). Det drejer sig ikke kun om de steder, hvor termen Kristus er brugt om frelseren (Sl 2,2). Det drejer sig også om alle de steder, hvor der er profeteret om den samme frelser, uanset term.
Det er en bekendelse, som omfatter, at Jesus er sand Gud og sandt menneske (jf. “18. søndag efter Trinitatis – Matt 22,34-46” til Sl 2 og Sl 110; “19. søndag efter Trinitatis – Mark 2,1-12” og “Sidste søndag i kirkeåret – Matt 25,31-46” til Dan 7,13).
Det afgørende er, at Guds Søn blev menneske, fordi det var nødvendigt, for at vi kan blive frelst. For vi er syndere, der umuligt kan frelse os selv. Derfor måtte Gud gøre det umulige (jf. “For mennesker umuligt, for Gud muligt [6. s. e. Trinitatis – Matt 19,16-26; 2 Mos 20,1-17; Åb 3,14-22]“).
Det er altså ikke kun tonaturlæren, der skal læres, prædikes og undervises korrekt om. Kristi gerning er uløseligt forbundet med Kristi person. Fornægter man tonaturlæren, fornægter man i realiteten også Jesu frelsergerning. Man fornægter i virkeligheden også læren om Jesu reale nærvær i nadverelementerne (jf. straks nedenfor).
Det er i og for sig blot en tydeliggørelse af det, Johannes allerede har skrevet, når han skriver, at Jesus er Kristus, ‘kommet i kød.’ For ellers kunne der jo ikke være tale om Jesus. Jesus er jo ham, der blev undfanget i jomfru Maria ved Helligånden (jf. “Ekstra: Juleaften – Matt 1,18-25“).
Når Johannes alligevel skriver det, er forklaringen måske, at der var nogen, der benægtede dette. Dermed viste de sig som vantro, som sætter deres fornuft over Guds Ord.
Perfektumsformen ‘kommet’ (gr. elêluthota) henviser til, at Jesus er i en tilstand af kød. Det er altså ikke kun noget, der gjaldt før hans opstandelse og himmelfart, men Jesus blev kød (jf. Joh 1,14) og er stadig kød (men naturligvis ikke kødelig).
I sit andet brev skriver Johannes derimod, at bedragerne ikke bekender, at at ‘Jesus er Kristus, kommende i kød’ (2 Joh 7). Det kan måske betyde, at de benægter, at Jesus er Kristus, som vil komme i kød, nemlig når han kommer igen. Men det er nok mere sandsynligt, at det betyder, at de benægter, at Jesus er Kristus, som kommer i kød.
Jesus kommer nemlig i kød, når han er til stede, hvor hans ord forkyndes, også selv om han er usynlig. Han kommer ‘i kød,’ når han kommer og skænker os sit hellige legeme og blod i nadveren. Begge dele fornægtes af bedragerne. Derfor var Luther og de lutherske reformatorer stærkt kritiske over for zwinglianerne og calvinisterne.
Enhver ånd, som benægter dette, er ikke fra Gud. Men enhver ånd, der bekender det, er af Gud, for det bekender man kun, når man er kommet til tro på det ved Helligåndens virke.
Antikrists ånd (v. 3)
Antikrist i Første Johannesbrev
En ånd, der ikke bekender det, som apostlene har fået åbenbaret og derfor bekender, er ikke af Gud. Det er Antikrists ånd.
Ham har menighederne hørt om, og denne ånd er allerede virksom, skriver Johannes (jf. 1 Joh 2,18). Paulus taler om ‘den ånd, der nu er virksom i ulydighedens børn’ (Ef 2,2; 1948-oversættelsen).
Antikrist er, som navnet siger, en, der er imod eller som vil træde i stedet for Kristus. Tidligere i sit første brev har Johannes skrevet om, at den, der benægter, at Jesus er Kristus, er en løgner. Ja, fornægter man Faderen og Sønnen, er man en antikrist (1 Joh 2,22). Der er allerede mange antikrister. Det viser, at det er den sidste time, dvs. de sidste tider (1 Joh 2,18). ‘Antikrist(us) kommer’ (gr. antichristos erchetai), skriver Johannes og bruger det ord om hans komme, som Daniel 7,13 og NT bruger om Kristi genkomst.
Som med så mange andre spørgsmål er det ikke tilstrækkeligt blot at finde de steder, hvor termen ‘antikrist’ findes, for at bestemme, hvad begrebet dækker over. Det er også vigtigt at finde de steder, som handler om det samme.
Antikrist i Åb 12–13
Efter manges opfattelse kommer Johannes’ Åbenbaring ind på Antikrist i Åb 12–13. Tolkningshistorien er meget varieret. Reformatorerne mente, at paven var antikrist (mere nedenfor). Det var naturligvis en ubehagelig tolkning for de pavekirkelige teologer. En strengt tidshistorisk eller en streng futurisk tolkning var mere acceptabel, og det er derfor ikke underligt, at de pavekirkelige teologer argumenterede for en af disse tolkninger.
Det vil føre for vidt at gå ind i en nærmere analyse af Åb 12–13. Meget tyder på, at dragen, dyret fra havet og dyret fra jorden er bevidst beskrevet, så de modsvarer Faderen, Sønnen og Helligånden. Nogen egentlig treenighed er der naturligvis ikke tale om. Dragen er ‘den gamle slange, som hedder Djævelen og Satan’. Han er ‘den, som forfører hele jorden’ (Åb 12,9). Han vil blive kastet i ild- og svovlsøen sammen med de to andre, som fra kap. 16,13 kaldes ‘dyret og den falske profet’ (Åb 20,10).
Uanset hvad man ellers måtte mene om disse tekster, er dragen udtrykkelig ‘den gamle slange,’ dvs. Satan, som fristede Adam og Eva. Han er altså en personlig åndsmagt (“den onde”). Og hans mål er at forføre hele jorden. Det sker ved hjælp af dyret fra havet, som fremstilles som modsætningen til Kristus (se særligt Åb 13,3).
Og alle, der bor på jorden, vil tilbede det, enhver, hvis navn ikke, fra verden blev grundlagt, står skrevet i livets bog, det slagtede lams bog. (Åb 13,8)
Det afgørende er altså, om ens navn står i livets bog, det slagtede lams bog. Det er frelsen, der er tale om. Derfor bliver det afgørende naturligvis, hvad der frelser. Det svarer Det nye Testamente meget klart på.
Tror man på evangeliet om syndernes forladelse for Jesu Kristi skyld, så regnes ens tro en til retfærdighed.
Hvad skal vi da sige, at Abraham, vor kødelige stamfader, har opnået? Hvis Abraham blev retfærdiggjort af gerninger, har han jo noget at rose sig af; dog ikke over for Gud. Hvad siger nemlig skriften? »Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.« Men den, som har gerninger at opvise, ham tilregnes lønnen ikke af nåde, men efter fortjeneste; anderledes med den, som ikke har gerninger at opvise, men tror på Ham, som retfærdiggør den ugudelige: ham regnes hans tro til retfærdighed. Således priser også David det menneske saligt, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger: »Salige de, hvis overtrædelser er forladt, og hvis synder er skjult; salig den mand, som Herren ikke tilregner synd!« (Rom 4,1-8)
Satan og Antikrists virksomhed går derfor ud på at forføre hele jorden til vantro, til ikke at tro på Guds Lam, som har båret al verdens synd, og ønsker, at alle skal frelses og komme til erkendelse af sandheden (jf. 1 Tim 2,4).
Antikrist i 2 Thess 2
I Andet Thessalonikerbrev taler Paulus om Jesu Kristi komme og sammenføringen med ham (v. 1). Nøgternhed er påkrævet (v. 2). Han advarer os mod at lade os bedrage (v. 3a).
Inden Kristus kommer, skal ‘frafaldet’ komme (v. 3b). Jesus selv spørger i Lukas 18 (som kan vælges som prædiketekst 9. søndag efter Trinitatis, altså søndagen efter denne), om Menneskesønnen (overhovedet) vil finde troen på jorden (Luk 18,8).
Lovløshedens menneske skal åbenbares. Paulus kalder ham også ‘fortabelsens søn’ (2 Thess 2,3). Lovløshed taler Jesus om i dagens evangelium. Lovløshed er forkastelsen af Guds vilje på enhver måde. Derfor er det også forkastelsen af Guds frelsesvilje.
Det betyder blot ikke, at det så er et sekulært menneske. Han er ifølge v. 4 en, der sætter sig imod og ophøjer sig over alt, som kaldes gud og gudsdyrkelse (gr. sebasma). Det faktiske resultat (jf. gr. hôste) er, at han sætter sig i Guds tempel og hævder om sig selv, at han er Gud. Det har Paulus allerede lært dem, da han oplærte dem (v. 5).
Det er ikke, om man så må sige, “kirke-politisk korrekt” at identificere dette lovløshedens menneske. Men det ændrer ikke på, at der findes et kirkeligt embede, der har ophøjet sig over Gud og gudsdyrkelse. Når paveembedet mener at kunne udtale sig ufejlbarligt (efter de regler, der nu engang findes for det), så er der tale om en kirkelig leder, der tilsidesætter Guds lov og evangelium. Guds lov bliver tilsidesat, idet de pavekirkelige teologer ligesom farisæerne ikke lader loven afsløre, at et menneske overhovedet intet kan gøre til sin frelse, hverken før eller efter at man har fået troen. Evangeliet blev tilsidesat og fordømt, da retfærdiggørelseslæren blev fordømt af Tridentinerkoncilet. Denne fordømmelse er ikke tilbagekaldt (jf. pastor Magnus Sørensens artikel om “Retfærdiggørelsen og Romerkirken“).
Det er et sørgeligt tegn på manglende forståelse og tilslutning til retfærdiggørelseslæren, når man(ge) tager så let på romerkirkens fordømmelse heraf. Det er et sørgeligt tegn på manglende teologisk kompetence, når man lader sig berolige af pavekirkens floromvundne formuleringer.
Tilbage i 1 Joh 4,3
Den ånd, ja, enhver ånd, som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud. Fornægtelsen af Jesus har mange former, men det drejer sig dog dybest set om fornægtelsen af retfærdiggørelsen ved tro på Jesu Kristi person og gerning. Sådan er Antikrists ånd, der skal komme, men også allerede er i verden. Sådan er alle de antikristelige ånder, prædikanter og falske profeter.
Det er fælles for dem, at de bygger på sand. Når dommen kommer (om ikke før), vil det vise sig, at deres lære ikke kan frelse.
Han, som er i jer, er større (v. 4)
Johannes kan dog heldigvis sige til sine læsere, at de er af Gud. De fornægter ikke Jesus Kristus. De har derimod besejret de falske profeter og de falske ånder. Det har de gjort i og med, at de har aflagt den gode bekendelse og ikke lyttet til falsk profeti og vranglære.
Det skyldes ikke deres egne kræfter, men at ‘han, som er i jer’ er større end ‘han, som er i verden’ (v. 4). Kristus, som er i de troende (jf. Joh 14,20; 15,4.7; se mere bl.a. i ” ‘Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de … være hos mig’ [6. s. e. påske – Joh 17,20-26]“), er altså større end Djævelen.
Takket være Kristus og hans evangelium kan vi overvinde falske profeter og falske ånder.
Falske profeter og verden (v. 5)
Falske profeter og antikristelige ånder har ikke deres budskab fra Gud. De er ‘af verden.’ De stammer fra og er karakteriseret af det, der gælder den faldne og gudløse menneskehed. De henter form og indhold i denne verden, og derfor er det ikke så underligt, at verden vil lytte til dem. Paulus taler om, at folk vil “skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører”(2 Tim 4,3f).
Traditionelt har den lutherske kirke forlangt en omfattende akademisk uddannelse af prædikanterne. De skulle nemlig studere Guds Ord på grundsprogene, så de og menighederne kunne være sikre på, at de kendte evangeliet. Uddannelsen af præster er under hastig forandring, for man henter ikke længere idealet i Skriften, men i verden.
Nu om stunder er der utallige måder, hvorpå prædikanter tilpasser sig verden. Nogle vælger indhold direkte fra verden: fra filosofien, fra litteraturen og de øvrige kunstarter eller fra medierne. Andre mener ikke at vælge indhold, men kun form. Men også formerne forkynder. Også de strategier, man vælger for at trække folk til, forkynder. Hvad enten der er tale om verdslig indhold eller verdslig form, så forkyndes der, at man er af verden og taler af verden. Så lytter verden. Popularitet er derfor ikke noget holdbart kriterium. Det afgørende er, hvem man bliver “populær” hos.
Apostlene, Gud og Guds børn (v. 6)
Apostlen Johannes er af gode grunde ikke i tvivl. Han og de øvrige apostle (jf. 1 Joh 1,1-4) er af Gud. Derfor er det også sådan, at den, der kender Gud, lytter til dem. Sådan må det også være, for man kan ikke komme til at kende Gud undtagen gennem den åbenbaring og de hellige skrifter, som apostlene skulle skrive (jf. Joh 16,13). Bliver man i Jesu ord, er man virkelig hans disciple (jf. ” ‘Sandheden skal gøre jer frie’ [4. s. e. påske – Joh 8,28-36]“). Så vil man også sørge for at prøve ånderne, så man ikke udsætter sig selv og sin menighed for vranglære.
Det er altså omvendt, at den, der ikke er af Gud, lytter heller ikke til apostlene. Det kan formuleres på mange måder. Men vil man omtolke de kanoniske Skrifter i NT, eller tilsidesætter man nogle af disse skrifter, f.eks. med begrundelsen, at “det er bare Paulus,” så har man selv inkluderet sig blandt dem, der ikke er af Gud.
Det er altså sådan, slutter Johannes, at man kan kende – og derfor skelne – mellem sandhedens Ånd og vildfarelsens ånd.
Evangeliet i Matt 7,22-29
Med evangeliet i Matt 7,22-29 slutter Bjergprædikenen. I Matt 7,13f forklarer Jesus om de to porte og de to veje bag, der fører til henholdsvis Himmel og Helvede, frelse og fortabelse. Derfor er det helt afgørende at vogte sig for falske profeter, som uretmæssigt giver sig ud for at for at formidle åbenbaringer fra Gud. Det er i forlængelse heraf lige så farligt at lytte til falsk lære, dvs. prædikanter, som ikke holder sig til den lære, der er åbenbaret profeterne og apostlene og skrevet ned i De hellige Skrifter (jf. 1 Pet 4,11; 2 Tim 3,15-17).
Det farlige ved de falske profeter og prædikanter er, at de ikke ligner det, de er, nemlig folk, der er ude efter menigheden, og som fører dem i fordærv, ja, i fortabelse. I stedet foregiver de selv at være får, dvs. kristne. På baggrund af Jesu advarsel er det svært at forstå, at der er nogle, der finder sig i præster og prædikanter, som ikke engang forsøger at ligne får. Det sætter store spørgsmålstegn ved, om sådanne mennesker er Jesu får i det hele taget, eftersom Jesu får bl.a. er karakteriseret ved at lytte til Jesu røst og ikke lytte til fremmede hyrder (Joh 10,3-5).
Man skal kende dem på deres frugter. Det kan betyde, at man skal kende dem på deres liv og opførsel (jf. “1. søndag i fasten – Luk 22,24-32“). Der er snævre grænser for, hvordan en præst bør kunne behandle sin menighed. Men falske profeter er jo først og fremmest kendetegnet ved at være nogle, der taler. Derfor er deres frugter deres forkyndelse.
Om deres frugter er gode eller dårlige må altså i dag først og fremmest vurderes på, om deres forkyndelse er i overensstemmelse med Guds Ord. “Hvis en taler, [skal han tale] som Guds ord,” skrev apostlen Peter.
En falsk profet er en, der ikke i et og alt holder sig til Skriften i sin forkyndelse. En falsk profet er også en, der forkynder uden at være kaldet. De to ting hænger sammen (Jer 14,14f; 23,14.25f; 34,15; Ez 22,28). De, der forkynder evangeliet, skal være sendt (jf. Rom 10,15). Forkynder man uden at være sendt, er man enten så uvidende om det embede, man skal varetage, at det i sig selv er diskvalificerende. Eller man fornægter Skriftens lære om kaldet. Skal man forkynde evangeliet og række sakramenterne skal man være retteligt kaldet (Den augsburgske Bekendelse, artikel 14).
Jesus taler til apostlene, som naturligvis har et særligt ansvar for at værne folket mod falske profeter. Men Bjergprædikenen er ikke kun rettet til apostlene. Hele menigheden har et ansvar for at tage sig i agt for falske profeter ved at holde øje med, hvad prædikanterne forkynder, og hvordan de lever (jf. Joh 10 og “ ‘Mine får hører min røst’ [2. s. e. påske – Joh 10,22-30]“).
Jesus slutter med lige inden evangeliet at sige, at “kun den, der gør min himmelske faders vilje,” skal komme ind i Himmeriget (Matt 7,21). Guds vilje er ikke kun, at vi skal gøre gode gerninger (jf. Rom 13,8-10), men også, at evangeliet skal forkyndes rent og purt og sakramenterne forvaltes, sådan som Kristus har befalet (jf. meget mere i “At gøre alle folk til Jesu disciple [Trinitatis søndag – Matt 28,16-20]“).
Ja, det er vigtigere end alt andet. Nok kan en prædikant blive til offentlig forargelse, hvis han synder groft, og det bliver opdaget. Men forkynder han falsk lære, f.eks. ved at sammenblande lov og evangelium, risikerer han, at hans forkyndelse ikke bliver til frelse, men fortabelse. Det går altså ikke kun ud over ham selv (Matt 7,21), men også dem, der lytter til ham eller hende, og går fortabt.
De falske profeters forsvarstale (v. 22)
Jesus forklarer, hvordan mange skal forsvare sig over for ham på dommedag. De vil kalde ham “herre, herre,” som om de respekterer ham særdeles højt. Men det er kun noget, de har i munden, for havde de virkeligt betragtet ham som deres herre, havde de ikke taget ordet i menigheden uden at være kaldet, og de havde ikke forkyndt noget, de ikke havde fået fra Gud, enten direkte (falske profeter) eller indirekte (vranglærere).
De mener at have profeteret i Kristi navn. De har brugt hans navn, men han havde ikke kaldet dem, og det var ikke hans lære, de forkyndte og underviste i. De mente også, at de havde uddrevet dæmoner. Måske så det sådan ud for mennesker, men ikke for Kristus. Endelig mener de også have gjort mange kraftfulde gerninger.
Det er ikke tilfældigt, at Jesus nævner falsk profeti, dæmonuddrivelse og kraftfulde gerninger eller undere. For falske profeter og vranglærere har ofte haft en særlig “interesse” for disse “spektakulære” gerninger. Skal man overbevise folk om, at de ikke skal lytte til en saglig, bibelfunderet forkyndelse, må man have dem til at blive imponeret og glemme Skriften. Det oplever vi også i vore dage, hvor den ene bølge efter den anden oversvømmer de kirker og kristne, som ikke er funderet i læren eller som hellere vil imponeres end in-doktrin-eres, dvs. lære den rette lære.
Jesus kender dem ikke (v. 23)
Jesus svar er, at så vil han “bekende” for dem, at han aldrig har kendt dem. De skal derfor vige bort fra ham, nemlig i Helvede. Helvede består i evig pinefuld straf (jf. Matt 25,46 og “Sidste søndag i kirkeåret – Matt 25,31-46“).
Han karakteriserer dem som dem, der ‘udøver lovløshed’ (gr. anomia) eller ‘lovløse gerninger” (jf. Matt 13,41; 1 Joh 3,4). Uden troen på løftet og troens gode gerninger er der lovløshed både på det principielle plan og i konkrete gerninger. A-nomia kan betyde det forhold, at (man hævder, at) der ikke er nogen lov, eller det kan betyde, at man handler imod loven. Men forskellen er, som Gudbrod skriver i Kittel (TDNT 4,1085), et spørgsmål om vægtlægning.
Lignelsen om den kloge og den tåbelige bygherre (v. 24-27)
Jesus fortæller en lignelse om to bygherrer. Den ene hører og handler efter “disse ord.” Den anden gør ikke. Som ordet ‘derfor’ (gr. oun) viser, drejer det sig altså om en lignelse om at høre advarslen mod vranglærere og handle efter den.
Den, der ikke kun hører, men også handler derefter, er som en klog mand, der bygger sit hus på en klippe. Det bliver stående, når uvejret kommer. Modsat med det hus, tåben bygger.
Billedsproget handler om dom og frelse (jf. Es 57,13), sådan som vi også må forvente ud fra Matt 7,13f og f.eks. 7,23.
Det hus, der bliver stående, er bygget på en klippe eller ‘på klippen.’ Den klippe er Kristus selv, som vi lærer af Jesus senere i Matt 16 (jf. ” ‘Du er … den levende Guds Søn’ [5. s. e. Trinitatis – Matt 16,13-26; Jer 1,4-9; 1 Pet 2,4-10]“).
Det andet hus er derimod bygget på sand. Tåben byggede ikke med evangeliet, men med falsk lære. Det har mange konsekvenser. Eftersom vi er kraftesløse, når det gælder vores egen frelse (jf. For mennesker umuligt, for Gud muligt [6. s. e. Trinitatis – Matt 19,16-26; 2 Mos 20,1-17; Åb 3,14-22]), er det helt afgørende, at evangeliet, som er Guds kraft til frelse, forkyndes.
Når evangeliet ikke forkyndes, bliver forkyndelsen uvægerligt lovisk. Tilhørerne bliver overladt til deres egne ikke-eksisterende kræfter, til deres egne beslutninger, som dog ikke kan give dem selv åndelig liv eller holde det åndelige liv i liv, eller til deres egne eller andres “tanker,” som dog ikke er noget evangelium. Det er fatale byggeskader, som kommer for en dag, når folk dropper kirken eller når de skal stå for Kristi domstol. Det er tragisk, når Kristus dog har givet et middel, der kan frelse.
Senere bruger Jesus igen ordene ‘klog’ og ‘tåbelig’ om dem, der henholdsvis bliver frelst (Matt 24,45; 25,2ff) og går fortabt (Matt 23,17; 25,2ff).
Den tåbelige byggeherre, som ikke fik støbt et fundament på et sikkert grundlag, bygger altså et hus, som på uvejrets dag falder. “Det fald var stort,” siger Jesus. For det er den evige fordømmelse og fortabelse, der er tale om. Teksten er altså dybt alvorlig. Det betyder ikke, at man ikke skal lære børn at synge den, men de skal vide, hvad det er, de synger (jf. “En alvorlig lignelse [Matt 7,24-27]“).
Falsk profeti og vranglære har altså katastrofale følger for både de falske profeter og prædikanter (Matt 7,23.26f).
Modsat er der som nævnt en herlig kraft i evangeliet, som faktisk kan frelse, så man ikke bliver til skamme ved at tro.
For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker. For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: »Den retfærdige skal leve af tro.« (Rom 1,16f; 1 Kor 1,18)
Du kender fra barndommen af de hellige skrifter, som kan gøre sig viis til frelse ved troen på Kristus Jesus (2 Tim 3,15)
Bjergprædikenens afslutning (v. 28f)
De sidste to vers i evangeliet er Matthæus’ formelagtige afslutning af Bjergprædikenen. Skarerne var overvældede af hans lære. Til forskel fra de skriftkloge, som dog var uddannede, var Jesu lære og undervisning præget af hans myndighed. Denne myndighed hænger sammen med, at han ikke kun var en dygtig lærer og underviser, men han var lærens og evangeliets ophavsmand: Gud og menneske. Han myndighed var ikke kun som Herrens. Det var Herrens myndighed.
For frelsens skyld
Vranglærere og falske profeter har meget sjældent indrømmet, at de ikke er rette lærere og prædikanter. Derfor er det helt nødvendigt, at menigheden tager sit ansvar på sig og sørger for rette forkyndere. Som det fremgår, er prisen for ikke at gøre det meget høj.
Til gengæld er der stor glæde, når evangeliet forkyndes og en synder bliver omvendt. Og den, der af Gud, glæder sig over at høre og lære evangeliet og alle trosartiklerne. Det er nemlig ikke en byrde, men en glæde, for derigennem lærer vi om, hvad den treenige Gud har gjort og gør for at frelse og bevare os til det evige liv.