Med Fastelavns søndag går vi nu ind i Fastetiden – en bodstid, hvor vi forbereder os på påsken. Vi betragter vor Herres lidelser for vores skyld, men vi betragter dem særligt, fordi han måtte lide på grund af os og vores synd. Men fastetiden er ikke en evangelieløs tid. Fastetid er bodstid, men sand bod er omvendelse og tro: tro på evangeliet, som derfor skal forkyndes lige så rigeligt som resten af året.
Læsningerne
Sl 32,2-6
Den gammeltestamentlige læsning er fra Sl 31,2-6, som slår evangelietonen an. “Herre, hos dig søger jeg tilflugt!” Det sidste vers citerer Jesus fra på korset (Luk 23,46). En lille forskel er der dog, idet Septuaginta har futurum (gr. parathêsomai), mens Jesus beder i præsens (gr. paratithemai).
Jesus bar al verdens synd og derfor Guds vrede over al verdens synd, da han hang på korset. Men selv under Helvedes lidelser, som får ham til at bede: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig,” er Gud hans Gud. Og efter at have lidt for hele verden og for os siger han for vores skyld: “Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.” Dermed forkyndte han for os, at han led for vore synder, ikke for sine egne, for sådanne havde han ikke. Jesus døde i tillid til, at Faderen ikke vil lade ham blive til skamme, men udfri ham.
Der er Helvede til forskel på Jesu lidelse og død på den ene side og kristnes lidelse og død på den anden. I den forstand kan og skal ingen andre bede den salme end vor Herre Jesus Kristus, og derfor er det også en velvalgt salme på en søndag, hvor Jesus tager disciplene til side og siger: “Se, vi går op til Jerusalem.” Det er ham, der er “den retfærdige” (Sl 31,19).
Men i Kristus kan også kristne bede den salme, når blot vi husker, at vi ikke skal bære Guds vrede igen. Tværtimod er det, fordi Kristus bar Guds vrede, at vi nu ved, at Gud ikke lader sin vrede ramme os, men blot tugter og opdrager os i sin kærlighed (Ordsp 3,11f; Åb 3,19). Luther forklarer, hvordan Isak også bad den bøn; såvel Abraham som Isak stolede på Gud og hans løfter (til 1 Mos 22,12 og videre Hebr 11,17ff).
Man kan måske godt bruge ordene “Herre, hos dig søger jeg tilflugt,” selvom man ikke kender Gud og derfor ikke ved, hvad bønnen betyder. Men en sådan bøn hører Gud ikke. Det er derfor heller ikke noget at tage ved lære af. Men selv om vi har lært ordene og fået forkyndt Kristus, så er der dog så meget vantro i os, som Luther skriver senere til 1 Mos 22,17. Men heldigvis hører Gud os ikke for vores tros og fromheds skyld. Vi tror og følger jo ikke Gud trods alle hans løfter og al hans godhed. Han hører os for Kristi skyld.
Derfor kan man kun bede en bøn som Sl 31, hvis man har lært Gud at kende, som han er: som en hellig, men også som en nådig og barmhjertig Gud, der tilgiver og gør godt; at han tilgiver, ikke for vores skyld, ikke for vores tros skyld, men for Kristi skyld trods vores vantro og ulydighed. Denne Gud lærer vi at kende gennem boden (luthersk forstået). Ja, ingen kender den sande Gud uden gennem boden, hvor Gud lærer os ham at kende på rette måde, og skaber anger og tro i os ved henholdsvis loven og evangeliet.
Men selv om man har lært det, er der meget, der kan få os til at glemme det. Indre og ydre trængsel – først og fremmest vores egen synd og vores syndige natur – får os til kun at se Guds vrede i stedet for hans nåde og barmhjertighed. Derfor er fastetiden en gave til den kristne. For her lærer vi at se Guds vrede på rette måde. Det er vores synd, der gjorde, at Guds vrede ramte Jesus på kortet. Men Guds vrede ramte Jesus, som bar al verdens synd. Det var virkelig hvert eneste menneskes synd, han bar og tog straffen for. Jesus var lydig til døden, ja, døden på et kors (Fil 2,8). Men Jesus var lydig hele sit liv. Jesus var “født under loven,” og han opfyldte loven for os. Sådan lærer Gud os at kende Ham i Skriften, men særligt, når Skriften taler om påskens begivenheder.
Sl 31 er en salme, som forkynder for os, hvad Jesus gik til Jerusalem for at fuldende for os!
1 Kor 13
Epistlen er 1 Kor 13. Den er sikkert valgt, fordi den forkynder, hvad kærlighed er. Det var kærlighed til os mennesker, der fik Jesus til at gå i døden, og Gud til at give sin Søn for verden (jf. Joh 3,16).
Men i sammenhængen hos Paulus tjener beskrivelsen af kærligheden et noget andet formål. I kap. 12-14 er Paulus optaget at vejlede korintherne, som har fået mange “åndelige gaver” (1 Kor 12,1), også profeti og tungetale. Men det har udviklet sig til et elitært projekt, hvor nådegaverne ikke bruges efter deres hensigt. Paulus må derfor regulere brugen af disse nådegaver, som de har fået ved hans mellemkomst (se ApG 8,15-24; 19,6).
Når der tales om at få Ånden i ApG 8,15f, er der ikke tale om Helligånden som ham, der skaber troen (jf. 1 Kor 12,3 og f.eks. Joh 3,5), men om Helligånden som ham, der udruster med bl.a. profeti og tungetale. Det sker ved apostlenes håndspålæggelse. Douglas Judisch argumenterer i sin bog An Evaluation of Claims to the Charismatic Gifts meget overbevisende for, at profeti og tungetale også var givet ved apostlene, formentlig ved Paulus, i Korinth.
Alle troende har fået Helligånden, for “ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden” (1 Kor 12,3), og alle er jo døbte med Helligånden og har fået én Ånd (Helligånden) at drikke (1 Kor 12,13; jf. Joh 3,5). Men der er forskel på de åndelige gaver, men Ånden er den samme. Det afgørende er, at hver enkelt har fået sine åndelige gaver “til fælles gavn” (1 Kor 12,7).
Disse gaver skal opbygge menigheden, men sådan går det ikke altid. Paulus har allerede i 1 Kor 8 skrevet, at “kærligheden bygger op,” hvorimod “kundskab gør indbildsk” (eller opblæst) (1 Kor 8,1). Han må minde dem om, at “kundskab” ikke nødvendigvis bygger op, men derimod kan gøre den, der har fået denne særlige, profetiske kundskab, opblæst. Dermed polemiserer Paulus ikke mod den rette lære og nødvendigheden af den. Paulus understreger utallige gange, at læren er vigtig, og at der skal være enighed om den. I 1 Korintherbrev skriver han, at legemet skal være enig (1 Kor 1,10; 12,25), men også have omsorg for hinanden (1 Kor 12,25).
Men bare at pukke på, hvad der er ret – og konkret i 1 Kor 8-10 insistere på at spise kød, selv om det kan føre den svage broder til fald – det er opblæsthed. Det er meget tænkeligt præcist de samme mennesker, der har et problem med både deres manglende hensyntagen til de svage brødre og med deres forvaltning af de åndelige gaver. Der er i al fald i begge tilfælde tale om ikke at handle i kærlighed.
De åndelige gaver skal bruges til opbyggelse af hele legemet (1 Kor 12,12ff). Men hermed har Paulus ikke sagt, at der er brug for profeti og tungetale i hele kirkens historie. Det er der faktisk heller ikke. Douglas Judisch viser, at profeti og tungetale, som apostlene formidler, tjener til at legitimere budskabet og budbringerne i den første tid, indtil man får Guds ord skrevet ned. Med apostlene uddør ægte profeti og tungetale, fordi disse gaver kun formidles ved apostle (jf. ovenfor).
I 1 Kor 12,28-30 taler Paulus om de gaver, Gud har givet (jf. Ef 4,11). Pointen er, at ligesom ikke alle er apostle eller lærere og hyrder, sådan har alle ikke disse særlige nådegaver. Men dem, der endnu havde profetiens og tungetalens nådegaver, skal – ligesom hele menigheden – stræbe efter en åndelige gave, der er langt større: kærlighed. Hvis man læser lidt “mellem linjerne,” er det en kraftig irettesættelse til dem, der er blevet opblæste af deres åndelige gaver.
Nogle af formuleringerne i 1 Kor 13 læses i vor tid på en måde, der tilsidesætter De ti bud og f.eks. skaberordningen. Det er ikke for ingenting, at højrefløjen for nogle år siden udgav en rapport med titlen “Kærligheden glæder sig ikke over uretten.” Kærligheden “glæder sig ved sandheden” – sandheden om os og vores synd, som vi erkender i lyset af Guds bud, og sandheden om, hvad Den treenige Gud har gjort og gør til vores frelse.
Kærlighed forbliver i tid og evighed (1 Kor 13,8). De åndelige gaver er, som der direkte står, følgende: “profetier”, “tungetaler,” og “kundskab” eller “erkendelse.” Kundskab er ikke den viden om læren, som alle skal have, for det ville gøre selv evigheden til en tid, hvor man ikke kender til evangeliet. Det er absurd og i strid med, hvad vi hører om evigheden i f.eks. Johannes’ Åbenbaring. Der er tale om kundskab, som Helligånden åbenbarer i en tid, hvor alt endnu ikke er åbenbaret og nedskrevet. Disse gaver skal forgå.
Det tolkes normalt om, hvad der skal forsvinde med Jesu genkomst. Men så ser man bort fra, hvordan disse gaver gives og til hvem (jf. ovenfor). Det er derfor helt rigtigt at sige med Douglas Judisch, at disse åndelige gaver skal høre op. Gud ophører med at give profetier, tungetale og “kundskab,” om ikke før, så når disse mennesker dør.
Det fuldkomne, Paulus taler om i 1 Kor 13,10, handler ikke om fuldendelsen, men om det “fuldkomne” i betydningen “det komplette” eller “fuldstændige.” Når det er kommet, så skal det stykkevise forgå. Sådan har vi med de skrifter, apostlene skrev og godkendte, fået den bibelske kanon, som indeholder alt, hvad vi har brug for. “Men når han kommer, sandhedens Ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden,” som Johannes skrev drevet af denne sandhedens Ånd (16,13).
Paulus understreger kærligheden, fordi han ser, at dem, han har givet disse åndelige gaver, bruger dem stik imod deres hensigt. Det er deres eget ansvar, men det er også menighedens ansvar.
I 1 Kor 14 har Paulus mere at sige om de åndelige gaver, og især om at profetere, men det lader vi ligge i denne sammenhæng.
Her i fasten læser vi 1 Kor 13 i følgeskab med Jesus på vej til Jerusalem. Så ligger det lige for at se 1 Kor 13 som en beskrivelse af den kærlighed, der motiverer Jesus til at opfylde loven for os og tage al verdens synd på sig – for os mennesker og vor frelses skyld. Som lovforkyndelse eller formaningsforkyndelse forkynder det også for os, hvad gode gerninger er, og afslører dermed vores synd.
Prædiketeksten
Prædiketeksten har to dele. Den første handler om, at Jesus for tredje gang underviser apostlene om, hvad han skal i Jerusalem, som de er på vej til. Men de forstår ingenting. I stærk kontrast hertil sidder der en blind ved Jericho, som beder Jesus forbarme sig over ham. Til ham siger Jesus, at hans tro har frelst ham.
Jesus underviser for tredje gang om sin kommende lidelse, død og opstandelse (v. 31-34)
Alle profeternes profeti skal opfyldes! (v. 31)
For tredje gang underviste Jesus apostlene om, hvad han skal i Jerusalem. Jesus underviste de tolv uden de mange andre, der ellers fulgte dem med.
“Alt det, der er blevet skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes,” siger Jesus. Det er formålet med rejsen til Jerusalem, og derfor er det jo først og fremmest Jesus, der drager derop. Når Jesus siger, at “vi drager op til Jerusalem,” kan det måske hænge sammen med, at han drager derop i alles sted. Eller med, at Det gamle Testamente faktisk profeterer om, at alle skal lade Jesus i stikken.
Der er vist ikke enighed om, hvad Jerusalem betyder: Fredens by, Det at besidde fred eller grundlag for fred. Man konstaterer gerne, at det har Jerusalem netop ikke været i størstedelen af sin historie. Det er også sandt.
Men Jerusalem blev Fredens by den ene gang, hvor det for alvor var nødvendigt. Da Jesus drog op til Jerusalem for at opfylde Skrifterne, vandt han fred med Gud til alle, både sine samtidige og alle dem, der kom før og efter ham.
Sidenhen bekræfter Jesus for Emmaus-vandrerne, at alle Skrifterne handler om ham (Luk 24,27). Da han senere viste sig igen, gentog han, at alt, hvad der står i Det gamle Testamente, skal opfyldes (Luk 24,44). På dét tidspunkt åbnede han deres forstand, så de kunne forstå Skrifterne (Luk 24,44f).
Lidelse, død og opstandelse (v. 32f)
Fastetiden er bodstid, hvor vi særligt betragter Jesu lidelser fra Getsemane til Golgata, dvs. Langfredag. Det handler størstedelen af disse vers om.
Man kan vælge at udfolde, hvordan hvert enkelt led er en opfyldelse af bestemte profetier. Men man bør i al fald også have det med, som Paulus siger i Rom 4,25: “ham, som blev givet hen på grund af vore overtrædelser og blev oprejst på grund af vores retfærdiggørelse,” som der i virkeligheden står.
Vi tror jo “på én Herre, Jesus Kristus … som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra Himlen og blev menneske ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske, som også blev korsfæstet for os under Pontius Pilatus, blev pint og begravet og opstod på tredje dagen ifølge skrifterne …” (Nikænum).
Med hensyn til den gammeltestamentlige baggrund er det først og fremmest Daniel 7, som profeterer om Menneskesønnen. Men man skal ikke overdrive de forskellige kristologiske titler. De handler ikke om forskellige frelsere i Det gamle Testamente. De handler om den samme frelser, men en titel som Menneskesønnen tjener til at rette opmærksomheden mod bestemte gammeltestamentlige steder. Menneskesønnen i Daniel 7 er den samme frelser, som vi hører om lige fra 1 Mos 3,15.
Menneskesønnen “skal overgives til hedningerne,” siger Jesus, og hånes, mishandles og spyttes på (v. 32) og piskes og slås ihjel (v. 33). Oftest taler Jesus om, at han skal overgives i jødernes hænder og f.eks. forkastes af bygmestrene. Her er det folkene eller direkte hedningerne, han skal overgives til. Hvem, der skal overgive ham, siges ikke, men det kunne jo være jøderne, dvs. Sanhedrin bakket op af folket. Eller det kan være Gud, hvad det jo i sidste ende var.
Det er vist ikke så let at finde direkte gammeltestamentlige profetier om, at Jesus skal overgives til hedningerne. Men det kolon, som 1992-oversættelsen sætter ind, står faktisk heller ikke i den græske grundtekst. I det omfang, Luk 18,32f ikke direkte måtte være forudsagt i Det gamle Testamente, skal man derfor heller ikke hævde det. Det kan jo også være, vi ikke har læst profetierne nøjagtigt nok endnu.
Men Es 50,6 er jo i al fald en af de profetier, Jesus opfylder: “Jeg lod dem slå min ryg og rive skægget ud af mine kinder. Jeg skjulte ikke mit ansigt for skændsler og for spyt.”
Jeg vil tro, at alene en nøgtern beskrivelse af, hvad piskning medfører af skader, kan få det til at gyse i de fleste. Det skulle efter sigende også være effekten af Mel Gibsons film.
Men selv om menneskenes spot, hån, pisk og korsfæstelse er slemme nok i sig selv, var det dog alligevel Guds vrede, som ramte Jesus, og ramte ham hårdest. “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Jo, for os og for vor frelse.
Da han havde båret al verdens synd og taget den fulde straf fra Gud for den uden at opgive sin tro og tillid til Gud, oprejste Gud ham fra de døde på den tredje dag. Han blev erklæret uskyldig, og i Ham blev vi det også. “Han blev oprejst på grund af vores retfærdiggørelse,” som Paulus skriver i Rom 4,25.
Derfor skal det store for os forkyndes til anger og tro. For beskrivelsen af Jesu lidelser og hans død afslører jo også, hvor hjælpeløse og fortabte vi syndere er. I den forstand er det lovforkyndelse, som ved Guds Ånd kan skabe anger i et menneske. Men hele Jesu gerning skete for os, og dette evangelium skal forkyndes, så vi kan nå den retfærdiggørende tro, som Den augsburgske Bekendelse lærer.
Apostlenes manglende forståelse (v. 34)
Man kunne tro, at disciplene – apostlene – havde fået fat i Jesu undervisning. Det var jo tredje gang, at Jesus direkte talte om sin kommende lidelse, død og opstandelse (jf. Luk 9,21f og Luk 9,44f).
Men faktum er, de ikke forstod noget af dette, beretter Lukas. Ordene(s mening) var skjult for dem, så de ikke forstod, hvad Jesus sagde.
Jesus sagde jo det rigtige og utvivlsomt også på den rigtige måde! Der var både lov og evangelium i hans undervisning. Men som Den augsburgske Bekendelse lærer, “gennem ordet og sakramenterne som midler skænkes Helligånden, der virker tro, hvor og når det behager Gud, hos dem, som hører evangeliet om, at Gud ikke for vore fortjenesters skyld, men for Kristi skyld retfærdiggør dem, der tror, at de tages til nåde for Kristi skyld.”
Som sidste søndags prædiketekst lærer, skal vi derfor “kun” koncentrere os om at forkynde det rene evangelium i ord og (sakramentsforvaltnings)praksis, herunder skelne ret mellem lov og evangelium.
I løbet af påsken erkender alle apostlene deres synd, og påskedags aften kommer Jesus til dem og tilgiver deres synd.
Den blinde ved Jeriko (v. 35-43)
Naturligvis beretter Lukas blot om, hvad der faktisk skete. Men det er svært ikke at notere sig den store forskel på apostlene, som overhovedet ikke har forstået Jesu undervisning, og bl.a. den blinde tigger, som beder Jesus forbarme sig.
Matthæus taler i øvrigt om to blinde i Matt 20,29-34, mens både Matthæus og Markus skriver, at Jesus og apostlene var på vej ud af Jeriko.
Kommentatoren Lenski skriver herom: “Yet the matter is simple, and all shadow of contradiction fades away when we have all the facts. Jesus passed thorugh Jericho ([L] 19,1), and yet, although it was late in the day, no one in the whole town invited to be his guest. On the other side of the town, out along the highway, Zacchaeus was waiting to see Jesus pass by. Jesus calls him down from the tree, invites himself to this publican’s house, retraces his steps into Jericho, and spends the night with Zacchaeus. It was on this return to the city that the blind men were healed. Luke separates the events because he wants to tell the story of Zacchaeus in one piece …” (Luke, p. 931).
Den blinde tigger (v. 35f)
Der var ikke så mange andre muligheder end at tigge for dem, der ikke kunne arbejde. Og det var svært at være blind. Derfor sad han nu og tiggede ved vejkanten på vejen ind til byen, hvor der kom mange mennesker.
Men han kunne høre, og da der kom en skare – en flok mennesker, der mere eller mindre følges i flok – ville han vide, hvad det var, hvad det betød.
Jesus fra Nazaret (v. 37)
Svaret, tiggeren får, er meget nøgternt. Det består af Jesu navn, og hans hjemby. Men deri ligger jo også et stort budskab. Dels betyder Jesus ‘Herren frelser’ (jf. til Matt 1,18-25), dels peger navnet Nazaret tilbage på bl.a. Es 11,1 og dermed på, at Jesus skal opfylde alle løfterne, som bl.a. Esajas profeterede om (jf. v. 31 og til Matt 2,13-23).
Tiggerens Kristus-bekendelse (v. 38f)
Tiggeren ved straks, hvem Jesus er, og at han kan hjælpe ham. Han har vel hørt om Jesus, men det er først og fremmest Skriften, der lærer ham dette, uanset om det er sket direkte eller indirekte. Han bekender nu sin tro på, hvem Jesus er, i form af de titler, han bruger.
Jesus er Davids Søn, dvs. den kongelige efterkommer af David, som skal bringe frelse til sit folk.
I denne tro beder tiggeren nu til Jesus: “forbarm dig over mig” (gr. eleêson me). Der var åbenbart nogle, der gik foran Jesus, måske for at beskytte ham, måske for også at blive lagt mærke til? De ville true tiggeren til at tie, men det fik blot den modsatte effekt. Han råbte endnu mere, og bekræftede dermed sin bekendelse.
Bønnen om, at Jesus, Davids Søn, vil forbarme sig over ham, er udtryk for tiggerens tro på, at Jesus er barmhjertig og kan og vil hjælpe ham. Det har han også god grund til ud fra Skriften og ud fra, hvad Jesus indtil den dag havde gjort for et stort antal mennesker.
Bøn om syn (v. 40f)
Jesus standser op, da han hører den blinde tiggers råb, og får ham ført hen til sig. Han spørger ham da, hvad han ønsker. Den blinde tigger svarer med endnu en bekendelse og en bøn om at få lov til at kunne se.
Denne gang har hans bekendelse formen: Kyrie. Det græsk ord kyrios gengiver både egennavnet Herren og navneord ‘herre.’ Her er der uden tvivl tale om en bekendelse til Kristus som Herren. Lukas er gennemgående meget opmærksom på at gengive de bekendelser, der lyder til Herren. Ofte kan man diskutere, om kyrios er brugt om Gud, Gud Fader eller om Kristus. Men f.eks. i Luk 1,43 er der ingen tvivl om, at Herren er Jesus: “Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig?” Sådan spurgte Elisabet.
Vi må bruge formen “Herre,” når der er tale om en henvendelse til Herren. Her bruger den blinde mand utvivlsomt “Herre” som tiltaleform af Herren. Han bekender altså – ligesom f.eks. Elisabet – at Jesus er Herren.
Alt i alt har den blinde tigger bekendt, at Jesus er Herren, Davids Søn, og han har bedt ham om at forbarme sig over ham. Det gjorde den kana’anæiske kvinde og flere andre også (Matt 15,22; 17,15; 20,30f).
Umiddelbart er det jo ikke en bøn om syndernes forladelse, og vi kan heller ikke slutte, at han var en specielt stor synder, fordi han var blind (Joh 9,3). Men den blinde tigger ved fra Skriften, at han er en synder, der kun kan bede Davidssønnen, Herren, om at forbarme sig. Men nu beder han altså også Jesus om at få sit syn igen. Han ved, hvem Jesus er, og stoler på, at han kan gøre det. Og hans tro blev ikke til skamme. Med rette er disse menneskers bøn blevet genbrugt i kirkens bønner.
Kyrie og andre liturgiske bønner
Tiggerens bøn har fundet anvendelse i den kristne kirkes liturgi. De faste led i kirkens historiske gudstjeneste omfatter bl.a. disse fire bibeltekster: Kyrie Eleison (fra dette sted eller en parallel), Gloria in Excelsis, Ære være Gud i Det højeste (julenat), Sanctus, Helligsangen (Es 6,3; Matt 21,9); Agnus Dei, Se, det Guds Lam (Joh 1,29.36). Desuden bruger vi også en trosbekendelse, som jo også er uddraget af Skriften. Det samme gælder Fadervor. Se mere i pastor Steven Brockdorf’s A Common Man’s Guide to the Liturgy.
Kirkens Kyrie Eleison udtrykker det samme, som denne tiggers Kyrie. I tro på, hvad Det gamle Testamente lærer om Davidssønnen, der skal komme, og Det nye Testamente beretter og lærer os om ham, der er kommet, beder vi i begyndelsen af gudstjenesten vores Kyrie. Vi står som de åndelige tiggere, vi i sandhed er, og beder Frelseren om at forbarme sig over os syndere ene og alene med henvisning til, hvem han er, hvad han har gjort for os, og hvad han har lovet at ville gøre for os gennem sine befuldmægtigede repræsentanter og stedfortrædere: vores lærere og hyrder.
Nu om dage er der også mange, som gerne vil bringe Kyrie-bønnen til tavshed. Det er nedværdigende at tigge om nåde. Det er umoderne at tale så meget om synd og hjælpeløshed. Ja, nogle vil endda hævde, at det er psykologisk skadeligt.
Men den, der ved Guds ord har erkendt, at vi faktisk er åndelige tiggere og aldrig bliver andet, vil aldrig stoppe med at tigge, men bringe sit tiggerråb frem for Davidssønnen dag for dag – og ikke mindst søndag efter søndag. For han har selv sagt, at det skal vi gøre, og at han vil bønhøre denne bøn.
Som tiggere har vi intet at give Gud. Til gengæld har Gud store gaver at give os. Det gør han gennem Ordet og sakramenterne. Den største gave er Jesu Kristi legeme og blod, hvormed Jesus én gang for alle har betalt for alle vore synder. Igennem alle disse gaver skænker Gud os syndernes forladelse.
Fordi vi ikke har større gaver end Guds ord og sakramenterne, er det naturligt at lade Guds ord fylde i gudstjenesten. Det er derfor, vi bruger Kyrie og Gloria og de mange andre led, der er uddraget af Skriften.
Når vi lovpriser Gud -for det gør vi jo også i gudstjenesten – tager vi derfor ikke vores eget frem, men ofrer til ham glad og gerne, hvad han selv har givet os. Naturligvis synger vi også salmer og hymner, som andre end de bibelske forfattere og digtere har skrevet. Men vi synger som lutheranere kun dem, der i deres lære er uddraget af Skriften. Det er ikke alt andet, der slet ikke dur til noget – selv om en hel del er værdiløst eller direkte nedbrydende – men vi bruger det ikke i gudstjenesten.
Fastelavns søndag er en udmærket tid at undervise om, at det også er gennem liturgien, Kristus møder os og tjener os, som han uden for Jeriko tog sig af en tigger.
Syn og salighed (v. 42)
Jesus ser imidlertid, at der er en sand tro hos den blinde tigger. Hans svar er derfor dobbelt. Den blinde får befaling om at se, og så så han! Og Jesus forkynder for ham, at ‘din tro har frelst dig.’
Det er jo rigtigt, at sôzô kan betyde både ‘helbrede’ (frelse fra sygdom) og ‘frelse’ (frelse fra synd). Der er dog gode argumenter for at tolke ordet i betydningen frelse, sådan som de allerfleste oversættelser også gør (se mere her).
Troens frugter (v. 43)
Tiggeren fik straks sit syn. Det skriver Lukas utvivlsomt, for at det skal stå helt klart, at det skyldes Jesu ord. Tro er nemlig at stole fuldt og fast på, hvad Herren siger. Sådan skal vi også lære at stole på Guds ord af et helt og tillidsfuldt hjerte, uden at tvivle (citat hos Kretzmann).
Jesus siger, at tiggerens tro har frelst ham, og lærer os, at den blindes bøn virkelig var en bøn i tro.
Hans tro og Jesu under får konsekvenser for tiggeren. Det, vi ser, er troens frugter. For det første følger han Jesus, hvor den, der tror, ønsker at følge Jesus. Det kan vi naturligvis ikke, og vi, der lever, skal heller ikke gå med næsen i sky. Vi følger Jesus ved at holde os til hans lære og hans bud.
Den anden frugt, Lukas nævner, er, at tiggeren lovpriser Gud. Som nævnt ovenfor, lovpriser vi også Gud i gudstjenesten og på andre tidspunkter. Lovprisning og lovsang er en af troens frugter. Ægte lovprisning takker Gud for det, som frelser os. Derfor synger vi gerne salmer om Kristi frelsesgerninger og troen, dvs. det, vi tror på: evangeliet.
Det var ikke kun tiggeren selv, der lovpriste Gud. Det gjorde hele folket, da de så Jesu under og velgerning mod den blinde mand. Sådan glæder Guds menighed sig, når Gud frelser et menneske. Vi glæder os naturligvis også, når Gud på en særlig måde er barmhjertig mod et menneske, sådan som han var her.
Men vi forlanger ikke, at prædikanterne skal forsøge sig med den slags gerninger. Jesus og apostlene kunne gøre den slags undere. I det daglige er den kristne menighed langt mere optaget af det store under: At Gud frelser os fra synd, død og djævel og skænker os det evige liv. Vi er naturligvis også optaget af at leve i kald og stand og gøre de gerninger, som han har befalet os at gøre, først og fremmest i De ti bud.
Det beder vi om med vores Kyrie eleison. Og med vores Gloria in Excelsis priser vi ham, fordi han holder sit løfte og besvarer vores bøn.