Jesu budskab til menighedens biskop i Pergamon (Johannes’ Åbenbaring 2,12-17)
I det tredje afsnit af Jesu syv formaninger dikterer Menneskesønnen, dvs. Jesus, et budskab til biskoppen i menigheden i Pergamon. Også hos denne biskop er der noget, der gør, at han ikke uden omvendelse vil undgå dommen. Hvor biskoppen i Efesos har et vrangt forhold til Kristus, er problemet i Pergamon overraskende for en moderne tankegang – og bør også give os anledning til selvransagelse.
Sværdet i Menneskesønnens mund (v. 12)
Menneskesønnen beskriver sig her som ham med det skarpe, tveæggede sværd. Fra 1,16 ved vi, at det udgår fra Menneskesønnens mund, og derfor vel må være et sværd til at dømme med, da det jo ikke kan være et rigtigt sværd. Hvor biskoppen i Smyrna slap for kritik, tyder Jesu beskrivelse af sig selv på, at denne biskop og dermed hans menighed har et problem: et problem med munden, skal det vise sig. Et problem, som kan føre til, at han – og dermed også hans menighed – bliver ramt af sværdet i Jesu mund, dvs. af dommen.
Du har ikke fornægtet troen på mig (v. 13)
Umiddelbart ser det ud til, at det ikke står så galt til med denne biskop. Jesus ved, at han bor et sted, hvor Satans trone står, og hvor Satan bor. Satan slog Antipas ihjel, så hans magt er ikke på skrømt. Antipas bekendte troen på sin Herre, selv i døden. Biskoppen lod sig altså heller ikke skræmme, men aflagde sin bekendelse.
Det kan vel være, det skal forstås helt bogstaveligt, at Satan bor i Pergamon og havde sin trone stående dér. Der var faktisk et stort Zeus-alter i Pergamon. Det står nu på et museum i Berlin. Men der er i al fald tale om, at Satan kan siges at bo i Pergamon og har en trone stående der. Om det er klogt at begrænse det til Zeus-alteret er ikke nemt at afgøre.
Men du finder dig i nogle, som holder fast ved Bileams lære (v. 14)
Men biskoppen i Pergamon har alligevel et problem, et alvorligt problem skal det vise sig. For Jesus har noget imod ham, “lidt,” som Jesus siger. Der er nemlig nogle i denne biskops menighed, som holder fast ved Bileams lære.
Bileam lærte kong Balak at stille fælde for Israels børn, så de spiste afgudsofferkød og bedrev utugt (4 Mos 25,1ff; 31,16). Begge dele var imod Guds bud, og derfor førte det til en frygtelig dom over de frafaldne, som blev dræbt. Bileam selv blev dræbt med sværd (4 Mos 31,8).
Også hos dig er der vranglærere! (v. 15)
På samme måde, siger Jesus, er der nogle vranglærere i menigheden i Pergamon, som biskoppen finder sig i. Disse nikolaitter, som Jesus kalder dem, har en lære, som leder nogle i menigheden til at spise afgudsofferkød og bedrive utugt. Det er faktisk meget sandsynligt, at det skal forstås helt bogstaveligt. I al fald måtte Paulus mange år før tage de samme to problemer op i over for menigheden i Korinth (1 Kor 6,12-20 og 1 Kor 8-10).
Efeserne hadede dem, og det gjorde de ret i, for Jesus hadede dem også (v. 6). Så denne menighed burde også hade dem, og tage afstand fra dem. Hvorfor mon? Bileam profeterede jo da om Jesus (4 Mos 24,17).
Hvorfor er det da så slemt? Jo, falsk lære fører til frafald. Derfor hader Jesus vranglærere, og derfor skal vi hade vranglærere. Først og fremmest skal vi bekæmpe vranglæren, men vi må heller ikke – for troens skyld – finde os i vranglærere. Det gjorde denne biskop desværre. Derfor har Jesus noget imod ham.
Omvend dig (v. 16a)
Vi ville uden tvivl vente, at vranglærerne nu får besked på at omvende sig og rette op på deres falske undervisning og lære. Det er jo ikke biskoppen, der lærer falsk. I al fald ikke direkte.
Men Jesus formaner ikke vranglærerne, men biskoppen til at omvende sig. At biskoppen fandt sig i vranglære, gjorde, at han måtte omvende sig. Intet mindre end omvendelse må der til. En biskop er en tilsynsmand. Det betyde, at han skal “se til sin menighed.” Det skal han gøre med lov og evangelium, så medlemmerne kan bekende deres synd og tro på Jesus Kristus og hans lære. Han skal altså lære dem den rette lære, men han skal også bekæmpe den falske.
En biskop, der ikke gør dette, svigter sit embede og sin menighed. For den rette lære værner om den forkyndelse, der frelser. Men det er ikke kun biskoppens ansvar. I vor tid har vi ændret på ordene, så vi kalder en menigheds tilsynsmand for præst (lærer og hyrde), mens f.eks. folkekirken bruger ordet biskop om en leder, der dels er præsternes præst, dels er en administrativ leder og personalechef.
Vores tid ligner Pergamon. At tolere vranglære er blevet en dårlig vane for både præster og lægfolk i vores tid. Men det er altså også en dødsensfarlig vane. Men det kan faktisk også være udtryk for vantro og ligegyldighed mod Guds ord.
At tolerere vranglærere er at slippe fortabelsens gift ind i menigheden. Det har katastrofale konsekvenser, som vi så det med israelitterne.
Derfor formanes enhver tilsynsmand, dvs. præst eller lærer og hyrde, der tillader vranglære, til at omvende sig og (igen) forkynde den rette lære og bekæmpe den falske lære. Sker det ikke, må menigheden for sin tros og evige frelses skyld forlade en sådan hyrde og lærer og kalde en, der vil holde sig til Guds Ord i lære og praksis.
Ellers bliver du ramt af dommen (v. 16b)
At Jesu formaning til omvendelse virkelig er alvorligt ment, fremgår af, at han ellers snart vil komme over “dig,” dvs. biskoppen, og føre krig mod “dem,” dvs. vranglærerne, med sit munds sværd.
Det, Jesus her taler om, beskrives nærmere i Åb 19,11ff. Det er hans genkomst til dom, som han her beskriver. Dommens dag er så at sige en krigens dag, og det er Jesus, der fører krigen med sit sværd, jf. Åb 19,11, hvor der ordret står, at “han dømmer og fører krig med retfærdighed”.
Hvor svært det end måtte være at forstå – eller måske snarere at acceptere – for os, så er det altså fortabelse, biskoppen trues med. For biskoppen har – ligesom menigheden – fået klare ordrer om at holde sig fra vranglære.
Fordi det er imod Jesu ordrer, og fordi det kan koste ikke blot døden, men fortabelse, må biskoppen (og menigheden, som vi skal i næste afsnit i denne serie) vælge mellem enten at omvende sig og gøre op med vranglærerne eller at blive ramt af dommen.
Jesus siger det bestemt ikke, fordi han ønsker at biskoppen og menigheden i Pergamon eller præsterne og menighederne i Danmark eller hvor det nu måtte være skal gå fortabt. Tværtimod! Jesu formaning til at gøre op med vranglærerne skyldes netop, at han ønsker, at biskopperne og menighederne skal frelses og nå frem til en sejrens og frelsens dag, og ikke en dommens og fortabelsens dag.
Ordet fra Guds mund (v. 17)
Som israelitterne i ørkenen fik manna, sådan lover Jesus dem, der sejrer og når frem til Paradiset (jf. v. 7), den skjulte manna og en hvid sten med et nyt navn, som kun modtageren kender.
Den skjulte manna er sikkert det livets ord, som udgår fra Guds mund (sml. 5 Mos 8,3), og er altså præcist det modsatte af at blive ramt af det sværd, som udgår af Guds eller Jesu mund.
Det nye navn er det navn, som Herrens mund skal nævne, som der egentlig står i Es 62,2.
Vi skal værne om den rette lære, Skriftens lære, som “kan,” dvs. har kraft til at gøre os vise til frelse, som Paulus skriver i 2 Tim 3,15-17 (jf. Rom 1,16; 1 Kor 1,18).
Den, der ved Ordet og Guds Ånd hører loven, så det fører til syndserkendelse – også når det gælder den synd, der består i under dække af falsk tolerance at acceptere vranglære – og evangeliets lære, så det bliver til tro, ja, det menneske skal få et frelsens navn fra Guds mund på dommedag!
Da skal vi bo, hvor Gud bor – og Lammet.
Ham være æren i evighedernes evigheder. Amen.