Falsk kristologi og treenighedslære i DNA og BPH

Jeg har tidligere blogget om Bibelen på hverdagsdansk (BPH) og om Den Nye Aftale (DNA) og påpeget, at begge oversætter på en måde, der undergraver væsentlige aspekter i Det nye Testamente.

I forbindelse med, at jeg har skrevet en lille gennemgang af Joh 1,1-14, som er prædiketekst til juledag (se min blog Næste Søndag om Joh 1,1-14), tjekkede jeg BPH’s og DNA’s oversættelser af Joh 1,1.

Bibelen på hverdagsdansk gengiver med, at Ordet “var som Gud,” mens Den Nye Aftale gendigter med, at “det var en del af ham,” altså: at ordet var en del af Gud. Jeg lægger ikke fingrene imellem, men konkluderer, at disse moderne såkaldt meningsbaserede “oversættelser” afslører, at de hverken forstår teologien/teologihistorien eller “meningen.”

Det er eksegetisk dilettanteri at ville se bort fra det arbejde, store teologer har ydet i historiens løb. Den athanasianske Bekendelse slår fast, Faderen er Gud, Sønnen er Gud og Helligånden er Gud (stk. 15, se hele bekendelsen her). Ordet var altså ikke “som Gud,” men “Ordet var Gud.” DNA’s oversættelse ordet “var en del af ham” støder imod bl.a. Joh 10,38, hvor Jesus siger, at “Faderen er i mig og jeg i Faderen.”

Læren om Kristus er helt afgørende: “Enhver som vil frelses, må frem for alt have den almindelige tro. Enhver som ikke bevarer den hel og uforfalsket, vil uden tvivl gå evig fortabt,” som der står i Den athanasianske Trosbekendelse.

I min Næste Søndag til Joh 1,1-14 anfører jeg, at når man skal udlægge og forklare prædiketeksten til juledag, må man gøre sig de største anstrengelser for at forklare Jesu person. Jesus er guddommelig, men han er mere. Han er Gud.

Men rent faktisk mener jeg, at det også er vigtigt, at bibeloversættelserne får det klart og tydeligt frem. Ellers er det meningsløst at tale om meningsbaserede oversættelser. Men hverken BPH eller DNA får meningen frem.

Min opfattelse er derfor, at begge de to nye bibeloversættelsers “oversættelser” ikke bare afspejler dårlig teologi, men også en lemfældig omsorg for læserne. Læren om Kristi person og gerning – og sammenhængen mellem dem – burde være både ren: uden vranglære og klar: formidlet så præcist og letforståeligt som muligt.

Den athanasianske Trosbekendelse er et godt sted at starte. Jeg anfører et relevant uddrag nedenfor. Ikke alle kirker har Den athanasianske Trosbekendelse som officiel bekendelse, men det har alle lutherske kirker. Årsagen er, at de mener (eller i al fald engang har ment), at det er, hvad Skriften selv lærer. Det er naturligvis ikke muligt her at argumentere for, at dette er sandt, men denne argumentation findes.

Efter en række præcise udsagn om treenigheden fortsætter Den athanasianske Trosbekendelse: “Den, som altså vil frelses, må mene således om treenigheden. Men det er nødvendigt for den evige frelse, at han også ærligt tror på vor Herre Jesu Kristi menneskevordelse. Det er altså den rette tro, at vi tror og bekender, at vor Herre Jesus Kristus, Guds Søn, er Gud og menneske, Gud, født af Faderens væsen før tiderne, og menneske, født af moderens væsen i tiden, fuldkommen Gud, fuldkomment menneske, bestående af en fornuftig sjæl og menneskeligt kød, Faderen lig efter sin guddommelige natur, ringere end Faderen efter sin menneskelige. Endskønt han er Gud og menneske, er han dog ikke to, men een Kristus, een, ikke ved den guddommelige naturs forvandling til kød, men ved den menneskelige naturs indoptagelse i Gud, i det hele een, ikke ved væsenets sammenblanding, men ved personens enhed, for ligesom den fornuftige sjæl og kødet er eet menneske, således er Gud og menneske een Kristus, som led for vor frelse, nedfor til helvede, opstod på tredje dag fra de døde, opfor til himlene, sidder ved Gud Faders den almægtiges højre hånd, derfra han skal komme for at dømme levende og døde. Ved hans komme skal alle mennesker opstå med deres legemer, og de skal aflægge regnskab for deres gerninger, og de, som har gjort godt, skal gå ind i det evige liv, men de, som har gjort ondt, til den evige ild.”