Ifølge en overskrift i Kristeligt Dagblad (KD) den 4. april 2007 er kirkens største problem dens medlemmer. Mere nuanceret hedder det, at 62 % af de 310 adspurgte præster mener, at ”kirkemedlemmernes holdning til kirke og tro er den største udfordring for kirken”.
Biskop Niels Henrik Arendt
Medlemmerne har ifølge biskop Niels Henrik Arendt ”ingen fornemmelse for, hvad kristendommen går ud på”. Børn får ikke en faktuel indsigt i, hvad kristendom går ud på, og ingen giver en kristen praksis videre til børnene, siger han ifølge KD.
Lektor Peter Lodberg
Lektor Peter Lodberg, Det teologiske Fakultet i Århus, mener, at ”den kristne tradition i Danmark er slidt ned”; ”man er medlem af folkekirken for en sikkerheds skyld. Ikke fordi man tror. Kirken er truet på livsnerven,” siger han.
Professor Ole Fogh Kirkeby
Dr.phil. Ole Fogh Kirkeby, der er professor i ledelsesfilosofi ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, Copenhagen Business School (Handelshøjskolen i København), mener, at forklaringen er, at ”vi har udviklet en historieløs kultur”. Præsternes holdning er et udtryk for, at ”folkekirken er ved at gå i opløsning indefra”.
Tal klarere med medlemmerne og i offentligheden
Mere præcist mener biskop Niels Henrik Arendt, at præsterne skal tale mere klart om kristendommen. ”De kan ikke længere gå ud fra, at medlemmerne er fortrolige med
grundprincipperne i den evangeliske, lutherske tro,” mener han.
Og i det offentlige rum skal der mere fokus på kirken, mener biskop Arendt. Professor Kirkeby er enig og citeres for at sige, at ”Folkekirken betaler prisen for, at den ikke i højere grad har blandet sig de gange, hvor kirken har haft mulighed for at reaktualisere kærlighedsbudskabet i kristendommen. Når det handler om brændpunkterne i menneskers liv, over en bred kam, har folkekirken været tavs, som var det en privat klub.”
Kommentar
Hvem har ansvaret?
Nu er folkekirken bestemt ikke en erhvervsvirksomhed, selv om mange synes at tænke på folkekirken som en servicevirksomhed, der skal servicere medlemmerne på linje med medlemskaber af f.eks. en fagforening. Men man kunne jo alligevel prøve at forestille sig, hvad en fagforening eller en erhvervsvirksomhed ville sige til en artikel som denne. Sådan noget i retning af: HK udtaler, at dets største problem er medlemmerne. De har ingen fornemmelse for, hvad HK står for. En del af forklaringen er, at vi har udviklet en historieløs kultur. Man husker ikke længere, hvordan Danmark og arbejdslivet så ud før fagforeningerne. – Normalt vil man sige, at det ikke er kunderne, det er galt med, men virksomheden, der ikke forstår at rette ind efter markedet. Men af og til er det jo modsat. En medicinalvirksomhed kunne jo eksempelvis have det produkt, som folk reelt har brug for uden at vide det. Det vil så være medicinalvirksomhedens mission at levere denne medicin, idet de både fortæller, at folk har brug for den og at de kan levere.
Kirkens mission
Nu er kirken altså ikke nogen erhvervsvirksomhed, undtagen hvis man måske kan sammenligne med f.eks. den førnævnte medicinalvirksomhed. Den er kirke, og den har fået en ganske bestemt mission givet. Den skal på samme tid fortælle folk, hvilket behov de egentlig har, uanset om de ved, at de ved det, eller forsøger at tale sig fra det. Men først og fremmest skal kirken forkynde det for folk, som kan hjælpe dem med deres egentlige behov.
Kirken må selv påtage sig ansvaret
Det forstår biskop Arendt – et stykke på vej, for han siger, at ”Præsterne skal tale mere klart om kristendommen”. Hvis medlemmerne ikke forstår, hvad kristendom er, eller blander kristendom sammen med andre religioner, er det først og fremmest kirkens egen skyld. Derfor må kirken påtage sig ansvaret for sin egen kernevirksomhed. Jeg gætter på, at professor Kirkeby også kan have peget på det, selv om han ikke er citeret for det.
Hvem definerer kirkens mission?
Der er åbenbart enighed hos biskop Arendt, lektor Lodberg og professor Kirkeby om, at der er et alvorligt problem i folkekirken. Men der er ikke enighed om, hvad problemet består i. Arendt mener, at medlemmerne mangler faktuel viden om, hvad kristendommen går ud på, og de mangler også en kristen praksis. Hvem har ansvaret for det? Arendt udtaler det forsigtigt, men han siger jo, at præsterne skal tale mere klart om kristendommen. Forsigtigt vurderet kan man tolke ham sådan, at det egentlig ikke er medlemmerne, der er problemet, men derimod præsterne. Arendt har også tidligere udtalt sig om dette. Han forsøger utvivlsomt at skabe en forståelse for det, han ser som problemet, så det også bliver muligt at gøre noget ved det. Det er i og for sig god forandringsledelse.
Lektor Lodberg mener også, at ”den kristne tradition … er slidt ned.” Man ser for sig en vej, der bliver tyndere og mere hullet, fordi den er blevet brugt gennem mange år. Men det er også et underligt, passivt billede. En tradition slides vel ikke ned? Mere grundlæggende føles kirken ifølge Lodberg ikke relevant. ”Generelt forbinder danskerne ikke noget livsnærende ved at knytte deres identitet til den kristne trosopfattelse,” siger Lodberg. Man må jo nærmest forstå dette som et psykologisk udsagn om dette liv. Kirken opfylder ikke noget psykologisk behov. Hvad kirken så skulle gøre ved det, får vi dog ikke at vide.
Professor Kirkeby giver kulturen skylden. Vi er blevet historieløse. Men mon dog det er så enkelt? Trods alt er det store flertal medlem af folkekirken. De fleste er vel også konfirmerede og har altså modtaget omkring en 50 timers undervisning samt gået nogle gange i kirke. Skolen har vel trods alt også undervist lidt i kristendommen de fleste steder og en hel del mere i det mindste nogle steder. Men hvordan skulle man kunne blive historieløs, hvis man tilslutter sig en kirke, som i bund og grund er bygget på historie. ”Vi tror på Jesus Kristus, Guds Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria, pint under Pontius Pilatius osv.” Men måske er der en dybere pointe i det, professoren siger. Vi er jo blevet i al fald mere historieløse, end vi var før. Det passer ikke så godt til en kirke, som i bund og grund bygger på historie: Jesus Kristus og det budskab, han forkyndte; bekendelserne, som kirken formulerede gennem historien for at fortælle, hvad den tror og ikke tror; reformationen, som afviste de vildskud, som den historie udvikling indtil da havde bragt, og vendte tilbage til det budskab, som Jesus Kristus og apostlene havde givet kirken.
Vejen frem
Men hvad skal man da gøre? Biskop Arendt er inde på noget af det rigtige. Luther var mere direkte. Medlemmerne, de kristne, var skrækkelig uvidende. Derfor skrev han to katekismer. En lille til alle, og en stor til prædikanterne, dvs. til dem, vi kalder præster. Hvis medlemmerne ikke vil lære, endsige tro på, hvad katekismen indeholder, så må de gerne komme i kirken, men så skal de ikke gå til alters. Så er de slet ikke kristne, men vantro, mener Luther. Og de vantro skal man ikke tage til alters. Hvis præsterne ikke vil prædike ret kristendom både med ord fra prædikestolen og i handling fra alteret, så skal de slet ikke være præster. Radikalt, må man sige, og det faldt jo heller ikke i god jord hos mange. Paven f.eks. Men mange medlemmer og efterhånden også mange præster tog alligevel Luthers anliggende til sig. For de var lede og kede af kirken, som den var dengang. Der var på samme tid tunge regler, man skulle overholde, og en løssluppenhed, som man ikke bryder sig om at tænke på. Men et budskab, der fortæller, hvordan man bliver frelst, når man nu ikke er så god, som Gud vil, man skal være, dét havde kirken vanskelig ved at levere.
Hvor er den lutherske tale?
I dag kan man tale om behovet for klarere kommunikation og for noget mere livsnært og livsnærende. Eller måske indse, at kirken er ved at bryde sammen. Men hvor er den tale, som Luther på Skriftens grund kom med? Og det skønt, folkekirken vil være en luthersk kirke? Luther forlangte oplæring i katekismen. Den indeholder De ti bud, Trosbekendelsen, Fadervor og bl.a. det centrale i dåbs? og nadverritualerne, alt sammen forklaret kort og godt. De ti bud vil nok lære os noget om, hvordan vi skal leve som mennesker i familie og samfund, men de vil først og fremmest lære os noget om Gud og os selv. Gud er en hellig Gud, der forlanger noget bestemt af os: Tro og tillid og et helligt liv. Vi er syndere, der uden Guds hjælp egentlig ikke opfylder noget af det, selvom nogle mennesker kan leve, så de ser hellige ud. Men Gud er også en barmhjertig Gud, der lod sin egen Søn dø for synderes synd. Troen på det gør, at Gud alligevel anser os for retfærdige i hans øjne. Det er denne tro, der gør et menneske til en kristen. En sådan kristen har brug for en praksis, som biskop Arendt rigtig nok peger på. Denne praksis hjælper katekismen os også med. Vi skal nemlig bede Fadervor og bruge dåb og nadver. Vi skal også bruge præsten, når vi har dårlig samvittighed. Og vi skal tjene vores medmennesker i dagligdagen.
Folkekirken vil miste medlemmer – og præster
Hvis folkekirken tog dét alvorligt, så ville man ikke have så mange medlemmer. Og heller ikke en hel del af de præster, der i dag er ansat. Hvis man ikke tager det alvorligt, vil det alligevel ende med en kraftig nedgang. For hvorfor skulle man være medlem af en kirke eller en forening, som ikke tager sig selv og sin mission alvorlig? Hvis man vil være kirke på en historieløs kulturs præmisser, graver man sin egen grav. Nej, det er ikke medlemmerne, der er problemet.
Kirkens selvforståelse er problemet
Problemet er kirkens egen selvforståelse. Problemet er, hvad præsterne vil, kan og må gøre ved de symptomer, som biskop Arendt, lektor Lodberg og professor Kirkeby peger på. Det er uden tvivl et ledelsesproblem. Den kan biskopperne gøre sit til at rette op på, sådan som Arendt forsøger. Men man kan naturligvis ikke gøre det uden hjælp fra de højtuddannede specialister, man har ansat. Men hvis de ikke vil være med til at arbejde ud fra kirkens mission, burde man gøre noget ved det. Men vil man det?
Læs artiklen “Præsteflertal: Kirkens største problem er dens medlemmer”, Kristeligt Dagblad, 4. april 2007 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/2087). Der kræves muligvis abonnement for at se hele artiklen.