Den retoriske kamp
Konsulent, ekstern lektor, cand.theol. og Ph.D. Mogens S. Mogensen forsvarer Det mellemkirkelige Råds teologiske arbejdsgruppe (se mit blogindlæg Bekendelsesskrifternes fordømmelser). Mogensen forsøger at vinde den retoriske kamp med følgende:
“Med mindre man ønsker at hævde en luthersk konfessionel fundamentalisme, må notatet på disse punkter siges at repræsentere en nødvendig kontekstuel opdatering af tolkningen af Confessio Augustana.”
Nu er fundamentalisme næppe et positivt ord i Mogens Mogensens mund. Men hvad er det egentlig, Mogens Mogensen ikke vil hævde? Hvad er “en luthersk konfessionel fundamentalisme”? Det kan være svært at vide. Måske eksisterer sådan en kun i Mogensens eget polemiske verdensbillede.
Mere sandsynligt er det, at han med udtrykket mener dem, der er imod omtalte teologiske arbejdsgruppes – og hans egen, ikke at forglemme – holdning. Man kunne tro, at han med “en luthersk konfessionel fundamentalisme” mener dem, der ikke vil ændre på noget som helst i bekendelsesskrifterne, fordi de nu engang er autoritative bekendelsesskrifter. Måske findes de!
Bekendelsesskrifterne kan ikke ændres
Det er i al fald sikkert, at der findes nogen, der ikke vil ændre på bekendelsesskrifterne, fordi de er historiske dokumenter. Man kan ikke (læs: må ikke) ændre på dokumenter med tilbagevirkende kraft. Det er også humbug at nytolke bekendelsesskrifterne og så stadigvæk ønske at have deres autoritet på sin side.
Lidt respekt for historiske fakta er også ønskelig. Det er f.eks. et faktum, at Den augsburgske Bekendelse taler om “muhamedanere,” ikke fordi man tror, at muhamedanerne tilbeder Muhammed. Faktisk kræver det kun et mindstemål af teologihistorisk viden at tilbagevise denne vildfarelse. Det var jo helt normal praksis at betegne vranglærere med ophavsmandens navn. Ingen har nogensinde troet, at pelagianerne tilbad Pelagius eller lutheranerne Luther. Det er derfor noget pjank og en ahistorisk leflen for muhamedanerne at ændre i Den augsburgske Bekendelse eller i dette system i det hele taget af denne grund. Lad mig tilføje, for at forebygge en mulig misforståelse, at Luther adskilte sig fra såvel Pelagius som Muhammed. For Luther ændrede ikke på Skriftens lære eller føjede noget til. Det kan man ikke just sige om Pelagius og Muhammed. Luthers autoritet er derfor ikke hans egen. Pelagius’ og Muhammeds autoritet bygger derimod på deres falske lære – og for Muhammeds vedkommende hans falske påstand om at være en sand profet.
Men så er der – som lige antydet – også andre, der som undertegnede har yderligere en begrundelse for ikke at ville ændre i bekendelsesskrifterne. Bekendelsesskrifterne har nemlig ingen autoritet i sig selv. Deres autoritet hænger ene og alene på, at læren er korrekt uddraget af Guds Ord. Hvad Mogens Mogensen altså kalder “en luthersk konfessionel fundamentalisme,” er altså en saglig fastholdelse af den lære, som Skriften har. Hvis man er uenig deri, bør man erklære sin uenighed med de lutherske bekendelsesskrifter og lave sine egne. At tale om nytolkning er fagligt og sagligt et skråplan.
Treenighedslæren og kætterne
Mogens Mogensens tolkning af af Den augsburgske Bekendelses artikel 1 er i øvrigt ikke korrekt. Han mener, artikel 1 lærer om muslimerne, “at de er kættere – hvilket må indebære, at de tror på den samme Gud som kristne, men at de tror falsk eller forkert om Gud” (min fremhævelse). Nej, det, artiklen siger, er det modsatte. De tror netop ikke på den samme, dvs. den sande Gud. Det er derfor, de afvises så kategorisk i artikel 1. At der også er andre grunde til, at de afvises, er en anden sag. Manikæere, arianere eller muhamedanere – det gør i den sammenhæng ingen forskel. De er kættere, fordi de påstår at dyrke den sande Gud, men overhovedet ikke gør det. Mogens Mogensens og den teologiske arbejdsgruppe er højst uklare i dette spørgsmål.
At være kætter havde alvorlige konsekvenser
Muhamedanerne er netop kættere, fordi de skarpt afviser, at Jesus Kristus er den levende Guds Søn. Det kunne ganske rigtigt have alvorlige konsekvenser, men i den sammenhæng, Mogens Mogensen udtaler sig, er det nærmest grotest. Den katolske kejser var bestemt ikke venner med de evangeliske. Men han kunne ikke se bort fra, at osmannerne eller tyrkerne, som var muhamedanere, stod uden for Wien. Muhamedanerne var derfor næppe inden for det område, som kontrolleredes af kejseren eller evangeliske fyrster. Og hvis de var, var der nok grund til at være mistænksom. I øvrigt måtte kejseren og fyrsterne ifølge lutheranerne ikke bruge verdslig magt for at tvinge nogen til at blive kristne (jf. Bekendelsesskrifternes fordømmelser [II]). Derimod skulle de verdslige magthavere værne om kristenhedens frihed mod tyrkerne. Ikke noget at sige til, at de evangeliske heller ikke af den grund var vilde med muhamedanerne. Der er nok et par steder på kloden nu om dage, hvor det mere er de kristne end muhamedanerne, der har brug for hensyn og beskyttelse.
Terminologien
Mogens Mogensen ønsker ligesom Det mellemkirkelige Råds teologiske arbejdsgruppe – og hævdvunden praksis -at vi skal kalde muhamedanerne for muslimer og deres religion for islam. Men hvorfor skulle vi det? De to ord betyder ‘dem, der underkaster sig’ – nemlig Guds vilje – og ‘underkastelse.’ De underkaster sig ikke den sande, ene Gud, som de hævder, men derimod den falske Gud, som Muhammed har lært dem at frygte. Det afgørende kan ikke være, hvad folk selv vil kaldes, men derimod hvad de faktisk er. Hvis man mener, disse to ord handler om den kristne Gud, er brugen af dem blasfemiske.
Se endvidere Bekendelsesskrifternes fordømmelse og Bekendelsesskrifternes fordømmelser II.
Mogens S. Mogensen, “En nytolkning er nødvendig,” Kristeligt Dagblad, 3. september 2007 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/260576)