Journalist, cand.phil. i hebraisk og jødisk kultur, Ph.D. på en afhandling om jødisk mystik i 1300-tallets Tyskland, Heidi Laura (se cv) har i Weekendavisen, nr. 51, 21. – 27. december 2007, en replik, “Højlunds brægen,” til Niels Højlunds anmeldelse af de to nye bibeloversættelser, som jeg bloggede om for en uges tid siden (her). Jens Ole Christensen har i øvrigt også en bemærkning til Højlunds sammenkobling af Forlaget Scandinavia med Dansk Bibel-Institut.
Lauras replik har dels nogle væsentlige pointer, som er irrelevant, når det gælder selve oversættelserne, dels en hel del bemærkninger, jeg slet ikke vil kommentere.
I en anden sammenhæng ville det dog bestemt være værd at diskutere én af Lauras kommentarer. Hun skriver:
“Var det virkelig dét, Jesus tænkte på?” spørger Højlund polemisk, som om han lige præcis ved, hvad Jesus tænkte på. Det må siges at være en naiv tilgang til evangelierne, hvis flimrende billede af Jesus er produktet af en lang og kompleks redigering.
Nu er jeg ikke sikker på, at Laura er den rigtige til at udtale sig om evangelierne. Men det kan da næppe være en overraskelse for Laura, at der er kristne, der faktisk tager evangelierne for pålydende. Om Højlund gør det, må han selv svare på, hvis han synes.
Men det er blot irrelevant, når det gælder vurderingen af oversættelsen. Højlunds spørgsmål er jo mest af alt en påstand om, at denne oversættelse ikke gengiver meningen korrekt. Og det har han ret i.
Højlund begræder, at ord som “salig” og “miskundhed” er forsvundet i de nye versioner, og giver som eksempel på miseren, at sætningen “Salige er de fattige i ånden” er blevet til “I er heldige, hvis I er fattige og har fået Helligånden”. Ærlig talt, hvad er der så skønt ved udtrykket “fattige i ånden”? For mange må betydningen opfattes som noget i retning af “dum”. Mens den nye oversættelse fanger modstillingen af (Hellig)ånden og det materielle. Det er da langt bedre!
Man kan jo undre sig over, hvorfor nogle skulle få den tanke, at ‘fattig i ånden’ skulle betyde ‘dum.’ Men det er måske, hvad Laura selv mener?
Laura påstår, at den nye oversættelse, dvs. Den Nye Aftale, fanger modstillingen af (Hellig)ånden og det materielle, og derfor er langt bedre. Men Jesus taler ikke om det materielle i det hele taget (jf. min gennemgang af Matt 5,1-12 her). Hvis det er det, folk får formidlet, er det da en ret uheldig oversættelse. Men det er jo ikke nogen hemmelighed, at netop den mening er der jo en del, der gerne vil have formidlet. Det bliver den ikke rigtigere af.
Alle de eksempler, som Højlund skoser, er faktisk udtryk for en heldig opdatering, og vist kan man “guddommeliggøre Gud”, selvom Højlund aldrig har tænkt over det: man kan anerkende og komtemplere Guds guddommelig natur. Man må jo spørge sig selv, om det bare er gammelmandsnostalgi, der er på færde (hvorfor skal verden absolut udvikle sig, når den var så dejlig i min barndom?) eller decideret angst for at give tøjlerne til nye generationer?
Kan man “anerkende og kontemplere Guds guddommelige natur”? Ja, det er der en del, der vil mene, ikke mindst hvis man er tilhænger af mystik i en eller anden udgave. Men er det, hvad man med rette kan finde i Johannesevangeliet? Og dermed hos Jesus?
Det kan gerne være, at Laura og mange med hende ønsker, at Johannesevangeliet var anderledes, og at Jesus var/er anderledes, end det kommer frem i evangelierne, herunder også i Johannesevangeliet. Men ønsketænkning skal ikke styre en bibeloversættelse, slet ikke hvis man hævder, at den skal være meningsbaseret i sprogvidenskabelig forstand.
Enhver kan jo så i øvrigt selv vurdere, hvor stor en tiltro man vil have til en, der ikke selv kan argumentere bedre end at skyde Niels Højlund “gammelmandsnostalgi” eller “decideret angst for at give tøjlerne til nye generationer” i skoene.
Men vil man ikke det – og det skal man i princippet ikke have utak for – så kan man jo vurdere Laura efter hendes argumenter. De forekommer mig ganske enkelt for mystiske.