En brud smykket for sin mand (Åb 21,1-7 samt Åb 21,8)

Åb 21,1-7 læses Alle helgens dag efter anden række – i år den 2. november. Jeg benytter lejligheden til at skrive et indlæg. Åb 21,1ff er en af de allerkendteste steder i Åbenbaringsbogen, men det betyder ikke nødvendigvis, at den altid bliver forstået helt korrekt. Eller måske er sagen, at man faktisk godt forstår teksten, men ikke bryder sig om, hvad man forstår. Det er i al fald meget underligt, at man vælger at udelade v. 8 fra førnævnte læsning Alle helgens dag. Med v. 9f begynder et nyt større afsnit, så det ville være meget naturligt at tage v. 8 med. Men v. 8 er jo meget utvetydigt i sin beskrivelse af fortabelsen. Det nytter dog ikke blot at udelade v. 8, for hele sammenhængen og teologien i Åbenbaringsbogen lærer det samme som v. 8.

Åb 21,1-7 er ligesom størstedelen af Åbenbaringsbogen et syn, hvori apostlen Johannes ser, hvad der skal ske, når Jesus kommer igen (jf. Åb 1,7). Vi lærer fuldstændig entydigt, at Jesu genkomst fører til to helt diametralt modsatte resultater. Hvilket resultat det vil føre til for den enkelte, afhænger fuldstændig af, Jesu forhold til den enkelte er.

Enten kommer han som brudgom, hvilket skal forstås billedligt om hans komme som frelser. Han kommer og giver opstandelse til evigt liv for dem, der troede evangeliet om, at Kristus er Guds Lam, der bar al verdens synd.

Eller han kommer som en hærfører, der nedkæmper sine fjender, og som en dommer, der afsiger dom over de skyldige, dvs. over dem, der er skyldige efter Guds lov og ingen stedfortræder har, som kan redde dem fra deres straf. Straffen er evigt-livs-varigt, og straffestedet er Helvede. Det er desværre alt for almindeligt at ignorere, at mennesker går fortabt uden tro på Kristus.

Åb 21,1-7 handler om den frelse, der bliver dem, der tror på Kristus, til del. En ret tolkning må naturligvis tage Åbenbaringsbogen som helhed i betragtning, og den skal selvfølgelig også være i overensstemmelse med Skriftens rene lære om evangeliet. Enhver, som tror syndernes forladelse, vil også tro og vide, at han dermed er frelst fra Helvede og Guds evige vrede (se nærmere her: Guds og Lammets vrede [Åb 14,9-11]).

En ny himmel og jord (v. 1)

I v. 1 begynder en ny scene i den film, som Johannes så at sige ser. Han ser en ny himmel og en ny jord. Ny betyder her kvalitativt ny. Det svarer nemlig fuldstændig til, at de troende i opstandelsen skal oprejses med et nyt legeme, et opstandelseslegeme i stedet for et fornedrelseslegeme (jf. epistlen i Fil 3,17-21 til 23. søndag efter Trinitatis, anden række). Grundtvig taler om en herlig lutring (Gl DS 229 v. 9).

Den første jord og himmel, som er forsvundet, er den himmel og jord, som Gud skabte, men som siden er underlagt forgængelighed på grund af Adams synd (Rom 8,19f). Det er muligt at forstå det sådan, at den nye himmel og den nye jord “blot” er vores nuværende himmel og jord, blot uden syndefaldets konsekvenser. Men sammenligner man med, hvad Jesus og Paulus siger om mennesket, skal vi snarere forstå det sådan, at den nye himmel og jord er noget kvalitativt anderledes. Det er en herliggjort verden, en åndelig verden. Det vil være en fejltagelse at begrænse den til, hvad vi kan forstå med vores kødelige fornuft.

Havet findes ikke mere, siger Johannes. Det har voldt fortolkerne hovedbrud. Måske er nøglen Åb 20,13, hvori det siges, at ‘havet gav de døde i det tilbage.’ I denne sammenhæng vil vi lade det ligge.

Forberedt, som en brud smykket for sin mand (v. 2)

Johannes så ikke kun en ny himmel og jord, men han så den hellige by, det ny Jerusalem, stige ned fra Himlen, fra Gud, forberedt som en brud, der er smykket for sin mand/brudgom.

Af v. 9f fremgår det utvetydigt, at denne hellige by, det ny Jerusalem, ikke er en lokalitet, men bruden, Lammets hustru. For dem, der med urette afviser, at Det gamle Testamente taler om Jerusalem, Israel og Zion som noget, der går ud over det jordiske, bogstavelige, er et sådant udsagn svært at forlige sig med.

Men sagen er altså, at der ligesom i Det gamle Testamente er tale om kirken, dvs. dem, der er blevet retfærdiggjort ved tro, af nåde, for Jesu Kristi skyld. De er hellige, fordi Kristus og Helligånden har gjort dem hellige i dåben og ved ordet. Dette Jerusalem er ny, fordi det er kvalitativt nyt, det er nemlig herliggjort (jf. ovenfor).

De stiger ned (som der egentlig står) fra Himlen, fra Gud, fordi de følges med Lammet og Kristus (Åb 19,14). De har været i Himlen hos Gud, siden de døde i troen (Åb 14,13).

Hun er forberedt, som der faktisk står, nemlig ligesom en brud, der er smykket for sin mand/brudgom. Hvordan er hun blevet det? Jo, hun er blevet iklædt bryllupsklædningen, som er Kristi egen retfærdighed. Måske tænkes der også på, at hun er blevet herliggjort.

Som altid er der altså tale om, at Guds folk er forberedt til dommedag og herligheden gennem syndernes forladelse, hvormed vi får al velsignelse i Kristus (Ef 1,3ff), evigt liv og salighed – og altså til den tid også herlighed.

Umiddelbart virker det en smule påfaldende, at der står, at hun er smykket for sin mand og ikke for sin brudgom. Måske er forklaringen, at hun allerede var hans brud forinden. Men det er nu, bryllupsfesten skal stå. Under alle omstændigheder er det billedet af Frelseren og Kirken som brudgom og brud, vi møder her.

Gud vil bo hos dem (v. 3)

En høj røst fra troen, dvs. fra Gud selv, råber, at ‘se, Guds telt hos menneskene.’ Som Gud var til stede i tabernaklet hos sit folk under ørkenvandringen, vil han nu være til stede hos sit folk.

‘Han vil bo hos dem,’ hvilket betyder, at Gud fra nu af altid vil bo hos sit folk. Det er et nærvær, som vi ikke kan gribe med vores tanke. Men vi forstår, at det betyder, at Gud aldrig vil forlade os, men altid være hos os i nåde og altid sørge for os, sådan som det også vises i billeder i Åbenbaringsbogen (Åb 22,1-5).

Det ny Jerusalem, Lammets brud, skal være hans folk, hvormed der utvivlsomt gribes tilbage til mange løfter herom i Det gamle Testamente (f.eks. 3 Mos 26,12).

Herligheden er, at Gud er tilstede hos sit folk med sin nåde og opretholdelse til evig tid.

Himmelsk trøst (v. 4)

Gud vil selv trøste os og så at sige tørre hver tåre af vore øjne. I opstandelsen vil der nu ikke være gråd, men det er netop det, der menes. Her i denne verden kender vi til gråd. Vi kender til smerte over at være syndere, men vi kender også til smerte over det, som synden medfører: sygdom og død, lidelse og smerte, forfølgelse fra verden og Djævelen. Forførelsen er også dødsensfarlig, men den er der færre, der græder over, fordi den kommer snigende, men mange græder, når forførelsen har båret frugt og folk har vendt Kristus, frelsen og syndernes forladelse ryggen.

I opstandelsen skal der ikke være død for de herliggjorte mere. Skrig og pine vil også være forsvundet for dem, Gud trøster. Som det fremgår af bl.a. Åb 14,9-11, gælder det samme ikke for dem, der går tabt. De vil tværtimod pines i al evighed. For dem, der trøstes, er ‘de første ting,’ dvs. det, der var før, forsvundet.

Derfor er det altafgørende, at mennesker får forkyndt lov og evangelium i tide, så Guds Ånd kan virke tro på syndernes forladelse. Hvor syndernes forladelse er, er der også evigt liv og salighed, som Luther lærer os. Uden syndernes forladelse er der evig pine i Helvede.

Gud gør alting nyt (v. 5)

‘Han, som sidder på tronen,’ er Gud selv. Åbenbaringsbogen har omtalt Gud på den måde siden Åb 4,3. Nu bekræfter Han, hvad Johannes lige har set og hørt.

Johannes hørte Gud selv sige: “Se, jeg gør alt nyt!” Ordet ‘Se!’ bruges ofte som en partikel, der skal gøre os særligt opmærksomme på, hvad der følger efter. Med Jesu genkomst vil Gud selv gøre alt kvalitativt nyt (jf. ovenfor).

Så vigtigt er det, at Gud endog befaler Johannes at skrive disse ord ned. Der er flere steder, der viser os, at Johannes virkelig skrev, mens han så disse syn. For det første er der Jesu befalinger om at skrive, hvad han dikterer, i Åb 2–3. For det andet fremgår det af Åb 10,4, at Johannes ville til at skrive, men blev forhindret deri. Endelig kan vi se i Åb 22,6ff, at Jesus taler om denne bogrulle/bog (Åb 22,7.9f.18f).

Det, Johannes skal skrive her, er, at Guds egne ord er troværdige og sande. Ja, det andet af disse to ord (alêthinoi; ἀληθινοί) kan også betyde ‘troværdige.’ De er begge dele, for de Guds ord.

Vi skal altså vide, at verden ikke i al evighed vil se ud, sådan som vi kender den. Synden og alle dens følger skal forgå, og noget nyt skal komme.

“De er sket” (v. 6)

Gud siger direkte til Johannes, at alle disse ting, som Han vil gøre nye, nu er sket. I Åb 16,17 hed det om den syvende vredesskål, at ‘det er sket!’ Der var det afslutningen på dommen, der var i fokus. Her er det frelsen og herligheden, der understreges. I sit syn har Johannes set, hvad der skal ske. Fordi Gud er den, der bestemmer, hvordan og hvonår fuldendelsen kommer, kunne han åbenbare det for sin profet, som har skrevet det ned til os. Til advarsel og trøst. Her først og fremmest til trøst.

Gud er, siger han, Alfa og Omega. Han er begyndelsen og enden. Han er med andre ord både skaberen og fuldenderen (jf. Åb 1,8). Det samme siges også om Kristus (Åb 22,13). Det er ikke så underligt, for Kristus er jo Guds Søn fra evighed af. At Gud er skaberen og fuldenderen, svarer meget godt til, at han netop har sagt, at gør alting nyt.

Gud siger også, at han vil give af kilden med livets vand for intet til den, der tørster. Livets vand er det vand, der skænker liv. Det er ikke vand, der giver evigt liv. Evangeliet giver liv, men det gør først og fremmest Helligånden, som virker gennem evangeliet og dåbens bad. Gud vil altså give Helligånden, som vil give den, der tørster, evigt liv (jf. også Åb 7,17).

På en særlig måde gælder det opstandelsens dag og evigheden (Åb 22,1), men det gælder naturligvis også i tiden frem til dommedag (jf. Åb 7,17; 22,17).

Vi skal lægge mærke til, at Gud vil give livets vand til den, der tørster. Denne tørst skaber Gud selv ved loven, for det er loven, der overbeviser os om, at vi er åndeligt døde og har brug for evangeliet og Guds Ånd, der kan vække os til live her og i evigheden. Dem, der ikke har denne tørst, er udenfor i ild- og svovlsøen, dvs. i Helvede.

For det andet skal vi lægge mærke til, at Gud giver dette ‘for intet.’ Det betyder, at vi ikke skal yde noget eller betale noget for at blive frelst. Det har Guds Søn, Lammet, nemlig gjort, da han blev slagtet for os (jf. Åb 1,5; 5,6.9). Tilsvarende profeterede Esajas om, at Kristus skulle være Herrens lidende tjener (Es 53), hvorefter befalingen lyder:

Kom, alle I, der tørster, kom og få vand! Kom, I, der ingen penge har! Køb korn, og spis! Kom og køb korn uden penge, vin og mælk uden betaling! (Es 55,1; jf. Åb 22,17)

Her i tiden lyder denne befaling til at komme og høre evangeliet og få Herrens legeme og blod for intet. På dommedag vil denne befaling kalde dem, der er døde i Herren, ud af gravene og ind i herligheden. For intet! For Kristi skyld, af nåde. Hvilket evangelium.

Arv og barnekår (v. 7)

Som det ses her, bruges ordet ‘at sejre’ om at nå frem til fuldendelsen. Ordet har både en militær og en juridisk klang. Begge dele passer godt i Åbenbaringsbogen, for dommedag beskrives dels som en krig, dels som en retssag. Det er Lammet, der fører sit folk til sejr. For Lammets skyld vil de troende få en dom, der siger, at de er retfærdige og skal gå ind i herligheden. For Lammets skyld, og fordi de er i følgeskab med ham, vil de troende sejre i krigen mod dragen, dyret fra havet og dyret fra jorden, dvs. i krigen mod den sataniske trehed.

I dåben blev de troende gjort til Guds børn, som derfor har arveret. De er arvinger, Kristi medarvinger (Rom 8,17). Kristus har nemlig testamenteret det evige liv og herligheden til enhver kristen.

Hvad der allerede gælder ved dåb og tro, gælder også i fuldendelsen. Gud vil være Gud for enhver, der frelses og får evigt liv. Tilsvarende er enhver Guds søn. Det betyder naturligvis ikke, at Gud kun frelser mænd. Kvinderne hører med.

Fuldendelsen og herligheden er naturligvis af stor betydning for os kristne. Men i tro har vi allerede evigt liv og salighed. Til den tid vil vi ikke blot eje det i troen, men vi vil se og erfare det. Vores gamle natur og den syndige og forgængelige verden skal forgå. Derfor ser vi frem til den dag. Men først og fremmest ser vi frem til den dag, fordi vi skal se vores frelser, Herren Jesus Kristus, og blive ham lige (1 Joh 3,2). Vi skal fejre bryllupsfest med ham i al evighed. Gud alene æren!

Søen, der brænder med ild og svovl (v. 8)

V. 8 beskriver dem, som vil komme til at møde Kristus som dommer og hærfører – eller kriger. Kristus vil nemlig dømme og føre krig med retfærdighed (Åb 19,11). Dyret fra havet og dyret fra jorden/den falske profet vil blive styrtet i ild- og svovlsøen (Åb 19,20). Det samme vil ske med Satan (Åb 20,10). Men det vil også ske med alle dem, der ikke har deres navne skrevet i Livets bog (Åb 20,15), det slagtede Lams bog, for de tilbeder alle Anti-krist (Åb 13,8).

De ender alle sammen i Helvede, for den anden død og ild- og svovlsøen er Helvede, hvor alle vantro vil blive pint i al evighed under Guds og Lammets vrede (jf. igen til Guds og Lammets vrede [Åb 14,9-11]). De, der benægter det, lyver for sig og andre og forhindrer dermed folk i at komme til erkendelse af deres virkelige situation og søge hjælp i evangeliet.

De feje er dem, der bliver bange og mister tilliden til Jesus på grund af frygt for at miste livet, hvad enten det er her i livet eller i det sidste slag mellem Kristus og Antikrist. Det er altså dem, som bliver skræmt af den djævelske treenighed og Satans forfølgelser og derfor mister troen og tilliden til Lammet. Det sker jo næsten automatisk, hvis man ikke lytter til et rent og klart forkyndt evangelium om Kristus. Det sker desværre også, når mennesker ikke stoler på evangeliet og i stedet ser på egne og andre menneskers kræfter.

De troløse eller de utro er nogle, der engang hørte til i menigheden, men som vendte Kristus ryggen og tilbad afguder.

De vederstyggelige betyder dem, der er vederstyggelige, eller som handler vederstyggeligt. Det gælder al synd, men det gælder ifølge Skriften faktisk nogle synder mere end andre (3 Mos 18,22; Rom 1,26ff; 1 Kor 6,9f). Det gælder også afgudsdyrkelse (5 Mos 7,25; 17,2-5; 20,18), og det drejer sig om mordere (Sl 5,7) og ateister (Sl 14,1).

Mordere og utugtige er dem, der overtræder det femte og sjette bud.

Troldmænd er dem, der øver trolddom (jf. Gal 5,20; Åb 9,21, sml. 18,23). Trolddom refererer til enhver form for (forsøg på) manipulation af overnaturlige magter for at opnå hvad man selv vil. Ifølge Åb 18,23 havde Babylon magten over alle folkeslagene ved hjælp af trolddom.

Afgudsdyrkere refererer til dem, der tilbeder andre end Gud og Lammet (jf. 2,14.20). Plagerne i Åb 8–9 fik ikke afgudsdyrkere til at omvende sig og i 13,14f; 14,9.11; 16,2; 19,20 modsat 15,2 og 20,4 er der tale om dem, der tilbeder dyrets billede.

Endelig nævnes alle løgnerne. I første omgang alluderes der til de falske profeter i 2,2 og de falske ‘jøder’ i 3,9, men ‘løgn’ er ikke acceptabelt i det hele taget (jf. 21,27 og 22,15). Det gælder, hvad enten der er tale om vidneudsagn i retten (jf. 5 Mos 5,20; Matt 19,18) eller løgn i andre sammenhænge (jf. ApG 5,3f; Ef 4,25; Kol 3,9), fordi løgn er udtryk for vantro (jf. f.eks. Rom 1,25 og 2 Thess 2,9-12). Særligt advarer NT imod falske profeter, dvs. mennesker, der i Guds navn taler løgn uden at være sendt af den sande, treenige Gud (jf. Åb 16,13; 19,20 og Matt 24,11). De falske profeter forfører ved løgnen og gør dem, der lader sig forføre, til løgnere, som ikke vil erkende sandheden fra Gud.

Den mest grundlæggende form for løgn er afvisningen af Guds lov, når den vil overbevise om synd og fortabthed, og af Guds evangelium, som forkynder, hvad Gud har gjort for at frelse ellers fortabte syndere. Det allerværste er dog, når de, der er sat til at forkynde loven og evangeliet, prædiker falsk og dermed forhindre andre i at komme til tro og erkendelse af sandheden (jf. Tit 1,1.9; 1 Tim 1,3-11).

Alle helgens dag er måske en af de dage, hvor prædikanter er mest fristet til at fortie sandheden og lyve. Men gør man det, vil man få en streng dom (Ez 3,16-21; Luk 12,41-48; Jak 3,1). Det er sørgeligt, for evangeliet er jo netop Guds kraft til frelse for fortabte. Selv om det også vil blive afvist som en dårskab af dem, der fortabes, er det Guds kraft for os, der frelses. Lad os derfor ære Kristus og hjælpe fortabte syndere ved at fastholde sandheden om såvel lov som evangelium, uanset om vi er forkyndere eller “blot” bekendende kristne.