For korlederen. Til strengespil. Salme [til] David. Svar mig, når jeg råber, du min retfærdigheds Gud! Du, som har befriet mig i trængsler, vær mig nådig, og hør min bøn! (Salmernes Bog 4,1f)
Min retfærdigheds Gud
Denne bøn vil lære os at bede ved at vise os, hvem Gud er og hvilken sejr eller ende, der er hos ham.
Hvorfor skal Gud høre os, når vi beder? Og hvad er det, der skal tilskynde os til at bede? Ikke at Gud skal høre os, fordi vi er gode mennesker, der har passet vores tjeneste eller gjort gode gerninger. Nej, det nævner Helligånden ikke med et ord.
I stedet peger Han på Guds retfærdighed. Gud er min/vores retfærdigheds Gud. Vi priser Gud ene og alene for hans godhed, hans fortjeneste, hans rene og alt-andet-udelukkende nåde. Vi begynder på den måde med, hvad en bøn altid bør begynde med, nemlig med tak til Gud for hans frelsesgerninger og bekendelse af ham – og af vores synd, som Gud frelser os fra.
Og vi henviser til, hvad Gud allerede har gjort: befriet os fra trængsler. Trængsler på grund af synd og trængsler og modgang, dvs. syndens følger. I vores ånd er vi befriet fra trængslerne, og trængslerne kan Gud nu i stedet bruge til at døde det gamle menneske.
Gud er den, der har handlet med os og frelst os, fordi han er vores retfærdigheds Gud. Med dette vil Gud tilskynde os til at træde frem for ham med vores synd og trængsler: ”Vær mig nådig” – kyrie eleison: Herre, forbarm dig.
Sådan træder vi frem for Gud også, når vi beder med hinanden i menighedens forsamling. Vi svarer på Guds invitation og på hans frelsesgerning. Vi kommer tomme, men han er ikke tom, men fuld af nåde og sandhed.
Han kalder ad os og opfordrer David og os til at bede: ”Vær mig nådig, hør min bøn!” – ikke for vores, men for hans egen skyld, fordi han er vores retfærdigheds Gud. Det er tolderens bøn, ikke farisæerens.
Gud kaldes ’min retfærdigheds Gud’, ikke fordi det er en retfærdighed, vi er ophav til, men fordi vi i dåb og tro har fået alt fælles med Kristus og derfor har fået hans retfærdighed som vores.
Trængsler og modgang
Den, som tjener Herren, vil også opleve trængsler og modgang. Ja, Gud bruger det ifølge Rom 5,1-5:
Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed. Og ikke alene det; vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb. Og det håb gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os.
Gud skaber rum for os, fordi vi er trængte – og vi er trængte, fordi vi er retfærdiggjorte. I trængslen vil han skabe rum, fordi vi svarer på hans invitation og tilskyndelse til at bede til ham, der er nådig og barmhjertig.
Men som Luther peger på, aldrig har Gud skabt rum for os, førend vi misbruger det og synder, og derfor har brug for at bede igen: ”vær mig nådig, og hør min bøn”. På den måde bliver vi aldrig færdige eller kan leve trygt i vores tryghed, vores egen tryghed.
Nej, altid må vi tilbage til Ham, der vores retfærdigheds Gud. Hos ham, i Hans hus (v. 9), i syndsbekendelsens og syndstilgivelsens hus, i det hus, hvor vi får mad og drikke af Hans tjenere i rette tid, i det hus, hvor vi straffes med loven og trøstes af evangeliet, der får vi lov at bo i en ægte og sand tryghed, ja, der kan vi sove i fred (v. 9).
For vi bliver ved at være syndere, men han bliver også ved at være nådig, barmhjertighed og god. Ja, han bliver ved at skænke os sin retfærdighed.
Derfor blev det jul, og derfor fejrer vi jul.
Læs mere i Luthers udlægning af Sl 4!