“Du er … den levende Guds Søn” (5. s. e. Trinitatis – Matt 16,13-26; Jer 1,4-9; 1 Pet 2,4-10)
5. søndag efter Trinitatis efter anden række – det er i 2008 den 22. juni – læses Jer 1,4-9 som gammeltestamentlig lektie, mens epistlen er fra 1 Pet 2,4-10. Prædiketeksten er fra Matt 16,13-26. Disse tre tekster er alle særdeles indholdsrige, så der kan skrives mange forskellige prædikener. I denne Næste Søndag vil jeg særligt fokusere på følgende:
Jer 1,4-9 gengiver Jeremias' kaldelse til profet. Den knytter til ved evangeliet, som jo nævner Jeremias som profet. Men Jesus er mere end en profet, som får lagt Herrens ord i sin mund. Jesus er nemlig Herren. Han er Kristus, den levende Guds Søn. Men dem, Jesus kalder, får lagt Herrens ord i deres mund.
På baggrund af folks opfattelse af Jesus som (kun) en profet, fremhæver evangeliet i Matt 16,13-26 Peters bekendelse, som Gud har givet ham: Jesus er Kristus, den levende Guds Søn. På det budskab og den bekendelse vil Jesus bygge sin kirke. Peter får – som repræsentant for alle apostlene – overgivet nøglemagten. De måtte imidlertid ikke fortælle folk, at Jesus er Kristus. Forklaringen får vi straks, for da Jesus begyndte at undervise dem om, at han skulle lide og dø, så var Peter parat til at standse Jesus. Dét var imidlertid ikke noget, Gud havde bedt ham om. Tværtimod. Evangeliet slutter med, at også Jesu efterfølgere har et kors at bære.
Epistlen i 1 Pet 2,4-10 er en passende kommentar. Heri ser vi, at Peter forkynder, hvad Herren har åbenbaret for ham og de øvrige apostle og lagt i deres mund. Nu bekender han, at Kristus ikke alene er Kristus, men også blev vraget af bygmestrene, så han kunne blive til frelse for den, der tror. Og senere i brevet gør Peter det også klart, at han fik lært, at den kristne må følge Kristus efter og bære sit kors. Menigheden selv er et kongeligt præsteskab, der skal bekende det, som Gud har åbenbaret.