Læsningerne til juledag efter anden tekstrække består af Joh 1,1-14 som prædiketekst og enten Es 9,1-6a eller 1 Mos 1,1-5 som gammeltestamentlig læsning og 1 Joh 4,7-11 som nytestamentlig læsning.
Der er en klar forbindelse mellem 1 Mos 1,1-5 og Joh 1,1-14, for begge begynder med “I begyndelsen.” Gud skaber med Sit Ord og Helligånden (1 Mos), og Ordet er Guds Søn, som tusinder af år senere bliver menneske for at frelse.
Es 9,1-6a, som jeg skrev nogle få bemærkninger om til juleaften (se her) lægger godt op til Joh 1,1-14, eftersom de begge kommer ind på Kristi to naturer.
Den nytestamentlige, johannæiske epistel opfordrer de kristne til at elske hinanden, for Guds kærlighed er blevet åbenbaret iblandt os: “Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden” (1 Joh 4,9-11). Gud har ladet sin Søn, ved hvem alt er skabt, blive menneske og dø for for vore synder og opstå på grund af vores retfærdiggørelse (Rom 4,25) for at vi skal leve ved ham, i tro. Derfor skal vi også elske hinanden.
Jesu menneskevordelse, inkarnationen, er i centrum. At Jesus måtte blive menneske, skyldes jo, at der skete noget efter skabelsen. Adam og Eva syndede, og siden har hele skaberværket lidt under det (Rom 8,19ff). Men synden og Guds vrede over synden er det grundlæggende problem, og derfor er inkarnationen både en forkyndelsen af synden og dommen og af evangeliet og frelsen.
Ordet var Gud (Joh 1,1f)
“I begyndelsen var Ordet” minder os om “I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden,” ikke mindst hvis 1 Mos 1,1-5 lige er blevet læst i gudstjenesten. Hvad Johannes altså skriver, er, at dengang Gud skabte himlen og jorden, var Ordet, dvs. var Ordet allerede til. Ordet blev ikke til, men var til. Ordet er altså ingen skabning. Han er ikke skabt, men født før alle tider (jf. Den athanasianske Trosbekendelse).
Hvad der lå forud for verdens skabelse kan vi ikke begribe. Himlen og jorden fandtes ikke. Tid og rum fandtes ikke. Den treenige Gud havde altid været. Vi ved kun det, som vi har fået åbenbaret.
I den følgende del af verset får vi at vide, dels at Ordet var (nær) hos Gud, dels at Ordet var Gud. Det er altså ikke muligt at sige, at Ordet blot er én måde for Gud at træde frem på, for Ordet er ikke Gud, dvs. Gud Fader, men er hos Ham. Det er heller ikke muligt at sige, at Ordet blot er en del af skaberværket, for Ordet er Gud.
Guds Søn var og er så nær ved Faderen, at Jesus senere kan sige, at “Jeg og Faderen, vi er ét” (1948-oversættelsen) og “Faderen er i mig og jeg i Faderen” (Joh 10,38). To forskellige personer, men samme væsen og samme guddommelighed. To forskellige personer, der kommunikerer og har fællesskab med hinanden. Som Johannes også skriver: “Men vi ved, at Guds søn er kommet, og at han har givet os forstand, så vi kan kende ham, som er den Sande; og vi er i den Sande, i hans søn, Jesus Kristus. Han er den sande Gud og det evige liv” (1 Joh 5,21).
Den sidste sætning har givet anledning til mange diskussioner. At det er Ordet, der subjekt (grundled), fremgår af, at det har artikel. Ordet “Gud” (gr. theos) er derfor subjektsprædikativ (omsagnsled til grundled).
Nogle vil mene, at det ikke betyder “Gud,” men guddommelig. Moderne såkaldt meningsbaserede “oversættelser” afslører, at de hverken forstår teologien/teologihistorien eller “meningen.” Bibelen på hverdagsdansk gengiver med, at Ordet “var som Gud,” mens Den Nye Aftale gendigter med, at “det var en del af ham,” altså: at ordet var en del af Gud.
Det er imidlertid eksegetisk dilettanteri at ville se bort fra det arbejde, store teologer har ydet i historiens løb. Den athanasianske Bekendelse slår fast, Faderen er Gud, Sønnen er Gud og Helligånden er Gud (stk. 15, se hele bekendelsen her). Ordet var ikke “som Gud,” men “Ordet var Gud.” DNA’s oversættelse ordet “var en del af ham” støder imod bl.a. Joh 10,38, hvor Jesus siger, at “Faderen er i mig og jeg i Faderen.”
Læren om Kristus er helt afgørende: “Enhver som vil frelses, må frem for alt have den almindelige tro. Enhver som ikke bevarer den hel og uforfalsket, vil uden tvivl gå evig fortabt,” som der står i Den athanasianske Trosbekendelse.
Når man derfor skal udlægge og forklare prædiketeksten til juledag, må man gøre sig de største anstrengelser for at forklare Jesu person. Jesus er guddommelig, men han er mere. Han er Gud. Begge de to nye bibeloversættelsers “oversættelser” afspejler ikke bare dårlig teologi, men også en lemfældig omsorg for læserne. Læren om Kristi person og gerning – og sammenhængen mellem dem – skal være både ren: uden vranglære og klar: formidlet så præcist og letforståeligt som muligt.
Efter en række præcise udsagn om treenigheden fortsætter Den athanasianske Trosbekendelse: “Den, som altså vil frelses, må mene således om treenigheden. Men det er nødvendigt for den evige frelse, at han også ærligt tror på vor Herre Jesu Kristi menneskevordelse. Det er altså den rette tro, at vi tror og bekender, at vor Herre Jesus Kristus, Guds Søn, er Gud og menneske, Gud, født af Faderens væsen før tiderne, og menneske, født af moderens væsen i tiden, fuldkommen Gud, fuldkomment menneske, bestående af en fornuftig sjæl og menneskeligt kød, Faderen lig efter sin guddommelige natur, ringere end Faderen efter sin menneskelige. Endskønt han er Gud og menneske, er han dog ikke to, men een Kristus, een, ikke ved den guddommelige naturs forvandling til kød, men ved den menneskelige naturs indoptagelse i Gud, i det hele een, ikke ved væsenets sammenblanding, men ved personens enhed, for ligesom den fornuftige sjæl og kødet er eet menneske, således er Gud og menneske een Kristus, som led for vor frelse, nedfor til helvede, opstod på tredje dag fra de døde, opfor til himlene, sidder ved Gud Faders den almægtiges højre hånd, derfra han skal komme for at dømme levende og døde. Ved hans komme skal alle mennesker opstå med deres legemer, og de skal aflægge regnskab for deres gerninger, og de, som har gjort godt, skal gå ind i det evige liv, men de, som har gjort ondt, til den evige ild.”
Vers 2 understreger, at Ordet, som virkelig var og er Gud, ikke blev skabt, men i begyndelsen var hos Gud. Men vi får snart at vide, at Ordet nu er hos menneskene en tid. Det første er en afgørende forudsætning for at forstå, hvor nådefuld Jesu menneskevordelse er (Kretzmann).
Kristus – medskaberen (v. 3)
I vers 3 skriver Johannes både positivt og negativt, at Kristus var med ved skabelsen. Gud skabte med sit ord, men det ord er altså Ordet, dvs. personen Guds Søn, som nu er blevet menneske. Johannes gør klart, at alt blev til ved ham. Intet blev til uden ham.
Ordet, Guds Søn, er altså ikke afmægtig, men tværtimod almægtig, så alt er blevet til ved ham. Intet blev til uden hans kraft og magt. Da Guds Søn blev menneske, ophørte han ikke med at være Guds almægtige Søn. Faktisk brugte han jo tit sin almagt, når han gjorde sine undere, sine tegn, som Johannes kalder dem. Jesus hjalp ikke kun mennesker på det åndelige plan, men han hjalp dem også på det menneskelige plan, på skabelsesplanet. Det har vi et eksempel på i Joh 6,1-15.
Hvis man benægter den bibelske skabelseslære, er det altså ikke kun noget, der “kun” har med forståelsen af 1 Mos 1 at gøre. Det er også en fornægtelse af den bibelske lære om Kristus. Kristus var med til at skabe, og alt, hvad Gud skabte, var såre godt. Men så skete syndefaldet, og derfor måtte Ordet blive kød, som vi senere skal se her i Joh 1,1-14.
Også Paulus lærer, at Kristus er med-skaber både ved den oprindelige skabelse og i opretholdelsen af det skabte: ” Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus; ved ham er alle ting, og vi ved ham” (1 Kor 8,6). I Ordsprogenes bog lærer vi om Visdommen, som er blevet til forud for skaberværket. Det fremgår desværre ikke af mange oversættelser, heller ikke 1992-oversættelsen. Men se Karl Arvid Tångberg. “Notes on the Text and Interpretation of Proverbs 8:22-31.” Side 296-305 i Built on Solid Rock: Studies in Honour of Professor Ebbe Egede Knudsen on the Occasion of His 65th Birthday April 11th 1997. Red. Elie Wardini. Oslo: Novus forlag, 1997.
Også Hebræerbrevet lærer, at det ikke kun er ved den oprindelige skabelse, Ordet virkede. Alt opretholdes ved ham, som Hebræerbrevet skriver: “han bærer alt med sit mægtige ord” (Hebr 1,3).
[En tekstkritisk note: Selv om både Novum Testamentum Graece og United Bible Socities’ Greek New Testament sætter punktum foran en gegonen, er jeg enig med Bruce M. Metzger i, at såvel Johannes’ stil med gentagelser, læren i Johannesevangeliet og meningen i teksten peger på, at man skal sætte punktummet som i fx de danske oversættelser fra 1948 og 1992. Se Bruce M. Metzger. A Textual Commentary on the Greek New Testament. 2. udg. Stuttgart: Deutsche Bibelgesellschaft, 1994, til Joh 1,3-4].
Liv og lys (v. 4)
Sønnen har liv i sig selv. Det forklarer Jesus senere således: “For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv” (Joh 5,26). Kun den treenige Gud har liv i sig selv.
Med sit ord giver han også åndeligt liv i tid og evighed. “Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn” (Joh 20,31). Jesus er Ordet, og han har ved sin Helligånd givet os sit ord gennem apostlene (Joh 16,14; jf. 1 Kor 1,13). Når vi tror det ord og altså tror, at Jesus, født af moderens væsen i tiden, er Kristus, Guds Søn, dvs. ham, der er født af Faderens væsen før alle tider, får vi efter Guds vilje liv i hans navn.
Det er med andre ord retfærdiggørelsen, der er tale om. “Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker” (Rom 5,18). “Thi i evangeliet åbenbares retfærdigheden fra Gud, af tro til tro, som der står skrevet: ‘Den retfærdige skal leve af tro’ ” (Rom 1,17).
Modsat har vi intet løfte om, at Kristus vil give liv til os på andre måder end ved tro på Skriftens ord om ham.
Det liv, som Jesus har i sig, er menneskers lys. I sig selv er og har mennesker kun mørke, som Johannes straks kommer tilbage til. I mørket er der kun synd, død og fortabelse. Derfor har vi brug for Jesus og hans liv. Det gælder ikke bare nogle mennesker, men det gælder alle. Derfor skal hans ord, evangeliet, naturligvis forkyndes for alle. Også derfor er julen en stor fest.
Når Johannes derfor skriver, at “og livet var menneskers lys,” er det altså det liv, som er i Jesus. Man burde måske næsten oversætte med “og det liv ….”
Lyset og mørket (v. 5)
Jesus og livet i ham skinner i mørket. Hans person, hans forkyndelse og hans under- og frelsesfulde gerninger skinner i mørket, dvs. for menneskene, som uden ham kun er og kun har mørke hos sig. Stærkere kan modsætningen mellem Gud og den syndige menneskehed næsten ikke udtrykkes.
Johannesevangeliet gengiver Jesu mange taler og ord. Det beretter også om hans tegn: de undere, som viser, at han er sand Gud og sandt menneske. Tegnene er i sig selv underfulde, og med dem hjælper Jesus konkrete mennesker, der har behov for hans hjælp. Men de peger også fremad.
Det første tegn peger således fremad mod den store bryllupsfest, hvor han som brudgom skal holde bryllupsfest for sin brud (jf. til Matt 22,1-14 og Matt 25,1-13). Det andet tegn viser netop, at han er den, der vil give liv i tid og evighed (jf. til Joh 4,46-53). Det største tegn er opvækkelsen af Lazarus, som peger frem mod Jesu egen opstandelse (Joh 11,1-44). Det tegn viser netop, at Jesus vil dø for syndere, men opstå og som den opstandne give liv til alle, der tror. Det tredje tegn (Joh 6,1-15) peger også fremad mod den dag, hvor han vil bespise alle med marvfede retter og ædel, lagret vin og give dem evigt liv (jf. Es 25,6-8). Men det tredje tegn viser også, at Jesus har omsorg for menneskene i dette liv.
Jesus skinnede i menneskehedens mørke under synd, død og djævel. Men som Johannes fortsætter her i søndagens prædiketekst: “mørket greb det ikke” (v. 5). Som mange andre steder er Johannes’ formulering her dobbelttydig. Det kan forstås på to-tre måder: 1) “og mørket begreb det ikke,” forstod det ikke; 2) “og mørket greb det ikke,” i betydningen vinde eller få/tage i besiddelse; 3) “og mørket fik ikke bugt med” eller kontrol over (jf. 1948-oversættelsen).
Alle tre oversættelser passer nok ikke lige godt. For menneskene hørte Jesus. Men det var egentlig ikke, fordi alle ikke forstod, hvad Jesus sagde og gjorde. For mange af jøderne forstod udmærket, hvad Jesus sagde, men de ville ikke acceptere det. I deres vantro afviste de Jesus som gudsbespotter. Derfor greb mørket ikke lyset. Faktisk besluttede de jo at få Jesus slået ihjel, og det lykkedes. Men det lykkedes alligevel ikke for dem at få kontrol med eller at få bugt med Jesus, for han opstod fra de døde.
Hermed har Johannes introduceret, hvem Jesus er og hvad han egentlig gjorde. Og afhængig af, hvordan man forstår v. 5, har Johannes muligvis antydet, hvad der vil ske med Jesus: at han skulle dø og opstå.
Johannes Døberen (v. 6-8)
Joh 1,6 kan oversættes forskelligt. Enten som i 1992-oversættelsen: “Der kom et menneske, udsendt af Gud.” Man burde nok snarere oversætte med en dobbelt oversættelse, fordi Johannes igen skriver dobbelttydigt: “Et menneske blev til og fremstod,” for det er ikke kun Johannes Døberens tjeneste, der er tale om. Døberen blev jo undfanget takket være et guddommeligt indgreb, for Elisabeth og Zakarias var jo begge så gamle, at de ikke længere kunne få børn på naturligvis vis. Han skulle berede Herrens vej, og hans liv og tjeneste skyldtes altså Guds konkrete plan og formål (Kretzmann).
Eller man kan forstå det som en såkaldt perifrastisk konstruktion: “Et menneske blev udsendt fra Gud.”
Under alle omstændigheder er det Johannes, og han er udsendt af Gud. Han er nemlig profet (Luk 1,76), men han er mere end en profet (Matt 11,9f). Han er den, der skal bane Herrens vej, sådan som Es 40 forkynder om det (jf. til Luk 1,67-80, 3. søndag i advent).
Navnet Johannes er jo det hebraiske jochanan, kortform af jehochanan, som må betyde ‘Gud har vist nåde’ eller måske ‘Gud er nådig.’ Det er netop det, Johannes skal forkynde ved at forberede folket på at møde Herren. Det skal han gøre ved at lære folket at kende frelsen i syndernes forladelse (Luk 1,77).
Johannes kom for at aflægge vidnesbyrd, skriver Johannes videre (v. 7), dvs. for at vidne om lyset (jf. v. 4f). Hensigten var, at “alle skulle tro ved ham.” Det svarer til, at Jesus er Guds Lam, som bærer al verdens synd (Joh 1,29; jf. v. 36). I første omgang omfatter “alle” dem, Johannes konkret forkyndte for. Men gennem evangelierne når Johannes’ forkyndelse om Jesus til alle, og andre har som bekendt føjet meget mere til.
Johannes’ vidnesbyrd tændte evangeliets lys i mørket. Johannes forkyndte nok loven, men han forkyndte også evangeliet om syndernes forladelse. Johannes’ dåb er nok en omvendelsesdåb, men det er en omvendelsesdåb til syndernes forladelse. Sådan lærte han folket at kende frelsen i deres synders forladelse (Luk 1,77).
Derfor føjer Johannes til, at Johannes vidnede om lyset, dvs. om Kristus, livet i ham og evangeliet. Fordi man ud fra Johannes’ forkyndelse kunne forveksle ham med Kristus, der forkyndte samme budskab (sml. Matt 3,2 med Matt 4,17), må det understreges, at Johannes Døberen ikke var lyset.
Det sande lys (v. 9f)
De fleste fortolkere og oversættelser mener, at vi i v. 9 har et verballed bestående af ‘var’ og ‘kommende,’ en såkaldt perifrastisk konstruktion. Men som bl.a. Stanley E. Porter gør opmærksom på, har Johannes en lidt særegen stil. Ligesom det i øvrigt er tilfældet i v. 6, har ‘var’ mere selvstændig betydning, end man normalt ser. Porter oversætter derfor med, at “han var det sande lys” (i grammatikken Idioms of the Greek New Testament, s. 117).
Dermed bliver meningen, at Johannes ikke var lyset, men han skulle vidne om lyset. Dette lys, som Johannes vidnede om, var (og er) det sande, det virkelige lys.
Johannes beskriver ham videre. Det sande lys reflekterer ikke blot, som Døberen gjorde. Det sande lys er selv lyskilde, dvs. lyset kommer i sidste ende fra ham, ikke fra en anden.
Men nu skriver Johannes, at det sande lys oplyser ethvert menneske. Det lys, Jesus er, fører til, at mennesker ikke længere lever i mørket. Jesu budskab er både lov og evangelium. Han afslører synd, han tilgiver synd(ere). Det gjorde Døberen jo også. Det betyder jo blot ikke, at alle mennesker hører og tror evangeliet. Desværre. Men med Jesus fortrænges mørket i syndens og dødens verden.
Til sidst skriver Johannes ifølge grundteksten: “kommende til verden.” Den gængse forståelse og oversættelse er altså, at det hører sammen med ‘var,’ og man forstår det normalt ligesom i 1992-oversættelsen: “Det sande lys … var ved at komme til verden.” Men hvad betyder det i så fald, at Jesus “var ved at” komme til verden? Jesus er ikke ved at komme til verden, men han er kommet til verden (jf. Joh 3,17.19; 9,39; 10,36; 12,46; 16,28; 17,18; 18,37; i Joh 11,27 burde der ligesom i 6,14 være oversat med “som skal komme til verden”). Hvis man vil tolke det som et samlet verballed (en perifrastisk konstruktion), burde man nok oversætte med: “Det sande som … kom til verden.” Men det er måske en mulighed at tolke “var ved at komme til verden” om Jesu offentlige virke, sådan som f.eks. Kretzmann gør det? Jeg tvivler.
Hvis man med blandt andre Porter ikke tolker “kommende” som en del af verballeddet, må man spørge, hvor det så hører hjemme. Frasen ‘komme til verden’ bruges ellers oftest om Jesus. I Joh 16,21 har vi dog “et menneske er født til verden,” men altså uden verbet ‘komme.’ Netop Joh 16,21 peger dog på, at ‘kommende til verden’ bør kunne tolkes om ‘ethvert menneske.’
Sådan oversættes verset faktisk hos f.eks. Luther: “Das war das wahrhaftige Licht, welches alle Menschen erleuchtet die in diese Welt kommen” og New King James: “That was the true Light which gives light to every man coming into the world” (jf. også King James).
Foreløbig er det også den forståelse, jeg er endt på. Det lys, Døberen vidner om, er det sande lys, som oplyser ethvert menneske, som kommer til verden. Uden ham er der intet menneske, der kommer ud af mørket. Den sande oplysningstid varede derfor ikke fra omkring 1690 til omkring 1800, som Wikipedia foreslår (her).
Den sande oplysningstid er der, hvor Jesus og forkyndelsen af Jesus er til stede. Den begyndte med evangeliet til Adam og Eva efter syndefaldet (1 Mos 3,15). Men med Døberen og Jesus samt alt, hvad der følger med og efter dem, får vi naturligvis meget mere lys, om man så må sige.
Jesus og verden (v. 10f)
I vers 10 bekræftes først oversættelsen af v. 9. Jesus er ikke ved at komme til verden, men han “var i verden.” ‘Verden’ betyder her den skabte verden inkl. menneskene. Den verden er blevet til ved ham (jf. ovenfor til v. 3). Med v. 10c skifter fokus fra hele den skabte verden til menneskene: “Verden kendte ham ikke.” Det betyder nok, at de ikke kendte ham som deres skaber. De erkendte ikke, hvem han i virkeligheden var.
Fordi Jesus er med-skaber og alt er blevet til ved ham, tilhører verden inkl. menneskene ham. Derfor kan Johannes skrive, at Jesus “kom til sit eget” (egt. ‘han kom til sine egne ting). Men han kom også til sit eget i betydningen, at han kom til Israel. Til det folk, der var blevet til i kraft af løftet og testamentet (Rom 4,13-17; Heb 9,18). De havde fået Guds ord betroet (Rom 3,2). “De er jo israelitter, de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne; de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske – han, som er over alt og alle, Gud, være lovet til evig tid! Amen.” (Rom 9,4f).
Men hans egne – de, som tilhørte ham – tog ikke imod ham. De levede i vantroens mørke og havde ikke fornuft eller evne til at tage imod ham. Det har nemlig intet menneske, der er kommet til verden – med undtagelse af Jesus, der ikke er kommet til verden på normal, menneskelig vis. Som næste vers viser, er det dog et generelt udsagn.
Modtagelsen af Jesus (v. 12f)
Der var nemlig nogle, der tog imod ham. Ligesom der stadig er. Vi får først at vide, hvad det medfører (v. 12), og dernæst, hvordan det går til (v. 13). De, som tog og tager imod Kristus, er de sande jøder: “Jøde er man i det indre, og omskåret er den, som er det i sit hjerte, i Ånden, ikke efter bogstaven,” som Paulus skrev. Guds Israel er alle dem, som er en ny skabelse og som er stolt over vor Herre Jesu Kristi kors (jf. Gal 6,14-16).
Men så mange som tog imod ham, dem gav han magt eller ret (gr. exousia) til at blive Guds børn. Det er et vidunderligt privilegium. Ordet tekna, ‘børn,’ har ikke som ordet ‘søn’ (gr. hyios) en bibetydning af at være arveberettiget. Men det er alligevel vigtigt og centralt at være børn (jf. feks. Gal 4,28.31). Dem, der tager imod, er børn, fordi de er født til at være (jf. v. 13). Det er det forhold, som vi f.eks. mindes om, hvergang vi beder Fadervor.
Paulus skriver om det samme i, hvad man kunne kalde hans juleevangelium: “Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår” (Gal 4,4f).
Johannes beskriver dem, der tager imod nærmere. Det er “dem, der tror på hans navn.” Dermed menes Jesus selv og det, som evangeliet forkynder om ham, især at han er den, der skal frelse sit folk fra det synder (jf. til Matt 1,18-25). Navnet udtrykker jo i denne sammenhæng hans væsen, men det betyder også, at vi da må kende hans væsen for at kunne tro på hans navn. Man kan altså ikke tro på hans navn uden at have hørt evangeliet om hans person og gerning.
I v. 13 forklarer Johannes, hvordan menneskene har og ikke har taget imod Jesus. De er blevet født, men på én ganske bestemt måde. De er for det første ikke blevet født af blod (ordet er i flertal). Det er et særpræget udtryk, som måske betyder ‘ens fysiske natur’ (således også BDAG). Men måske er baggrunden i stedet den gammeltestamentlige tanke om, at livet er i blodet (1 Mos 9,4f). Det vil i al fald give god mening, at vi mennesker ikke får det åndelige liv som sådan fra vores forældre. Andre mener nu, at det hentyder til, at blodet skulle være undfangelsens stof (ThWNT/TDNT).
For det andet bliver man ikke Guds børn ‘af køds vilje’ eller ‘af mands vilje.’ Hverken kødelig vilje eller lyst eller mands viljesindsats kan gøre et menneske til Guds barn (genføde det). Eller som Peter skriver, “I er jo ikke genfødt af en forgængelig, men af en uforgængelig sæd, Guds levende og blivende ord” (1 Pet 1,23). Genfødt bliver man udelukkende af Gud, dvs. fordi Gud vil og udvirker det gennem sit ord. “Alt, hvad der tjener til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige magt skænket os gennem kundskab om ham, som kaldte os ved sin herlighed og guddomskraft, og derved har han også skænket os sine dyrebare og største forjættelser, for at I ved dem skal undfly fordærvelsen i verden, som skyldes det onde begær, og få del i guddommelig natur” (2 Pet 1,3f). De, som tager imod Kristus, gør det, fordi Gud har fået dem til det ved evangeliet og dermed har genfødt dem og givet dem en ny natur (jf. Kretzmann). Som Guds børn er de også arvinger (Rom 8,17).
Det er kategorisk udsagn, som leder frem til Joh 3,1ff; Ef 5,26; Tit 3,5. Gud genføder ifølge sit ord med evangeliet og dåben. “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige” (Joh 3,5); “frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden” (Tit 3,5). Vand alene gør det ikke, som Luther lærer, men det sker ved ordet (Ef 5,26). Uanset om kristne ved det eller ej, er de derfor altid kristne i kraft af ordet og sakramenterne, hvis de ellers er kristne.
Joh 1,12f lærer klart, at menneskets vilje er trælbundet, sådan som Luther har lært os i Den trælbundne vilje. Luther regnede selv dette skrift for et af sine vigtigste værker. Man kan frygte, at den ikke længere læses, fordi de fleste er blevet beslutningsteologer. Dvs. teologer, som ikke forkynder og forvalter sakramenterne ud fra, at det er ved dem, Gud skaber tro, men som i stedet appellerer til mennesker, for at de skal beslutte at tro og være kristne. Hvis man vil være beslutningsteolog, må man også hellere lade være med at læse den (og NT-steder som dette). Luther viser særdeles tydeligt, at Erasmus og alle senere halv- og hel-pelagianere har Skriften imod sig.
Er det menneskets fornuft eller vilje, det afhænger af, vil intet menneske blive frelst. Det er derfor, det ikke bare er falsk lære, men farlig, dødsensfarlig teologi og forkyndelse, når man lægger op til, at mennesker skal beslutte sig til at blive kristne. Det underminerer også frelsesvisheden.
Nej, genfødt bliver man af ordet og sakramenterne. Troen kommer af det, der høres. Selv om vi nok forstår meget af evangeliet, må vi glæde os over, at troen ikke engang kommer af det, vi forstår. Den troende forstår nok meget af evangeliet, men uden troen er evangeliet det rene dårskab (1 Kor 1,18). Derfor er den kristnes bekendelse ikke først og fremmest en bekendelse af, hvad vi forstår, men af, hvad Skriften siger. Vi sam-siger, siger det samme som åbenbaringen, når vi aflægger vores bekendelse.
Juleevangeliet i en nøddeskal (v. 14)
Det sidste vers i søndagens prædiketekst sammenfatter det hele. Ordet (v. 1) blev kød, dvs. Guds Søn antog menneskelig natur (jf. Den athanasianske Trosbekendelse, citeret ovenfor). Meningen er ikke, at Ordet, Guds Søn, dermed ophørte med at være Gud. “Thi i ham bor hele guddomsfylden legemlig” (Kol 2,9; 1948-oversættelsen). Guds Søn forvandlede sig ikke. Han udtømte sig heller ikke for sin guddommelighed. Men i personen Jesus Kristus er både hans guddommelige og hans menneskelige natur.
Som Hebræerbrevet siger: “Da nu børnene har del i kød og blod, fik også han på lignende måde del deri, for at han ved sin død skulle gøre ham magtesløs, der har dødens vælde, nemlig Djævelen, og udfri alle dem, som af frygt for døden hele deres liv havde levet i trældom” (Heb 2,14-15 i 1948-oversættelsen, som er mere nøjagtig end den fra 1992).
Ordet blev ikke blot kød, men slog sit telt op hos os. Med det udtryk vil Johannes sige, at Jesus virkelig bosatte sig hos, men dog kun for en tid. Efter sin død og opstandelse fór han jo til himmels. Ligesom israelitterne, der var 40 år i ørkenen, var han her kun for en tid, under 40 år.
Men i den tid, han var her, så “vi” hans herlighed. “Vi” er i første række apostlene. Som Johannes selv skriver i sit første brev: “Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: livets ord – og livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os– det, som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus” (1 Joh 1,1-3). Men Jesus åbenbarede heldigvis sin herlighed for mange andre.
Den herlighed beskrives på to måder. For det første er den en herlighed, som Jesus har fra Faderen. Nåde og sandhed er altså fra Gud selv. Jesus kaldes i øvrigt monogenês, som betyder ‘ene af sin slags,’ altså: unikke. Ordet bruges i Hebr 11,17 om Isak. Abraham havde andre sønner, men ikke andre sønner af samme slags: løftets sønner.
Den herlighed, Johannes, de øvrige apostle og mange andre, fik at se, var kun sjældent den herlighed, som direkte åbenbarede hans guddommelighed (Matt 17,1-13; 2 Pet 2,18f). Men ikke så sjældent åbenbarede Jesus faktisk sine guddommelige egenskaber, som fx hans alvidenhed og hans magt over sygdom og død (jf. fx Mark 2,1-12 og Joh 4,46-53).
Det, som Jesus åbenbarede størstedelen af tiden, var derimod den herlighed, som var fuld af nåde og sandhed. Nåde tilgiver synd, siger Luther til Gal 1,1. Sandheden er også det, som afslører synden, men først og fremmest er sandheden Jesus selv (Joh 14,6) og evangeliet om hans person og gerning. For “nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus” (Joh 1,17).
Selv om evangeliet er blevet forkyndt og troet lige siden Paradiset (jf. 1 Mos 3,15), så er det virkeligt skelsættende, at Guds Søn blev kød, opslog sit telt blandt os og åbenbarede nåden og sandheden.
Det er det virkelige juleevangelium. Det tager mennesker ikke imod af egen fornuft, kraft eller vilje, men det er en gerning, som Gud gør ved sit ord og sine sakramenter. Det er en dom over alt det, vi mennesker kan rose os af. Men det er også et fantastisk evangelium. For uden var der ingen, der blev frelst. Hvilket juleevangelium! Hvilken gave!
Velsignet julefest!