Læsningerne
Juleaftens læsninger efter anden række er dels Es 9,1-6a, som også kan læses juledag, dels evangelielæsningen, hvor man kan vælge mellem Luk 2,1-14 eller Matt 1,28-25. Jeg vælger her at kommentere Matt 1,18-25, bl.a. fordi den nye oversættelse fra 1992 er meget uheldig.
Først et par ord om Es 9,1-6a. Es 9,1-6a taler bl.a. om mørke og lys: om at være uden evangelium og med evangelium. Selv om 1 Mos 1,1-5 også taler om mørke og lys, er det ikke i samme betydning. Es 9 taler om mørket i syndens og lovtrældommens verden. Og Esajas profeterer om ham, der er både barn og søn og dog “Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.” Om ham der er Vældig Gud (jf. Es 10,21) og skal sidde på Davids trone. Om ham, der altså er sand Gud og sandt menneske.
Prædiketeksten Matt 1,18-25
Jesu tilblivelse ved Helligånden (v. 18)
Ordet genesis betyder egentlig at blive til og bruges i en række betydninger fra tilblivelse til fødsel. Her oversættes det gerne med fødsel, men man bør dog have i baghovedet, at Matthæus også skriver om undfangelsen i dette vers. Derfor vil en mere præcis oversættelse vel være: ’tilblivelse.’
Guds Søn fra evighed, som er født af Faderens væsen før alle tider, antog sig menneskenatur – dog uden synd – og form og blev født af moderens væsen i tiden, som Den athanasianske Trosbekendelse siger. Som Guds Søn har han ingen begyndelse, men var hos Gud i begyndelsen og i evighederne forud (se også min gennemgang af Joh 1,1-14 til juledag). Men som menneske havde han altså en begyndelse – i Marias moderskød.
Maria var ‘forlovet,’ siger såvel 1992-oversættelsen samt de nye oversættelser (BPH og DNA). Men verbet betyder egentlig ‘trolove’ eller ‘at blive trolovet’ (gr. mnêsteuô). Trolovelse er et gammelt ord, som vi sjældent bruger mere.
Men forlovelse rammer i al fald helt ved siden af. Nu om dage indebærer en forlovelse, at man aftaler at blive gift, og for mange betyder det også, at man flytter sammen. Men en forlovelse er på ingen måde bindende, hverken juridisk eller socialt.
Helt anderledes var det med en ‘trolovelse.’ Hvis vi skal dømme ud fra jødiske kilder, var trolovelse juridisk bindende (ligesom herhjemme i middelalderen og især efter 1582). Hvis manden døde, var den trolovede kvinde enke. Kun død eller skilsmisse kunne ophæve eller snarere: opløse en trolovelse (se Dictionary of New Testament Background, p. 685 med kildehenvisninger).
Det er jo desværre rigtigt, at de fleste ikke ved, hvad trolovelse er, især ikke på Det nye Testamentes tid. Men i stedet for at holde fast på det sagligt korrekte og så oplære læserne – og vi snakker faktisk om et af de helt centrale aspekter i kristendommen – så vælger man at lade enten uvidenheden eller formidlingsmæssig besvær styre en oversættelse.
Matt 1,18 siger altså, at Maria og Josef var blevet juridisk bindende trolovet med hinanden, men de var endnu ikke flyttet sammen. Det skete normalt inden for et års tid efter trolovelsen.
Josef og Maria havde derfor endnu ikke været sammen. Og selvfølgelig heller ikke sammen med andre, nu de havde lovet hinanden troskab. Det er ikke sikkert, at udtrykket først og fremmest går på det seksuelle. Men uanset om det går på at flytte sammen eller at være seksuelt sammen, er pointen altså, at det ikke har fundet sted.
Men gravid var hun. Helt nøjagtig siger teksten, at ‘Maria blev fundet at have [et barn] i maven ved Helligånden.’ Hvem der opdagede det, fortæller teksten ikke, men Josef får det i al fald at vide, hvis det ikke er ham selv.
Maria selv ved godt, hvordan det er gået til, for det læser vi hos Lukas, hvor perspektivet er Marias (Luk 1,26-38). Det eneste, vi får at vide her, er, at Maria er gravid ved Helligånden. Hvordan det nærmere er gået til, får vi ikke at vide, og det overstiger også fornuftens muligheder. Det er et under.
Josefs retsindighed (v. 19)
Josef er ikke hendes forlovede, men hendes mand, som grundteksten også siger i dette vers. Også af den grund er oversættelsen ‘forlove’ ovenfor misvisende. Den er også vildledende, for den nedbryder forskellen mellem at være forlovet og så være mand og kone.
Josef havde ikke været sammen med hende, og derfor kunne han jo umiddelbart kun konkludere, at Maria havde været sammen med en anden, siden hun var blevet gravid. Men han var en mand med høje standarder, et “ordentligt” menneske, som det hedder i DNA. Han var en retfærdig mand. Han ønskede ikke at henvise til 5 Mos 22,22-24, som om han ville leve i overensstemmelse med loven (jf. også senere Joh 8,1-11).
Han ville heller ikke vanære hende offentligt (et lignende ord for ‘vanære’ har vi i Hebr 6,6). Derfor besluttede han at skille sig fra hende i stilhed. Udtrykket ‘skille sig fra hende’ er endnu et af de udtryk, der viser, at der er tale om trolovelse, ikke forlovelse.
Af hensyn til Maria vil han lade skilsmissen foregå i stilhed. Måske lægger der deri, at han ikke vil hænge hende ud som utro eller det, der er værre. Det ved vi ikke, for Josefs planer bliver ikke til noget.
Herrens engel intervenerer (v. 20)
I den tid, hvor Josef går med sine overvejelser om, hvad han skal gøre, sker der noget overraskende. Ja, når man tager budskabet i betragtning, er det ikke kun overraskende, men noget, der hverken sker før eller siden. Men da Jesu liv senere er i fare, får Josef endnu en åbenbaring om at drage til Egypten (Matt 2,13). Det samme sker, da de skal rejse tilbage (Matt 2,19) og videre til Galilæa (Matt 2,22). Også vismændene bliver guidet ved hjælp af en åbenbaring i form af en drøm (Matt 2,12).
På Guds vegne kan en Herrens engel på en eller anden måde kontrollere, hvad mennesker drømmer. Det sker på kritiske tidspunkter i Jesu liv, men ellers ikke i NT.
Budskabet er formuleret i ganske almindeligt, menneskeligt sprog. Disse drømme er altså ikke af den type, som Freud fortolkede. Disse drømme er åbenbaringer i egentlig forstand.
Englen tiltaler Josef ved navn og kalder ham ‘Davids søn,’ dvs. en efterkommer af David. Han er altså af kongelig slægt, selv om der ikke var meget kongeligt over ham. Men som Davids efterkommer, siger det naturligvis også noget om Marias søn, som han tager til sig ved at tage Maria hjem til sig. Jesus blev som Josefs adoptivsøn også af den vej en Davids efterkommer (Kretzmann).
Budskabet til Josef er, at han ikke skal frygte for at “tage Maria, hans hustru, til sig,” som der egentlig står. Maria er sådan set allerede hans hustru. 1948-oversættelsen er derfor bedre end den fra 1992, når den siger: “vær ikke bange for at hjemføre Maria som din hustru.”
Englens begrundelse er, at ‘det [barn], som er blevet skabt eller undfanget (gr. ‘avlet’) i hende’ er ‘af Helligånden’ eller ‘ved Helligånden’ (det er samme udtryk som i v. 18). Ordstillingen er usædvanlig. ‘Ved Ånd(en)’ er adskilt fra ordet ‘hellig.’ Det er svært at sige, hvilke(t) ord englen derved fremhæver. Måske er alle ordene fremhævet. Ordene ‘ved Ånd(en)’ understreger, at Jesus ikke har noget menneske til fader, men er undfanget ved Ånden. Ordet ‘er’ markerer, at det ifølge englen er et faktum. Endelig gør ordet ‘hellig’ det klart, at det er Guds hellige Ånd, som allerede er åbenbaret i Det gamle Testamente (1 Mos 1,2; Sl 51,13).
Jesus – sit folks frelser (v. 21)
Maria skal føde en søn, og Josef skal som hans juridiske fader give ham navnet ‘Jesus.’ Det er samme navn som Josva, Jeshuah/Jehoshua, som betyder ‘Herren frelser.’ Han skal ikke blot kaldes Jesus, men han skal være en Jesus. For som englen siger, ‘han skal frelse sit folks fra deres synder.’ Jesu navn udtrykker Jesu guddommelige persons væsen (jf. Kretzmann). Det udtrykker også Jesu opgave: “Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte” (Luk 19,10).
Jesu undfangelse er underfuld, men hans fødsel vil være som ethvert andet menneskes. Han skal omskæres og i den forbindelse navngives (Luk 2,21). Omskærelsen var givet som et tegn og et segl på trosretfærdigheden (Rom 4,11). Men i modsætning til alle andre mennesker havde Jesus ikke selv brug for frelse, men han blev født under loven, blev omskåret og senere døbt til at leve et syndfrit liv i alle synderes sted. Med det ene formål at frelse sit folk fra deres synder.
Fordi alle mennesker, som er blevet til på almindelig vis, er undfanget i synd (Sl 51,7) og er syndere, kan de ikke frelse sig selv. Juleevangeliet er netop, at Gud bliver menneske, så han kan frelse sit folk fra de synder, som de ikke kan frelse sig selv fra.
Med udtrykket ‘sit folk’ menes der ikke kun Israels folk, men alle folk på jorden, for de tilhører alle sammen Gud. Det gamle testamente (pagt) omfattede Israel, men det nye testamente omfatter alle folk.
Skriften opfyldes (v. 22f)
1992-oversættelsen lader v. 21 slutte med et citationstegn og angiver dermed, at v. 22f ikke efter oversætterens mening hører med til, hvad englen siger. Et godt argument herfor er, at disse såkaldte opfyldelsescitater skyldes Matthæus (jf. 2,15.17.23; 4,14; 8,17; 12,17; 21,4; 27,9; i 26,54.56 taler Jesus om profeternes skrifter i flertal). Verbet er også datid.
Jesu undfangelse, fødsel, navngivning og frelsesgerning, “alt dette,” sker for at opfylde et bestemt skriftsted. “Det, som er sagt af Herren gennem profeten,” skriver Matthæus. Profeten er mellemmand (jf. præpositionen dia), mens den egentlige talende er Herren (gr. Kyrios). Men hvem er Herren? Selv om Herren også bruges om Jesus – se ikke mindst Lukas, fx Luk 1,43 – så må det ligesom i Matt 2,15 være Gud Fader, der er ment.
Citatet er fra Es 7,14, suppleret med Es 8,8. Det har været meget diskussion om betydningen af ordet ‘jomfru’ (gr. parthenos; hebr. ‘almah). Nicolai Winther-Nielsen argumenterer i Lohses Store Bibelleksikon overbevisende for, at der virkelig menes ‘jomfru,’ så opfyldelsen af Es 7,14 sker med undfangelsen og fødslen af Jesus (“Jomfru,” bind 2, side 232f).
Navnet “Immanuel,” ‘med os Gud,’ understreger faktisk også tonaturlæren. E. J. Young (og en supplerende bemærkning af Jais Tinglund) argumenterer i artiklen “Immanuel” i førnævnte leksikon for, at Immanu-el eller Med-os-Gud ikke bare betyder, at Gud er med sit folk med sin velsignelse, men at han er tilstede i dette barn (bind 2, side 110-112). Det er derfor, jomfruens søn f.eks. kan kaldes “Vældig Gud” (se også ovenfor til Es 9,1-6a og f.eks. Herbert M. Wolf. Interpreting Isaiah: The Suffering and Glory of Messiah. Grand Rapids, Michigan: Academie Books, 1985).
Navnet Immanu-el eller Med-os-Gud peger endvidere frem mod den dag, hvor Jesus siger: “… og jeg er med jer alle dage indtil verdens (egt. ‘tidernes’) ende” (Matt 28,20). Jesus Kristus, sand Gud og sandt menneske, døde for at frelse sit folk fra dets synder. I nadveren uddeler han det nye testamentes blod, dvs. det blod, som blev udgydt til syndernes forladelse, og han uddeler sit legeme, som blev givet hen for vore overtrædelser (1 Kor 11,24; jf. Rom 4,25).
Inkarnationen, jomfruundfangelsen og jomfrufødslen, tonaturlæren, frelsen, Kristi nærvær generelt og Kristi legemes og blod reale nærvær i, med, under og sammen med brød og vin er alt sammen aspekter af samme sag.
Derfor er julefesten med rette en stor fest. Den peger frem mod de øvrige store fester i kirkeråret.
Josef adlyder (v. 24 og 25b)
Josef gjorde, som han havde fået befalet. Han tog Maria hjem til sig, og i forbindelse med omskærelsen gav han den søn, Maria havde født, navnet Jesus. Josefs handlinger viser, at han troede englens og dermed Guds ord. Han troede Herrens ord på trods af alt andet (Kretzmann).
Dermed reddede Josef Marias og Jesu ære (Kretzmann) – og måske endda også Marias og Jesu liv. Det ved vi ikke. Englen måtte gribe ind, så Jesus virkelig kunne blive frelser for sit folk.
Josef og Marias ægteskabelige liv (v. 25a)
Matthæus forklarer, at Josef ikke ‘kendte’ Maria ‘før hun fødte sin søn.’ 1992-oversættelsen gengiver ‘kendte’ med ‘lå med.’ Meningen er, at de ikke havde samleje før fødslen.
Mange vil nok blive overrasket over, at man kan diskutere, hvor vidt Josef og Maria havde samleje efter fødslen. Det er faktisk sværere at svare på, end man skulle tro. Nu om dage tages det som en selvfølge, at Josef og Maria havde et seksuelt samliv efter Jesu fødsel. Man drøfter overhovedet ikke spørgsmålet.
Et ægteskab indebærer seksualliv, for sådan har Gud ordnet det ved skabelsen: Mand og kvinde skal blive et kød og blive frugtbare og talrige (1 Mos 2,24; 1,28). Eftersom Josef og Maria var gift, havde de naturligvis også et seksualliv, lyder argumentet. Der er også tale om Jesu brødre og søstre (Mark 3,32). Desuden står der jo, at Josef ikke lå med Maria før fødslen. Så gjorde han det naturligvis efter fødslen, anfører man.
Alligevel mente reformatorerne, at Maria forblev jomfru. Den katolske kirke lærte og lærer stadig, at jomfru Maria forblev jomfru (er sempervirgo). Det skyldtes for reformatorernes vedkommende ikke, at de ringeagtede ægteskabet eller seksuallivet, for hvordan skulle de kunne det, når Gud havde velsignet det. Luther kæmpede ikke alene for ægteskabet, men også for, at præsterne og munkene måtte gifte sig.
Men lige netop når det gjaldt hende, der fødte Jesus, så man anderledes på det. Maria var som Guds moder – Guds-fødersken (gr. theotokos), som man sagde i oldkirken – et helt særligt tilfælde. Det ville vel faktisk ikke være så underligt, hvis Josef og Maria havde valgt ikke at have et normalt seksualliv. Den søn, Maria fødte, var og er jo helt speciel. Ja, han er Immanu-el, Med-os-Gud. “Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige” (Luk 1,32f). Han er undfanget ved Helligånden (Matt 1,18.20; Luk 1,35) og er hellig, Guds Søn (Luk 1,35). Elisabeth hilser hende som ‘min Herres moder’ (Luk 1,43).
Men hvad så med Jesu brødre og søstre? Her er flere ting at sige. For det første kan der i alle tilfælde kun være tale om biologiske halvsøskende, for kun Jesus er undfanget ved Helligånden. For det andet blev Josef Jesu far, i og med at han accepterede at tage Maria, sin hustru, hjem til sig, så hun fødte Jesus i ægteskab. Josefs børn vil derfor under alle omstændigheder være Jesu halvsøskende. Det afgørende spørgsmål er derfor, om Det nye Testamente udtrykkeligt siger, at Jesu brødre og søstre er Marias børn. Det gør Det nye Testamente faktisk aldrig.
Men siger teksten ikke (næsten) direkte, at Josef lå med Maria efter fødslen? Faktisk er det sådan, at ‘ikke a før end’ ofte betyder, at a så faktisk sker bagefter. Men det er ikke altid sådan. Så selve den sproglige formulering: ‘ikke … før end’ angiver kun med sikkerhed, at Josef ikke havde samleje med Maria før fødslen. Om han havde det bagefter eller ej, må afgøres på anden vis.
Et af argumenterne imod, at (nogle af) Jesu brødre og søstre var Marias børn, er det, som Jesus sagde til sin mor og Johannes, kort før han døde på korset: “Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: ‘Kvinde, dér er din søn.’ Derpå sagde han til disciplen: ‘Dér er din mor.’ Fra den time tog disciplen hende hjem til sig” (Joh 19,26-27). Forudsætningen er jo uden tvivl, at Josef er død, siden Jesus var tolv (Luk 2,41). Hvorfor var det ikke en af Jesu brødre eller søstre, der tog sig af Maria? Jeg må indrømme, at jeg ikke kan finde nogen forklaring på det. Med mindre de ikke var hendes børn – og selv da er det vel egentlig lidt overraskende, for de omtales jo trods alt som Jesu brødre (og søstre). Efter opstandelsen hører vi, at “Jesu mor Maria og hans brødre (og søstre)” var med i menigheden i Jerusalem (ApG 1,14). Det er Jesus, der er centrum: Jesu mor og hans brødre. Så man skal nok ikke lægge for meget i det sproglige udtryk i ApG 1,14.
Men en meget nærliggende forklaring på, hvorfor Johannes så at sige adopterer Maria som sin mor og omvendt, kunne altså være, at Maria faktisk ikke har andre børn end Jesus. Fordi Josef og Maria ikke fandt det naturligt, at Herrens moder skulle have sex med sin mand.
Konfessionelle lutherske teologer som Franz Pieper fastslår, at De lutherske Bekendelsesskrifter nævner, at Maria forblev jomfru. Maria var sempervirgo, som det hedder. Men eftersom Skriften ikke utvetydigt og entydigt lærer, at hun var det, er man ikke vranglærer, fordi man ikke tror og lærer det. Forudsat at man i øvrigt er en retlærende luthersk teolog. Men selv om det ikke kan bevises med sikkerhed, at Maria var sempervirgo, så fortjener argumenterne at blive hørt. De er efter min mening langt stærkere, end det ofte hævdes.
For min egen del har jeg reflekteret en del over spørgsmålet. Jeg har ikke længere problemer med at tro, at Marias status som Herrens moder kunne medføre, at hun forblev jomfru. Men det er som sagt ikke noget lærespørgsmål som sådan.