Velkommen
Denne blogs emne er Johannes’ Åbenbaring. Jeg vil skrive indlæg, men forhåbentlig kan vi også diskutere lidt. Her er lidt at begynde med.
Den 18. september
I dag er det den 18. september. Den dag år 96 døde kejser Domitian. I begyndelsen havde Domitian egentlig været en god og handlekraftig kejser. Han befæstede Britannien og Rhinen-Donau-grænsen og byggede nyt i Rom. Men han førte også en stram økonomisk og moralsk politik, som skabte modstand hos offentligheden og især aristokratiet. Domitian slog modstanden ned og blev efterhånden temmelig paranoid. Han henrettede mange og anklagede senatsmedlemmerne i Rom for forræderi. Han konfiskerede modstandernes ejendom og fordrev filosofferne. Domitian ville kaldes Herre og Gud (dominus og deus). Han ville altså ikke som andre romerske kejsere vente med at blive “guddommeliggjort” efter sin død. Hans udvikling, hvis man kan kalde det sådan, var efterhånden uacceptabel for romerne, kristne eller ej. Domitian blev myrdet. Selv hans egen hustru tog del i sammensværgelsen. Det giver ikke god grobund for et godt eftermæle.
De tyranniske kejsere
Domitian blev derfor fremstillet som en tyran, ikke mindst af Sueton, som skrev et berømt værk om romerkse kejsere. Nero blev også fremstillet i stærkt negative vendinger. Men skønt det er et faktum, at såvel Nero som Domitian havde alt for mange ugerninger på deres samvittighed, var de dog ikke de eneste, måske ikke engang de værste kejsere i det første århundrede. Kejser Claudius var der fx heller ikke meget godt at sige om, men hans eftermæle blev alligevel anderledes. Hvordan kan det være?
Én af forklaringerne – og en væsentlig forklaring – er, at Nero og Domitian ikke havde sønner, der efterfulgte dem. Hvis det handler om at få et godt efterdømme, skader det som regel ikke, at det er ens slægtninge eller fæller, der følger en. Modsat vil et nyt dynasti se en interesse i at befæste deres position. Det kan fx ske ved at nedgøre forgængerne. Der kan nok også findes visse eksempler på noget, der ligner inden for moderne politik. Faktisk blev Domitian nedgjort på den måde. Og det efterfølgende “dynasti” (adoptivkejsersystemet, jf. “Nerva” og “romerske kejsere“) holdt sig ved magten så længe, at ingen længere huskede, at der også var noget godt at sige om (Nero og) Domitian.
Det er derfor heller ikke så underligt, at oldtidens kirkelige historiefortællere fremstiller Nero og Domitian i stærkt negativt lys. Desuden blev Peter og Paulus ifølge traditionen henrettet i Rom under Nero, som anklagede de kristne for brandstiftelse og dermed satte gang i den første kristenforfølgelse. Desuden er der jo apostlen Johannes.
Johannes på Patmos
Apostlen Johannes var jo i fangenskab på Patmos, for hvad skulle han ellers på den ø? Når man senere skrev om Johannes, forstod man det formentlig i lyset af, hvad man i øvrigt vidste om Nero og Domitian. Hvordan skulle man også andet?
Men i virkeligheden er der ikke mange beviser for den teori. Faktisk er der ikke rigtig noget, der viser, at Domitian skulle have forårsaget kristenforfølgelser i Lilleasien. Ikke direkte i al fald. Det er derimod tænkeligt, at lilleasiaterne selv kunne have fundet på det. De stod på og ønskede at stå på god fod med Domitian, som gerne ville have flere lilleasiatere med i senatet i Rom. Man kan sagtens forestille sig, at de bekæmpede de kristne, hvis de mente, det kunne bedre deres muligheder. Man kan også forestille sig, at de “bare” mente deres deltagelse i kejserkulten alvorligt. I øvrigt blev der flere og flere kristne. Det skriver Plinius den Yngre i al fald omkring 15 år senere. Det kan jo også have irriteret nogen.
Tilbageholdenhed en god idé
At alt det er relevant for, hvorfor Johannes var på Patmos, er imidlertid kun noget, man har sluttet sig til ved at sammenholde disse forskellige oplysninger. Det betyder ikke, at man skal forkaste sådanne slutninger. Men måske ville det være en rigtig god idé, at man trækker vejret et øjeblik. For selv om slutningen skulle være rigtig, er der også et andet, vigtigt spørgsmål. Nemlig: Hvilken betydning skal man tillægge det, når man skal fortolke Johannes’ Åbenbaring? Hvorfor opholdt Johannes sig på Patmos? Og hvilken betydning har det for, hvad der står i Johannes’ Åbenbaring?
Den ægte Herre og Gud
Hvorom alting er, så forkynder Johannes’ Åbenbaring en helt anden hersker. Gud er Herren, Gud, den Almægtige (Åb 1,8; 4,8; 11,17; 15,3; 16,7; 19,6; 21,22). Hans Søn (Åb 2,18) er den Salvede, som allerede nu står ved Guds trone i det himmelske tempel. Herfra hersker han i sine menigheder.
Men han hersker endnu ikke i fuld herlighed og synlighed, men med sit ord. Bl.a. dem, som han befalede Johannes at skrive ned og sende (Åb 1,11.19). Selv om han selv er herliggjort og er i Himlens herlighed, hersker han ikke med herlighed, så han f.eks. garanterer de troende et liv uden modgang og lidelse – eller uden martyrium.
Tværtimod opmuntrer han dem til at være tro til døden (Åb 2,10) og falde fast ved det, de har, for at ingen skal tage deres sejrskrans (3,11). Det handler ikke bare om døden i denne verden; i den sammenhæng kunne Domitian, kejserdyrkerne eller bare “almindelige hedninge” være farlige nok. Det handler langt mere om den evige død.
Domitian ville kaldes Herre og Gud, men han døde, og hans eftermæle blev grum. Jesus Kristus er Herre og Gud, og han lever. Han skænker den, der tror, livets sejrskrans, dvs. det evige liv!
Man kan diskutere, om Domitian bør spille den store rolle eller ej. Johannes’ Åbenbaring taler anderledes klart og direkte om Jesus Kristus.
Se mere på Revelation Resources, hvor der er en engelsk introduktion og en litteraturliste om romerske kejsere samt nogle få indlæg om litteratur om de romerske kejsere. Du kan læse mere om Johannes’ Åbenbaring i Lohses Store Bibelleksikon. Artiklen findes her.