Jesu budskab til menighedens biskop i Efesos (Johannes’ Åbenbaring 2,1-7)
Jesus har i det foregående åbenbaret sig for Johannes som Menneskesønnen. Ved sit første komme led, døde og opstod Menneskesønnen. Han bragte Guds rige nær med syndernes forladelse. Ved sit andet komme vil han oprette Guds rige i herlighed og synlighed.
I Åb 2-3 finder vi det, som Menneskesønnen har dikteret. Det er henvendt til “englene” for hver enkelt af syv menigheder i Lilleasien i det nuværende vestlige Tyrkiet, men sendes til alle, og hvert enkelt diktat er derfor til alle.
Men f.eks. Luther og tyskeren Th. Zahn tolkede “englene” om menighedens biskopper, er det blevet meget almindeligt at forstå “englene” som rigtige engle. Det giver imidlertid dårlig mening, for hvis der virkelig var tale om engle, der skulle omvende sig, ville det være onde engle, som ikke kan det. Andre tolker det om engle som repræsentanter for menighederne, men så er der jo i realiteten ikke forskel på “englene og menighederne.”
Menneskesønnen formaner hver enkelt af menighedernes biskopper ud fra, hvad de – og menighederne – har brug for af vejledning for at kunne være forberedt til hans genkomst. Flertallet af dem har åbenbart ikke været forberedt, på trods af Jesu undervisning i evangelierne. Derfor åbenbarer Jesus sig for at berede sit folk til hans andet komme. Uden syndernes forladelse ved tro på ham vil ingen blive frelst.
Hans budskab til menighedens biskop i Efesos gennemgås i det følgende, og de resterende seks afsnit gennemgås i efterfølgende indlæg.
Menneskesønnen er hos sine menigheder og kender dem (v. 1)
Jesus dikterer nu sit budskab til biskoppen for menigheden i Efesos, hvor både Paulus og Johannes har boet. Jesus beskriver sig selv, så det klart fremgår, at han er Menneskesønnen. Dermed (mere end) antyder han også, at hans budskab har noget med oprettelsen af Gudsriget i herlighed at gøre.
Han holder de syv stjerner i sin højre hånd, dvs. de syv menigheders biskopper, og han vandrer mellem de syv guldlysestager, dvs. mellem sine menigheder (jf. 1,16 og 1,20). Menneskesønnen har altså magt over de syv menigheders biskopper, og han er til stede hos sine menigheder. Det er derfor, han ved, hvordan de har det.
Den virksomme biskop (v. 2-3)
Menneskesønnen giver nu til kende, at han kender denne biskop. Han roser ham, måske så han også kan høre, når han må revse ham. Biskoppen er virksom. Han sidder ikke doven hen, men arbejder for sagen. Ja, han slider i det, også når det kræver udholdenhed. Han ved også, hvad der er ret, og hvad der er galt.
Han har haft besøg af nogle, der påstår at være apostle, og som derfor gør krav på, at biskoppen (og menigheden) skal adlyde dem. Det afviste Efesos-biskoppen. Han har prøvet dem, og han fandt ud af, at de løj. Han er altså i stand til at vurdere, hvad disse falske forkyndere siger.
Udadtil har biskoppen mødt modstand, men han har været udholdende. Selv om han derfor har måttet døje meget, har han været udholdende og ikke blevet træt. Alt det er faktisk positivt, ser det ud til. Biskoppen må vel nu være positivt indstillet over for budskabet fra Menneskesønnen. Det er også nødvendigt, for der er også et alvorsord til ham.
Den kærlighedsløse biskop (v. 4)
Biskoppen må nemlig lægge øre til, at Menneskesønnen kritiserer ham for at have svigtet sin første kærlighed. Al biskoppens virksomhed er altså ikke (længere) vokset ud af hans kærlighed. Det er ikke hans forhold til Menneskesønnen, dvs. troen, som har tilskyndet dem. Om det er vane, principfasthed, eller noget tredje får vi ikke at vide. Kun at kærligheden mangler.
Måske mener Jesus kærligheden til menigheden, som mange fortolkere mener. Men det er i al fald også kærligheden til Menneskesønnen selv, som her kaldes ‘den første kærlighed’. Faktisk kan der argumenteres for, at menighedens biskop på denne måde beskrives som en utro hustru. Senere beskrives menigheden i al fald som Lammets hustru (19,7; 21,2; 21,9f). Kærligheden er død. Der er kun en vej for at forbedre dette.
Omvend dig! (v. 5a)
Jesus beskriver biskoppen som en stjerne, som er faldet ned. Der tænkes naturligvis ikke på rigtige stjerner, men på, at Jesus har de syv stjerner i sin hånd, sådan som Johannes så det i kapitel 1.
Derfor opfordrer Jesus biskoppen til at huske, hvorfra han er faldet: ud af Jesu hånd. Han opfordrer ham også til at omvende sig, så han kommer tilbage til Gud og Menneskesønnen. Hans manglende kærlighed, som altså betyder hans manglende tro, gør, at al hans virksomhed dybest set alligevel ikke er gode gerninger. Han kan ikke dække over sin manglende kærlighed.
Der er derfor ikke anden vej for denne biskop end at omvende sig og få genoprettet forholdet til Gud og Menneskesønnen. Det er ikke et budskab, som Menneskesønnen sender til efesernes biskop for at være grov ved ham. Nej, han ønsker, at han – og på samme måde hans menighed – skal være beredt til at modtage ham med glæde, når han kommer igen med skyerne (1,7). For hans komme kan blive enten til glæde og evigt liv eller til dom og evig fortabelse.
Gør de gerninger, du først gjorde (v. 5b)
Biskoppen skal omvende sig, og så bliver han i stand til at gøre kærlighedens gerninger og ikke sine egne gerninger. Udadtil ser det måske ens ud, men de gerninger, der ikke udspringer af tro, er ikke gode gerninger. Til gengæld er det så vigtigt at slå fast, at Menneskesønnen forventer de troendes gerninger, også selv om det ikke er dem, der skal frelse os, men Ham! Troen er nemlig altid en tro, der er virksom i kærlighed (jf. Gal 5,6).
Ellers kommer jeg over dig (v. 5c)
Tiden eller timen er nær, hvor Menneskesønnen kommer igen (1,3; 22,6). Når Gud og hans Salvede har overtaget verdensherredømmet, skal de døde dømmes og Guds tjenere få deres løn (11,18). Om det bliver det ene eller det andet, afhænger af det enkeltes menneskes forhold til Menneskesønnen.
Her advarer Menneskesønnen Efesos-biskoppen med, at han kommer over ham og flytter hans lysestage/menighed fra dens plads, hvis ikke han omvender sig. Både biskoppen og menigheden vil altså på dommens dag blive flyttet væk fra Menneskesønnen. Sammenhængen må være, at menigheden risikerer at miste troen ligesom deres biskop, hvis ikke biskoppen omvender sig. For langt på vej er det jo sådan, at som forkyndelsen er, bliver menigheden.
Åb viser klart, at dommedag betyder evig fortabelse i ild- og svovlsøen og ingen adgang til Paradiset (jf. 2,7). At biskoppens forhold til ham er død, betyder altså, at han (og hans menighed) vil blive ramt af dommen. For der er ikke frelse på anden måde end ved tro på Kristus.
Her bruges bare udtrykket ‘kærlighed’, men sagen er helt den samme. Den troende skal gøre kærlighedens gerninger, ellers er det afsløret, at vi ikke tror. Det lærte Jesu broder os også: “For en tro uden gerninger er lige så død som et legeme uden åndedræt” (Jak 2,26).
At spise af livet træ (v. 7)
Den, der sejrer, er den, der holder ud, indtil Menneskesønnen kommer igen. Sejren består altså i at nå frem til dommedag med troen i behold. Det er ingen let sag. Troen kan dø, og dermed dør kærlighedens gerninger. Det er der mange grunde til, og de følgende afsnit viser nogle af dem.
Menneskesønnen vil give den, som holder ud, lov til at spise af livets træ i Guds paradis. Siden syndefaldet har menneskene været udelukket fra Paradiset og livets træ, men når Menneskesønnen kommer igen, skal alle troende få adgang til det nye Paradis. Her skal vi få lov at spise af livets træ og leve evigt – og bo sammen med Gud og Lammet.
Ham være æren i evighedernes evigheder. Amen.