Læsningerne
Læsningerne til 18. søndag efter trinitatis efter anden række (vedrørende første række, se her: 17. søndag efter Trinitatis – Luk 14,1-11) – denne søndag falder i 2008 på den 21. september – er Sl 121, som lærer os om Herrens trofasthed; 1 Joh 4,12-16a, som handler om Guds og vores kærlighed og forholdet mellem disse to; og evangeliet i Joh 15,1-11, som forkynder vores totale afhængighed af Kristus som den, der frelser og giver liv fra først til sidst. Vi retfærdiggøres på grund af Kristi ord. Vi helliggøres ved at være og blive i Ham. Udenfor Ham er der hverken retfærdiggørelse eller helliggørelse.
Sl 121
Overskriften er ‘en valfartssang,’ men det er en tolkning, som efter min vurdering er alt for “bogstavelig.” Luther bruger Sl 121,8 i sin Lille bog om dåben: “Herren bevare din udgang og din indgang fra nu af og til evig tid.” Det omslutter hele livet fra dåb til død.
I v. 1 siger salmisten, at han løfter sine øjne mod bjergene. Det er som med ordet “himmel.” Gud bor ikke konkret på et bjerg, men men det er en metafor for Guds bolig, ja, for Gud selv. Spørgsmålet om, hvorfra salmisten skal få hjælp, er retorisk og besvares i v. 2.
Hjælpen kommer fra Herren, som har givet sit løfte om frelse og oprettet et testamente med sit folk. Ja, Guds Søn oprettede et nyt testamente ved sin død og opstandelse. “Herren” (JHVH) er det navn, som løftets, testamentets (eller pagtens) Gud har åbenbaret sig under.
Han er himlens og jordens skaber. Han kan så let som ingenting hjælpe, når hår han vil, og sådan som han ser, det er bedst. Kristus viser os, at han vil os det bedste. Han er vores himmelske Fader, uanset hvad der sker, og uanset hvordan vores fornuft måtte vurdere det.
Herren er altså almægtig og villig til at hjælpe. Mang mener, at det er pilgrimme på vej til Jerusalem, som det handler om. Selv om det også kan være det, så handler salmen ikke specielt om det, men om hele livet (jf. neden for).
I v. 3 er der tale om, at Gud værner os mod al fare eller (objektiv) usikkerhed. Begrundelsen er ikke, at vi har styr på vores liv, men at ‘han, som bevarer os,’ ikke flader i søvn (sådan som Elias spottende siger, Ba’al gør, for at vise, at Ba’al ikke findes). I det hele taget forekommer verbet ‘bevare’ ofte i denne salme.
Det understreges kraftigt i v. 4, hvor Herren kaldes ‘han, som bevarer Israel.’ Israel er her kirken, dvs., dem, der før Kristi komme troede på Guds løfte om ham, der skulle komme, og dem, som efter Kristi komme tror på Ham, der er kommet som opfyldelse af disse løfter. Gud hverken sover eller falder i søvn, men bevarer dem, der ved hans ord tror på ham.
Testamentets Gud bevarer den, der læser/lytter/synger denne salme. Det siges i v. 5 med et udtryk, der henleder vores opmærksomhed på den aronitiske velsignelse. I v. 5b-6 bruges endnu en metafor til at bekræfte den troende i, at Gud beskytter og bevarer ham. Hverken om dagen eller natten skal vi frygte, for Gud er den, der bevarer os mod synd, død og djævel. Han har frelst os fra sin egen vrede(sdom) ved at lade sin elskede Søn bære og rammes af vores dom.
Herren vil, siger v. 7, bevare os mod alt ondt, hvilket ikke nødvendigvis betyder mod alt, der gør ondt. Men han bevarer os mod alt, hvad der virkelig kan skade os. Det er først og fremmest synd, død, Helvede og djævelen. Han vil bevare det liv, som han ved sit ord og sakramenter har skabt.
Ja, Gud vil bevare hans udgang og indgang, dvs. al hans færd og dermed hele hans liv fra dåb til død.
1 Joh 4,12-16a
Gud bliver i den, der tror (v. 12)
Apostlen Johannes begynder i dette stykke, som har Guds kærlighed som tema, med at slå fast, at ingen, dvs. intet menneske bortset fra Kristus, nogensinde har set Gud. Men Jesus har åbenbaret Faderen for ham (jf. Joh 1,18).
Normalt er den danske oversættelse fra 1992 karrig med småord, men her får vi en ekstra: “men.”
Nok er Gud usynlig, men han er ikke fjern. Tværtimod bliver han i os, hvis vi da elsker hinanden. For hader vi hinanden, vil Gud ikke blive i os. Så vil han forlade os. Så er vi som hedninger, der påny må omvendes, hvis vi skal blive frelst og have Gud blivende i os. Vores indbyrdes kærlighed er altså ikke årsag til, at Gud bliver, men indbyrdes had er bestemt årsag til, at Gud ikke vil blive boende i os.
Men bliver Gud i os, der takket være hans kærlighed og frelse elsker hinanden, vil hans kærlighed være fuldendt, dvs. være til stede i sin fylde, i os (v. 12).
Den dybe enhed (v. 13)
Johannes taler om, at at vi bliver i Gud og han i os, sådan som Jesus gør det i Johannesevangeliet (jf. “Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de … være hos mig” [6. s. e. påske – Joh 17,20-26]). Hvordan ved vi, at vi bliver i Gud og han i os? Jo, fordi Gud har givet os af sin Ånd. Hader vi hinanden, forlader Guds Ånd os, ja, den treenige Gud forlader os. Men har vi Guds Ånd, så vi ved Ånden og Ordet tror, ja, så bliver vi i Gud og han i os.
Guds Søn som verdens frelser (v. 14)
Apostlen Johannes – og de øvrige apostle – har set og bevidner, hvad de rent faktisk så og hørte (1 Joh 1,1-3), sådan som de også blev kaldet til det (Mark 3,14; ApG 1,21). De bevidner det, de så: At Faderen har sendt sin Søn fra evighed af som ‘verdens frelser.’ Guds Søn, undfanget ved Helligånden og født af jomfru Maria, skulle lide, dø og opstå for alle menneskers synd og dermed blive verdens frelser, alle menneskers frelser. Uden tro kommer det dog ikke nogen til gode, så derfor må evangeliet forkyndes, så Guds Ånd kan virke troen.
Den kristne bekendelse (v. 15)
Den, der har Helligånden, vil også – i det mindste i sit hjerte – bekende, at Jesus er Guds Søn (jf. også 1 Kor 12,3).
Kun den, der har hørt evangeliet og ved Guds Ånd er kommet til tro, kan bekende, at Jesus er den evige Guds Søn. I ham bliver Gud, og omvendt.
Det er et af de steder, som begrunder Den athanasianske Trosbekendelse. Uden troen på Jesus som Guds Søn, født af Faderen før alle tider, er man ikke en kristen.
Guds kærlighed (v. 16a)
Johannes siger, at vi har erkendt – kender – og troet den kærlighed, som Gud har til os. For det er den kærlighed, som fik Gud til at sende sin Søn som verdens frelser (jf. Joh 3,16).
Den kærlighed omfattes vi af fra først til sidst, sådan som det fremgår af Sl 121 – og af evangeliet til denne søndag.
Joh 15,1-11
Lignelsen om det sande vintræ er velkendt. Den er vigtig, bl.a. fordi den slår forholdet mellem retfærdiggørelse og helliggørelse fast. Retfærdiggørelsen er omtalt i v. 3, men størstedelen af lignelsen handler om helliggørelsen.
Vintræet og vingårdsmanden (v. 1)
Jesus er det sande, dvs. det genuine eller ægte vintræ. Det er ikke ordet ‘er,’ der skal forstås i overført forstand, men udtrykket ‘vintræ.’ Jesus sammenligner sig selv med et vintræ, og Faderen med en vingårdsmand, en vinbonde, som passer og plejer vintræet for at få så gode druer som muligt.
Som det fremgår af v. 2, hører der til billedet også grenene på vintræet, som bærer frugten. Den virkelighed, som Jesus taler om, er, at han er den, der skaber vækst til dem, der er blevet gjort til grene på vintræet.
Paulus taler i Rom 11 om både naturlige og vilde grene, men det er ikke i synsfeltet her. Her er alle grene podet ind på det sande vintræ ved dåb og tro.
Vingårdsbondens arbejde (v. 2)
Jesus beskriver, hvordan vingårdsbonden passer vintræet. Der er to muligheder (jf.
Hvis der ingen frugt er på en gren, skæres grenen af. Det gælder hver eneste. Hvis en gren bærer frugt, renser han den, så den kan bære mere frugt.
Hvis et menneske bliver i Kristus og omvendt, hvis et menneske bliver i Faderen og Faderen i ham, så virker Gud ved Helligånden, at det menneske vokser et kristent menneskes vækst i erkendelse af troen og i de kristne dyder og i kampen mod kødet og alle dets gerninger (jf. Gal 5,17-25). Se også Ef 5,9; Hebr 12,11 og Fil 1,9-11. Frugten er ikke grene, som Lenski med rette siger. Det er altså ikke mission, denne lignelse taler om.
Det er ikke mere frugt, der frelser, men den, der ved troen er tilgivet og frelst, skal bære mere frugt, fordi det er Guds vilje.
Derfor renser vingårdsbonden, dvs. Gud, grenene. Der er altså ikke tale om, at kristne skal tage sig sammen og rense sig selv. Gud renser ved sit ord og ved sin Ånd. For derigennem bliver grenene på Jesus, og omvendt (jf. henvisningen ovenfor).
Der er desværre også grene uden frugt på vintræet. Ved Guds egen gerning ved ordet og i dåben blev de engang indføjet på Kristus, men nu har de forladt troen. Lignelsen om sædemanden forklarer, hvordan det kan gå til. Djævelen forfører og forfølger, og verden og kødet stiller sig gerne til rådighed.
Det er frygtelig trist, når det sker. Og det er frygtelig, for uden tro går et menneske evigt fortabt i en evig, pinefuld tilværelse i Helvede. Enten lader man sig rense, eller også bliver man bortrenset, hvis man skal prøve at oversætte de to græske ord.
Derfor formanes hver eneste kristen til flittigt at gøre brug af Ordet og sakramenterne, så Kristus kan skabe frugter ved nådemidlerne og Helligånden.
Ordet gør rent (v. 3)
“I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer,” siger Jesus til disciplene. Det ord er evangeliet, som de ved Helligånden tror. Og som med Abraham gælder det, at de troede Gud, og det blev regnet dem til retfærdighed (jf. Rom 4,3). Det er ikke helliggørelsen, der gør dem rene, dvs. det er ikke helliggørelsen, der gør, at de bliver frelst.
Det mente galaterne. De mente, de måtte overholde loven. Paulus viser, hvordan det betyder at falde ud af nåden, at blive afskåret fra Kristus, og at blive forpligtet på at holde hele loven.
Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg! Se, jeg, Paulus, siger jer, at hvis I lader jer omskære, vil Kristus intet gavne jer. Jeg vidner igen, at enhver, som lader sig omskære, er forpligtet til at holde hele loven. I er afskåret fra Kristus, I der søger at blive retfærdige ved loven. I er faldet ud af nåden.
Det er ene og alene Kristus, der skænker frelse. Selv om vækst og frugt hører med til kristenlivet, hører det ikke med til retfærdiggørelsen. Vil man på nogen måde inddrage frugterne, har man givet afkald på den kristne frihed fra loven. Man har ladet sig tvinge under trælleåg. Man er afskåret fra Kristus og faldet ud af nåden.
Når Skriftens ord er så klare om dette, er det dybt sørgeligt, at den rene forkyndelse af evangeliet er så sjælden. Der ligger et dække over ikke blot jødernes, men også mange “kristnes” øjne.
Men til disciplene lød det, at de allerede var rene på grund af det ord, Jesus havde talt til dem. Mest koncentreret er det det ord, som lyder i skriftemål og nadveren. Det skænker syndernes forladelse, og “hvor syndernes forladelse er, dér er der liv og salighed” (Luther).
Jesus har illustreret denne renselse ved at vaske disciplenes fødder. Frelsen og retfærdiggørelsen er altid og helt og holdent Frelserens gerning (jf. Joh 13,10).
Bliv i Jesus (v. 4f)
Derfor formaner Jesus disciplene til at blive i ham, og lover dem, at han vil blive i dem. Kun hvis de bliver i ham, kan de bære frugt. Der er ingen anden måde.
Udvortes kan mennesker nok gøre gode gerninger mod hinanden, men kristeligt betragtet er der ikke andre end kristne, der bærer frugt og altså gør gode gerninger. De vantro gør intet godt i Kristi øjne (Matt 7,22f).
Men i Kristus vil de kristne bære “megen frugt.” Sådan er det, selv om de kristne ikke selv ser det (jf. Matt 25,31-46). Frugt er ikke gerninger, som bringer én i fjernsynet. Den frugt, som Kristus taler om, er hverdagens gode gerninger. Det er kærlighedens gerninger, og hver en kristen kan være med.
Fortabelsen (v. 6)
Hvis man ikke bliver i Kristus, “kastes man udenfor,” som der egentlig står. Der visner grenene, bliver samlet sammen, kastet i ilden og brændes.
Den virkelighed, som Jesus taler om, er fortabelsen. Den er en realitet allerede her i denne verden. Guds vrede forbliver over den vantro (Joh 3,36). Der kan være hyklere, som udadtil opfører sig som kristne. De kan naturligvis blive i menigheden.
Men de, der ikke længere gør brug af Guds ord og sakramenter og lever et liv i daglig bod, skal heller ikke behandles af kirken, som om de stadig er kristne. Det er at lyve over for dem og dermed i virkeligheden fastholde dem i vantro og fortabelse.
Han skal, når I er forsamlet i vor Herre Jesu navn, og jeg er åndeligt til stede, med vor Herre Jesu kraft overgives til Satan, så det kødelige kan ødelægges, for at ånden kan frelses på Herrens dag. (1 Kor 5,4f).
Men omvender den vantro ikke, får vantroen også konsekvenser i dommen, evige konsekvenser. Man kastes udenfor, hvor der er gråd og tænderskæren, ud i ild- og svovlsøen, som det hedder i Johannes’ Åbenbaring. Det er den evige pinestraf, som Matt 25,46 nævner.
Den troendes bøn (v. 7)
Hvis de kristne bliver i Jesus og Jesu ord bliver i dem, så kan de bede om hvad som helst, de vil, og det vil blive opfyldt.
Det er ikke et løfte om at opfylde ethvert menneskes lyster. Det er et løfte om at opfylde det, som en kristen med frimodighed vil bede om, fordi han har Guds ord og løfter om at blive bønhørt (jf. Ekstra: Bed, så skal der gives jer .. Men hvad? [Bededag – Matt 7,7-14]).
Gud vil uden tvivl opfylde den kristnes bøn om at bære meget frugt, for det er en bøn, som kan bedes i tillid til Kristi løfter og Kristi egen gerning i os.
Vi skal faktisk bede, for Jesus siger: “bed!” Det gør han også andre steder. Og med de store løfter, der er knyttet til bønnen, bør vi sandelig også gøre det.
Herliggørelsen af Faderen (v. 8)
Kristus siger, at hans Fader herliggøres af, at hans disciple bærer frugt, hvilket de gør, fordi der er og bliver i ham og altså viser sig at være hans disciple. Sådan bør man nok forstå verbet genêsthe (
Faderens og Sønnens kærlighed (v. 9)
Faderen har elsket Sønnen, og Sønnen har elsket disciplene på samme måde. Ja, han elsker dem så højt, så han nu, når han er færdig med at tale til dem, vil gå til Getsemane og senere til Golgata med deres, ja, al verdens synd (jf. v. 10).
Dette evangelium om Faderens og Sønnens kærlighed og frelsergerning er baggrund for Jesu formaning til disciplene om at blive i Kristi kærlighed. For der er ikke frelse uden for.
At blive i Sønnens kærlighed (v. 10)
Jesu bud er først og fremmest, at vi skal blive i ham, dvs. blive i hans kærlighed og ord, som skænker os frelse og vækst. Hvis vi gør det, vil vi også blive i Sønnens, i Kristi kærlighed. Jesus sammenligner det med, at han selv har holdt sin Faders bud og bliver i hans kærlighed (jf. den dybe enhed, omtalt ovenfor).
Glæde (v. 11)
Jesus forklarer, at han har sagt disse ting til dem, for at hans glæde kan være i disciplene. For det er, hvad Kristus skaber. Glæden er ikke frelsen, men at være frelst medfører en glæde. Ikke en glæde, som det denne verden og kødet kan give. Men en glæde, som netop er fra Kristus. En glæde, som er Kristi egen, og som derfor er fuldkommen. Fællesskabet i Faderen og Sønnen er fuld af glæde.
Kristi bud: Elsk hinanden, ligesom jeg har elsket jer (v. 12)
Kristus har elsket disciplene: Han har oplært dem i evangeliet og i at bede og tjene. Han vil nu gå til Getsemane og Golgata for at bære deres synd(er) og skyld. Han har bedt og vil fortsat bede for dem. Han har sørget for dem på enhver måde, sådan som det tjener deres virkelige bedste.
Sådan skal disciplene også elske hinanden. Det er Kristi bud. Det betyder ikke, at han dermed sammenfatter alle sine andre bud, men at han eksemplificerer dem (Lenski).
Jesus er og skal være det store forbillede på kristen broderkærlighed. En sådan broderkærlighed lyver ikke om læren, om hvad retfærdiggørelsen er eller om hvad der hører sig til et liv i kristen helliggørelse, sådan som mange gør i dag med en falsk og ugudelighed henvisning til “kærlighed.”
Dette vers hører ikke med til evangeliet til 18. søndag efter Trinitatis, men jeg tog det alligevel med.