Katolsk nadverlære
I Katolsk Orientering, nr. 18, den 7. november 2007, kan man læse Kirsten Kjærulffs svar på følgende spørgsmål: “Jeg vil gerne vide, om man som katolik kan modtage nadveren i en dansk folkekirke, hvis man bor langt væk fra en katolsk kirke?”
Kjærulff svarer:
Den katolske Kirke mener ikke, at folkekirken ”har bevaret det eukaristiske mysteriums oprindelige og fulde indhold, især på grund af manglen på ordinationens sakramente” (2. Vatikankoncil om Økumenien 22). Nadverfællesskab mellem adskilte Kirker forudsætter enhed i troen og gensidig anerkendelse af hinandens embede og eukaristi. På grund af det manglende fuldgyldige embede finder der ingen forvandling sted af brød og vin til Jesu Legeme og Blod, som det er tilfældet i den katolske messe.”
Som det helt utvetydigt fremgår, anser pavekirken en pavekirkelig ordination for en nødvendighed, for at man kan tale om en rigtig nadver: “På grund af det manglende fuldgyldige embede finder der ingen forvandling sted af brød og vin til Jesu Legeme og Blod, som det er tilfældet i den katolske messe,” som Kjærulff skriver i Den katolske Kirkes officielle blad her i Danmark.
Man skal altså være ordineret af en, der selv har modtaget ordinationen fra en, der – påstår man – har modtaget ordinationen i ubrudt kæde tilbage til apostlen Peter selv, og man skal dermed stå i pavekirken.
Det har man bestemt på Andet vatikanerkoncil, dvs. i 1960’erne, fremgår det.
Den rette bibelske lære ifølge Augustin og Luther
Den lutherske kirke holder derimod fast på det, der i virkeligheden også var oldkirkens lære. Det er ikke ordinationen, men det, at indstiftelsesordene læses over brød og vin.
Som Luther skriver i Den store Katekismus: “Det er ordet, siger jeg, som skaber dette sakramente og gør det forskelligt fra almindeligt brød og vin, så at det både er og kaldes Kristi legeme og blod. Det hedder nemlig: ‘Accedat verbum ad elementum et fit sacramentum,’ ‘Når ordet føjes til den ydre ting, bliver det til et sakramente.’ Dette ord af Augustin er så præcist og godt sagt, at han næppe har sagt et bedre. Ordet må nemlig gøre elementet til sakramente. Uden ordet forbliver det en almindelig ting.
“Nu er det ikke en fyrstes eller en kejsers, men den guddommelige majestæts ord og ordning, som alle skabninger skal bøje sig for, og de skal sige, at det er, som han siger, og modtage det med ærbødighed, frygt og ydmyghed. Med dette ord kan du styrke din samvittighed og sige: Om så hundredtusind djævle sammen med alle sværmere råber op: ‘Hvordan kan brød og vin være Kristi legeme og blod?’ så ved jeg dog, at alle ånder og lærde tilhobe ikke er så kloge som den guddommelige majestæt i lillefingeren.
“Men her står Kristi ord: ‘Tag det, spis det, det er mit legeme,’ ‘Drik alle heraf, det er de[t] nye [testamente] ved mit blod’ osv.; det holder vi fast ved, og vi vil gerne se dem, der vil hovmesterere ham og gøre det anderledes, end han har sagt. Det er ganske vist sandt, [at] hvis du tager ordet væk eller ser bort fra ordet, har du intet andet end almindeligt brød og almindelig vin, men hvis ordene bliver der, som de skal og bør, så er det i kraft af disse ord i sandhed Kristi legeme og blod. For som Kristi mund taler og siger, sådan er det, da han hverken kan lyve eller bedrage.” (Leif Granes 1976-oversættelse, med visse rettelser, som jeg har markeret, 165f)
Luther afviser her sværmerne, som ikke vil anerkende ordet, som det står. For sværmerne kan Bibelens klare ord ikke accepteres, hvis de strider mod sværmernes fornuft eller fornuften i det hele taget.
Men Luthers nadverlære er lige så fuldt en afvisning af den pavekirkelige lære, som Kjærulff refererer. Det er ikke nok med ordet og brød og vin. Nej, man skal have den pavekirkelige ordination og dermed hele den pavekirkelige vranglærende, ja, antikristelige teologi.
I stedet for “den gudommelige majestæts ord og ordning” sætter de pavekirkens ord og ordning.
Intet nadverfællesskab mellem pavekirkens medlemmer og lutheranere
Kjærulff gengiver den helt logiske og rimelige slutning: “Derfor er det ikke tilladt for katolikker at modtage nadveren i folkekirken.” For det giver ingen mening at fejre nadver sammen, når man modsiger hinandens lære, føjer jeg til.
Men det føles åbenbart stødende eller smertende i vore dage, så Kjærulff føjer til: “Men naturligvis respekterer vi den protestantiske nadver som udtryk for fællesskab med Kristus, og mange protestanter forstår nadveren som en modtagelse af Kristi legeme og blod.
“Fra Sverige har der imidlertid bredt sig en ny praksis, som afbøder lidt af den smerte, som både katolikker og protestanter føler ved, at vi ikke kan gå til kommunion sammen: Ved uddelingen af brød og vin kan man følges med menigheden op til alteret, hvor man lægger sin højre hånd på venstre skulder som et tegn på, at man ikke kan modtage nadveren, men i stedet ønsker at modtage præstens velsignelse. Det er en praksis, som især bruges, når protestanter deltager i en katolsk messe, hvor de naturligvis heller ikke kan modtage kommunionen, fordi de ikke kan sige Ja til Den katolske Kirkes fulde fællesskab.
“Derimod kan man som katolik godt have et fællesskab med folkekirken om Ordets gudstjeneste, om bøn og taksigelse.” (s. 6).
Men hvorfor nadver- eller åndeligt fællesskab i det hele taget?
Hele denne diskussion giver kun mening, hvis man ser bort fra, både hvad pavekirken lærer og hvad folkekirken måske, måske ikke lærer. Lad gå, at man ikke vil afvise, at der er kristne i andre kirker ens egne, fordi Guds ord dog trods alt findes der i et eller andet omfang. Sådan lærer den lutherske kirke med rette.
Men: hvordan kan man dog gå til alters sammen, hvis den ene kirke lærer, at sakramenterne bliver til sakramenter på grund af Kristi ord og ordning, mens den anden kirke lærer, at det skam også kræver en ting mere, som de selv har fundet på uden støtte og basis i Skriften?
Det er, som det fremgår af Luther-citatet, ikke nogen detalje. Det handler om at få styrket sin samvittighed. Det handler altså om, hvad der skaber og bærer troen. Kristi ord og sakramenter eller: et paveligt påfund.