Mange af Jesu lignelser har vi ikke de store problemer med. Med lignelsen om den uretfærdige godsforvalter i Luk 16,1-13 er en anden sag. Den giver os vanskeligheder: Kan Herren, Jesus, virkelig rose en uærlig forvalter, som v. 8 synes at sige? Afskaffer Jesus da De ti bud? Og kan man købe sig til venner, der vil tage imod os i himlen (v. 9)?
Når man læser denne lignelse og dens udlægning, bliver det vigtig at tænke over, hvordan man skal forstå lignelser. Det vigtigste er dog stadigvæk at læse, hvad der står. Det gælder frem for alt Jesu egen udlægning af lignelsen. I dette tilfælde er det desværre også vigtigt at læse den rigtige oversættelse og inddele teksten rigtigt, som vi skal se.
Den gennemført uretfærdige forvalter (v. 1-7)
Lad os prøve at se, hvad der egentlig står i lignelsen og Jesu anvendelse af denne lille historie. Vi får først at vide, at Jesus taler til sine disciple, han har oplært; ikke til vantro jøder (eller hedninger), selv om de også hørte, hvad Jesus sagde (v. 14). En rig mand har en forvalter (forstavelsen ‘gods‑’ er en fortolkning) eller forretningsfører (v. 1). Han har altså forretninger nok til at have en ansat til at stå for dem, og han har givet ham fuldmagt, så forvalteren kan handle uden at få sine dispositioner godkendt (v. 5-7). De dispositioner, han foretager, så længe han har sin stilling, er retsgyldige, også efter han eventuelt bliver fyret. Når ejeren derfor får at vide, at forvalteren ødslede hans ejendom bort, ligesom den fortabte søn i det fremmede (15,13), kan han ikke annullere dem. Han kan derimod fyre forvalteren, og det gør han ved at bede ham om at aflægge regnskab for den tid, han har været forvalter, og aflevere virksomheden i den stand, den nu engang er i (v. 2).
Forvalteren er så uhæderlig, at han ikke engang forsøger at benægte, men giver sig til at overveje, hvordan han skal klare sig, nu han har mistet sit job (v. 3a). Fysisk arbejde har han ikke kræfter til, at tigge synes han er skamfuldt (v. 3b). Han får derfor en idé. Han vil bruge sin fuldmagt til at skaffe sig venner, så de vil tage imod ham i deres hjem, når han ikke længere er forvalter (v. 4). Han får nok en anden stilling på et tidspunkt, men indtil da er det godt at have “venner”.
Så han sørger hurtigt for – mens han kan – at hans forretningsforbindelser kommer til at stå i gæld til ham. Han kalder dem alle til sig – Jesus giver to eksempler (v. 5-7). Den første får f.eks. halveret sin gæld ved, at han hurtigt skriver et nyt gældsbrev, som også forvalteren undertegner, og som naturligvis opbevares hos kreditoren. Skyldnerne er ikke landmænd, men snarere grossister eller handelsmænd, for dels er der tale om store mængder, dels er der åbenbart kun involveret en vare i hvert gældsbevis. På den måde gør han sin herres skyldnere til sine egne, men i en anden betydning. Han sørger for, at de begge ved, hvor stor en gave han giver hver enkelt, ved at han spørger dem om, hvad der står i deres gældsbreve.
Ejerens ros! (v. 8)
V. 8 er ikke et udsagn om Jesus, men om forvalterens herre: “Og herren roste den uretfærdige forvalter for, at han havde handlet klogt”, står der faktisk. Han kan også spille med i det spil, for det er ham, der begrunder sin ros med, at “denne tidsalders (verdens) børn er klogere end lysets børn, når det kommer til deres egen slægt(led)” (som en korrekt oversættelse nok lyder). Forvalterens herre anerkender altså, at hans forvalter har spillet sine kort klogt efter denne verdens måde at tænke på. Man lod sig ikke hæmme af sådanne ting som samvittighed og moralske overvejelser den gang – hvem sagde erhvervsliv og politik i vor tid? Børn betyder i det her oversatte udsagn at være børn med arveret. Meningen er altså også, at de kun er arvinger i denne verden, og sådan gælder det også denne verdens børn i dag.
Jesu pointe (vers 9)
Først med v. 9 drager Jesus sin konklusion, idet den græske tekst på forskellig vis fremhæver Jesus og disciplene: “Og jeg siger til jer“. Der er flere paralleller mellem lysets børn og denne verdens børn, men også en vigtig forskel: Som denne verdens børn er vi forvaltere; som dem får vi betroet vor herres ejendom og værdier; som dem skal vi skaffe os venner med de værdier, vi har fået i denne verden. Som dem vil vi også opleve, at mammon slipper op, dvs. at vi dør. Men den store forskel er, at vi ikke som den uretfærdige forvalter vil blive taget imod i denne verdens huse, men derimod i de evige telte.
Jesu konklusion er ikke, at man som discipel skal handle uærligt, men at man skal bruge mammon, der ganske vist i sig selv er uretfærdigt, til at skaffe sig venner med. Uretfærdigt eller uredeligt tjente penge skal naturligvis betales tilbage (jf. Luk 19,8). Et godt eksempel har vi i tolderen Matthæus, der brugte af det mammon, han havde, til at invitere toldere og syndere, så de kunne høre det evangelium, som han nu selv var kommet til tro ved (Matt 9,9f). Skønt mammon altså hører til i denne uretfærdig verden, skal disciplene bruge den til at skaffe sig venner, så de vil tage imod dem i de evige boliger, når mammon er sluppet op. Og det er netop den modsætning, der er mellem ‘denne verdens børn’ eller ‘mørkets børn’ og ‘lysets børn’.
Meningen er ikke på nogen måde, at det er sådanne gerninger, der gør os kristne eller skaffer os i himlen, for f.eks. Matt 25,31-46 lærer os, at gode gerninger alene er en frugt, som vi som et godt træ bærer – og skal bære. Men at blive et godt træ står ikke i et ondt træs magt, men det kan alene ske ved Guds kraft i evangeliet.
Troskab når det gælder det mindste – og det genuine (v. 10-12)
Men man skal i såvel stort (egt. ‘meget’) som småt gøre det, man gør, fuldt ud. Vi skal tænke lige så højt om småt som om stort. Dét er pointen, som det utvetydigt fremgår af vers 10-12. Men der er da en forskel. For en discipel er det mammon, der er det små (egt. ‘det mindste’). Det store er vore åndelige og himmelske værdier. Om man er tro eller uretfærdig i det ‘små’, viser, hvordan man vil være med ‘det store’. En forvalter, der er utro i det små, får ikke mere betroet. Disciple skal derfor være gennemført tro i det små, så de viser, at de er værdig at betro det store.
Det er altså det princip, Jesus illustrerede med en typisk beretning fra denne verden. For en discipel betyder det, at man skal vise, at man er tro – gennemført tro – når det gælder uretfærdig mammon, uanset om det gælder forvaltning af en milliard eller forvaltning af småpenge. Ellers får man ikke betroet ‘det, som er genuint’, dvs. evangeliet (v. 11). Mammon forgår og bedrager, men alene det, Gud giver, er genuint og varigt. Disciple – særligt lærere og hyrder – må vise deres troskab også i det små.
Modsætningen i lignelsen er altså ikke klogskab i henholdsvis denne verdens affærer og åndelige affærer, men forvalterens klogskab i denne verdens affærer og disciplenes tro forvaltning i såvel økonomi som de åndelige ting. Som Jesus siger: “Hvis I ikke har været tro med andres (ejendom)/mammon, hvem vil så give jer noget at eje selv (dvs. åndelige goder)?”
Enten Gud eller mammon (v. 13)
Jesus slutter af at slå fast, at det er uforeneligt at ville tjene både som den uretfærdige forvalter og som en tro discipel på samme tid. Det ene udelukker det andet – kærlighed til og respekt for det ene udelukker det andet. Man kan ikke tjene Gud og mammon på samme tid. En discipel skal være tro med såvel denne verdens værdier som det virkeligt genuine: de åndelige og himmelske værdier. Derfor må mammons bedrageriske og forføriske kraft modstås ved evangeliets kraft! Sådan giver lignelsen god mening!
* Artiklen er tidligere publiceret i Unge Elmer, juni 2005.