Kapitel 7 i sammenhængen
Mange fortolkere har kaldt Åb 7 for et “mellemspil.” Hermed mener man, at bl.a. Åb 7 ligesom bryder sammenhængen. Andre fortolkere, bl.a. amerikaneren J. Ramsey Michaels har i sin kommentar fra 1997 argumenteret for, at Johannes’ Åbenbaring slet ikke indeholder mellemspil, ‘interludes’ på engelsk.
Michaels argument er, at man ikke bør tale om mellemspil, fordi Åb 7 svarer på spørgsmålet i 6,17: “For nu er deres vredes store dag kommet, og hvem kan da bestå?” Dette argument er efter min mening helt korrekt. Faktisk mener jeg, at kapitel 7 derfor er en del af det sjette segl, der begynder i 6,12. Overskrifterne i den danske oversættelse fra 1992 rammer derfor ved siden af, når man giver kapitel 6 overskrift “Lammet bryder de første seks segl” og derefter giver separate overskrifter til 7,1-8 og 7,9-17.
Det har i øvrigt videre konsekvenser for, hvordan man skal forstå den litterære opbygning af hele skriftet, men det må vente til en anden god gang.
Kapitel 7 som svar på 6,16f
Åb 6,12-15 beskriver “deres vredes store dag,” som det fremgår af spørgsmålet i 6,17. Med andre ord handler 6,12-15 om, hvad der skal ske på dommedag, den dag, Jesus kommer igen.
Dem, der rammes af dommen, forstår, hvad der er årsag til de kosmiske ændringer: “Fald ned over os og skjul os for ham, som sidder på tronen, og for Lammets vrede” (Åb 6,16). De erkender, at det er Gud og Lammets vrede, de oplever. Ja, det er både Lammets og Guds vredes store dag (Åb 6.17).
Eftersom den dag nu “er … kommet,” bliver det afgørende spørgsmål: “Hvem kan bestå?” Når Gud og Kristus/Lammet åbenbarer sig på dommedag, er det slut med at hævde, at Gud ikke findes eller at Guds vrede ikke findes. Så handler det kun om, hvem der kan bestå. Det er nøjagtigt det samme spørgsmål, som Luther stillede: “Hvordan får jeg en nådig Gud?” For kun den, der har en nådig Gud, vil bestå på dommedag. Resten vil møde hans vrede.
De beseglede (7,1-8)
Svaret på dette grundlæggende spørgsmål giver i to afsnit. Åb 7,1-8 beskriver dem, der bliver frelst, inden vreden slippes løs. Åb 7,9-17 beskriver dem, der kommer frelst ud af dommen.
Først ser Johannes fire engle ved de fire hjørner af jorden. De holder “jordens fire vinde tilbage” lidt endnu. Vindene skal ikke skade noget endnu.
Fokus er imidlertid på en anden engel, som Johannes ser. Den har “den levende Guds segl” og råber til de andre engle, at de ikke skal skade jorden, havet eller træerne, “før vi har beseglet vor Guds tjenere på deres pande” (Åb 7,3).
Ser man nærmere efter, er sagen, at Guds tjenere allerede findes, men de skal besegles på deres pande. Der er derfor ikke tale om dåben eller omvendelsen. Der er derimod tale om en begivenhed, som skal foregå på “deres vredes store dag.” Senere ser Johannes, at “dyret fra jorden” “får alle, store og små, rige og fattige, frie og trælle, til at sætte et mærke på deres højre hånd eller deres pande” (Åb 13,16). Dyrets mærke er modsætningen til Guds segl. De beseglede er dem, der er Guds tjenere, dvs. troende, når dommedag kommer. De andre tager derimod dyrets mærke på sig.
I Åb 7,4-8 hører Johannes, hvor mange beseglede der er. Der er fremsat forskellige teorier, men ud fra en overordnet litterær analyse mener jeg, at man skal forstå det på baggrund af mønstringerne i Det gamle Testamente. Guds tjenere fremstilles som en hær, dvs. som en metafor. De kommer aldrig i kamp, for det er kun Lammet og Lammets næstkommanderende, nemlig Michael, som kommer i kamp (se Åb 12,7 og 17,14). Når Guds tjenere kan beskrives som en hær, skyldes det, at dommedag beskrives som en dag, hvor Kristus/Lammet “dømmer og fører krig med retfærdighed,” som der ordret står i Åb 19,11.
Tallene er symbolske, så man skal ikke begynde at spekulere i, hvem de 144.000 er. Jehovas Vidners spekulationer er således helt forfejlet også af denne grund.
Navnene på de tolv stammer er også symbolske. De 144.000 er nemlig dem, “som havde [Lammets] navn og dets faders navn skrevet på deres pande” (Åb 14,1). De synger en ny sang, som kun dem, der er købt fri af jorden, kan synge (Åb 14,3; jf. 14,4 og 5,9). De “følger Lammet!”
Den store hvide flok (v. 9-17)
Hæren kommer aldrig i kamp. Det gør kun hærføreren, Lammet, og hans engle. Derfor er det ikke så underligt, at Johannes dernæst ser et syn af fuldendelsen.
Det er en utællelig, international skare. De står foran tronen, dvs. Gud, og Lammet, for nu er det jo dommens dag, men også frelsens dag. De er klædt i hvide klæder, for de hvide klæder er de bryllupsklæder, som hører til for kirken, Lammets brud. Dommedag beskrives nemlig ikke kun som en dom og en krig, men også som en bryllupsfest (Åb 19,7.9). Bryllupsklæderne er frelsens klæder, som det fremgår af Åb 3,18. Det er den fremmede retfærdighed, Kristi retfærdighed, som tilregnes ved tro (jf. også til Matt 22,1-14).
De har palmegrene i hænderne, for de hylder deres konge (jf. Joh 12,13), som har sejret for dem.
Den store hvide flok er helt klar over, hvorfor de står der: “Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet” (Åb 7,10 if. 1948-oversættelsen). Gud og Lammet har taget initiativ til og ført frelsen ud i livet. Derfor siger de frelste, at frelsen er Guds og Lammets.
Johannes så, at hele det himmelske hof faldt ned på deres ansigt foran troen og tilbad Gud med en lovsang med syv ord. De både indleder og afslutter med et Amen.
I den følgende dialog i Åb 7,13-17 får vi at vide, hvem den store hvide flok er, og hvor de kommer fra og hvor de nu er og hvordan fremtiden vil blive for dem.
Den store hvide flok “kommer fra den store trængsel” (Åb 7,14). Faktisk kan man se på det græske verbum, at det er noget, der sker, mens de står og kigger. Den store trængsel er det samme som “deres vredes store dag” (se nedenfor). Dem, der tror på og følger Lammet, vil komme ind og stå foran tronen. For de øvrige er der tale om dom til fortabelse (jf. Åb 2,22f).
De “har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod” (Åb 7,14). Fordi de altså har fået deres synd tilgivet, kommer de fra den store trængsel ind foran Guds og Lammets trone. De kan bestå, fordi de har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.
Nu er det helt korrekt, at de troende kommer i Himlen, når de dør, som vi ser i Luk 16,22 og 22,43. Derfor gælder det naturligvis også dem, der lider martyrdøden i tro på Kristus. Men i Johannes Åbenbaring er der meget, der tyder på, at “den store trængsel” på samme tid er dom (Åb 2,22) og frelse (Åb 7,14). Når man så også tager i betragtning, at Åb 7,1-17 indeholder svarer på spørgsmålet i 6,17, ligger det lige for at tolke “den store trængsel” om dommedag.
Fordi de kommer sejrende ud af krigen og dommen på Guds og Lammets store vredes dag, står de nu for Guds trone (Åb 7,15). I det følgende beskrives dette evige liv hos Gud og Lammet.
De tjener ham dag og nat i hans tempel (Åb 7,15), dvs. i Det ny Jerusalem. Og Gud “skal rejse sit telt over dem” (Åb 7,15), dvs. han skal omslutte dem og bo hos dem, og det skal aldrig få ende.
De skal hverken sulte eller tørste længere (Åb 7,16a). Dermed menes ikke blot, at de aldrig mere skal lide fysisk sult og tørst, men deres sult og tørst efter retfærdighed skal mættes (jf. til Matt 5,6). Heller ikke noget som helst andet skal plage dem (jf. Åb 21,3f).
Grunden til det får vi i Åb 7,17. For det første skal Lammet “vogte dem,” dvs. være deres hyrde. Sl 23 får nu sin endelige og fulde opfyldelse. At være hyrde og vogte er positivt for dem, der hører til hjorden (jf. Joh 10), men det er negativt for dem, der er rovdyr og ulve/falske hyrder i fåreklæder. Dem vil Lammet “vogte med et jernscepter, som når lerkar knuses” (Åb 2,27). Også her kommer det altså frem, hvordan Jesu genkomst fører til enten frelse eller fortabelse.
For det andet vil Lammet lede til kilderne med livets vand (Åb 7,17; 1948-oversættelsen) eller “livets kildevæld” (1992-oversættelsen). Uanset oversættelse er meningen, at det er en kilde, som består af vand, der gør levende. Det er også et billede, en metafor. Det vand, der gør levende, er Helligånden. I virkeligheden er Åb 7 altså trinitarisk. Dem, der står foran tronen, har adgang til det vand, der gør levende, ja, som givet evigt liv.
For det tredje vil Gud tørre enhver tåre af deres øjne (Åb 7,17, jf. 21,3f). I fuldendelsen og det evige liv trøster Gud selv dem, der har fået deres synders forladelse. Her i livet må vi græde på grund af synden og dens følger af lidelse, sygdom og død. Men på dommedag vil Gud trøste.
Afslutning
Den centrale pointe er, hvem der frelses. Men baggrunden er altså alvorlig. Når Gud og Lammet åbenbarer sig på dommedag, vil dem, der tror på og følger Lammet, blive frelst. De vil “bestå.” Men de øvrige vil blive ramt af Guds og Lammets vrede. De vil hellere rammes og dækkes af bjerge, skønt det er indlysende, hvad det medfører. Men deres ønske er omsonst.
Mange nu om dage benægter, at det vil komme til at gå sådan. Nogle gør det direkte, andre indirekte. Atter andre forsøger måske bare at fortie den barske baggrund – i al fald Alle helgens søndag, hvor denne tekst læses efter første tekstrække.
Det rigtige svar er imidlertid ikke benægtelse, men en klar forkyndelse af lov og evangelium, så mennesker kan være forberedt til den dag.