René Vester på bloggen Sand Omvendelse henviser i ny og næ til Luther. Men Vester kritiserer også Luther for at være ubibelsk. Han er ikke enig i den lutherske lære om dåb og nadver, og heller ikke Luthers opregning af De ti bud finder nåde i René Vesters øjne.
Når det gælder De ti bud, falder det særligt René Vester for brystet, at Luther ikke følger den senere reformerte form. De reformerte medtager billedforbuddet som bud nr. 2, og tager Luthers 9. og 10. bud som ét bud. Om man tæller på den ene eller anden måde, er egentlig ligegyldigt. Bibelen taler om Ti Ord (2 Mos 34,28; 5 Mos 10,4), men de enkelte bud nummereres mig bekendt ikke.
Reel uenighed
Hvad der derimod ikke er ligegyldigt, er, at de reformertes kritik afspejler en reel uenighed. Om René Vester også er uenig eller blot uvidende, ved jeg ikke. De reformerte er enige med de lutherske i, at man ikke må dyrke billeder og figurer. Reformatorernes opgør med pavekirkens helgendyrkelse er velkendt og velbegrundet.
Men til forskel fra de lutherske hævder de reformerte, at billedetforbuddet udtrykker noget andet end det første bud, som forbyder at have andre guder end “Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset” (2 Mos 20,2). Derfor mener de, at Luther (og andre) udelader noget, noget vigtigt. Traditionelt har de reformerte jo været imod stort set enhver form for udsmykning af deres mødelokaler. Allerede Karlstadt mente således i begyndelsen af 1520’erne, at man skulle fjerne kirkernes udsmykning, altså rive det ned. Uenigheden om billeder m.m. var faktisk en uenighed, der gik langt tilbage i kirkens historie.
Uenighed med Romerkirken
Luther og de lutherske teologer – som f.eks. Martin Chemnitz – gjorde det som nævnt klart, at Romerkirken og Tridentinerkoncilet tog fejl, når disse mente, at man godt måtte dyrke billeder af helgener.
Uenighed med de reformerte
Men på den anden side påviste de også, at Karlstadt og hans meningsfæller tog fejl. De gjorde kristendommen lovisk, forbrød sig mod kristen næstekærlighed og gjorde sig til selvbestaltede oprørere, når de på eget initiativ gav sig til at vandalisere kirkerne.
Men de var også dårlige bibeltolkere. Grundteksten i 3 Mos 26,1 (og mange andre steder) viser klart, at det, der forbydes, er at lave afguder, gudebilleder, stenstøtter, figurer el.lign. med henblik på at tilbede dem. Det gør ingen forskel, om det sker direkte eller indirekte. Dét var og er man enige om. Der er derimod ikke noget billedforbud løsrevet fra tilbedelse, dvs. afgudsdyrkelse.
Mindesten/Mindeanlæg
Jakob satte en mindesten uden at blive irettesat (1 Mos 28,18-22). Gud selv befalede at opstille 12 sten (Jos 4,1-6). De skulle nemlig ikke tilbedes, men være “et tegn” (Jos 4,6).
Et fremragende eksempel findes i Jos 22.
Israelitterne hørte, at rubenitterne, gaditterne og halvdelen af Manasses stamme havde bygget et alter over for Kana’an ved Gelilot ved Jordan på den anden side af israelitternes område; da israelitterne fik det at høre, samledes hele deres menighed i Shilo for at drage i krig mod dem.
Men rubenitterne, gaditterne og den halve Manasses stamme fik lejlighed til at forklare sig. Det viste sig, at de faktisk havde en god forklaring.
»Herren, gudernes Gud, Herren, gudernes Gud, ved det, og Israel skal vide det: Gid Herren i dag vil undlade at hjælpe os, hvis det var i oprør eller troløshed mod ham, at vi byggede os et alter og således vendte os fra Herren! Gid Herren vil straffe os, hvis det var for at bringe brændofre og afgrødeofre på det eller for at bringe måltidsofre på det. Nej, vi har gjort det, fordi vi var bange for, at jeres sønner i fremtiden kunne sige til vores sønner: ›Hvad har I med Herren, Israels Gud, at gøre? Herren har sat Jordan som grænse mellem os og jer, rubenitter og gaditter. I har ingen del i Herren.‹ Sådan kunne jeres sønner få vores til at holde op med at frygte Herren. Derfor tænkte vi: Lad os gå i gang med at bygge et alter, ikke til brændofre eller slagtofre, men til vidne mellem os og jer og vores efterkommere om, at vi vil gøre tjeneste for Herrens ansigt med vores brændofre, slagtofre og måltidsofre. Så kan jeres sønner ikke i fremtiden sige til vores sønner: I har ingen del i Herren. For vi tænkte: Hvis de i fremtiden skulle sige sådan til os og vores efterkommere, så kan vi sige: Se den efterligning af Herrens alter, som vores fædre lavede, ikke til brændofre eller slagtofre, men til vidne mellem os og jer. Det kunne aldrig falde os ind at gøre oprør mod Herren og vende os fra ham ved at bygge et alter til brændofre, afgrødeofre og slagtofre, et andet end Herren vor Guds alter, som står foran hans bolig.« Præsten Pinehas og menighedens overhoveder og overhovederne for Israels stammer, som var med ham, hørte, hvad rubenitterne, gaditterne og manassitterne sagde, og de var tilfredse. Og Pinehas, præsten Eleazars søn, sagde til rubenitterne, gaditterne og manassitterne: »Nu ved vi, at Herren er blandt os. I har altså ikke vist Herren denne troløshed, og derved har I reddet israelitterne fra Herrens hånd.«
Alteret var et mindesmærke, ikke et alter til at tilbede.
Pagtens Ark og templet
Gud selv befalede at forme to keruber og sætte dem på siderne af nådestolen på Pagtens ark (2 Mos 25,18ff). Salomons tempel var også smykket:
på listerne mellem tværribberne var der løver, okser og keruber, ligeledes på tværribberne; over og under løverne og okserne var der spiraler i udhamret arbejde. (1 Kong 7,16; jf. 2 Krøn 3,1-5,1)
Kobberslangen og kejserens mønter
Et andet fremragende eksempel er kobberslangen. Gud selv befalede Moses at lave en kobberslange og sætte det op som et tegn, et tegn eller forbillede på Kristus (4 Mos 41,8; Joh 3,14f). Israelitterne opbevarede kobberslangen i 700 år. Men da man begyndte at tænde offerild for denne figur, afgjorde Hezekias, at det var mod Guds lov, og han slog den i stykker. Jesus havde intet negativt at sige om kobberslangen som sådan. Tværtimod. Han kritiserede heller ikke, at der var et billede på kejserens mønter (Matt 22,19-21).
Du må ikke have andre guder
En nøjagtig undersøgelse af de relevante steder i Skriften viser altså, at ingen må have andre guder end Den treenige Gud, Fader, Søn og Helligånd. Laver man billeder eller figurer for at tilbede dem, er det at dyrke andre guder. Billedforbuddet er derfor i realiteten ikke et forbud med at lave billeder eller figurer, men mod at dyrke dem og tilbede dem.
Derfor, at lave, have og bruge (af)billeder til udsmykning, til mindesmærker, som støtte for hukommelsen eller til gengivelse af begivenheder strider ikke mod Guds lov, med mindre man dyrker og tilbeder billederne. (Chemnitz, Examen, 4:78).
Det gør ingen forskel, om det er i eller uden for kirkerne, så lidt som de gammeltestamentlige steder omhandler såvel templet som andre steder (5 Mos 27,15; Jos 24,26; 1 Kong 7,15ff; 2 Mos 25,18-22)
Israels bud ikke kirkens bud
Budene til Israel var rettet netop til Israel. Er de ikke gentaget i Det nye Testamente, har vi intet med dem at gøre. Vil man gøre dem gældende for kristne, svarer det helt til at forlange, at alle kristne skal omskæres. Det tager nåden, Kristus og den kristne frihed bort og fører ind under loven. Galaterbrevet handler om det. Det er ærgerligt, men også meget karakteristisk, at reformerte som René Vester ikke forholder sig til dette.
Luther tager loven med i katekismestoffet, fordi Skriften lærer os, at loven skal give os erkendelse af synd. Men Luther tager ikke den gammeltestamentlige lov med ord for ord, for den er ikke længere bindende for os. Hans pædagogiske udgave af De ti bud bygger på en læremæssig – korrekt – forståelse af, hvilken lov der er givet til os kristne. Hvad Det nye Testamente lærer os, er altså tænkt med hos Luther. Lykkeligvis. Heri er en fundamental uenighed i forhold til René Vesters egen forståelse og hans forståelse af Luther og Luthers katekismer.
Den kristne frihed
Da Luther vendte tilbage på grund af hærværket mod kirkerne og holdt sine såkaldte Invocavit-prædikener, understregede han netop den kristne frihed. Kun hvis der reelt er direkte forbud i Skriften, skal man ændre eller fjerne noget. Ellers skal man forkynde evangeliet og den kristne frihed og i øvrigt træffe beslutninger om ændringer i kristen broderkærlighed.
Desværre er det præcist det, som René Vester ikke forstår. Når han vil belære andre, har han brug for sin egen medicin: Sand omvendelse, så han kan nå til en Sand anvendelse af Skriften. Spørgsmålet om billedforbuddet er ikke en detalje, men et vigtigt spørgsmål. Det handler om en ret forståelse af mange tekster. Og det handler om den kristne frihed under nåden i Kristus.
Billeder er altså i sig selv “mellemting,” såkaldte adiaphora. De er ikke nødvendige, men man skal heller ikke basere sin fromhed på dem. De skal heller ikke i sig selv gøres til synd, når Skriften ikke gør det.
Der er egentlig meget mere at føje til, men det må blive ved en anden lejlighed.