Brug af historisk viden

Credo Kommentaren til Johannes’ Åbenbaring bruger ikke historisk viden som nøgle til at tolke Åb 2–3. Hovedvægten ligger på Åbenbaringsbogens teologisk indhold og ærinde (se fodnoten s. 58).

Andre gør noget mere ud af den historiske viden (selv om jeg af og til mener, at man kan diskutere, hvor sikker de historiske påstande er). Der er to navne, der er knyttet til brugen af litteratur og arkæologiske levn (artefakter): William Mitchell Ramsay og Colin J. Hemer. Mark Wayne Wilson er en af dem, der har beskæftiget sig meget med denne tilgang. I Skandinavien kan nævnes den norske teolog Martin Synnes og danskeren H.P. Pedersen.

Jeg er skeptisk over for, om man virkelig kan kombinere oplysninger fra forskellige kilder fra adskillige århundreder i det omfang, som det sker hos Ramsay og Hemer.

Men den vigtigste indvending ligger et andet sted. Som jeg skrev i ovennævnte fodnote (her med kursiv tilføjet):

Metodisk og teologisk må det altså anføres, at Ramsay og Hemers tilgang er uholdbar, fordi det placerer tolkningsnøglen ikke i teksten, men i en forsøgsvis rekonstruktion af de historiske forhold. Dertil kommer, at Ramsay og Hemer gør brug af oplysninger, der stammer fra mange forskellige århundreder, og som drejer sig om byerne, ikke om menighederne(s biskopper).

Naturligvis kan det tænkes, at menighederne(s biskopper) er påvirket af mentaliteten i byerne, men det er jo ikke nogen tvingende slutning.

Men jeg lægger størst vægt på den principielle indvending. Ramsays og Hemers tilgang gør de lokalhistoriske oplysninger til “kanon”. Uden adgang til de oplysninger, de har fundet frem, ville man altså ikke kunne forstå Åb 2–3. Hvis de altså havde haft ret.

Noget andet er naturligvis, at vi gerne vil forstå samtidens sprog og forhold så godt som muligt.