I denne artikel fremdrages nogle væsentlige aspekter i Bibelens forståelse af opdragelse. I Bibelen finder opdragelsen i høj grad sted i familien, hvor særligt fædrene har et ansvar. En formaning til fædrene i Ef 6,4 peger på, at opdragelse ikke kun handler om at formidle viden og gøre børn “moralske”. Bibelsk opdragelse handler om selve gudsforholdet og det liv, der vokser derudaf. Det er hovedanliggendet i artiklen at fokusere på dette. Lov og evangelium, nåden, og dåbsliv er derfor centrale elementer i en bibelsk forstået opdragelse. Katekismeoplæring, bibelhistorie og efterhånden kontinuerlig læsning af hele Bibelen samt kirkegang bør være naturlig i en kristelig opdragelse.
Opdragelsesmandatet
“Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig”, læser vi i 2 Mos 20,12.
“Lyt til din fars formaning, min søn, afvis ikke din mors belæring” (Ordsp 1,8).
“Børn, adlyd jeres forældre i Herren; for det er ret og rigtigt”, siger Paulus og henviser til det fjerde bud og dets løfte (Ef 6,1-3), hvorefter han føjer til: “Og fædre, gør ikke jeres børn vrede, men opdrag dem med Herrens tugt og formaning” (Ef 6,4).
Dette tekstudvalg viser tydeligt, at forældre (og på deres vegne også lærere og pædagoger) skal opdrage. Ja, det fremgår for så vidt allerede af, at det er Gud, der giver ægtepar befaling til at sætte børn i verden og velsigner dem (1 Mos 1,27f).
Den grundlæggende opgave for mennesket er egentlig at være vice-regenter på jorden (1 Mos 1,26).
Det er derfor helt naturligt, at forældre, ja, alle, giver nøje agt på Guds ord for at varetage denne opgave på bedste vis. Forældres gudgivne myndighed fastslås i De ti bud, men også andre steder i Skriften.
Men samtidig viser bl.a. Ef 6,4, at opdragelse har med selve gudsforholdet at gøre, hvad der harmonerer med, at det er Gud, der påbyder at ære far og mor.
Bibelske hovedpointer
Af Bibelens mangefacetterede udsagn om opdragelse kan følgende vigtige pointer siges at være vigtige.
Altomfattende
Familien og den opdragelse, som finder sted her, tjener dybest set til at lære børnene at tjene Gud i tro og gudsfrygt og som Guds vice-regenter på jorden. Det har syndefaldet ikke ændret. Den kristelige opdragelse er derfor egentlig altomfattende.
De ansvarlige og omfanget
Ud fra GT’s eget vidnesbyrd er det i høj grad fædrenes ansvar at opdrage børnene. Som det var tilfældet med Abraham (1 Mos 18,19), skal fædre dels selv lære, dels lære deres børn om Guds frelsesgerninger og hans bud (5 Mos 11,18f; 6,20ff; 2 Mos 13,8). Det foregår i praksis i et samarbejde forældrene imellem, jf. det fjerde bud og f.eks. Ordsp 1,8. Hele dette forhold kommer ofte til udtryk i Ordsprogene (f.eks. 4,1ff).
Opdragelse indebærer derfor i høj grad en formidling af viden, dvs. sandheden. Hele bibelhistorien gør dette især indirekte, mens andre dele af Bibelen gør det mere direkte. Der er tale om både troslære og etik, for nu at bruge vor tids sprog, og det skal man leve i og efter.
Guds-frygt og frelse
Men Ordsprogenes bog viser lige som Ef 6,4, at der er et større mål, nemlig Guds-frygt og frelse. Visdommen, som også handler om det praktiske liv, har netop at gøre med dette (Ordsp 1,7; 2,1–3,8). Salomon sætter en modsætning op mellem visdommen som en ungdoms hustru og dårskaben som den fremmede kvinde (Ordsp 2,16f; kap. 5). Her er det afgørende at notere sig, at Visdommen er Kristus (Ordsp 8,22ff; Matt 12,42 m.fl.). Salige er de, der holdes sig til hendes (Visdommens)/hans (Kristi) veje (Ordsp 8,32-36). Den fremmede kvinde, dårskaben, derimod fører til døden og dødsriget (5,5; jf. 2,18f og 8,36). Sønnen dør af mangel på opdragelse (5,23) – opdragelse skal her forstås mere omfattende end f.eks. blot moralsk oplæring – hvorimod opdragelse gør salig (3,13) og er ‘livets træ’ (3,18). Det er forståeligt, dersom Visdommen er Kristus og visdommen gives af ham.
Gudsfrygt kommer også ifølge NT af tro på evangeliet om Kristus. Paulus blev “udsendt for at kalde Guds udvalgte til tro og til erkendelse af den sandhed, der fører til gudsfrygt, med håb om evigt liv, som Gud, der ikke lyver, har lovet for evige tider siden” (Tit 1,1-2).
Det primære ansvar
Såvel forældre som den kirkelige forkyndelse har altså denne opgave, men at forældrene har det primære ansvar, dementeres ikke i NT. I praksis var de første menigheder jo husmenigheder, så der var sikkert en nøje sammenhæng. Under alle omstændigheder skal børnene gennem oplæring og opdragelse kaldes til og bevares i tro og erkendelse af den sandhed, der fører til gudsfrygt, med håb om et evigt liv.
Tro, håb og kærlighed er derfor lige så centrale elementer i GT som i NT, også når det gælder opdragelsen. Naturligvis kan forældre ikke skabe troen i børns hjerter, så lidt som en præst kan skabe tro i voksnes hjerter. Men man kan undervise, forkynde og anvende Guds ord ret forstået, så Guds Ånd kan virke derigennem.
Opfostring med Herrens opdragelse og vejledning
Som nævnt skal fædre ifølge Ef 6,4 ‘opfostre deres børn i Herrens opdragelse (gr. ‘paideia’) og vejledning’ (egen overs.).
Guds ord og Guds nåde skal opdrage
Et naturligt spørgsmål er da, hvordan man kan vide, hvad der er ‘Herrens opdragelse’. I 2 Tim 3,16f – et af de centrale udsagn, Bibelen har om sig selv – hedder det: “Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til den undervisning (i.e. i den sunde lære), til irettesættelse, til genoprejsning og til opdragelse (gr. ‘paideia’) i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning” (egen overs.). Ud fra sammenhængen handler det om den kirkelige undervisning og opdragelse, som fører til gode gerninger. Men v. 15 gør klart, at undervisningen af Timotheus er begyndt tidligt: “ … fra du var spædbarn kender du De hellige Skrifter, der kan gøre dig vis til frelse ved troen på Kristus Jesus” (egen overs.).
I Tit 2,11f hedder det som begrundelse for formaningerne i 2,1-10, at “Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden”.
Sagen er derfor, at vi dybest set skal opdrage ved at lade Guds ord og Guds nåde opdrage. Det fordrer selvfølgeligt, at vores opdragelse ikke alene indebærer at holde husandagter og lære børnene bibelhistorien med Guds doms- og frelseshandlinger, budene, og at lære dem at gå i kirke.
Målet er gudsfrygt og visdom
Et langt større mål for vores opdragelse er at lære børn den gudsfrygt og visdom, som fører til gode gerninger og et liv i gudsfrygt. Det er imidlertid intet andet end tro og gudsfrygt. Opdragelsen til at kende Bibelen og lære gudsfrygt er derfor ikke kun noget ydre og forstandsmæssigt. Det handler om at lære børnene Guds lov, så de kan erkende deres synd (jf. Rom 3,20), om at lære dem at kende og at leve af og i evangeliet og Guds nådefulde handlinger i forkyndelse, dåb, nadver og skriftemål, så De hellige Skrifter kan gøre børnene vise til frelse ved troen på Kristus Jesus (2 Tim 3,15), og om at lære dem, hvad et helligt liv, et liv levet i gudsfrygt og visdom, er.
Forældreforudsætninger
Naturligvis må forældrene derfor også selv leve under lov og evangelium. Ja, forældre må på Guds vegne forlange af børnene, at de opfylder De ti bud ret forstået. Det er forudsætningen for, at også børn kan få en sand forståelse af sig selv og lære at erkende deres synd og skyld. Forældrene må lige fuldt være rede til at lære børnene evangeliet om deres synders forladelse. De må altså være rede til at tilgive på både egne og Guds vegne, når børnene erkender deres synd og beder om tilgivelse.
Dåbsliv
Med andre ord skal børnene lære at leve i den frelsespagt, som Gud har indgået med os i dåben, og børnene skal lære at leve dåbslivet, hvor vi “har aflagt det gamle menneske med dets gerninger og iført [os] det nye, som fornyes i sin skabers billede til at have erkendelse” (Kol 3,9f). Gudstjenesten er naturligvis centralt i denne sammenhæng.
Tro, virksom i kærlighed
Ud af denne sande gudsfrygt vokser – støttet af forkyndelse og undervisning – kærligheden. Det, der virkelig betyder noget, er tro, virksom i kærlighed (Gal 5,6). Ja, kærlighed er ifølge Paulus lovens opfyldelse, og loven opfyldes i den, der takket være Kristi gerning lever i lydighed mod Den Hellige Ånd (Rom 8,1-4). Tro, virksom i kærlighed, sand gudsfrygt (jf. 1 Tim 4,8; 6,3.11) eller visdom og alt, hvad der vokser derudaf, er og må derfor være opdragelsens mål, og derfor må Guds ord og nådens midler være rigeligt til stede i opdragelsen.
Katekismus og udenadslære
Luther’s lille katekismus – sammen med bibelhistorie – er derfor en usædvanlig god hjælp for vores opdragelse med de mål, der er skitseret ovenfor. Vi bør i øvrigt tage ved lære af et andet meget karakteristisk træk i GT, nemlig udenadslæren – kombineret med forståelse! Det vil nemlig præge os dybere og længere end vi gør os klart.
Specielt vedrørende GT
I GT er der bud og forskrifter, som ikke længere gælder for os, fordi de kun gjaldt for Israel. Men vi skal alligevel oplære vores børn i alt dette, for ellers kan vi ikke forstå Skriften i det hele taget. Det typiske indhold af bibelhistorie-“pensummet” er en god begyndelse, men det er vigtigt at få læst hele Skriften – igen og igen.
Alle GT’s dele profeterer om Kristus (Luk 24,44). Det gælder også f.eks. offerlovgivningen, som vi ellers let springer over. Endelig får vi i GT mange eksempler på tro, håb og kærlighed. Selv om der som nævnt er forskrifter, der ikke længere gælder, er der mange bud og principper i GT, der stadigvæk viser os Guds vilje.
Vi er løskøbt fra lovens forbandelse (Gal 3,13), men ikke fra loven, fra at gøre Guds vilje. Tværtimod. Ved tro har den kristne har fået Helligånden, som lærer os lydighed mod lovens krav (Rom 8,1-4). Kærlighed er lovens opfyldelse (Rom 13,8.10; Gal 5,14).
Afslutning
Ordsprogenes bog kan få lov at få de sidste ord:
“Opdrag din søn, så vil han give dig ro i sindet og fylde dig med glæde” (Ordsp 29,17).
“Den, der sparer på stokken, hader sin søn, den, der elsker sin søn, tugter ham i tide” (Ordsp 13,24; jf. 23,13).
Til syvende og sidst er målet som nævnt sand gudsfrygt. Tankegangen i Ordsprogene og andre steder i Bibelen er, at tugt og opdragelse er bedre end ikke at nå til sand gudsfrygt og netop derfor nødvendig.
Men netop fordi tugten – ligesom loven og dens forkyndelse i øvrigt – ikke har som mål at ødelægge, men at føre til syndserkendelse og således tjene evangeliet, må tugten eller opdragelsen vælge passende midler. Her må kærligheden og den fornuft, der er taget til fange under Guds Ord (jf. 2 Kor 10,4f), råde.
Sand gudsfrygt og visdom fører til hellighed og kærlighed, som er opfyldelsen af loven og Guds vilje. Det er godt for børnene, men det giver også forældre og pædagoger det indre kompas, som vi har brug for i vores opdragelse og i vores liv i øvrigt.
* Let revideret udgave af artiklen “Bibelen og den kristelige opdragelse,” publiceret i Unikum (udg. af Pædagogisk Forening), nr. 2, juni 2003, s. 10-11.