“Menighederne lærer os med stor enighed, at den nicænske kirkeforsamlings bestemmelse om det guddommelige væsens enhed og om de tre personer er sand og bør tros uden tvivl” (Den augsburgske Bekendelse, artikel 1)
“Gudsfrygt har de ikke for øje.” (Romerbrevet 3,18)
Bananskræl under skoen
Sognepræst Gudmund Rask Pedersen mener ifølge Kristeligt Dagblad d. 20. maj 2005, at der kan findes “røde tråde for kristentro, men ingen facitliste” i Bibel, trosbekendelse, bekendelsesskrifter og salmer (KD 20.5). Men hertil må siges, at Bibelen og bekendelserne ikke er så usikre, som det her lyder. Det ved Rask Pedersen jo også godt, for han har selv aflagt præsteløftet. Man burde i al fald kunne gå ud fra, at han ved, hvad han har lovet at fremme og hvad han har lovet at bekæmpe. Hvorfor usikkerheden har bredt sig, skal vi lade usagt i denne sammenhæng. Men det, der bliver resultatet af denne usikkerhed og flytten grænser for det, der kan accepteres og det, der ikke kan accepteres, er værd at tænke lidt over.
Den svenske kriminolog og forfatter Leif GW Persson lader et sted i krimien Mellem sommerens længsel og vinterens kulde (2003) en højtstående – ikke alt for eksemplarisk – politimand give udtryk for, at højreekstremistiske betjente i det mindste har den betydning, at de skaffer råderum for de “almindelige” betjente.
Der er få, der direkte ønsker at blive sat i bås med Grosbøll. Men nogle vil altså ikke bare have ham fyret, for det er jo så svært at finde ud, hvad der er sandt og falsk. Sten i skoen betakker man sig – måske – for, men bananskræl under skoen tager man sig ikke af, selv om det jo som bekendt kan have alvorlige følger. Grosbøll og andre med ham skaffer altså råderum for “almindelige” “betjente”, der i ly af de rigtig slemme kan chikanere og mishandle.
Nu er sammenligningen med betjente i virkeligheden ikke helt dækkende, for bekendelsen er ikke først og fremmest en lov. Bekendelsesskrifterne er derimod den glade bekendelse, som den treenige Gud gennem Bibelen har skænket til sin kirke og som den derefter aflægger over for Gud og mennesker (Matt 16,16ff; 11,25f). Men netop derfor er bekendelserne en ufravigelig norm, som henter sin autoritet og sandhed i Guds evige Ord. Jesu ord skal nemlig aldrig forgå. Det ved hans disciple, for de kender den gode hyrdes stemme, dvs. hans ord, til forskel fra dem, der ikke kender, tror og holder sig til hans ord. Det er det ord, der frelser, men det er også kun det ord, der gør det. Derfor skal den, der taler, tale som Guds ord og ikke ændre på noget, for så fordærves og afskaffes evangeliet.
Det er derfor, enhver “Grosbøll” og enhver “almindelig” “hyrde”, de er med til at skaffe plads til, er så farlige. Så er det lige meget, om det er sten i skoen eller bananskræl under skoen. Hvis man virkelig har omsorg for Jesu hjord, så finder man sig ikke i, at sådanne “hyrder” får lov at tage sig af sjælene. Og hvis man virkelig hører til Jesu hjord, så lytter man heller ikke til dem, men finder en kirke, hvor der ikke er “betjente”, der chikanerer og mishandler menigheden, men trofaste evangeliske præster, som Jesus vil prise salige, når han kommer, fordi de er i færd med det, han befalede dem (Matt 24,45-51).
Det hører med til at have gudsfrygt for øje, ligesom det hører med til gudsfrygt at stole på og holde sig til Herrens ord også i alle andre lærespørgsmål end læren om Gud.
“Banenskræl under skoen,” Kristeligt Dagblad, 25. maj 2005 http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/bananskrl-under-skoen