Læsningerne til 17. søndag efter Trinitatis efter anden række – i 2008 er det 14. september – handler om at sætte sin lid til Den treenige Gud og lovsynge Ham for frelsen. I Sl 40 priser Kristus den lykkelig – eller salig, som tager sin tilflugt til Herren. Det menneske kan synge en ny sang for Herren.
I Jud 20-25 formaner Judas læserne til at opbygge sig selv deres højhellige tro, bede i Helligånden og bevare sig selv i Gud kærlighed. Han giver endvidere anvisninger på, hvordan de skal forholde sig over for syndere. Brevet slutter med en lovprisning.
Evangeliet i Mark 2,14-22 beretter om Levis kaldelse til at følge Jesus. Hovedparten af stykket handler om, at Jesus spiser med toldere og syndere, der ligesom David har brug for syndernes forladelse og derfor holder sig til Jesus. De faster ikke, men fester med brudgommen! Man skal ikke leve på smalhans, når det gælder syndernes forladelse. Tværtimod.
Læsningerne til 16. søndag efter Trinitatis efter anden række – det er i 2008 den 7. september – sætter fokus på døden og sejren over døden. 16. søndag efter Trinitatis er lektien Sl 139,1-12, som lærer os, at Gud ved alt. For den, der kender Gud som en nådig Gud, er det et evangelium. For den, der ikke gør det, er det en forfærdende trussel. Derfor er det heller ikke så overraskende, at mange forsøger at benægte, at Gud er til, og at vi skal møde ham efter døden. Men der er ikke noget sted, vi kan flygte hen, så vi undgår Gud. Paulus beskriver i Første Korintherbrev (1 Kor 15,21-28, hvordan døden kom ved Adams syndefald, mens de dødes opstandelse kom med Kristus. Han beskriver nærmere, hvad der skal ske, når Jesus kommer igen. Men hovedvægten er dog på, at Kristus skal herske som konge og besejre alle fjender, også døden, inden han kommer igen. I evangelieteksten i Joh 11,19-45 underviser Jesus Martha om opstandelsen, og han viser hende, at han er herre over døden. Mange af de jøder, som havde overværet dette, troede på Jesus. Det fik konsekvenser!
Det fik de jødiske ledere til at beslutte, at Jesus skulle slås ihjel. Det tillod Jesus, netop for at han kunne bryde syndens og dødens magt. Her i tiden hersker Jesus i sit rige. Med Ordet og sakramenterne bringer Gud mennesker ud af mørkets magt og ind i sin elskede søns rige, som Paulus skriver i Kol 1,13. Jesus er evangeliekonge og skænker syndernes forladelse, evigt liv og salighed til enhver, der tror!
Læsningerne til 9. søndag efter Trinitatis efter anden række - det er i 2008 den 20. juli - fortsætter temaet fra 5. søndag efter Trinitatis og de efterfølgende søndage. Jesus betroede nøglemagten til apostlene i deres egenskab af prædikanter ved Cæsarea Filippi (jf. "5. søndag efter Trinitatis"). Man forvalter nøglemagten i forkyndelse, skriftemål og når man forvalter sakramenterne. Det afgørende er, at man skal forkynde som Guds Ord, dvs. forkynde lov og evangelium (jf. 6. søndag efter Trinitatis). Herrens disciple - og særligt prædikanterne - skal ikke frygte mennesker, som nok kan slå legemet ihjel, men derimod Gud, som kan sende sjæl og legeme i Helvede (jf. 7. søndag efter Trinitatis). Alle disciple skal tage sig i vare for falske profeter, for falske profeter bliver til evig fordømmelse for både dem selv og dem, der tror på deres falske forkyndelse (jf. 8. søndag efter Trinitatis). 9. søndag efter Trinitatis formaner Paulus Timotheus til at lide ondt i den tjeneste, han har fået, med henvisning til evangeliet. Jesus gør klart, at vi skal stole på Gud og tjene ham med regnskabsdagen for øje (jf. Hebr 13,17).
9. søndag efter Trinitatis er lektien Es 10,1-3, hvor Esajas forkynder dom over dem, der giver onde love m.m.
Epistlen er 2 Tim 1,6-11, hvori Paulus formaner Timotheus til at lade Helligånden opflamme, så han ikke skammer sig ved evangeliet eller Paulus, der som forkynder, apostel og lærer er fange for Kristi skyld. Timothetus skal tværtimod selv være villig til at lide ondt for evangeliet. Gud har frelst os efter sin egen beslutning og af nåde, som blev givet os i Kristus i evigheden og åbenbaret for os, da Kristus blev menneske. Kristus besejrede døden og bragte liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet. Derfor behøver Timotheus ikke frygte, skriver Paulus - i forlængelse af det, Jesus siger i evangeliet til 8. søndag efter Trinitatis.
Evangeliet til 9. søndag efter Trinitatis er Luk 12,32-48. Det består af flere afsnit. Det første handler om forholdet mellem tillid til Gud, vores himmelske Fader, som skal være vores skat, og penge (vv. 32-34). Vi skal have vores hjerte rettet mod vores Herre, som vil komme igen på et tidspunkt, vi ikke forventer det, og derfor skal vi passe den tjeneste, vi har fået (vv. 35-40). På Peters foranledning konkretiserer Jesus dette i forhold til dem, der ligesom apostlene er Ordets tjenere, og viser forskellen på at være tro og ikke at være det (vv. 41-48). Det er en tekst, der nok kan og bør medføre ransagelse hos enhver prædikant.
Læsningerne til 8. søndag efter Trinitatis efter anden række – i Folkekirken falder denne søndag i 2008 på den 13. juli – advarer alle mod falske profeter, som ikke blot selv går fortabt, men leder deres tilhængere i fortabelse.
Profeten Mika gengiver i Mika 3,5-7 Herrens dom over de levebrødsprofeter, der vildleder Guds folk. Gud vil ikke svare den slags, men tværtimod overlade dem til åbenbaringsløshedens mørke, som fører til fortabelse.
Jesus advarede kraftigt mod falske profeter i Matt 7,22-27. Afsnittet begynder i Matt 7,15. Jesus siger i Matt 7,21, at “Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.” I det følgende forklarer Jesus, at det både gælder dem, der giver sig ud for at forkynde Herrens ord, og dem, der ikke følger Jesu advarsel mod falske profeter og vranglærere. Lytter man til vranglære og falsk profeti, bygger man et åndeligt hus, der ikke vil blive stående på dommedag.
I sit første brev, 1 Joh 4,1-6, følger kærlighedens apostel op på Jesu advarsel mod falske profeter. Johannes viser, at sande profeter og forkyndere har en ret lære om Kristus og lytter til apostlenes ord, mens falske profeter ikke bekender ham og ikke vil høre på apostlene. Sådanne falske profeter går Anti-krists ærinde. Der er en stor strid mellem Anti-krist og Gud, mellem sandhedens Ånd og vildfarelsens ånd(emagt). Men Kristus har sejret, og takket være Ham, evangeliet og Hans Ånd vil også de kristne sejre over de falske profeter.
8. søndag efter Trinitatis advarer en af Det gamle Testamentes profeter, Jesus selv og en af hans apostle altså mod falsk profeti og vranglære og kræver en ren forkyndelse.
Læsningerne til 7. søndag efter Trinitatis efter anden række - denne søndag falder i 2008 på 6. juli 2008 - er fra Det gamle Testamente Præd 3,1-11, som lærer os, at det i modsætning til, hvad vi i vores vantro forestiller os, er Gud, der har al magt og styrer alle ting. I mødet med denne tekst afsløres det, at vi ikke stoler på og ønsker, at Gud er Gud. Den bliver en lovens tale til os. Men for den troendes nye natur er det også det kristne menneskes frihed fra lovens krav og fra egne hjemmelavede krav, som vi tror, vi skal opfylde, for at Gud vil os det godt. Ja, vi må tage Guds gaver af hans hånd (jf. Præd 3,12-14, som jeg da også synes, man bør læse).
I Matt 10,24-31 underviser Jesus os ud fra evangeliets synsvinkel. Vi skal ikke frygte Gud, for han er vores himmelske fader. Ganske vist vil vi møde hån, spot og forfølgelse, sådan som også Jesus gjorde. Men det er Gud, der fælder dommen. Han giver oprejsning og evigt liv - eller det modsatte. Når det gælder kristne, er Guds omsorg så stor, at endog vores hovedhår er talt. Tidspunktet for en discipels død er fastsat af Gud. Når der er brug for, at Jesus underviser os i dette, skyldes det dog, at vi af natur ønsker selv at være lærer og herre og slippe for korset.
Epistlen i Rom 8,1-4 følger op på budskabet fra 6. søndag efter Trinitatis, hvor retfærdiggørelsen ved tro, ikke ved lovgerninger var i centrum (jf. For mennesker umuligt, for Gud muligt [6. søndag efter Trinitatis - Matt 19,16-26]). Retfærdiggørelsen har virkelig intet med lovgerninger at gøre. Men den retfærdiggjorte gives Helligånden, for at lovens krav skal opfyldes i os.
Læsningerne til 6. søndag efter Trinitatis efter anden række falder i 2008 den 29. juni. Fra Det gamle Testamente læses De ti bud og indledningen hertil fra 2 Mos 20,1-17. De ti bud er Guds lov, som blev givet til Israels folk. Under det nye testamente er vi ikke længere under denne lov, men under kærlighedens lov, som imidlertid langt på vej er sammenfaldende med De ti bud. Loven som sådan åbenbarer Guds vilje, men ikke hele Guds vilje! Lovens væsentligste hensigt er at åbenbare for os, at ethvert menneske er en synder og uden undskyldning over for Gud. For selv om man ikke har De ti Bud, så har man en moral, som man ikke holder (jf. Rom 1–3).
Evangeliet i Matt 19,16-26 viser, hvad Jesus siger til en, der fejlagtigt tror, at han kan opfylde loven. Han forkynder lovens i dens strenghed og sætter fingeren på lige netop det punkt, som afslører, at den rige mand ikke frygter og elsker Gud og stoler på ham over alle ting, men i stedet sætter sin lid til sin rigdom.
Pointen er, at det er umuligt både for en rig og for alle andre. Men det er ikke umuligt for Gud. Hvordan det er muligt for Gud, får vi at vide i de sidste kapitler af alle evangelierne: Jesus måtte lide, dø og opstå for at frelse. Epistlen i Rom 3,23-28 udfolder, hvordan vi kan blive frelst eller retfærdiggjort.
5. søndag efter Trinitatis efter anden række – det er i 2008 den 22. juni – læses Jer 1,4-9 som gammeltestamentlig lektie, mens epistlen er fra 1 Pet 2,4-10. Prædiketeksten er fra Matt 16,13-26. Disse tre tekster er alle særdeles indholdsrige, så der kan skrives mange forskellige prædikener. I denne Næste Søndag vil jeg særligt fokusere på følgende:
Jer 1,4-9 gengiver Jeremias' kaldelse til profet. Den knytter til ved evangeliet, som jo nævner Jeremias som profet. Men Jesus er mere end en profet, som får lagt Herrens ord i sin mund. Jesus er nemlig Herren. Han er Kristus, den levende Guds Søn. Men dem, Jesus kalder, får lagt Herrens ord i deres mund.
På baggrund af folks opfattelse af Jesus som (kun) en profet, fremhæver evangeliet i Matt 16,13-26 Peters bekendelse, som Gud har givet ham: Jesus er Kristus, den levende Guds Søn. På det budskab og den bekendelse vil Jesus bygge sin kirke. Peter får – som repræsentant for alle apostlene – overgivet nøglemagten. De måtte imidlertid ikke fortælle folk, at Jesus er Kristus. Forklaringen får vi straks, for da Jesus begyndte at undervise dem om, at han skulle lide og dø, så var Peter parat til at standse Jesus. Dét var imidlertid ikke noget, Gud havde bedt ham om. Tværtimod. Evangeliet slutter med, at også Jesu efterfølgere har et kors at bære.
Epistlen i 1 Pet 2,4-10 er en passende kommentar. Heri ser vi, at Peter forkynder, hvad Herren har åbenbaret for ham og de øvrige apostle og lagt i deres mund. Nu bekender han, at Kristus ikke alene er Kristus, men også blev vraget af bygmestrene, så han kunne blive til frelse for den, der tror. Og senere i brevet gør Peter det også klart, at han fik lært, at den kristne må følge Kristus efter og bære sit kors. Menigheden selv er et kongeligt præsteskab, der skal bekende det, som Gud har åbenbaret.
4. søndag efter Trinitatis efter anden række - det er i 2008 den 15. juni - læses 5 Mos 24,17-22, som taler om, hvordan Israels folk skal behandle fremmede, faderløse og enker.
Epistlen er Rom 14,7-13, som tager udgangspunkt i, at Kristus døde og opstod, for at vi skal tilhøre ham og leve og dø for ham. På den baggrund formaner Paulus romerne og os til ikke at dømme hinanden, men derimod se til, at vi ikke bringer en medkristen til at snuble eller falde ved at bruge den kristne frihed uden omtanke.
Evangelieteksten i Matt 5,43-48 er ren lovforkyndelse, som underviser os om, at vi skal elske vore fjender og bede for dem, der forfølger os. Ja, vi skal være fuldkomne. Loven kan lære os, at vi skal være fuldkomne, men loven giver ingen kraft til os, der i os selv er åndeligt døde. Lovens krav tilgiver heller ikke os syndere. Det gør derimod ham, som elskede os, sine fjender, så højt, så han valgte at dø for at frelse os.
3. søndag efter Trinitatis efter anden række – som i 2008 falder på 8. juni – er læsningerne som følger: Den gammeltestamentlige lektie er Es 65,1-2, som understreger, at det er Gud, der opsøger og frelser det fortabte. For ingen søger Gud, som salmisten og apostlen Paulus siger.
Den nytestamentlige epistel er Ef 2,17-22, som taler om, at Jesus Kristus kom og forkyndte fred for både jøder og hedninger, og forenede dem i én kirke.
Prædiketeksten i Luk 15,11-32 er den lignelse, vi som regel kalder "den fortabte søn." Det er nok en af de mest kendte lignelser. Den er analyseret på kryds og tværs. Efter min opfattelse er der nok alligevel lidt at tage fat på.
Teksterne til 2. søndag efter Trinitatis - den 1. juni 2008 - er efter anden række Jer 15,10.15-21; Åb 3,14-21 og Luk 14,25-35. Profeten Jeremias klager over de vilkår, Gud har givet ham som profet, men Gud kalder ham til orden eller rettere til omvendelse. I Åb 3,14-22 kalder den opstandne Kristus en biskop, der fejlagtigt tror, han er åndeligt rig, til omvendelse og rækker ham frelsen og syndernes forladelse, så han kan blive åndelig rig i Kristus. I Luk 14,25-35 underviser Jesus skarerne, der måske mest af alt er nysgerrige, om, hvad det egentlig vil sige at være en discipel og efterfølge Jesus. Denne Næste søndag slutter med overvejelser over, hvordan man kan lade evangeliet få nok plads i en prædiken til denne tekst.