Tekstlæsningerne
1. søndag efter Trinitatis efter anden række har et fælles tema: rigdom. Prædikerens bog 5,9-19 forkynder, hvordan vi skal forholde os til rigdom. Rigdommen kan forsvinde så let som ingenting. Derfor skal vi tage imod rigdom og velstand som Guds gode gaver, men vi skal ikke bygge vores liv på det.
Paulus skriver på samme måde i epistlen i 1 Tim 6,6-12, at vi skal leve gudfrygtigt og nøjsomt og ikke gøre penge til vores afgud.
Jesus selv advarer os i prædiketeksten om, hvad der sker for den, der nok er rig i denne verden, men ikke er rig hos Gud (Luk 12,13-21).
Læsningerne efter anden række har samme tema som efter første række. Men i modsætning til anden rækkes tekster, som næsten er ren lovforkyndelse, lægger første tekstrække mere op til forkyndelsen af evangeliet. Slutningen af epistlen efter anden række giver dog mulighed for et oplæg. Det samme gør dagens evangelium, som til sidst lader os vide, at det er muligt at være rig hos Gud.
Paulus skriver i forbindelse med sin gennemgang af retfærdiggørelsen af tro, at
Skriften siger jo: “Enhver, som tror på ham, skal ikke blive til skamme.” Thi der er ingen forskel på jøde og græker; de har jo alle den samme Herre, rig nok for alle dem, der påkalder ham (Rom 10,11f).
Men mest oplagt er 2 Kor 8,9, som i realiteten handler om det samme:
I kender jo vor Herres Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans fattigdom skulle blive rige (2 Kor 8,9).
Det er retfærdiggørelsen ved tro, syndernes forladelse, frelsen og alle den velsignelse, som vi får ved Kristus, som er rigdom hos Gud. Den rigdom havde den rige mand ikke, men det havde Lazarus. Skal man prædike, så man har skelnet ret mellem lov og evangelium, så skal man ikke alene forkynde loven over dem, der har gjort rigdom til deres afgud, men man må forkynde, hvad rigdommen hos Gud er, og hvordan vi får del i den. Ja, der er en særlig arv, som gør de kristne rige. Det skal jeg vende tilbage til som afslutning.
Læsningerne efter anden række prædiker lov: dom over vores syndige natur, som ikke frygter og elsker Gud og stoler på ham over alle ting, men i stedet vil sætte sin lid til det, som kan opretholde vores liv i denne verden, om end kun en kort tid. Loven skal forkyndes, men det ville være aldeles forfejlet, hvis en prædiken ikke indeholder evangeliet – og indeholder mest evangelium (jf. Walther’s The Proper Distinction Between Law and Gospel).
Skønt læsningerne er valgt således, at evangeliets lære har en meget tilbagetrukket plads, bør prædikenen ikke følge trop. Der er gode nyheder at prædike om. Først og fremmest er der jo evangeliet, som gør os rige hos Gud. For det andet er der et løfte til Guds børn om, at Gud vil sørge for os: “Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift” (Matt 6,33). Vi behøver ikke bekymre os. Vi skal ikke bekymre os, for hver dag har nok i sin plage. Skriften taler dog om lidelse og nød, men uanset hvad der sker, vil vi aldrig blive svigtet af vor Herre Jesus Kristus.
Prædikerens bog 5,9-19
Salomon forkynder som nævnt om rigdommens bedrag. Den, der elsker penge og rigdom, vil altid have mere, men får alligevel ikke noget ud af det (Præd 5,9; jf. prædiketeksten). Det er “tomhed.” Aldrig har det vel været mere aktuelt end i vore dage, hvor der er megen økonomisk og materiel rigdom, men alligevel en tomhed, der driver folk længere og længere ud i ugudelighed og desperation.
Man får lidt glæde for øjnene her og nu, men hjertet mættes ikke, kan ikke blive mættet. Det gælder ikke kun det, man konkret spiser, men også det, man drikker, og al anden nydelse. Også sex kan misbruges og bliver misbrugt i et forsøg på at fylde sindets tomhed. Men hjertet mættes ikke.
Har man rigdom, vil man bekymre sig, skriver Salomon. Omvendt sover arbejderen godt, uanset om han får lidt eller meget (v. 11).
Ja, opsparet rigdom bliver til ulykke for den rige. Det er et slemt onde (v. 12). Det er et slemt onde, for ikke alene kan den opsparede rigdom ikke tages med over i døden. Det kan heller ikke frelse fra den evige fordømmelse. Hvor tragisk, når dette liv bruges på at skaffe og bevare en rigdom, som forgår så let som ingenting.
Ja, det kan ske ved et uheld (v. 13a), og en evt. arving kan fra den ene dag til den anden se sin arv forsvinde (v. 13b).
Som vi fødes, skal vi dø, og selv om vi får noget ud af vores slid, kan vi ikke tage det med os (v. 14). Nej, man får ikke noget ud af at slide for vinden (v. 15).
Den rige bliver mæt, men hans dage er fyldt af mørke, kval, lidelser og ærgrelser, for han er uden det evangelium og det håb, som rækker ud over øjeblikkets nydelse (v. 16).
Salomon afdækker tomheden i denne verden, men forudsætningen er, at han ved mere. Tomheden træder nemlig tydelig frem, fordi der lige fra begyndelsen har været et andet mål for mennesket. Mennesket, Adam og Eva, blev ikke skabt til denne tomhed, men det er resultatet af syndefaldet.
Jesus selv underviser os om, at Gud er Gud for levende, og at der altså er og har været et andet mål for os mennesker:
Men Jesus svarede og sagde til dem: “I farer vild, fordi I hverken kender skrifterne eller Guds kraft. Thi i opstandelsen tager de ikke til ægte, ej heller bortgiftes de, men de er som engle i Himmelen. Men hvad de dødes opstandelse angår, har I da ikke læst, hvad der er talt til jer af Gud, når han siger: ‘Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud?’ Han er ikke Gud for døde, men for levende” (Matth 22,29-32).
Det vil man også kunne forstå, hvis man læser de første kapitler af 1 Mosebog.
Men selv om Salomon afdækker den afgrundsdybe tomhed i alene at være rig og nye denne verdens goder, så betyder det ikke, at det i sig selv er forkert eller syndigt.
Det er, skriver han, “godt og rigtigt at spise og drikke og nyde frugten af alt det, et menneske slider med under solen i det korte liv, Gud har givet ham.” Det er det menneskes “løn” (v. 17); det kan også være en glæde! Ja, det er “en gave fra Gud” (v. 18). Man behøver ikke altid tænke på hver dags plage:
“De skal ikke altid tænke på deres levedage, for Gud giver dem glæde i hjertet” (v. 19).
1 Tim 6,6-12
Gudsfrygt og nøjsomhed er to nøgleord i dette stykke. Sammenhængen er, at Paulus advarer mod falske lærere:
Hvis nogen fører vranglære og ikke holder sig til vor Herre Jesu Kristi sunde ord og den lære, der fører til gudsfrygt, er han hovmodig og forstår ingenting (1 Tim 6,3-4).
Nu er det sprogligt ikke sikkert, at man skal oversætte grundteksten som “den lære, der fører til gudsfrygt,” sådan som 1992-oversættelsen gør det. Det kan også betyde ‘den lære, der er i overensstemmelse med gudsfrygt’ eller ‘gudsfrygtens lære.’ Men spørger man efter, hvad det er for en lære, der har at gøre med eller kan føre til gudsfrygt, ja, så er det evangeliet. For det er evangeliet, der lærer os at frygte og elske Gud og stole på ham over alle ting.
Det er også modsætningen til ‘at lære anderledes’ (gr. heterodidaskaleô) (v. 3).
1992-oversættelsen oversætter 1 Tim 6,6 meget frit og anderledes end både tidligere danske oversættelser og oversættelser på andre sprog. 1948-oversættelsen er faktisk meget mere præcis: “Ja, gudsfrygt er virkelig en stor vinding – sammen med nøjsomhed.”
Det kunne se ud, som om oversætterne af 1992-oversættelsen ikke har brudt sig om den traditionelle oversættelse. Man har måske følt, at det mindede om herlighedsteologi.
Men ordet porismos, som tilmed forstærkes af megas, betyder ikke ‘løn i sig selv,’ men noget, hvormed man skaffer sig livsunderhold. Det er ikke herlighedsteologi, men det er tro på Gud som skaber og opretholder. Det er at tage alvorligt, hvad Jesus selv siger i bl.a. Matt 6,33.
Det er rigtig nok ikke et løfte om, at vi skal leve uden modgang, forfølgelse eller endog martyrium. Men dét må ikke få os til at glemme (at prædike om) de løfter, som Skriften rent faktisk har om Guds omsorg.
Når Paulus taler om gudsfrygt sammen med nøjsomhed, er det sikkert for at forebygge det misbrug, som det gamle menneske altid er parat til. Gudsfrygt er ikke en pengemaskine. Men sammen med nøjsomhed er det bestemt en kilde til livets opretholdelse.
Paulus siger i realiteten det samme som Salomon. Vi har intet med ind i denne verden, og vi får intet med herfra (v. 7).
Derfor skal vi ikke som den rige mand i denne søndags prædiketekst ophobe rigdomme til ingen verdens nytte, men lade os nøje med det, som vi virkelig har brug for: føde og klæder (v. 8) – og selvfølgelig hvad der ellers er nødvendigt. Det får vi en udmærket forklaring på i Luthers forklaring til den fjerde bøn i Fadervor.
Paulus beskriver i 1 Tim 6,9 (og de følgende vers) ikke nødvendigvis alle rige, men dem, der vil, dvs. ønsker, at være rige. De falder let i fristelse, for de er koncentreret om at hjælpe sig selv i stedet for at frygte og elske Gud og stole på ham over alle ting. De falder i “baghold,” som det noget unøjagtigt hedder i 1992-oversættelsen. Der er tale om fælder beregnet for dyr, f.eks. fugle. De har mange syndige lyster (“tilbøjeligheder,” som det meget eufemistisk er oversat i 1992-oversættelsen), som er tåbelige og skadelige. De får menneskene til at synke ned i undergang og fortabelse. Det er nøjagtig, som Jesus beskriver det i prædiketeksten.
I 1 Tim 6,10 er det vigtigt at oversætte helt nøjagtigt: der står ikke nødvendigvis, at kærlighed til penge er roden til alt ondt (gr. alle onde ting). På græsk lyder sætningen: rhiza gar pantôn tôn kakôn estin hê philarguria. Der er to vanskeligheder ifølge Daniel Wallace, som analyserer stedet i sin Greek Grammar Beyond the Basics (p. 265). Den første er, om riza er ubestemt (‘en rod’), bestemt (‘roden’) eller kvalitativ (‘rod,’ dvs. noget, der motiverer eller medfører noget). Den anden er, om pantôn bruges om hver eneste i en mængde eller alle slags medlemmer af en bestemt klasse af ord (se BDAG, s.v. pâs, 1 og 5). Det giver i alt seks forskellige tolkningsmuligheder – i teorien.
Ordet ‘rod’ (gr. riza) står uden artikel og står desuden foran verbet. Jeg er enig med Wallace i, at sætningen rhiza gar pantôn tôn kakôn estin hê philarguria næppe betyder, at kærlighed til penge er roden eller motivationen til alle (slags) onde ting. For kærlighed til penge er ikke den eneste eller største rod til alt ondt. Derfor tror jeg også, det er klogest at oversætte pantön tôn kakôn med ‘alle slags onder.’ Altså: ‘Kærlighed til penge er en rod til alle slags onder.’
Men ikke alene kan kærlighed til penge medføre mange onde konsekvenser for andre. Det kan det også gøre for personen selv. Drevet af deres begær efter penge er nogle blevet ført vild (eller: de har faret vild), væk fra troen. De har påført sig selv mange smerter.
Efter denne alvorlige advarsel formaner Paulus Timotheus med tiltalen “Guds menneske.” Det gælder naturligvis også alle andre, der som ham tilhører Gud (genitiven kan enten være possessiv eller – mere sandsynligt – en kvalitativ genitiv). Det minder om den betegnelse, som profeter havde i Det gamle Testamente (1 Kong 17,24; 1 Sam 2,27 og måske Dom 13,6). Udtrykket bruges også om Moses og David. Men Moses var jo netop også profet (5 Mos 18,15). Man må også forstå Matt 22,43 og ApG 1,16; 4,25 sådan, at David profeterede. Under alle omstændigheder er det jo helt klart, at David faktisk profeterede i mange af sine salmer.
Om det betyder, at Timotheus kan regnes blandt de nytestamentlige profeter, dvs. blandt dem, som havde fået profetiens nådegave af en af apostlene, er nok for vidtgående en konklusion alene på baggrund af dette udtryk. Men muligheden er til stede. I 1 Kor 12-14 regulerer Paulus brugen af disse nådergaver, der kun kunne formidles af apostlene (ApG 8,18f).
I al fald får Timotheus befaling af Paulus til at holde sig fra eller faktisk ‘flygte fra’ kærlighed til penge og alt, hvad der følger af det. I stedet skal han ‘forfølge’ kristelige dyder. Paulus’ sprogbrug beskriver Timotheus som en Herrens stridsmand, en kristelig soldat.
‘Retfærdighed’ bruges her næppe om den retfærdighed fra Gud, Paulus taler om i Romerbrevet, men om retfærdighed som en kristelig dyd, dvs. en etisk retfærdighed som det at leve efter Guds vilje og i overensstemmelse med de love, der gælder i det verdslige regimente (jf. 2 Kor 6,14, hvor retfærdighed og lovløshed er modsætninger; jf. også f.eks. Sl 14,2 og ApG 10,35). Forudsætningen for at leve sådan er naturligvis, at man er blevet tilregnet Kristi retfærdighed, retfærdigheden fra Gud (jf. Rom 8,3f; 13,8-10).
‘Gudsfrygt,’ ‘fromhed’ eller ‘gudfrygtighed’ forudsætter den gudsfrygt, som vi skænkes ved evangeliets ord og Helligåndens virke, men her må det betyde det at leve, som det sømmer sig et retfærdiggjort menneske, der har fået Helligånden.
‘Tro’ er ikke noget, man ‘forfølger,’ men noget som Gud skænker. Her betyder grundtekstens pistis derfor ikke ‘tro’ i betydningen den retfærdiggørende tro. Der kan i stedet være tale om det, vi tror på, og i så fald er det en formaning til flittigt at studere De hellige Skrifter. Pistis kan også betyde ‘troskab’/’trofasthed’ eller ‘troværdighed.’ Men kan dog overveje, om Paulus her formaner til at ‘forfølge’ troen, forstået på den måde, at Timotheus som et kristent menneske flittigt skal høre og læse Guds Ord, så Gud kan skabe og bevare troen hos ham. Det er i al fald en nytestamentlig formaning.
‘Kærlighed’ er lovens opfyldelse, og det er er derfor en naturlig formaning til en kristen (jf. Rom 13,8-10). Som kristne har vi et nyt eller indre menneske, som gerne og af sig selv gør, hvad loven kræver. Men fordi vi endnu lever i vores syndige legemer, har vi brug for formaninger.
‘Udholdenhed’ og ‘sagtmodighed’ er vigtige dyder for enhver kristen, men ikke mindst for en, der som Timotheus har fået betroet et højt kald i Kristi kirke. Det medfører ofte forfølgelse og modstand, og der er brug for udholdenhed, så man ikke giver op, og der er brug for et mildt sind (nok en bedre oversættelse af praüpathia, som ikke forekommer andre steder i Bibelen), så man ikke reagerer med vrede.
I det hele taget skal Timotheus, som Paulus siger i 1 Tim 6,12, ‘stride troens god strid’. Det udtryk behøver ikke at være taget fra sportsverdenen. Det bruges på NT’s tid helt generelt og kan forstås i forlængelse af talen om Timotheus som en kristelig soldat. Timotheus skal stride for evangeliet, idet ‘tro’ her betyder ‘det, vi tror på,’ dvs. kristendommen.
Der er intet, der tyder på, at Paulus betragter Timotheus som en vantro. Man skal vel godt oversætte med ‘grib det evige liv,’ men der er da tale om at ‘gribe’ i betydningen ‘passivt at modtage.’ Men måske kunne det oversættes anderledes. I Ordsp 4,13 har vi en tilsvarende formaning (dvs. med epilabou): ‘hold fast ved belæringen.’ Belæringen er noget, der kommer til os udefra. Det skal vi tage til os. På samme måde kan vi forstå Paulus’ formulering om at ‘holde fast ved det evige liv.’ Hvorom alting er, så rækkes det evige liv frem i evangeliet, og ved ordet og Helligånden kan vi holde fast ved det.
Timotheus er nemlig, som Paulus videre skriver, blevet kaldet til det evige liv, nemlig ved evangeliet. Timotheus har også bekendt det evige liv over for mange vidner.
Prædiketeksten i Luk 12,13-21
Konteksten i Luk 12,4-12
I lyset af dens missionsopgave, apostlene (Luk 9,1-6) og andre prædikanter (Luk 10,1-16) har fået, er det vigtigt, at de forstår, hvilke farer og risici, de vil komme ud for, men også, at de forstår, hvem deres Gud er, og tror på ham og hans omsorg.
Andre kan slå legemet ihjel, men den troendes sjæl kan de ikke skade (v. 4). Det kan derimod Gud, og derfor skal de og vi frygte ham, for han har “magt til at kaste i Helvede” (v. 5).
På den baggrund lærer Jesus disciplene, at de er mere værd end spurve. “Ja, selv alle jeres hovedhår er talt. Frygt ikke, I er mere værd end mange spurve” (v. 6f).
Helt konkret betyder det, at de ikke skal svigte Jesus under forfølgelse, uanset hvad man vil true dem med og eventuelt gennemføre. For det evige liv venter for den, der holder fast ved bekendelsen og troen. Og omvendt.
Og jeg siger jer: Enhver, som kendes ved mig over for menneskene, ham vil også Menneskesønnen kendes ved over for Guds engle. Men den, som fornægter mig over for menneskene, han skal fornægtes over for Guds engle (Luk 12,8f).
Jesus har i andre sammenhænge advaret mod at bespotte Helligånden (Mark 3,28-30). Nu bruger han dette motiv igen og advarer mod at spotte Helligånden (Luk 12,10). Det vil de gøre, hvis de fornægter Jesus over for menneskene, eftersom de allerede har fået Helligånden, som vil stå dem bi og lære dem, hvad de skal sige, når de vil blive forhørt.
Og enhver, som taler et ord imod Menneskesønnen, ham vil det ikke blive tilgivet. Men når de fører jer frem for synagoger og øvrigheder og myndigheder, så skal I ikke bekymre jer for, hvordan eller hvormed I skal forsvare jer, eller hvad I skal sige. Thi Helligånden skal i den samme stund lære jer, hvad der bør siges (Luk 12,10-12).
Men kan forfølgelse være en fare, er der også en anden fare, som er lige så alvorlig. Det er rigdommens forførelse. Den tager Jesus fat på i det følgende. Alt sammen handler det om, at disciplene får et evangelisk løfte og befaling om at stole på Gud og hans omsorg under alle forhold.
Konteksten i Luk 12,22-34
Efter prædiketeksten følger Jesu løfte til disciplene om, at de ikke skal være bekymrede for, hvordan de skal få mad og tøj, dvs. de nødvendige livsfornødenheder (Luk 12,22f). De er mere værd end ravnene, som Gud dog giver føde (Luk 1,24). Gud giver liljerne vækst og klæder dem mere end kongeligt; det er ikke noget, liljerne selv præsterer (v. 27)
Bekymring vil alligevel ikke betyde, at de lever ‘en alen’ længere (v. 25). “Når I altså ikke engang formår det allermindste, hvorfor bekymrer I jer så for det øvrige?” (v. 26). Nej, disciplene er “lidettroende,” når de ikke stoler på, at Gud kan og også vil sørge for dem: “Klæder Gud således det græs, som står på marken i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende!” siger Jesus.
Disciplene skal derfor ikke se på deres egen situation og usikre fremtid, men på Gud, som skaber og opretholder sin skabning. Det er hedenskab at søge efter det, frem for at stole på, at Gud, deres himmelske fader, ved, hvad de har brug for:
Tænk ikke på, hvordan I får noget at spise og drikke, og vær ikke ængstelige. Alt dette søger hedningerne i verden jo efter, men jeres fader ved, at I trænger til dette (v. 29).
Jesus formaner dem derfor til først og fremmest at søge Guds rige. Ved en anden lejlighed, i Bjergprædikenen, gjorde Jesus klart, at det at søge Guds rige handler om at søge Guds retfærdighed. Men han lover også, at de skal få mad og tøj til at opretholde livet. Han lover dem så heller ikke mere end det.
Søg derimod hans rige, så skal det andet gives jer i tilgift (v. 31).
Efterfølgende går Jesus et skridt videre. Det er nemlig ikke sådan, at disciplene dermed har garanti for, at de ikke vil blive udsat for lidelse og forfølgelse. Men uanset hvad der sker, vil de få det evige liv.
Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget (v. 32).
Disciplene, dvs. apostlene, får en konkret befaling til sælge deres ejendele og give almisse og samle sig skatte, som ikke slipper op (v. 33). Det handler om, at hvor deres skat er, vil også deres hjerte være (v. 34). I kirken efter Pinsedag solgte man også, hvad man havde, og kom med det. Alligevel er det ikke et generelt forbud mod at have ejendom eller ejendele. Det ser vi bl.a. af, at ikke alle rige formanes til at give alt væk, men i stedet formanes til at sætte deres håb til Gud, som rigeligt skænker os alt, hvad vi behøver.
Dem, der er rige i den nuværende verden, skal du byde, at de ikke må være overmodige og ikke skal sætte deres håb til usikker rigdom, men til Gud, som rigeligt skænker os alt, hvad vi behøver (1 Tim 6,17).
Men det fremgår også tydeligt af, at fordeling, kontrol over og besiddelse af ejendom er borgerlige ordninger, som Guds ord har godkendt i buddet “Du må ikke stjæle!” (2 Mos 20,15). Abraham, det store forbillede på troende af såvel israelittisk som hedensk herkomst, var rig, fordi Gud havde velsignet ham (1 Mos 13,2).
Jesus anmodes om at hjælpe en arvesyg (v. 13)
En i skaren betragter åbenbart Jesus som en rabbi, der kan træffe juridiske afgørelser, dvs. afgørelser, som har retsvirkning i samfundet. Det hænger sammen med, at jøderne ikke skelnede (så skarpt) mellem Guds verdslige og åndelige regimente blandt dem. Derfor vil han have Jesus til at hjælpe med at skifte, dvs. dele, en arv. Deres far er død, og broderen vil åbenbart ikke købe sig fri. I realiteten betyder det, at broderen ikke vil dele arven med ham.
Jesus afviser at have et sådant embede (v. 14)
Men ligesom i spørgsmålet om kejserens mønt (se til Matt 22,15-22), afviser Jesus at blande sig i den slags, for så vidt angår juraen (v. 14). Jesus har ikke et embede som dommer eller (hvad der vil svare til vores) skifteretsdommer.
Havesyge som forsøg på livsforsikring eller afgudsdyrkelse (v. 15)
Jesus bruger det derimod som en anledning til at advare stærkt mod al ‘griskhed’ (gr. pleonexia, ‘det at ville have mere’).
Årsagen er, at mange mennesker fejlagtigt tror, at ‘deres liv’ afhænger af, om de har overflod, altså af hvad de ejer.
Jesus taler direkte ’til dem’, hvilket vel vil sige disciplene, selv om det måske også kunne være skaren. De skal ‘se til’ og ‘vogte sig for.’ Denne dobbelte imperativ er en stærk understregning af indholdet. Årsagen er, at al slags havesyge er ikke at frygte og elske Gud og stole på ham over alle ting. Det er altså at gøre det, man ejer, dvs. mammon, til ens gud.
Lignelsen om den rige mand (v. 16)
Jesus fortæller lignelsen om den rige mand for at advare disciplene om, hvordan det ender for dem, der er have(mere)syge. Det er samme tema, som Jesus vender tilbage til i Luk 16,19-31 (som jeg i øvrigt har skrevet om i indlægget “Lazarus og den rige mand [Luk 16,19-31]“).
Den rige mands mark har givet et godt udbytte. Det skyldes dybest set ikke hans egen fortjeneste, men Gud, der giver væksten.
Rigdommens bekymringer (v. 17f)
Den rige mand har ikke plads til høsten og må derfor rive de gamle lader (gr. apothêkê) ned og bygge nye og større til kornet og hvad han ellers har høstet.
Den rige mands synd (v. 19)
Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad!
Her har vi, hvad Jesus ovenfor taler om. Den rige mand troede, at det var hans fyldte lader, som skulle holde ham i live i mange år. Nu kunne han så hvile, spise, drikke og fryde sig, som der står.
Dåre skal dø uden at få noget med sig (v. 20)
Den rige mand er en dåre, for han bestemmer ikke selv, hvornår han skal dø. Faktisk vil Gud kræve hans sjæl af ham den følgende nat. Selv om den endelige dom først følger senere, vil han allerede i mellemtilstanden smage den pine, som den evige fordømmelse i Helvede består af (jf. igen til Luk 16,19-31).
Der er naturligvis også spørgsmålet om, hvem der skal arve ham. Han har tilsyneladende ingen arvinger. Han vil ganske enkelt miste alt, hvad han har forberedt til sin nye tilværelse. Og ingen andre vil få det. Selv om mange andre naturligvis har arvinger, gælder det alligevel, at man ikke kan få noget af sin ejendom med i døden.
Den rige mand var ikke rig hos Gud (v. 21)
Denne rige mand var ikke rig hos Gud. Han stolede kun på sig selv og det, han havde forberedt. Men den frelse, Gud har beredt for alle folk (Luk 2,31), skænkede han ikke en tanke.
Lignelsen fortæller i øvrigt ikke, om den rige mand i lignelsen mon hørte loven og omvendte sig. Men Jesus fortæller jo lignelsen, for at disciplene ikke skal gøre som den rige mand. De skal i stedet lytte til loven, men frem for alt til evangeliet. Det skal der derfor også prædikes om.
Den sande, åndelige rigdom
Ganske anderledes end med de rige, der vil klare sig selv, er det for dem, der hører evangeliet. De skal ikke dø, men være med til det festmåltid, som Jesus har gjort alt rede til:
Og en gang til sendte han bud med andre tjenere og lod sige til de indbudte: “Se, jeg har beredt mit festmåltid, mine okser og fedekvæget er slagtet, og alt er rede; kom nu til brylluppet!” (Matt 22,4; 1948-oversættelsen; vedrørende oversættelsen, se Hvor blev måltidet af? [Matt 22,4]).
Den riges mand arv forsvandt ud i det blå for ham. Omvendt er det med den arv, som Jesus har vundet og testamenteret i sit nye testamente. Det er syndernes forladelse, ja, det er endnu mere. Det er hans eget legeme og blod, hvormed han har gjort fyldest for alle vore synder.
Ved troen på syndernes forladelse bor Jesus i vore hjerter, og i ham, som vi er indpodet på i dåben (1 Kor 12,13), har vi enhver åndelige velsignelse i det himmelske (Ef 1,3; se mere om denne tekst her: “At gøre alle folk til Jesu disciple [Trinitatis søndag – Matt 28,16-20]“).
Den rige mands skatte i denne verden kunne ikke hjælpe. Den himmelske skat eller rigdom hjælper derimod, for det er evangeliet, der skænker syndernes forladelse, og hvor syndernes forladelse er, er der evigt liv og salighed, som Luther formulerede det. Guds retfærdighed, som Jesus kalder det i Bjergprædikenen. Og så vil Gud dertil give os alt andet i tilgift. Sønnen og hans retfærdighed. Helligånden, som skænker os troen ved evangeliet og driver os til at gøre gode gerninger (Rom 8,3f; 13,8-10). Faderens omsorg for os, omend det ikke er en garanti mod forfølgelse eller martyrium.
Jesus advarer mod ikke at være rig hos Gud, i Gud eller i forhold til Gud. Og som sådan prædiker han loven over vores grundsynd, nemlig at vi ikke frygter og elsker Gud og stoler på ham over alle ting.
Men selv om Jesus gør det i denne lignelse, skal vi ikke kun prædike loven, men også prædike om den sande rigdom. Den rigdom, som vi får i evangeliet og de konsekrerede nadverelementer: Jesu legeme og blod.
Den rigdom taler vi gerne om, og det skal vi også. Det er derfor, nadveren hører hjemme, så ofte Guds folk samles. For det har Jesus befalet: Gør dette! (Luk 22,19).
Men vi skal ikke kaste den rigdom for svin (jf. Ekstra: Bed, så skal der gives jer .. Men hvad? [Bededag – Matt 7,7-14]).
Vi skal naturligvis heller ikke forkynde et budskab, der i stedet for at forkynde loven over rigdommens afgudsdyrkelse lover rigdom og fremgang, så det tiltrækker det gamle, syndige menneske og skaber en “menighed” af havesyge uomvendte mennesker. Det må der tværtimod advares imod, for det er at sende mennesker til en lade (gr. apothêkê) uden medicin, der kan overvinde død og fortabelse, alt imens man mere eller mindre åbenlyst eller skjult bilder dem ind, at det er et guddommeligt hospital. Det er ikke engang altid i det skjulte, for nogen prædikanter af denne type er egentlig meget åbne om, hvad de gør og lover. De gør kirken til en slags handelshøjskole. Det er grusomt, for de vil erfare det samme, som den rige mand gjorde, da han døde.
Derfor skal loven prædikes mod at gøre denne verdens rigdom til ens afgud. Derfor skal evangeliet prædikes, så vi ved Helligånden kan få den sande himmelske rigdom og blive bevaret i den ene, rette tro til evig tid.