Indledende bemærkninger
Alle helgens dag sætter fokus på død og opstandelse. Der er tradition for at mindes dem, der er døde i årets løb. Læsningerne har fokus på det, der skal komme med Jesu Kristi tilsynekomst på dommedag.
Es 60,18-22 taler om en tid, hvor “Herren skal være dit evige lys, og din Gud er din herlighed.” Sådan er det at være kristen, men dog sådan forstået, at troen tror eller “ser” det, men det er endnu ikke en synlig virkelighed for alle.
Åb 7,1-12 eller 7,1-17 handler om dem, som er døde i troen (se nærmere her). De kommer fra “den store trængsel,” som efter min vurdering handler om dommedag, og står foran Guds og Lammets trone. Men dem, der er døde i Herren, er allerede i Himlen hos Gud og Lammet, men med Jesu Kristi genkomst vil de genopstå legemligt, og den herlighed, der følger, vil blive større, herligere og glædeligere, end den de allerede har fået del i.
Matt 5,1-12 er en oplagt prædiketekst for de kristne, der lever i denne verden. Kristne ser synd, sygdom og død. Kristne bliver forfulgt. Faktisk er kristne den religiøse gruppe, der forfølges allermest, ikke mindst i muslimske lande (se fx Heidi Dachs, “Kristne er verdens mest forfulgte“).
Jesus beskriver de kristnes sande tilstand i verden, men han beskriver også de løfter, de har fået, og som vil blive opfyldt ikke kun i tro, men i skuen, når Jesus kommer igen (2 Kor 5,7).
Men langt vigtigere end disse temaer er den beskrivelse, som Jesus giver af dem, der prises salige. Det er de fattige i ånden. Det er dem, der har brug for den retfærdighed, som ikke de selv har, men Jesus har, og som de søger og får. Det er dem, Himmeriget tilhører.
I den anden halvdel af kapitel 5 underviser Jesus tilhørerne i den rette forståelse af loven. Forstås loven ret, kan intet menneske – undtagen Jesus selv – opfylde loven. Men det var også, hvad han kom for (Matt 5,17).
Når Jesus derfor i Matt 5,1-17 siger, at han kom for at opfylde loven og profeterne, så siger han også, at han kom for at muliggøre og opfylde, at de mennesker, som saligprisningerne omhandler, med rette kan prises salige. Kontrasten mellem beskrivelsen af dem og saligprisningen udtrykker det samme lov-evangelium-perspektiv, som Paulus udfolder i Romer- og Galaterbrevet, og som Luther senere genopdager og udfolder.
Saligprisningerne og Det gamle Testamente
Saligprisninger finder vi også i Det gamle Testamente (se 5 Mos 33,29; Sl 1,1; 2,12 [jf. 34,9; 40,4; 84,13]; 32,1f; 33,12). Nogle af dem er specielt interessante, fordi de handler om fuldendelsen: i 2,12; 65,5; 84,4. De enkelte saligprisninger i Matt 5,3-13 har stort set alle en gammeltestamentlig baggrund:
- at være ‘fattig i ånden’: f.eks. Es 57,15; 61,1 (græsk GT); 66,2; Sl 33,19 (græsk GT)
- at sørge (måske pga. synden og straffen herover): Es 61,1.3 (græsk GT)
- at være mild/venlig: f.eks. Sl 37,11; 76,9
- at sulte og tørste efter retfærdighed: Guds retfærdighed: f.eks. Sl 36,11; 40,10; 98,2.9; Mal 3,20; Es 26,2; 46,13; 51,5f.8; 56,1; 59,17; 61,3; Jer 23,5f; jf. Ordsp 15,9
- at være ren af hjertet: Sl 24,4; 51,12; 73,1 (jf. Ordsp 20,9)
- forfølgelse i forskellige former: f.eks. Es 51,7
Det gælder også de begrundelser, Jesus giver for saligprisningerne:
- Himmeriget er (allerede) deres (v. 3)
- skal/vil blive trøstet: f.eks. Trøstebogen i Es 40,1ff og især 61,2, som handler om Messias/Kristus; se også Åb 21,4 (v. 4)
- skal/vil arve jorden: Sl 37,11 samt løftet om at arve ‘landet’ i 1 Mos 12,1-3, men/omend universaliseret (v. 5)
- skal/vil blive mættet, dvs. få stillet deres sult og tørst efter retfærdighed og tilgivelse: Es 49,10; 55,1; 65,13; Jer 31,25 (v. 6)
- skal/vil finde/få barmhjertighed: f.eks. Zak 1,17; Es 12,1 (græsk GT); 14,1; 30,18; 49,10.13; 52,9; 54,7f (v. 7)
- skal/vil se Gud (uden at dø): Es 40,5; Sl 11,7; 17,15; 24,3; 41,3; 1 J 3,2; Åb 22,4 (v. 8)
- skal/vil kaldes Guds børn (sønner): Hos 2,1; Gal 4,4-7 (v. 9)
- Himmeriget er deres: Dan 7,18.22.27, jf. Dan 7,21 (v. 10)
- stor løn i himlene: Es 62,11 (?) (v. 11)
At være salig
Det græske ord makarios og det hebraiske ord ’ashrê betyder ‘salig’ og ikke ‘lykkelig.’ Der er først og fremmest tale om en objektiv tilstand, eller rettere en slags domsafsigelse. Modsætningen er ve-råb, ikke en subjektiv følelse. I Ps 1-2, som begynder og ender med en saligprisning, er der en klar modsætning mellem den salige, der har sin glæde ved Herrens lov og tager sin tilflugt til Sønnen (Ps 1,1; 2,12) og derved undgår Sønnens vrede (Ps 2,12; denne tolkning forudsætter oversættelsen ‘kys sønnen’ i Ps 2,12a).
I Mt 5,3ff fremgår det netop, at saligheden er begrundet i noget “objektivt”, nemlig den kommende herlighed. At være ‘salig’ betyder altså at være i en tilstand, hvor man har Guds velbehag – nemlig i kraft af syndernes forladelse ved troen på modtagelsen af Kristi retfærdighed – og derfor vil nå frem til fuldendelsen og få del i lønnen i himlen (Mt 5,12). Frelsen medfører en grundlæggende glæde midt i al andet, men man er ikke garanteret mod menneskelig lidelse og sorg. Der er tale om at være velsignet.
Indledning til saligprisningerne (v. 1f)
Matt 7,28 viser, at Jesus ikke kun underviste disciplene, men også skarerne. Men her fremgår det, at det var skarerne, der fik Jesus til at drage op på bjerget.
Udtrykket ‘bjerget’ påkalder sig interesse på grund af dens bestemte form. Hvilket bjerg er der tale om? Én mulighed er, at det er et velkendt, lokalt bjerg, ‘bjerget’ i daglig tale. En anden mulighed er, at Matthæus dermed skitserer en situation, hvor Jesus kan tale til mange. En del fortolkere vil dog sammenligne med Moses, som også gik op på et bjerg, mår han skulle modtage åbenbaringer fra Gud. Man tolker så Jesus som en ny Moses, og Jesu budskab får ofte et vist lovisk præg.
Mere konsistent med Skriftens lære om Kristus ville det være at sammenligne, ja identificere Jesus med Gud, som åbenbarede sig for Moses. Som Gud åbenbarede loven for Moses og folket, forklarer Jesus loven for disciplene og folket. Men som evangeliet var åbenbaret allerede for Adam, Eva og fx Abraham, åbenbarer Jesu på ny evangeliet for folket. Han “lærte dem …” (Matt 5,2).
Himmeriget og de fattige i ånden (v. 3)
Mange mener, at Sletteprædikenen i Luk 6,20-26 er den samme tale, men hvis man alene ser på hvor og hvornår de to taler holdes, må den idé opgives. Mange har også gjort meget ud af, at Jesus i Sletteprædikenen siger, at “Salige er I, som er fattige, for Guds rige er jeres” (Luk 6,20). Man tolker det om dem, som først og fremmest er økonomisk fattige. Man kunne jo også henvise til beretningen om den rige mand, hvor Jesus siger, at “Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget” (Matt 19,23).
Men man overser i så fald Jesu pointe. For på disciplenes forfærdede spørgsmål: “Hvem kan så blive frelst?” svarer Jesus: “For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt!” (Matt 19,25f).
Her i Matt 5,3 siger Jesus, at det er de “fattige i ånden,” som er salige. Det er dem, der i frelsesanliggender har erkendt, at de intet kan gøre. Sådan lærer jo også hele Skriften. Der er ingen retfærdige; der er ingen, der søger Gud (Rom 3,10f; jf. Sl 14,1-3 og Es 53,1-3). Dem, der tog imod Jesus, “er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud” (Joh 1,11f). Ja, “Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige” (Joh 3,5).
Den fattige i ånden er derfor den, der som tolderen i templet kun kan bede: “Gud, vær mig synder nådig,” fordi han har erkendt, at han har syndet mod Gud og derfor må bede Gud om nåde (Luk 18,13). Den fattige i ånden er den, der beder sådan, som David beder i Sl 51. David bekender ikke kun sin konkrete synd i Batseba-sagen, men også, at han er undfanget i synd og aldrig har kunnet eller villet overholde Guds bud.
Den fattige i ånden er den, som ved Guds lov har erkendt sin (arve)synd og skyld og som ved Guds evangelium har lært, at Gud er nådig og barmhjertig for Kristi skyld. Det er derfor, Himmeriget er deres.
Himmeriget, Himlenes rige – eller Guds rige, som Markus og Lukas tit siger og som Matthæus og Johannes siger nogle få gange – er en gengivelse af et udtryk, som faktisk kan have to betydninger. Ordet basileia betyder enten det at herske (jf. nordmanden Martin Synnes) eller det rige, man hersker over (jf. især nordmanden Sverre Aalen). For det sidste taler en del udtryk om fx at “gå ind i” dette rige. Men det giver ikke så meget mening at tale om et rige uden at tale om, at der er en, der hersker i dette rige.
Jesus gjorde mange undere, men centralt stod hans bemyndigelse til at tilgive synd(ere) på jorden (jf. til Mark 2,1-12).
Himmeriget er derfor det sted eller rettere ethvert sted, hvor Kristus hersker med evangeliet. De såkaldt lokale udsagn om Guds rige eller Himmeriget må derfor tolkes metaforisk. En dynamisk forståelse: Guds herredømme ved Kristus giver efter min opfattelse generelt en bedre mening.
Men lige netop her kan man ikke sige, at Guds herredømme tilhører de fattige i ånden. Her må meningen være, at Himmeriget er deres, dvs. at det tilhører dem. Hermed understreger Jesus, at Himmeriget ikke bare er for dem, men tilhører dem. Ved tro er det deres.
De sørgende skal trøstes (v. 4)
Mennesker sørger jo især, når en af deres kære er død. I vore dage er der ikke så få, der gerne vil tolke Guds vrede og fortabelsen bort. Det ville jo være rart, for så kunne man trøste alle, der oplever døden, med, at der venter noget bedre.
Sådan lærer Jesus os ikke: “For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget” (Matt 5,20). Den retfærdighed, der skal til, er den retfærdighed, der ene og alene skænkes ved tro på Jesus Kristus (jf. til Matt 22,1-14). Uden den er der ingen trøst, når man skal møde Kristus. “Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv” (Matt 25,46).
Alle helgens dag er en dag, hvor mange tænker på Johannes’ Åbenbaring. Åb 21,1-7 læses efter Anden tekstrække. Heri hedder det, at Gud “vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet” (Åb 21,4). Læser man hele kapitlet, har vi samme tema i denne søndags lektie fra Åb 7. Det er trøsterige steder. Men heller ikke Johannes’ Åbenbaring lærer, at alle bliver frelst. Tværtimod understreges det meget skarpt, at alle dem, som ikke har deres navne i livets bog, Lammets bog, går fortabt i ild- og svovlsøen.
Når Jesus derfor taler om, at de sørgende skal trøstes, kan det altså ikke betyde de sørgende i al almindelighed. At sørge frelser ikke.
Den sorg, der er tale om, er den sorg, som forstår, hvad der forårsager såvel sygdom og død som lidelse og forfølgelse. Og som ved evangeliet er kommet til tro på, at Jesus stedfortrædende har båret al verdens synd som Guds lam, og at ens synd og synder tilgives for Jesu Kristi skyld alene.
Den, der sørger over sin synd og alle syndens følger, og som tror, skal trøstes. Det sker ved evangeliet her i tiden. Selv om lidelse, sygdom og død gør ondt, trøstes vi alligevel i vort indre menneske ved troen.
De troende – de, som sejrer, som det hedder i Johannes’ Åbenbaring – vil blive trøstet i al evighed, når Jesus kommer igen og oprejser dem af døden og forvandler de troende, som endnu lever (Joh 5,25-29; Fil 3,20f).
Det gør Alle helgens dag til en stor udfordring for alle prædikanter. Alle skal lære sandheden om synd, sygdom og død og om Kristi person og gerning. Alle kommer vel for at blive trøstet denne søndag. Dem, der tror, og dem, der har mistet kære, som døde i troen, kan tage trøsten til sig.
Men dem, der ikke tror og ikke vil høre evangeliet, men bare vil have menneskelig trøst, hvad skal man sige til dem? Mange vælger ikke at sige noget om synd, Guds vrede og fortabelsen, eller de formulerer sig, så ikke-kirkevante næppe får fat i, hvad de mener.
De døde bliver jo ikke levende, og er de døde uden tro, frelses de ikke. Den virkelighed forsvinder ikke, fordi prædikanterne intet siger.
De hjælper heller ikke de levende. De hjælper ikke dem, der tror. For de kender jo udmærket synden, døden og Guds vrede. Djævelen holder det frem for dem, for at de skal blive fortvivlede og miste troen. De troende – og særligt de anfægtede – har derfor brug for, at der tales sandt om disse ting, men endnu mere har de brug for, at der forkyndes om Kristi sejr over synd og død. Der er brug for at forkynde om, at Gud har udvalgt de troende, allerede inden verden blev grundlagt.
De prædikanter, der intet siger eller som taler i forblommede vendinger, hjælper heller ikke dem, der ikke tror. Det er tværtimod, som hvis en læge ved, at nogle er syge, men intet siger, skønt han kender den medicin, som kan gøre dem raske. En sådan læge ville hurtigt miste ry og arbejde. Men er det prædikanter, står mange parat til at rose dem og klappe dem på skulderen, skønt de med deres tavshed eller uklare tale forsømmer at redde folk fra fortabelsen.
Populær bliver en prædikant ikke altid, hvis han siger sandheden på Alle helgens dag. Men så må han tage de saligprisninger til sig, som Jesus slutter dagens prædiketekst med.
Evangeliet trøster virkelig dem, der sørger over synd, død og Djævelen. Og på Herrens dag vil Gud selv tørre enhver tåre af deres øjne!
Det gamle Testamente forkynder denne trøst. “Trøst mit folk, trøst det, siger jeres Gud” (Es 40,1). Nu er Herren kommet, nu er Herrens tjener til stede, og han forkynder de trøsterige saligprisninger. “Gud Herrens ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede, for at udråbe et nådeår fra Herren og en hævndag fra vor Gud, for at trøste alle, der sørger” (Es 61,1f).
Hele Salme 23 trøster også: “Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst” (Sl 23,4).
De sagtmodige skal arve jorden (v. 5)
De sagtmodige er ikke en beskrivelse af mennesker med en bestemt personlighedstype. De sagtmodige er dem, som Gud har lært at kende sig selv og at kende ham. “Men de sagtmodige skal få landet i arv og eje og glæde sig over stor lykke,” står der i Sl 37,11. Læser man det i sammenhæng, ser man tydeligt, hvem de sagtmodige er.
Abraham er forbillede for alle troende, jøder såvel som ikke-jøder. Det lærer vi bl.a. i Romerbrevet. Her skriver Paulus: “For det var ikke ved loven, at Abraham eller hans efterkommere fik løftet om at skulle arve verden, men ved retfærdighed af tro” (Rom 4,13). Det er samme sag. Jøderne flest gjorde loven overkommelig, og derfor var de alt andet end sagtmodig.
Men udlægges loven ret, som Jesus gør det i Matt 5,21-48 og Paulus i Rom 1,18-3,20, og forkyndes evangeliet også, så kan Gud gøre et menneske sagtmodig og skænke troen. Men jøderne ville jo ikke høre loven og evangeliet, og de (for)blev derfor selvsikre og hovmodige.
Når Jesus taler om “jorden” og Paulus om “verden,” er det den nye himmel og jord, der menes. Som Hebræerbrevet skriver: “I tro adlød Abraham kaldet til at bryde op og drage til et sted, som han skulle få i eje, og han drog af sted uden at vide, hvor han kom hen. I tro slog han sig ned i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte sammen med Isak og Jakob, medarvingerne til det samme løfte; for han ventede på byen med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud” (Hebr 11,8-10).
Det er ikke noget rige eller geografisk område i denne verden. Det er heller ikke noget tusindårsrige. Mange har igennem tidens løb ville skabe dette rige selv. Hvad enten det er pavedømmet, et socialistisk/kommunistisk, national-socialistisk, muslimsk eller sekulært politisk (over)herredømme, man forestiller sig. Nogle forestiller sig, at Jesus skal komme igen to gange: først usynligt og så synligt. Sådanne jødiske spekulationer afvises med rette af Den augsburgske Bekendelse artikel 17.
Denne “jord” eller “verden” er det, som Johannes’ Åbenbaring taler om i Åb 21: “Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« Og han sagde: »Skriv! For disse ord er troværdige og sande.« Og han sagde til mig: »Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet. Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn.”
Men den, der sejrer, er den, der har vasket sine klæder hvide i Lammets blod, ved dåb og tro (jf. Åb 7,14; 22,14).
Dem, der tørster og hungrer efter retfærdigheden, skal mættes (v. 6)
Den retfærdighed, der her er tale om, er den retfærdighed, som jeg har omtalt ovenfor og skrevet om til Matt 22,1-14. Tørsten og hungeren efter retfærdigheden skal stilles.
Den retfærdighed er den, som Kristus kom for opfylde (Matt 3,15). Den fører (ofte) forfølgelse med sig (5,10). Den er af en anden art end farisæernes og de skriftkloges, for de vil selv tilvejebringe den. Men den retfærdighed, Jesus her taler om, er Kristi retfærdighed.
Den ville jøderne flest ikke have. “For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham,” må Jesus sige til dem (Matt 21,32).
Den hunger og tørst efter retfærdighed, som Jesus taler om, skabes af Guds lov, når den afslører vores egen synd og uretfærdighed. “Der er ingen retfærdig, ikke en eneste,” skriver Paulus (Rom 3,10; jf. Sl 14,1-3).
Luther spurgte som bekendt efter en nådig Gud. I dag har mange travlt med at forklare, at det gjorde han, fordi han havde en særlig personlighed og/eller opvækst. Men det er ikke den rigtige forklaring. Det var Guds lov, der afslørede Luthers synd og gjorde det med en sådan klarhed, at Luther kom til erkendelse af, at vi mennesker aldrig vil kunne gøre nok, endsige være sikker på at have gjort nok. Den, der tror, at han kan gøre så meget, at han vil fortjene det evige liv, vil ligesom den rige unge mand i Matt 19,16-30, få at vide, at han altid mangler noget, han ikke kan og vil.
Dem, der ikke spørger efter en nådig Gud, skal altså have loven forkyndt. Så kan Gud skabe tørst og hunger efter retfærdigheden. At der så er nogle, der vil benægte, at loven afslører synd, skal ikke få os til at lade være at forkynde loven. Det er at lade dem i stikken.
Det er i øvrigt også at lade samfundet i stikken, for uanset om loven får lov at afsløre synden i hjertet og skabe tørst og hunger efter retfærdigheden, kan loven holde uretfærdighed nede i samfundet. Det er der i høj grad brug for.
Når evangeliet forkyndes og tros, stilles denne hunger og tørst. Når Kristus kommer igen, vil den blive stillet for evigt hos dem, der her i tiden hørte evangeliet og troede.
Tørsten stilles af Helligånden, når Han virker med evangeliet, og når Han til sidst vil skabe liv af døde. Derfor har også Johannes’ Åbenbaring flere steder, der taler om at få stillet tørsten.
Esajas forkyndte evangeliet: “Kom, alle I, der tørster, kom og få vand! Kom, I, der ingen penge har! Køb korn, og spis! Kom og køb korn uden penge, vin og mælk uden betaling!” (Es 55,1). Det budskab lyder på baggrund af og med udgangspunkt i Es 53.
“De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere, hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem, for Lammet midt for tronen skal vogte dem og lede dem til livets kildevæld, og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne” (Åb 6,16f, jf. Es 49,10).
De barmhjertige skal vises barmhjertighed (v. 7)
De barmhjertige er ikke barmhjertige af deres natur, men fordi Gud har vist dem barmhjertighed og frelst dem (jf. Matt 18,21ff). De vises heller ikke barmhjertighed, fordi de selv er barmhjertige. Men de, Gud har frelst, gør han barmhjertig, omend det ikke i denne verden bliver særlig perfekt.
Den barmhjertighed, Gud vil vise, er barmhjertigheden og frelsen i dommen. Det beskrives i Matt 25,31-46. Modsat advarer Jesus disciplene mod ikke at være barmhjertig, for så vil Gud ikke vise barmhjertighed. Som nævnt er det ikke barmhjertighed, der frelser. Men de gode gerninger er der, hvor troen er. De troende gør gode gerninger, og det skal de også. Det gør de ikke i egen kraft, men fordi Helligånden virker i dem (Rom 8,4).
Uden tro og uden Helligånden gør ingen gode gerninger. “Herren ser fra himlen ned over menneskene for at se, om der er en forstandig, én der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste” (Sl 14,1-3). Men udadtil kan alle gøre gerninger, der ser gode ud, og det skal alle mennesker også.
Men selv om de troende gør gode gerninger, bærer god frugt (Joh 15,2), er det ikke de gode gerninger, der frelser. Vi retfærdiggøres og frelses ene og alene for Jesu Kristi skyld, ved tro på Ham. Lovgerninger har intet at gøre i den sammenhæng, som Paulus lærer os i bl.a. Romerbrevet.
De rene af hjertet skal se Gud (v. 8)
Ren af hjertet er intet menneske, for “ingen søger Gud … alle er fordærvede” (Rom 3,11.12). Alligevel kan David spørge, hvem der kan drage op på Herrens bjerg og stå på hans hellige sted: “Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte, den som ikke farer med løgn og ikke sværger falsk,” lyder svaret. Det lyder paradoksalt, men forklaringen er: “Han henter velsignelse hos Herren og retfærdighed hos sin frelses Gud” (Sl 24,5).
Det rene hjerte er altså ikke noget, vi har i os selv og i vores egen natur, men det er noget, vi tilregnes. Det er Kristi rene hjerte, som vi får lov at regne som vores.
Derfor kan den rene af hjertet se Gud uden at dø og gå fortabt. “Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er,” skriver Johannes (1 Joh 3,2). Dem, der står foran Gud og Lammets trone, skal se Gud og Lammet. Men det gælder altså kun dem, der “har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod” (Åb 7,14; jf. 22,14).
De, som stifter fred, skal kaldes Guds børn (v. 9)
Fredsstifterne kan stifte fred på mange måder. Først og fremmest vil alle kristne bekende deres synd og deres tro. På den måde lærer andre om synd og nåde og kan komme til tro, så de får fred med Gud. “Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus” (Rom 5,1). Gud “er vor fred” (Ef 2,14).
Tilsvarende lyder det allerede i Det gamle Testamente. “Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin hen over bjergene! Han forkynder fred, han bringer godt budskab og forkynder frelse,” som Esajas profeterede (Es 52,7). “Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt” (Es 53,5).
Evangeliet stifter imidlertid ikke kun fred mellem Gud og syndere, men også mellem jøder og hedninger (Ef 2,11-22). Det skyldes, at i troen er skellet mellem jøder og ikke-jøder revet ned.
Men der er også fredsstiftere, som ikke hører ind under denne saligprisning. Selv siger Jesus, at “Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd” (Matt 10,34). Men mange vil hellere holde fred med alle, selv om det betyder, at de må fortie eller forfalske evangeliet og benægte deres tro. Evangeliet og Kristi person og gerning bringer ikke altid fred, men også vrede og forfølgelse. Dem, der vil undgå det, undgår også Kristus selv og dermed saligprisningen. “Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden,” sagde Jesus (Joh 16,33).
Det er også udmærket, hvis kristne og andre bidrager til at stifte fred på jorden (ApG 24,2f). Fredsbevarende og fredsskabende arbejde er fint, men det bliver man alligevel ikke salig af. En helt anden sag er det, når kristne eller andre forveksler åndelig fred med politisk fred. Den slags har ikke Guds velsignelse. Og det fører ofte til diktatur.
De, som stifter fred, skal kaldes Guds børn. Det betyder selvfølgelig ikke, at de kun skal Guds børn, men at de skal være det (“jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn”, Åb 21,7). Imidlertid står der egentlig ikke “Guds børn,” men “Guds sønner.” Forskellen på “Guds børn” og “Guds sønner” er arveretten. En søn (gr. hyios) er en, der er arveberettiget. Om man er født som søn eller adopteret som søn, spiller ingen rolle.
Det, man skal arve, er alt det, som Jesus har testamenteret. Jesu testamente er stadfæstet ved hans død, som Hebræerbrevet lærer (Hebr 9,16). Det er først og fremmest syndernes forladelse og fred med Gud. “Dette er mit blod, pagtens [bedre: testamentets] blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse,” siger Jesus under nadverens indstiftelse. Denne arv omtales mange steder i Det nye Testamente (fx ApG 20,32).
Arven er ikke kun frelsen ved syndernes forladelse her i tiden, men også frelsen på Herrens dag og i evigheden derefter (1 Pet 1,4; jf. Ef 1,14). “Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn” (Åb 21,7). Det er Guds rige (1 Kor 15,50), som kun arves ved tro (jf. 1 Kor 6,9f).
Himmeriget tilhører de, som forfølges for retfærdigheds skyld (v. 11)
Den retfærdighed, der her er tale om, er den, som Jesus omtaler i v. 6. Kristi retfærdighed, som tilregnes de syndere, der tror, bringer vrede frem i dem, der ikke vil høre tale om synd og behov for en fremmed retfærdighed.
Jøderne forfulgte de kristne, så længe de havde magt til det. Siden hen har fx muslimer forfulgt de kristne, og i dag udgør de kristne formentlig omkring 80 % af alle dem, der forfølges. Det er ofte muslimer, der forfølger de kristne.
Jesus giver en særlig trøst til dem, der forfølges for retfærdighed(en)s skyld. Himmeriget er deres (jf. til v. 3 ovenfor).
Salige er I, når I forfølges på grund af mig (v. 11f)
De sidste to vers af denne søndags prædiketekst skiller sig ud ved at være rettet direkte til disciplene – og de øvrige tilhørere – som tiltale (jf. Matt 5,1).
Når disciplene hånes, forfølges og man lyver og siger alskens onde ting mod dem på grund af Jesus, så er de salige. Det var ikke en overflødig saligprisning, men Jesus vidste, hvad de siden skulle komme ud for. Sådan forfulgte man også siden hen de evangeliske på reformationstiden. Det kunne være en udmærket idé at inddrage, eftersom man i år i ugen op til Alle helgens søndag fejrer (burde fejre) den tyske reformation (31. oktober) og den danske (30. oktober). Luthers skrev i 1523 en salme om de to første, nederlandske martyrer.
Senere skriver apostlen Peter om det i store del af sit første brev, som er en udmærket kommentar og forberedelse til at prædike over disse vers. Det var nemlig ikke kun relevant for apostlene selv, men også for de hyrder og de menigheder, som fulgte.
Man kunne synes, der var god grund til at sørge over forfølgelse, for der er jo mange negative sider ved det. Men Jesus peger i stedet på den store løn i himlene og opfordrer til fryd og glæde: “Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene” (v. 12). Paulus kan tilsvarende trøste med den herlighed, som skal åbenbares på de troende (Rom 8,17ff).
Frelsen selv er ikke en løn, for den får de af nåde alene. Men der er en stor løn i himlene til dem, der for Kristi skyld udsættes for forfølgelse. Sådan som det også gjaldt profeterne før dem.
Alle helgens dag er vist ofte en dag, hvor man mindes alle de døde, uanset hvordan de levede og døde. Men teksten og kirkehistorien lægger snarere op til, at man mindes dem, der ikke alene levede og døde som kristne, men som kristne bekendte deres tro uanset omkostningerne.
Sådan gjorde de første kristne, og sådan gjorde de lutherske kristne det på reformationstiden. Det var ikke spor romantisk, men en konkret virkelighed, der kostede konkrete menneskers liv osv. Men den kristne bekendelse lød, og derfor bør vi særligt mindes dem Alle helgens søndag.
Som nævnt er der god grund til også at huske alle dem, der i dag forfølges for Kristi skyld.