Jesu budskab til menighedens biskop i Thyatira (Johannes’ Åbenbaring 2,18-29)
I det fjerde afsnit af Jesu syv formaninger dikterer Menneskesønnen, dvs. Jesus, et budskab til menighedens biskop i Thyatira. Jesus kritiserer ham for at tolerere vranglæreren Jezabel på trods af, at både hun og hendes tilhængere vil blive ramt af dommen – hvis ikke de omvender sig. De troende derimod opfordres til at holde fast ved det de har, indtil Jesus kommer!
I øvrigt fremgår det af v. 23, at Jesu dom over Jezabel og hendes børn har et budskab til alle.
Guds søn med øjne som luende ild (v. 18)
Menneskesønnen beskrives igen som i kap. 1. Det er vel ikke ganske klart her, hvorfor Jesus beskrives på denne måde, men det bliver det i 19,12, hvor Menneskesønnen er den, der kommer for at dømme. Det er i lyset af dommen, at vi skal læse dette afsnit.
Jeg kender dine gerninger og din kærlighed (v. 19)
Jesus roser indledningsvist denne biskop. Jesus kender hans kærlighed, trofasthed, tjeneste og udholdenhed, og biskoppens gerninger har endog overgået de gerninger, han gjorde til at begynde med (i modsætning til Efesos-biskoppens, 2,4f). Umiddelbart synes der at være tale om vækst i kristenlivet. Men det er kun tilsyneladende, at biskoppen ikke kritiseres.
Men du finder dig i Jezabel, en falsk profetinde (v. 20)
For ligesom biskoppen i Pergamon har denne biskop et problem: Han finder sig i en falsk profetinde, som i sin lære forfører Guds tjenere. Hendes lære har fået nogle i menigheden til at bedrive utugt og spise afgudsofferkød.
Måske er der tale om, at hun har sagt, at de kristne er rene i ånden og derfor ikke kan besmitte legemet, så længe de mener, at de handler “i kærlighed.” Måske har hun på en eller anden måde lært, at de ikke kan miste troen.
Men det kan også være, at hun bare har sagt, at det ikke betyder så meget, om de holder sig til Guds ord eller ej.
Sådanne falske profeter og profetinder kender menighederne også i dag. De er altså vranglærere og forfører Guds tjenere.
Jezabel vil ikke omvende sig (v. 21)
Det overraskende i lyset af budskabet til Pergamons biskop (se 2,15f) er, at biskoppen denne gang ikke opfordres til at omvende sig. Men det betyder helt sikkert ikke, at han ikke skulle omvende sig. Det betyder derimod, at han forudsættes selv at kunne drage konsekvensen af beskeden til søsterbiskoppen i Pergamon. Hvis man hører dommen forkyndt over en synd, som man ved, man også selv har, hører man naturligvis loven, selv om det formelt er en anden, der tiltales.
I dette afsnit fokuserer Jesus ikke på biskoppen, der tolererer vranglæreren, men på vranglæreren og hendes tilhængere. De to afsnit supplerer på denne måde hinanden. Jesus har givet Jezabel mulighed for at omvende sig, dvs. hun er på en eller anden måde formanet til at opgive sit falske forehavende. Men hun vil ikke. Hun har forhærdet sig.
Straffen er sygdom og stor trængsel (v. 22)
Jezabel vil derfor få en straf, som svarer til ugerningen. Ugerningen har fundet sted i sengen, og derfor bliver den nu til sygeleje for hende. Hendes børn vil Jesus slå ihjel med pest (v. 23a). Det er alt sammen billedsprog for dommen.
Jesus truer endvidere dem, der har horet med hende, med at styrte dem ud i “stor trængsel”. Dem, der har horet med hende, er dem, der har overtaget hende vranglære. De har måske også helt konkret begået utugt.
Men hvad er “den store trængsel”? Det fremgår af 7,14, hvor det samme udtryk bruges. Her er der tale om dem, der på vredens dag, dvs. dommedag (sml. 6,16f), kommer ud af “den store trængsel.” Den store trængsel er altså også dommen på dommedag. I al fald disse to steder er det ikke, som det ofte siges, endetidens særligt hårde kristenforfølgelser eller de kristnes vilkår generelt her i verden.
Jesus siger altså ganske enkelt, at dem, der følger vranglærerne, vil blive ramt af dommen. Den samme besked gav Jesus biskoppen i Pergamon, som fandt sig i vranglærerne.
Der er dog én mulighed for at undslippe dommen: Omvendelse. Det er netop Jesu ønske (jf. 2,16), at vranglærerne skal omvende sig, så hans komme ikke bliver til dom, men til frelse.
Jesus er dommeren (v. 23)
Jesus er nemlig den, som kender alle til bunds. Han “ransager nyrer og hjerter”. Dommen er derfor ikke uretfærdig, men svarer fuldstændig til, hvad man har gjort. Det vil menighederne komme til at forstå.
I 1992-oversættelsen har man valgt at gengive ‘og de vil/skal forstå’ med “så skal alle menighederne forstå …”. Men det er en tolkning, som forudsætter, at Kristus vil straffe Jezabel og hendes tilhængere inden dommedag. Selv om det måske er muligt at tolke v. 22f sådan, er det også muligt – og efter min mening altså bedre – at tolke begge dele om det, der skal ske på dommedag.
Ikke nogen ny byrde (v. 24)
Men der er altså også nogle i Thyatira, som ikke har fundet sig i vranglæren og indrettet deres levevis derefter. De har altså ikke loddet Satans dybder, men derimod Guds dybder (1 Kor 2,10), som Helligånden giver kendskab til gennem forkyndelsen af Kristus som korsfæstet (1 Kor 2,1ff). På dem lægger Jesus ikke nogen ny byrde.
Hold fast indtil jeg kommer (v. 25)
Igen understreger Jesus, at målet er at være rede, når han kommer. Derfor formaner han de ‘andre’ kristne i Thyatira til at holde fast ved det, de har. Det er en vigtig formaning, for holder man fast ved Jesus, vil han holde fast ved os på dommedag. Ellers går man dommen i møde. Det vil Jesus undgå. Derfor sender han bud til denne menighed – og til os.
Jeg vil give ham morgenstjernen (v. 26-28)
Jesus understreger endnu engang, at han har et positivt mål. Til den, som sejrer, vil Jesus give del i sin egen status. Som han får magt fra sin fader over folkeslagene og skal vogte dem med et jernscepter, dvs. dømme (12,5; 19,15 sml. Sl 2 og Åb 11,18), sådan skal den, der sejrer, få magt fra Jesus.
Denne status får de del i i opstandelsen (20,4-6), men selve dommen over folkeslagene fælder Jesus dog selv (11,18; 19,17-21; 20,7-10; 20,11). Endelig lover Jesus, at han vil give dem “morgenstjernen.” Morgenstjernen er Jesus selv (22,16).
Det er altså et fantastisk løfte. Derfor skal enhver, som har øre, høre, hvad Ånden siger til menighederne: Det er et løfte om sig selv (22,16).
Da skænker han ikke længere sit legeme og blod i nadverens brød og vin, men da skal enhver, som dør i den sande tro, have fuldt fællesskab med ham i tro og skuen, og bo sammen med Gud – og Lammet.
Ham være æren i evighedernes evigheder. Amen.