Læsningerne
Læsningerne til 9. søndag efter Trinitatis efter anden række – det er i 2008 den 20. juli – fortsætter temaet fra 5. søndag efter Trinitatis og de efterfølgende søndage. Jesus betroede nøglemagten til apostlene i deres egenskab af prædikanter ved Cæsarea Filippi (jf. til “5. s. e. Trinitatis). Man forvalter nøglemagten i forkyndelse, skriftemål og når man forvalter sakramenterne. Det afgørende er, at man skal forkynde som Guds Ord, dvs. forkynde lov og evangelium (jf. til 6. s. e. Trinitatis). Herrens disciple – og særligt prædikanterne – skal ikke frygte mennesker, som nok kan slå legemet ihjel, men derimod Gud, som kan sende sjæl og legeme i Helvede (jf. til 7. s. e. Trinitatis). Alle disciple skal tage sig i vare for falske profeter, for falske profeter bliver til evig fordømmelse for både dem selv og dem, der tror på deres falske forkyndelse (jf. til 8. s. e. Trinitatis). 9. søndag efter Trinitatis formaner Paulus Timotheus til at lide ondt i den tjeneste, han har fået, med henvisning til evangeliet. Jesus gør klart, at vi skal stole på Gud og tjene ham med regnskabsdagen for øje (jf. Hebr 13,17).
9. søndag efter Trinitatis er lektien Es 10,1-3, hvor Esajas forkynder dom over dem, der giver onde love m.m.
Epistlen er 2 Tim 1,6-11, hvori Paulus formaner Timotheus til at lade Helligånden opflamme, så han ikke skammer sig ved evangeliet eller Paulus, der som forkynder, apostel og lærer er fange for Kristi skyld. Timothetus skal tværtimod selv være villig til at lide ondt for evangeliet. Gud har frelst os efter sin egen beslutning og af nåde, som blev givet os i Kristus i evigheden og åbenbaret for os, da Kristus blev menneske. Kristus besejrede døden og bragte liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet. Derfor behøver Timotheus ikke frygte, skriver Paulus – i forlængelse af det, Jesus siger i evangeliet til 8. søndag efter Trinitatis.
Evangeliet til 9. søndag efter Trinitatis er Luk 12,32-48. Det består af flere afsnit. Det første handler om forholdet mellem tillid til Gud, vores himmelske Fader, som skal være vores skat, og penge (vv. 32-34). Vi skal have vores hjerte rettet mod vores Herre, som vil komme igen på et tidspunkt, vi ikke forventer det, og derfor skal vi passe den tjeneste, vi har fået (vv. 35-40). På Peters foranledning konkretiserer Jesus dette i forhold til dem, der ligesom apostlene er Ordets tjenere, og viser forskellen på at være tro og ikke at være det (vv. 41-48). Det er en tekst, der nok kan og bør medføre ransagelse hos enhver prædikant.
Es 10,1-3
Denne gammeltestamentlige tekst er ikke irrelevant, skønt vi nu lever i det nye testamentes tid. Prædikanter skal ikke foreskrive, hvilke love øvrigheden skal give. Men det er tilladt, ja, bestemt påbudt at påtale, når magthaverne ligefrem giver onde love og uretfærdige forordninger.
Det gælder ikke mindst, når det gør ud over de svage og hjælpeløse, og når enker og faderløse lider økonomisk skade.
Man skal ikke begyndte at belære om, hvordan lovene konkret skal se ud, for det er der ingen bibelske befalinger om. Men at man kan tale såvel magthaverne som borgerne imod, var Luther selv et eksempel på i forbindelse med de såkaldte bondeoprør omkring 1525.
Man må advare med “straffens dag, når uvejret kommer fra det fjerne” (jf. i øvrigt til Fatale byggeskader [8. s. e. Trinitatis – Matt 7,22-29; Mika 3,5-7; 1 Joh 4,1-6]). Der er der intet hjælp at få for dem, der har opført sig ugudeligt.
Ovenstående er i overensstemmelse med toregimentelæren. Denne siger nemlig ikke, at samfundet eller magthaverne selv kan fastsatte deres etik og normer. Gud styrer begge såvel det verdslige som det åndelige regimente. Det verdslige regimente skal imidlertid holde sig til dets egne opgaver: straffe det onde, herunder dem, der er onde mod de svage, og rose de gode.
Giver man onde love og forordninger eller gør man oprør, må man stå til ansvar for det over for Gud på dommedag. Det sidste må man også stå til ansvar for i dette liv.
2 Tim 1,6-11
Timotheus havde en gave fra Gud takket være Paulus’ håndspålæggelse. Den gave opfordrer Paulus Timotheus til at lade flamme op (v. 11). Spørgsmålet er, om det er en særlig nådegave, som kun Timotheus og få andre får. Eller det er en nådegave, som Gud i sin nåde giver alle, der som Timotheus varetager et Ordets embede. Eller det er den Helligåndens gave, som alle kristne får. Selv om Gud ønsker at skænke sådanne gaver til alle kristne, er der dog her tale om en særlig nådegave, som Timotheus havde fået ved sin ordination.
Timotheus havde fået Helligåndens udrustning. Helligånden er ikke “fejhedens Ånd,” som gør, at man tier om ens tro og lære. Helligånden giver tværtimod kraft, kærlighed og besindighed eller selv-kontrol (v.7).
Derfor, fortsætter Paulus, skal Timotheus ikke skamme sig over vidnesbyrdet om vor Herre eller over Paulus, som er Kristi fange. Han skal derimod lide ondt for evangeliet efter (hvilket vel vil sige, i forhold til) Guds kraft, som han får af eller ved Helligånden, som er “krafts Ånd” (v. 8, jf. v. 7).
Det, som Paulus forudsætter eller i al fald ønsker at forebygge, er, at Timotheus skammer sig over evangeliet, som handler om Guds Søn, som bliver korsfæstet, over Paulus, Jesu Kristi apostel, hans fader i troen (jf. 1 Tim 1,2) og ham, som Timotheus selv er assistent for (1 Tim 1,3).
Timotheus må ikke blot påregne at lide ondt, så han skal være villig til det. Paulus formaner direkte Timotheus til at lide ondt for evangeliet (2 Tim 1,8). Præpositionen i verbet syngkakopatheô går næppe på dativen ‘evangeliet,’ men snarere på Paulus. Dativen ‘for evangeliet’ er i givet fald en henseendets dativ.
Baggrunden må jo være, at Timotheus har været ved at give op på grund af den modstand, han oplever. Men Paulus formaner og opmuntrer ham til at holde ud, ikke i egen kraft, men ved evangeliet og Helligånden.
I v. 9-10 udfolder Paulus, hvad Gud har gjort: Han har frelst “os.” Det ved Paulus, for når man har fået sine synders forladelse, er man retfærdiggjort og frelst (jf. Rom 4,1ff). Gud har nemlig kaldet ved en hellig kaldelse, nemlig i og ved evangeliet.
Det skyldes ikke Paulus’ og Timotheus’ gerninger (eller noget som helst andet menneskes gerninger). Det skyldes, at Gud selv har besluttet det af nåde. Den blev givet til os i Kristus Jesus før evige tider. Det skyldes altså Guds forudbestemmelse, at “vi” tror og er frelst.
Den nåde blev åbenbaret, da Jesus, Den salvede, vores frelser, blev åbenbaret. Han tilintetgjorde døden, dvs. tog magten fra døden, og han bragte liv, uforgængelighed for lyset ved evangeliet.
Det er vigtigt at vide for Timotheus, for alle andre Ordets tjener og for enhver kristen, som må lide ondt for evangeliet. Det kan vi gøre, fordi Kristus har besejret døden og åbenbaret det modsatte: livet, som aldrig skal forgå. Det har vi brug for at høre, fordi synd, vantro og manglende tillid til Gud bor i os og vort kød.
Paulus slutter med, at han selv blev indsat som ‘forkynder’ eller ‘prædikant,’ der proklamerer evangeliet, som ‘apostel,’ som på Jesu Kristi vegne og med fuldmagt fra ham åbenbarer Kristi ord og lære med ord, som Helligånden har lært ham (1 Kor 2,13) og som ‘lærer,’ der forkynder og underviser i evangeliets lære.
Timotheus må ikke skamme sig sig over alt dette. Det samme gælder også Ordets tjenere nu om dage. Desværre er det de allerfleste, der skammer sig over Paulus’ ord og lære, og i stedet sætter deres egen fornuft og tanker i Ordets sted. De vil, som vi skal se, få deres dom.
Luk 12,32-42
Frygt ikke, men stol på Gud (v. 32-34)
V. 32-34 viderefører Luk 12,31 (“Søg derimod hans rige, så skal det andet gives jer i tilgivet”) og opfordrer disciplene, som han kalder ‘lille hjord,’ til ikke at frygte. Er de hjorden, er Jesus naturligvis hyrden. Han er den gode hyrde (Joh 10; Sl 23).
De er hans hjord, ja, hans lille hjord. De syner ikke af meget, hverken kvantitativt eller kvalitativt, hvis man anlægger en “menneskelig” betragtning. Men de tjener en herre, som gør en afgørende forskel.
Jesus begrunder sin formaning eller befaling med, at deres himmelske fader fandt velbehag i at give dem riget. Ligesom i epistlen forankres Guds nåde, frelse og omsorg ikke i noget hos disciplene, men i Guds evige nådevalg. Havde det stået til dem selv, ville de kun have fået evig fordømmelse. I tro har de al nåde og velsignelse (jf. til Ef 1,3-14 i “At gøre alle folk til Jesu disciple [Trinitatis søndag – Matt 28,16-20]“).
At Gud besluttede at give dem riget, indebærer, at han så også vil give dem, hvad de ellers har brug for. De behøver derfor ikke gøre som den rige, der må bygge lader til det, han tror, der skal sørge for ham (jf. At [ikke] være rig hos Gud [1. søndag efter Trinitatis – Luk 12,13-21]).
Umiddelbart synes Luk 12,33 at være en generel befaling om at sælge, hvad de har, og give det som almisse. Det var også, hvad urkirken gjorde (ApG 2,45). Men det fremgår af Luk 12,22, at det er sine disciple, Jesus taler til, hvilket her betyder de tolv. Senere ser, vi at Peter bliver i tvivl om, hvem Jesus taler til, men det er stadigvæk disciplene, dvs. apostlene, som er forvaltere af Guds hemmeligheder (1 Kor 4,1f), som Jesu taler til.
Befalingen til at sælge alt må derfor forstås på linje med det, vi lærte for nogle søndage siden (For mennesker umuligt, for Gud muligt [6. s. e. Trinitatis – Matt 19,16-26; 2 Mos 20,1-17; Åb 3,14-22]). Det er forkyndelse af loven. Det er desuden også meget konkret rettet til apostlene, som senere skulle drage ud i verden for at forkynde evangeliet.
Det er i al fald ikke et generelt forbud mod at have ejendom i det hele taget (jf. Den augsburgske Bekendelse, artikel 16).
Jesus befaler disciplene, at de skal skaffe sig punge, der ikke ældes, en himmelsk skat, der ikke slipper op, og som hverken tyv eller møl truer. Det er ikke noget, de kan fortjene sig til. Det er evangeliet, som de ene og alene får af nåde.
Som med den rige “unge” mand eller rådsherre må de lære at forsage denne verdens goder frem for at sætte sin lid til dem, og de må tage imod evangeliet om Guds nåde og omsorg.
Gør de det, vil det gælde, at hvor deres skat er, vil deres hjerte også være. De må have evangeliet som deres skat. Er pengene deres skat og gud, så vil det før eller siden præge deres tjeneste. Mange er de, som elskede deres (større og større) løn og rigdom mere end evangeliet og den hjord, de som forvaltere var blevet betroet.
Med regnskabsdagen for øje (v. 35-40)
Vær beredte (v. 35f)
Disciplene skal binde op om sig, dvs. være parate, ligesom israelitterne påskenat (2 Mos 12,11). Det billede, Jesus dernæst bruger, har kun en vis lighed med de fem kloge brudejomfruer, der sørger for deres lamper (jf. 2. søndag i advent – Matt 25,1-13).
For Jesus beder her disciplene gøre som dem, der venter på at deres herre bryder op fra brylluppet, formentlig sit eget bryllup! Når han kommer og banker på for at blive lukket ind, så skal de være parat til straks at lukke op for ham. Det er altså ikke brudejomfruerne, Jesus sammenligner med, men tjenerne derhjemme. Det passer fint med, at disciplene jo er hans, Kristi, tjenere.
Saligprisning (v. 37f)
Jesus priser de tjenere salige, som er årvågne, når han kommer. At være salig er her en objektiv tilstand. Det betyder nemlig, at de får frelse og evigt liv. Salighed er en følge af syndernes forladelse og retfærdiggørelsen (Rom 4,6-8; Sl 32,1; 1,1). Det er en lykke, men det betyder ikke, at man nødvendigvis altid føler sig lykkelig.
1992-oversættelsen taler om, at tjenerne er “vågne,” men verbet grêgoreô betyder ikke ‘at være vågen,’ men ‘at være årvågen.’
Under normale omstændigheder er det jo tjenerne, der tjener deres herre, når han vender hjem. Men her er det omvendt, fordi det ikke er et normalt tjener-herre-forhold, Jesus taler om.
Jesus lover dem med et højtideligt løfte, at han vil binde kjortlen op på tjenermanér, lade dem sætte sig ved bordet i Himmeriget og tjene dem. Det er et stort løfte, at Guds Søn, som er vores frelser og opretholderen af himlen og jorden, vil sørge for os ved festen frem for omvendt.
Men det er faktisk, hvad der allerede sker. For når der holdes nadver, er Kristus selv tilstede og uddeler sit legeme og blod gennem præstens forvaltning af nadveren. Var Kristus ikke tilstede, ville vi naturligvis ikke kunne få hans legeme og blod.
Fuldendelsen er altså en fortsættelse af nadverfællesskabet, men den overgår naturligvis nadveren, for i fuldendelsen skal vi se Jesus som han er og blive ham lige (jf. 1 Joh 2,28-3,2).
Det kan være, det trækker ud med Kristi komme – helt til den anden eller endog tredje nattevagt. Men de er salige, som våger på det tidspunkt. Pointen er naturligvis ikke, at man ikke skal sove, fysiologisk set. Pointen er, at vi skal vide, hvor vores skat er, hvad enten vi er vågne eller sover.
Tyverisikring (v. 39f)
Jesus vælger et nyt billede, nemlig risikoen for at få besøg af en tyv og foranstaltningerne for at forhindre indbrud.
Her tænker Jesus på en tyv, som graver sig vej, enten gennem væggen eller måske gennem taget (jf. det beslægtede verbum i Mark 2,4). Det siger sig selv, at hvis man ved, hvornår tyven kommer, vil man ikke tillade, at han laver hul i huset og stjæler.
Men det ved man jo ikke, så lidt som disciplene ved, hvornår Jesus kommer igen. Derfor skal de simpelt hen være rede. Menneskesønnen (jf. Dan 7,13, 19. søndag efter Trinitatis – Mark 2,1-12 og Sidste søndag i kirkeåret – Matt 25,31-46) kommer i den time, som disciplene ikke mener (han kommer i).
Peters spørgsmål og Jesu svar-spørgsmål (v. 41f)
Peter vil vide, om lignelsen drejer sig om dem eller om andre. Jesus svarer med et spørgsmål, som viser, at det er disciplene og alle andre forvaltere, dvs. præster og prædikanter.
Hvem er det, som jeg nu beskriver, spørger han i virkeligheden. Jo, det er en ‘forvalter.’ En forvalter er jo en, der driver ejerens virksomhed på hans vegne og efter direktiver udstedt af ham. Ordets tjenere, som forkynder evangeliet og rækker sakramenterne, er netop forvaltere ifølge 1 Kor 4,1f.
Men der er desværre to slags. Den første er dem, der er tro og klog. De retter sig efter ejerens forskrifter og bærer sig klogt ad i deres arbejde.
Det arbejde, de er sat til at varetage, er at give deres herres tjenerskab deres afmålte kost, ‘madration,’ ’til tiden.’ Lukas bruger ordet terapeia, som er sjældent i denne betydning. Matthæus bruger derimod ordet ‘slave/tjener’ (gr. doulos), som er gængs, ligesom Lukas gør i her i vers 43.
Uanset det sjældne ord er det klart, at Jesus taler om dem, der har fået til opgave at sørge for, at deres medtjenere får den rette føde til den rette. Det er netop præster og prædikanter.
Dermed har Jesus svaret på Peters spørgsmål. Det er dem og deres medældste, Jesus taler om (jf. 1 Pet 5,1-4).
Endnu en saligprisning og en belønning (v. 43f)
Jesus priser den tjener salig, som gør således, når han kommer igen på det uventede tidspunkt. Jesus siger faktisk, at salig er den, der ‘findes således,’ når Herren kommer igen. De skal ‘findes tro,’ som Paulus skriver (1 Kor 4,2). Dermed menes, at det ikke er nok, at de selv mener det, men det skal være sådan, at deres Herre mener, at de er det.
Derfor er det naturligvis afgørende, at de har fået en ordentlig oplæring, så de så at sige ikke tjener efter regler, som de selv eller andre mennesker har fundet på, men efter Kristi egen befaling og indstiftelse.
Den lutherske kirke er ikke en kasuistisk kirke. Der er ikke detaljerede forskrifter for alt muligt. Men forkyndelsen skal være læremæssigt ren. Forvaltningen af sakramenterne skal dels anvende de ord, vi har fået befaling om at anvende ved dåb og nadver, dels være i overensstemmelse med Skriftens lære generelt. Her er der meget, der burde ryddes op i. Det fordrer denne tekst. Men man kan naturligvis vælge at prædike over Luk 18,1-8 i stedet for.
Som udtrykket ‘gørende således viser,’ er det ikke nok at have en ret forvaltning af sakramenterne i munden. Det er også praksis, det drejer sig om.
Jesus lover endog, at han vil sætte en sådan tro og from tjener over alt, hvad han ejer. Større belønning for tro tjeneste kan man ikke få. Den tro og fromme tjener får del i Kristi kongedømme.
Den onde og grusomme tjener (v. 45f)
Desværre er der altså også en anden slags tjener. Det er den tjener, som siger i sit hjerte, dvs. tænker, at min herre er længe om at komme. Han opfører sig derfor, som om der ingen retningslinjer er, ingen kærlighed og omsorg er, og ingen dom. Han er med andre ord ond.
Fordi han er ond, opfører han sig grusomt over for dem, han egentlig skulle sørge for. Han begynder, siger Jesus, at slå på både de mandlige og de kvindelige tjenere. Det er muligt, at man skal forstå de græske ord som ‘karlene og (tjeneste)pigerne,’ sådan som 1948- og 1992-oversættelserne gør. Men det er også muligt, at der er tale om personlige tjenere.
Under alle omstændigheder taler Jesus om alle dem, der er hans personlige tjenere, ikke forvalternes egne tjenestefolk. Det er altså præsternes medkristne.
Det, Jesus her taler om, er de præster og prædikanter, som ikke sørger for evangelisk føde.
Lad jer ikke føre på afveje af alle mulige fremmede lærdomme; for det er godt, at hjertet styrkes af nåden. (Hebr 13,9)
Der er mange måder at være grusom på. Men fælles er i bedste fald, at man ikke forkynder evangeliet rent i ord og praksis, så hjerterne kan styrkes af nåden. Når man ikke gør det, så betyder det også, at loven heller ikke forkyndes, så det ubetinget afslører vores synd. I stedet sniger det sig ind, at man må opfylde loven på den ene eller anden måde for at blive frelst og/eller bevare frelsen. Eller det sniger sig ikke ind, men er en eksplicit vranglære som i pavedømmet. Det er grusomt over for tilhørerne, men det er især grusomt over for anfægtede, som frygter for, at de ikke bliver frelst.
I værste fald forkyndes der ikke noget evangelium, men blot mennskelig visdom, hvis man i det hele taget gør det.
Er der mennesker, der mister troen på grund af grusom forkyndelse, har prædikanten et tungt ansvar, for det menneske, der ikke dør i troen på Jesus Kristus, går jo fortabt. Det sker i strid med Guds vilje, som jo vil, at “alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden” (1 Tim 2,4).
Men en sådan ond tjener er ikke kun grusom over for dem. Han lever også et skændigt liv, fremgår det videre. Han æder og drikker sig fuld, hvilket må betyde, at han så at sige tager det, de andre skulle have haft. Han selv får altså heller ikke den rette ration, dvs. en sand forkyndelse af lov og evangelium, men får usund kost, som kommer til at koste ham hans åndelige liv.
En sådan tjeners herre kommer uventet. Tjeneren venter ikke den dag, og han kender ikke den time. Han er med andre ord helt uforberedt. Når man reelt ikke tror, at Jesus kommer igen for at dømme levende og døde, så bliver det også uvigtigt at lære om de sidste ting og at være forberedt. Det er det, vi generelt ser nu om dage.
Hans herre vil ordret ‘dele ham i to,’ dvs. sønderhugge ham. Han vil få lod og del med de vantro. Han går fortabt i Helvedes pine. Jeg må indrømme, det er svært at forstå, at der er præster og forkynder, der tør ignorere sådanne ord. Men det skyldes jo, at de ikke kun skal få lod og del med de vantro, men faktisk er vantro.
At handle mod bedre vidende og at handle uden nødvendig viden (v. 47-48a)
Pointen i v. 47-48a er forskellen mellem at handle mod bedre vidende, dvs. vide, hvad man burde gøre, men ikke har forberedt eller udført det, der skulle gøres, og at handle dadelværdigt uden at kende sin herres vilje. Den første vil få en hård straf, den anden en mild(ere) straf.
Man skal altså ikke påtage sig eller overdrages at være forvalter af Guds hemmeligheder uden at vide, hvad man skal og ikke skal. Der er med andre ord tale om en profession, hvor man skal følge professionelle standarder, akkurat som gælder f.eks. læger og advokater. Uvidenhed er ikke nogen undskyldning, når man kunne og burde have skaffet sig den nødvendige viden (jf. Kretzmann).
Men kender man de professionelle standarder: den rene lære, den rette skelnen mellem lov og evangelium, den rette forvaltning af dåb og nadver, men ikke har gjort de nødvendige forberedelser og udført det, der skulles, så vil man få en streng straf.
Kravene til den, der har fået meget og fået meget betroet (v. 48b)
Jesus slår det indlysende fast. Disciplene har fået meget givet: Guds nåde, evangeliet, Helligånden og måske også jordisk gods (siden der var noget, de kunne sælge). Det forpligter. Man skal forvalte sine jordiske gaver og sine mentale og åndelige gaver så godt, som det er muligt (jf. Søndag septuagesima – Matt 25,14-30).
Men det forpligter ikke til, at de så skal yde med deres egne ressourcer. Derimod skal de lade Gud virke både at ville og at virke i dem. Det skyldes Gud, at en tjener dur til noget (2 Kor 3,5).
Hvis man har fået meget betroet, vil der blive krævet meget. Kristi tjenere har netop fået meget betroet: Guds hemmeligheder, som har kraft til at frelse mennesker. Derfor er kravene til dem også store.