Missionsgeneralen med riven
Generalsekretær i Luthersk Mission, Jens Ole Christensen, kritiserer i Kristeligt Dagblad såvel dr.theol. Carsten Breengaard fra Islamkritisk Netværk og dr.theol. Lissi Rasmussen, som leder Islamisk-Kristent Studiecenter.
Christensen spørger: “Er vi, når det kommer til stykket, bare børn af vores tid? Og har den kristne kirke komplet mistet evnen til at sætte en modkultur? Og dermed nærmer vi os det tema, der blev væk i debatten mellem Breengaard og Rasmussen. Eller som i hvert fald ikke er synligt.
“Det forsvundne tema er mission. Kristeligt set er en diskussion, om man skal være islamkritisk eller dialogorienteret, jo bare at kradse lidt i overfladen. Det overfladekrads, som resten af samfundet koncentrerer alle kræfter om. Den dybere dagsorden, som den kristne kirke bør være intenst optaget af, er, at der er opstået en befolkningsgruppe i Danmark på tæt ved 200.000 mennesker, som markerer, at de ikke tror på Kristus.” (“De glemte at tale om mission“).
Forholdet mellem islamkritik og mission
Jeg er sikker på, at f.eks. Islamkritisk Netværk kan svare for sig selv. Alligevel vil jeg gerne give mit besyv med. Nu er Christensen jo generalsekretær for en organisation, som vil drive mission. Så det tema kører han frem med, hvilket er fair nok. Men han gør det ved at postulere, at ingen af de andre interesserer sig for mission.
Jeg er af den opfattelse, at Islamisk-Kristent Studiecenter har så svært ved at skelne mellem kristendom og islam, at der ikke kan være noget mission i det. Fx er det helt uforståeligt for mig, hvordan folkekirken kan støtte et center, der har en imam som Abdul Wahid Pedersen siddende i centerets bestyrelse.
Men hvad er belægget for at påstå, at Islamkritisk Netværk i Folkekirken ikke interesserer sig for mission? Er det, at de holder en konference om “Den danske Folkekirke og islam: Grænser for dialog?”
Det er i så fald ikke en berettiget kritik. Konkret drejede debatten i Kristeligt Dagblad sig om Liselundmødet 24. november 2007. I invitationen står der bl.a.: “Måske skulle Den danske Folkekirke i dialogen med islam optræde med større klarhed om sin kristne bekendelse og dens betydning og dermed være en inspiration for den kristne menighed til selvbesindelse, for det muslimske mindretal til eftertanke?” (se her). Mission uden klarhed om sin kristne bekendelse er i bedste fald uklar mission, i værste fald slet ikke mission i virkeligheden. Hvis jeg forstår generalsekretær Christensen ret, er det også, hvad han – meget kortfattet – siger til de dialogorienterede.
For det andet er det helt legitimt at “studere og kritisere islam,” som Islamkritisk Netværk i Folkekirken har til formål (se her). Det er – naturligvis – ikke mission som sådan. Men det betyder ikke, at det ikke har med mission at gøre. Det er nemlig afgørende vigtigt, at man ved, hvad man selv vil/skal formidle, og at man kender lidt til dem, man skal formidle det til.
For det tredje er det et teologisk helt legitimt formål at “bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse.” Som Islamkritisk Netværk gør opmærksom på, indgår det i præsteløftet (se her). Præsteløftet er ikke “imod” mission. Faktisk er det sådan, at en vigtig del af mission er udbredelsen af den kristne lære, og hånd i hånd med det går kampen mod vranglære. Det har jeg blogget om tidligere (se mine blogindlæg om lærepolemik her). Det gælder ikke mindst den islamiske vranglære, som ikke alene er vrang lære, men som også er totalitær og derfor har store konsekvenser for samfundet.
Som dr.theol. Carsten Breengaard skrev: “Men i virkeligheden var pointen med oprettelsen af Islamkritisk Netværk en helt anden end den elementære, som alle kristne selvfølgelig er forpligtet på. Formålet var at skærpe opmærksomheden for den europæiske tradition for appeasement (eftergivenhed) over for totalitære bevægelser” (“En doktorgrad forpligter“). Det ville helt bogstaveligt være synd at sige, at den danske kultur har været særlig islamkritisk. I al fald ikke hvis man ser på det, Ole Hyltoft har kaldt “medieoverklassen” (se her) Christensen efterspørger modkultur. Mon ikke Islamkritisk Netværk netop er det? Men er Christensen det?
Kamp mod appeasement er ikke mission. Naturligvis ikke. Men det er vigtig for at forstå islam, og det er også vigtig, hvis man gerne vil have et frit samfund, og hvis man gerne vil have et samfund, som ikke forbyder kristen mission. Det er også vigtigt for at forstå og bevare den kristne lære om Kristus, frelsen og de to regimenter.
Jeg er faktisk af den opfattelse, at Islamkritisk Netværk har potentiale til ikke bare at kradse i overfladen, men at udføre et særdeles vigtigt stykke arbejde. Man kan naturligvis indvende, at det burde være en selvfølge med islamkritik. Men det har det jo åbenlyst ikke været i nogen tid. Men forhåbentlig er der nye eller rettere gamle tider på vej. Biskoppernes afvisning af at ændre i Den augsburgske Bekendelse er et lille skridt på vejen, selv om vi mangler at se folkekirken drage konsekvenserne (se her). Man kan så håbe, at Islamkritisk Netværks opgør med læreslapheden også vil blive udbredt til andre trosartikler.
Generalsekretær Christensen forestiller sig en indvending fra Islamkritisk Netværk som følger: “Det er jo lige præcis mission, når vi kritiserer islam. Som Breengaard udtrykker det: Hvad skulle kristne præster og teologer være andet end islamkritiske?” Jeg tvivler i allerhøjeste grad på, at Islamkritisk Netværk selv anser islamkritikken for mission.
Måske generalsekretæren trænger til at få ryddet lidt op i sine begreber? For nu for engangs skyld at være lidt polemisk: Kradser Christensen ikke bare lidt i overfladen af problematikken? Hvis det er berettiget at kritisere islamkritikerne for at glemme mission, kan man så ikke kritisere generalsekretær Christensen for at sige mission uden tilsyneladende at have særlig megen forståelse af forholdet mellem mission, lære og lærepolemik? Måske, måske ikke. Måske er der bare tale om, at en klumme skulle skrives. Anliggendet var godt, udførelsen ikke.
Ja til mission – og til lærepolemik
Jeg er nemlig helt enig i Christensens afsluttende spørgsmål: “Skulle vi ikke prøve at føre en drøftelse om, hvordan muslimske mennesker vindes for Kristus, når vi nu er blevet tildelt en historisk chance for at drive tværkulturel mission i vores eget land?” Det er derfor, man også bør gå ind for lærepolemik, også over for islam. Det er derfor, det også er berettiget med kritik af den islamiske religions totalitære karakter. For får islam magt efter agt, vil mission blive vanskeliggjort.
Men vil man drive mission, må man ikke bare kæmpe imod den islamiske vranglære, men mod al anden vranglære. Og man må kæmpe for den rene lære og forkyndelsen af den og for den rette forvaltning af sakramenterne.