Madsen, Peder. Johannes’ Aabenbaring: Indledet og fortolket. Anden gjennemsete Udgave. Kjøbenhavn [København]: G. E. C. Gad, 1896. 730 sider.
Madsen og hans indflydelse
Peder Madsen var professor i teologi ved Københavns Universitet fra 1875 til 1909. Herefter var han til sin død i 1911 biskop over Københavns Stift. I en årrække var Peder Madsen formand for Københavns Indre Mission. Som professor og missionsmand er det meget forståeligt, at Peder Madsen har haft stor indflydelse i de skandinaviske missionsbevægelser, for han var en af deres egne, men tilmed en lærd mand.
Også når det gælder tolkningen af Johannes’ Åbenbaring (Åb), har Peder Madsen haft stor indflydelse. Den norske professor Olaf Moe henviser ofte til Madsen (se mere i indlægget “Olaf Moe, Bibelens siste bok“).
Indledningen
Madsen opregner en del vanskeligheder ved at tolke Åb: hvor meget er profetisk billedsprog? hvordan er den opbygget? “i hvilken betydning vil den være en Forudsigelse af Fremtidshistoriens Indhold?”
Skal man nå videre i forståelsen af Åb, skal man se på disse grundlæggende spørgsmål, ikke på de mange enkeltheder. Madsens indledning er derfor også meget lang: Næsten 300 sider (s. vi). Dette indlæg behandler derfor kun indledningen.
Tilsvarende gør Madsen meget ud af de spørgsmål, der er afgørende for betydningen af Åb’s enkelte afsnit. Han nævner menighedsbrevenes profetiske betydning, dyret fra havet, Babylon og tusindårsriget, som man må forstå så præcist som muligt, “hvis det skal lykkes at trænge ind i Bogen i det hele” (s. vii).
Madsen vil kun redegøre for de fortolkninger, som enten er af særlig historisk betydning i visse kredse af kirken eller “som virkelig repræsentere [sic] klart gjennemførte Grundanskuelser” (s. vii).
Madsen har prioriteret omfanget af fortolkningen til de enkelte steder ud fra den betydning, de har for helhedsforståelsen (s. vii). Derfor er særlig Åb 1–3 behandlet udførligt (smst.).
Men der er gjort fremskridt i det videnskabelige arbejde, mener Madsen. En anden regel er, at man skal lade “Skriften fortolke sig selv.” Personligt er jeg dog ikke overbevist om, at Madsen hermed forstår det samme som de lutherske reformatorer. For disse fastholdt, at Aab må tolkes i overensstemmelse med den lære, som vi i øvrigt finder i Det nye Testamente (NT). Som vi skal se, argumenterer Madsen for, at Åb lærer et jordisk tusindårsrige. Det gjorde reformatorerne ikke.
Oversigt over Åb
“Johannes’ Aabenbaring er den store Profeti om Christi Gjenkomst. … den skildrer ogsaa, hvad der skal indlede og forberede den” (s. 1). Åb er skrevet for den sidste tids menighed, men er relevant for alle, fordi “Hele den historiske Udviklings Præg og Indhold er dette: Herren kommer, hans Rige er nær!” (s. 2). Temaet angives i Åb 1,7.
Åb er en trøstebog og en formaningsbog, men skal ikke stille den menneskelige nysgerrighed (smst.).
På Patmos kommer Johannes i henrykkelse. Han skriver synerne ned til de syv menigheder, der er repræsentanter for hele kirken (s. 2f). Kristus, der åbenbarede sig for Johannes, er usynligt til stede og “virker baade med Frelser- og Dommermagt” (s. 3).
Madsen sammenfatter de syv menighedsbreve, som han bestemmer som “Bogens første, forberedende Del”: “enhver af Menighederne faar sin særlige Formaning til at berede sig rettelig paa Herrens Gjenkomst, for at den kan blive dem til Frelse og ikke til Dom” (s. 3). Det svarer faktisk til den tolkning, som jeg – uden at have læst Madsens kommentar – har argumenteret for i min afhandling.
Madsen bestemmer Åb’s anden hoveddel som 4,1 – 22,5, der indeholder “Fremtidssynernes Række” (s. 3). De første fem segl er evangeliet og verdens svar, som mødes med dommen, når konflikten når sit højdepunkt (s. 3f). Det syvende segl er ifølge Madsen resten af anden hoveddel, og det udfolder det sjette segl (s. 4). Det er “den Fuldendelse, Menigheden længes efter og beder om” (smst.).
Åb 7 tjener til beroligelse og trøst for menigheden, som skal beskærmes under endens rædsler. De forfølgelser, man må gennemgå, fører til saligheden ifølge Åb 7,9-17 (smst.).
Åb 10,1 – 11,14 er ifølge Madsen “den store Trængsel,” dvs. “Antichrists 3½ Aar, som den syvende Basun skal bringe”. Den lille bog i Åb 10 giver svar på, hvordan menigheden skal blive rustet til at bestå: “Herren vil, inden denne Trængsel kommer, udsende en mægtig Bodsprædiken, hvorved Navnchristendommen og Fordærvelsen indenfor Kirken skal udrenses (10,8 – 11,13)” (s. 5).
Madsen tolker resten af Åb som “den allersidste Række af Begivenheder i Guds Riges Fuldendelse” (smst.). Nogen lineær kronologi finder han ikke, men mener, at alt dette “udtales foregribende” i Åb 11,15-18 (den syvende basun ifølge Madsen).
Til forskel fra de allerfleste fortolkere vil Madsen forstå Åb 12,1-5 som en begivenhed, der ligesom de 3½ år finder sted i de sidste tider (s. 6; jf. detailkommentaren s. 519-532). Selv om jeg personligt
ikke kan følge Madsen, særligt når det gælder tolkningen af de 3½ år, er jeg enig i, at Åb 12,1-5 og dermed også det efterfølgende skal forstå om endetiden. Jeg mener blot, at det drejer sig om selve dommedag.
Åb 12f beskriver Djævelen og “to menneskelige Individer, som uden Forbehold ville gjøre sig til eet med hans Sag.” Den fuldt beredte menighed beskrives i Åb 14,1-5 (s. 6).
Efter tre advarselsrøster i Åb 14,6-11 og en foregribende beskrivelse af dommen i 14,14-20, beskrives dommen i resten af Åb: De sidste plager i Åb 15,1–19,10, som udgør den første afdeling. Den anden afdeling omfatter 19,11–22,5, som “skildrer Herrens Gjenkomst til Dommen over sit Riges Fjender og den Herlighed for Guds Børn, som Dommen fører med sig” (s. 7). Til forskel fra, hvordan jeg tolker Åbenbaringsbogen, finder Madsen, at dette foregår i stadier. Det endelige opgør finder først sted efter tusindårsriget. Beskrivelsen af Det ny Jerusalem i Åb 21,9–22,5 afslutter det, der blev indvarslet i Åb 11,15-18 (s. 7f).
Øvrige indledningsafsnit
Madsen behandler følgende spørgsmål: Hvad er en apokalypse (s. 8-70), Åb’s visionære og symbolske karakter (s. 70-143) og Åb’s opbygning og indre sammenhæng (s. 143-172).
Fortolkningshistorien følges over ca. 80 sider (s. 172-251).
De resterende næsten 50 sider af indledningen behandler forfatterskabsspørgsmålet og datering. Ifølge Madsen er det apostlen Johannes, der er forfatteren (s. 251-287). Den blev affattet i slutningen af Domitians regeringstid: År 95 eller måske 96 (s. 287-296).
Se også Peder Madsen, Johannes’ Aabenbaring.