Læsningerne
Læsningerne til 26. søndag efter Trinitatis efter anden række – i 2008 er det den 16. november – er dels et stykke fra Prædikerens bog (Præd 8,9-15), som giver forskellige eksempler på “tomhed.” Epistlen i Kol 3,12-17 er en formaning til de kristne.
Som evangelium kan læses Matt 13,24-30 med lignelsen om ukrudtet i hveden, som lærer os, at der vil være frelste og ufrelste i verden indtil dommedag (jf. Matt 13,38). Det er lidt underligt, at man ikke skal læse Jesu udlægning. Man kan også vælge at læse Matt 13,44-52, der først gengiver to lignelser om henholdsvis skatten og perlen (v. 44-46), dernæst lignelsen om voddet (v. 47-51), som handler om dommedag, og endelig udsagnet om de kristne skriftkloge (v. 52). I denne Næste søndag kigger jeg (kun) på Matt 13,24-30.
Matt 13,24-30
I denne lignelse hører vi ligesom i den foregående om en sædemand, om hans fjende/den onde, og om frugt (gr. karpos) og om at være uden-frugt (gr. akarpos). Men her fokuseres der på de vantro i verden, der først skal udryddes på dommedag, men indtil da må vokse side om side med hveden af hensyn til hveden.
Den gode sæd (v. 24)
Guds rige (jf. Matt 13,11.19) kan sammenlignes med et menneske, som sår en god sæd på sin mark. Den gode sæd er Guds ord, som er virkekraftigt i sig selv.
Thi som Regnen og Sneen falder fra Himlen og ikke vender tilbage, før den har kvæget Jorden, gjort den frugtbar og fyldt den med Spirer, givet Sæd til at så og Brød til at spise, så skal det gå med mit Ord, det, som går ud af min Mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde Hvervet, jeg gav det. (Es 55,10f)
Fordi vi mennesker i os selv er hjælpeløst fortabte i vores skyld og synd, har Gud sendt sin Søn for at lide, dø og opstå i vores sted. Og han har indstiftet eller forordnet et embede til at lære evangeliet og række sakramenterne, for at vi kan nå den retfærdiggørende tro. Syndernes forladelse og retfærdiggørelsen er altså målet for sædemandens arbejde. Derigennem skænkes vi den frelsende tro.
Fordi evangeliet er Guds kraft til frelse (Rom 1,16f; 1 Kor 1,18; jf. 2 Tim 3,15-17), er evangeliet en god sæd, som vil vokse op og bære frugt.
Fjenden (v. 25)
Netop fordi den gode sæd virker frelse, hvor og hvornår Gud vil, gør Guds fjende, hvad han kan, for at ødelægge den gode sæds virke.
Om natten sår den gode landmands fjende zizanion oveni (epispeirô betyder i øvrigt ’efterså’). Zizanion (lat. zizanium; ‘giftig rajgræs’) er ifølge bl.a. Louw-Nida (se 3.30) en type af rajgræs, der til at begynde med er svær at skelne fra hvede, men kornene/frugterne kan tydelig skelnes, når begge er blevet modne. Det er godt, for frøene på rajgræsset er giftige.
Fjenden gik sin vej, og sådan er det jo også ofte i virkeligheden. I al fald er det at så rajgræs i realiteten at passe jorden dårligt, ligesom ulve i fåreklæder heller ikke tager sig af fårene, men tværtimod ønsker at fortære dem.
Medhjælpernes reaktion (v. 27f)
Da landmanden, husbonden, ikke har sået rajgræs, bliver hans folk i lignelsen forundret og spørger ham, hvor rajgræsset kommer fra. De får at vide, at det er et fjendtligt menneske, der har gjort det. Det fører til spørgsmålet, om ikke de skal fjerne rajgræsset.
Dommen må vente (v. 29f)
Probelemt er imidlertid, at tjenerne kan imidlertid ikke rive det giftige rajgræs op uden samtidig at rykke kornet med op. Når høstens tid kommer, kan man imidlertid først indsamle rajgræsset og brænde det (i det man nu kan skelne rajgræsset fra kornet) og derefter samle kornet i lade.
Forklaringen (v. 36-43)
I sin forklaring – verbet diasafeô er også brugt i Dn 2,6 om at tyde Nebukadnesars drøm og betyder at ‘gøre gennemsigtig’, dvs. forklare, hvad der ellers ikke er forståeligt, men også blot ‘at fortælle udførligt’ (Mt 18,31) – identificerer Jesus de to fjender og sædemænd som Menneskesønnen og Djævelen, mens Menneskesønnens hjælpere i denne sammenhæng ikke er disciplene, men englene.
Marken er verden (som altså tilhører Menneskesønnen), mens kornet og rajgræsset er henholdsvis rigets børn og den ondes børn.
Lignelsen har en klar eskatologisk slutning, idet høsten er den tidsalders afslutning (gr. synteleia tou aivônos). Alt/alle, der fører til fald (panta ta skandala), og alle, der handler uretfærdigt, vil blive puttet i ildovnen. Det er et hyppigt doms-motiv (jf. Sodoma og Gomorra i Gn 19,28). Dér skal der være gråd og tænderskæren. De retfærdige derimod skal skinne som solen i deres faders rige (vv. 36-43).
Det er vigtigt at understrege, at Jesus ikke taler om på den ene side sandt troende og på den anden side vantro og hyklere i kirken. Var det tilfældet, ville Jesus også modsige Mt 18,15-18 og 1 K 5. Der er i stedet tale om, at vantro, som kan skelnes fra troende, og hyklere, som en tid lang ikke kan skelnes fra sandt troende, hører til verden (13,38). Pointen er, at disse vantro og hyklere ikke skal dømmes og straffes før dommedag. Denne lignelse taler altså ikke imod kirketugt, men imod, at Menneskesønnens medhjælpere skal forsøge at udrydde vantro i denne verden.