Læsningerne til Alle helgens dag efter anden række – den første søndag i november, dvs. at det er den 2. november i 2008 – fokuserer på nåden og saligheden, hvis man da ellers vælger Matt 5,1-12 til prædiketekst. Man kan også vælge Matt 5,13-16 om disciplene som lys og salt. Den gammeltestamentlige læsning fra Es 49,8-11 beskriver nådens tid. Det gør Matt 5,1-12 også, men der er også motiver, som peger frem mod den fuldendelse, som vi særligt møder i lektien fra Åb 21,1-7.
Naturligvis skal der prædikes om dem, der er døde i troen og som derfor er hos Gud. Desværre er der denne dag en udbredt tendens til, at man ignorerer, at det kun er dem, der dør i troen, der bliver frelst og får evigt liv. Da der mange steder er tradition for, at man inviterer dem, som har mistet en pårørende siden sidste Alle helgens dag, forventer man ofte “kirkefremmede” denne dag. Det siger sig selv, at det kræver en vis takt, men der er langt fra at vise takt, forståelse og medfølelse til at lyve om, hvem der bliver frelst.
Prædikes der altså denne dag, som om fortabelsen ikke findes, eller som om alle bliver frelst, uanset om man tror på Jesus Kristus, Guds Søn, som bar al verdens synd for os, så er man en løgneprædikant, der prædiker folk i Helvede. For Skriften er helt klar: Uden tro på Jesus Kristus bliver ingen frelst.
Nådens tid og frelsens dag (Es 49,8-11)
Den gammeltestamentlige læsning fra Es 49,8-11 følger op på de forjættelser, som Gud har givet fra begyndelsen. Allerede i 1 Mos 3,15 lærer vi om kvindens sæd, der skal knuse slangens hoved, dvs. besejre ham, der fristede Adam og Eva til det fald, der kostede dem og os det åndelige liv, Gud havde skabt os med og til. Og som følge heraf også kostede dem og koster os lidelse, sygdom og død (selv om man ikke kan nødvendigvis kan slutte direkte fra lidelse til personlig synd, jf. Men hvis I ikke omvender jer [21. s. e. Trin. – Ez 18,1-4; Åb 3,7-13; Luk 13,1-9]). Også Abraham fik et løfte om denne efterkommer (1 Mos 22,18; mange gange fra 1 Mos 12,7). David fik også dette løfte (2 Sam 7,11ff).
Hos profeten Esajas får vi adskillige profetier om jomfruens og Davids søn. Den første profeti om Herrens tjener står i Es 42,1ff. Dagens gammeltestamentlige læsning er en del af den anden sang om Herrens tjener, som altså ikke ender med v. 6. Herrens tjener skal bringe evangeliet til såvel israelitter som folkene, helt til jordens ende (Es 49,6). Herrens tjener siger, at hans gerning umiddelbart ikke har båret frugt (Es 49,4). Det har Herren dog svaret på. Den første del af svaret får vi gengivet i v. 5ff, den anden del her i v. 8ff.
Kristus bringer nådens tid (v. 8)
Gud vil høre eller svare ‘i nådens tid’ og hjælpe Herrens tjener ‘på frelsens dag.’ Frelsen er den treenige Guds værk. Gud vil danne sin tjener og gøre ham til en pagt med folket – eller et folkets testamente, idet det jo ifølge Es 53 sker ved hans død og opstandelse. Han skal (gen)rejse landet og give øde arvelodder som arv. Der er ingen grund til ikke at tage arve-sproget i Es 49,8 med i oversættelsen. Det svarer i øvrigt også til sprogbrugen i f.eks. Åb 21,1-7. Så sandt det grundlæggende problem ikke er det geografiske Babylon, men det religiøse Babylon, dvs. trældommen under skyld og synd, så er der her ikke tale om en konkret genopbyggelse af Israel, men om frelse. På Jesu samtid forstod man netop ikke de gammeltestamentlige profetier, men misforstod dem, når man tolkede dem konkret, dvs. nationalt og økonomisk. Jesus forstod dem derimod om sin egen gerning for syndere. Han er blevet mellemmand mellem Gud og folket (1 Tim 2,5).
Jesus har i evangelieteksterne til nogle af de foregående søndage netop undervist os om, at Gud vil tage vingården fra israelitterne og størstedelen af jøderne og give dem til et folk, der vil bære omvendelsens frugter (jf. f.eks. Guds vingård og dens forpagtere (20. s. e. Trin. – Es 5,1-7; Rom 11,25-32; Matt 21,28-44)). Hedningefolk erstatter ikke Israel, for der er en rest, men de får del i Israels åndelige goder, uanset hvor de bor i verden (jf. Ef 2,11-22).
Evangeliet til syndere (v. 9f)
Esajas gengiver Herrens befalinger til sin Søn (v. 9). Han skal give frihed til fangne og kalde folk i mørke ud i lyset. Det, som der er tale om, er Kristi frelsergerning. Den frihed og det lys, der er tale om, er altså den frihed, man får ved at blive løst af sine synder. Det er den frihed, nøglemagten til at løse skænker. Lyset er det lys, som Herrens tjener og hans forløber, Johannes Døberen, skal forkynde, dvs. Kristus selv og evangeliet om ham. Mørket er derfor synd og vantro (jf. Es 42,21f).
Med et billede fra landsbrugsverdenen får vi at vide, at Herrens tjener er den gode hyrde, som vil sørge for føde til dem, der tror på ham (jf. f.eks. “Vær hyrde for mine får” [1. s.e. påske – Joh 21,15-19]). Selv der hvor der normalt ikke er græs – langs vejene og på de øde vidder, der vel skal forstås som de veje, der fører fra det billedlige Babylon, hvor man er bundet i trældom under synden, til Israel, kirken, hvor man sættes fri fra synd og skyld.
Fordi Herrens tjener skal sørge for dem, han udfrier, så siger Gud i v. 10, at de frelste hverken skal sulte eller tørste. Det handler igen ikke primært om konkret, fysiologisk sult og tørst, selv om Gud faktisk lover at sørge for sine. De skal ikke plages af månen, hvilket vel betyder, at de ikke skal ledes vild af den om natten. De skal heller ikke plages af den forfærdelige varme, som er så velkendt i bl.a. Israel. Det, det handler om, er Kristi barmhjertighed og kildevæld med livets vand. Det er altså det religiøse, dvs. forholdet til Gud, som de vil få hjælp med.
V. 9 og 10 handler med andre ord om den sult og tørst efter retfærdighed og livets vand, som vi også hører om i Matt 5,1-12 og Åb 21,1-7.
Med endnu et billede beskrives i v. 11, hvordan Gud vil bringe frelse. Bjergene, som er ufremkommelige, bliver gjort til veje; alle Herrens stier skal gøres høje, dvs. gøres til gode veje. Jesus sagde netop om sig selv, at han er “vejen, opstandelsen og livet” (Joh 14,6).
Es 49,8-11 er altså en beskrivelse af den frelse, som Herrens tjener vil bringe til dem, der lever i trældom under skyld og synd. Forudsætningen er hans egen offertjeneste, som Esajas profeterer om i Es 53.
I øvrigt læses de efterfølgende vers i Es 49,13-18 på 22. søndag efter Trinitatis efter anden række.
Fuldendelsen (Åb 21,1-7)
For en udlægning af denne tekst henvises til min blog om Johannes’ Åbenbaring. Indlægget “En brud smykket for sin mand (Åb 21,1-7 samt Åb 21,8)” er skrevet i anledning af Alle helgens dag.
Hvor syndernes forladelse er, er der evigt liv og salighed (Matt 5,1-12)
Denne evangelietekst har jeg tidligere gennemgået: Alle helgens dag – Matt 5,1-12.
De kristne som lys og salt (Matt 5,13-16)
Når kristne lever under lov og evangelium og bekender deres synd og får tilgivelse ved evangeliet, så virker Helligånden helliggørelse og opfyldelse af loven, for kærlighed er lovens opfyldelse (jf. Rom 13,10; 1948-oversættelsen).
Sådanne kristne vil på forskellig måde forkynde lov og evangelium. Nogle har fået det hellige prædikeembede, så de skal gøre det offentligt, hvilket i praksis også vil sige, når man er på hus- og hospitalsbesøg. Men alle kristne har fået til opgave at forkynde Guds lov og Guds velgerninger i Kristus. Det gælder jo særligt forældrene i familien. Når vi gør det, er vi salt i verden og lys, ligesom en by på et bjerg er synlig for alle.
Som salt (v. 13)
Saltet kan miste sin kraft eller salt-hed, og bliver værdi- og effektløs. Det dur kun til at smides ud og trampes ned af mennesker. Men ordentlig salt har fire funktioner, som Kretzmann gør opmærksom på:
- Salt er hvidt og rent
- Det forhindrer hurtig forrådnelse
- Det bevarer føde og smag
- Det gør mad velsmagende og sund
Sådan skal kristne være. Det er nemlig en selvmodsigelse at være kristen, hvis man ikke er lys og salt. Så sker der det, der sker med et lys under en spand. Det går ud, i stedet for at lyse for alle i huset. Kristne skal altså være hvide og rene, dvs. retfærdiggjorte og helligjorte. Kristne skal modvirke forrådnelse i samfundet (jf. 1 Kor 15,33).
Men kristne kan ophøre med at være kristne. Hvis man ignorerer Ordet og sakramenterne, så vil man miste troen, og synden, djævelen og verden vil få magten. Det er jo desværre det, vi ser i vor tid. “Kristne” lever ligesom alle andre. Mange foregiver ikke engang at være kristne i deres livsførsel. Man lever som hedningerne. Sandheden er også, at man ikke længere er Jesu disciple. Man er som saltløs salt, dvs. det giver ikke engang mening at tale om salt, dvs. om disciple. Derfor er det altafgørende, at hovedartiklen, læren om retfærdiggørelsen holdes i hævd, så lov og evangelium forkyndes. Kun det kan bevare kristne som kristne.
Som lys (v. 14f)
Jesus konkluderer, at således skal vores lys skinne for mennesker, så de ser vores gode gerninger og priser vores fader, som er i Himlene.
Det er Kristus, der er verdens lys (Joh 1,9; 8,12; 9,5; 12,35). Men ved at leve under lov og evangelium kan troen bevares i os, så vi er lysets børn og ‘skinner som lys’ i en forkvaklet og forvildet slæg (Fil 2,15).
For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn … (Ef 5,8)
Hvis man ser bort fra krigstilstande, hvor mørkelægning kan være påbudt, er det jo velkendt, at en by, der ligger på et bjerg, ikke kan skjules. Man vil se den på lang afstand. Sådan skal kristne være synlige. En nutidig illustration ville måske være nattebilleder fra rummet. Det er meget tydeligt, hvor der er byer.
Kristne er per definition sådanne lys. At tænke sig det anderledes svarer til at tænde en lampe og sætte den under en skæppe. Grundteksten taler egentlig om en beholder på knap ni liter, men det er ikke pointen. Pointen er, at lampen går ud og følgelig ikke lyser for nogen som helst. En lampe, der ikke lyser, fordi den står under noget, er en selvmodsigelse. Den skal naturligvis stå, så den lyser mest muligt.
Som det fremgår af Matt 5,17ff, er der nogen, der sætter deres egen lære i stedet for lov og evangelium. De sætter dermed også deres egen ære i stedet for Guds. Måske får de ære af mennesker for en tid, men det fører ikke til, at folk priser farisæernes og de skriftkloges himmelske fader. Tværtimod. Denne verden er dog ikke ligefrem kendt for at ære hyklere, så før eller siden går det ofte sådan, at de heller ikke selv får ære fra mennesker.
Lad jeres lys skinne! (v. 16)
Kristus befaler os altså at lade vores lys skinne for mennesker. Det skal vi gøre, for at mennesker skal se vores gode gerninger og prise vores himmelske fader.
Det er altså direkte i strid med Kristi befaling og derfor ulydighed mod ham, når man ikke vil bekende hans ord, hans lov og hans evangelium. Når vi nu har så klare befalinger, hvordan kan det så være, at så mange enkeltpersoner, menigheder, organisationer og endog lande, som kalder sig “kristne” i en eller anden forstand, ikke alene ikke bekender Guds lov og Kristi evangelium, men tilmed beder kristne, der gør det, om at “dæmpe sig”? Hvis de da ikke ligefrem bekæmper dem? Hvorfor vil man ikke lade verden se den kraft, som Gud virker med i os kristne, så mennesker kan ære Gud?
Denne manglende tillid til, at Gud virker i os og virker for os under alle forhold, kan stamme fra vantro eller være udtryk for en liden tro, sådan som det ofte gjaldt disciplene. Derfor minder Kristus os ofte om, at Gud har omsorg for os under alle forhold (Matt 6,25-34; 8,23-27; 14,22-34). Vi skal se på Gud og hans mægtige kraft, som virker hos os og i os ved hans Ord og Helligånden i stedet for at se på vores syndige og svage kød, på verdens spot, hån, trusler og forfølgelser.
Vi skal lade vores lys skinne, ikke for at vi skal roses og æres, men for at Gud kan blive æret, når mennesker slutter sig fra virkning til årsag.