Hvem er den største i Himmeriget? (22. s. e. Trin. – Es 49,13-18; Ef 4,30-32; Matt 18,1-14)

Læsningerne til 22. søndag efter Trinitatis efter anden række – vi er i 2008 fremme ved 19. oktober – har flere forskellige temaer, der diplomatisk sagt udfordrer læseren til at finde sammenhænge.

Den gammeltestamentlige lektie er Es 49,13-18, som både forkynder og i mødet med tvivlen bekræfter, at Gud vil trøste sit folk, nemlig når han sender Johannes Døber og Kristus.

Apostlen Paulus formaner os i Ef 4,30-32 til at leve helligt og tilgive hinanden, ligesom Gud har tilgivet os i Kristus.

Evangeliet i Matt 18,1-14 drejer sig om, at disciplene ikke skal leve på kødelig vis og diskutere, hvem der er den største, men i stedet blive som børn og endvidere tage imod et barn i Kristi navn. Modsat er der en hård straf for dem, hvis de eller enhver anden bliver anledning til, at en af de små, som tror på Jesus, bringes til fald. Disciple er kaldet til radikalt at gøre op med alt, hvad der kan bringe en af Jesu små til fald. Modsat må man ikke sky nogen anstrengelse for at frelse det fortabte, men gå ud og søge det vildfarne får i bjergene, for sådan er det vores himmelske faders vilje! Og sådan gjorde Jesus selv. Evangeliet handler både om, hvad Jesus selv gjorde, og hvad han gør gennem sine stedfortrædere, lærerne og hyrderne.

Es 49,13-18

Dette stykke indledes med en opfordring til himmel, jord og bjerge om at fryde sig. I grundteksten er der brugt tiltale, men 1992-oversættelsen afviger og formulerer det i tredje person. Alle skabninge, men naturligvis først og fremmest de genløste skal lovprise Gud. Men eftersom det er Herrens tjener, der ifølge ikke mindst Es 53 er den, der fører frelsesgerningerne ud i livet på endegyldig måde, er det også ham, der skal lovprises.

Begrundelsen i v. 13 er, at Herren trøster sit folk (jf. Es 40,1), han forbarmer sig over de hjælpeløse. Over for Satan, den gamle slange, synden og døden, ja, Guds vrede og forbandelse, er alle hjælpeløse. Det er Herrens tjener dog ikke. Det er ved at sende ham, at Herren trøster sit folk og forbarmer sig over dem.

Men Zion kan ikke se Guds nåde og barmhjertighed. Zion klager over, at Herren har svigtet og glemt hende (v. 14). Zion, Herrens brud (jf. Sl 45; Ez 16,8), ser kun sin brudgoms vrede og dom. Anfægtelsen er dyb. Zion kan ikke selv trænge sig vej ud af anfægtelsen, men må hjælpes ud af hendes brudgoms ord, Herrens ord.

Så med forskellige billeder lader Herren profeten forkynde, at det ingenlunde er sådan, som Zion tror og frygter (v. 15). For at citere Paulus: Sine gaver og sit kald fortryder Gud ikke (Rom 11,29). Det er helt uforståeligt, hvis en kvinde skulle glemme det barn, hun ammer. Eller en mor det barn, hun fødte. Desværre sker det jo i den virkelige verden, men så er der også noget grundlæggende galt. Men selv om det kan ske, så sker det ikke for Gud.

I øvrigt viser dette sted, at en moders – og parallelt hermed en faders – kærlighed til sine børn følger af at være mor (og far). At holde af ens børn er altså ikke noget kulturelt, men  noget, der følger af selve mor-barn- eller far-barn-forholdet. Det hører til at være menneske. Det er “natur.” Derfor er der også noget fundamentalt forkert og galt i at kunne gå ind for abort. Det er u-naturligt. Det kræver, at man undertrykker det naturlige. Det er netop, hvad der sker i forfærdende omfang i vores tid.

I v. 16 fortsætter Gud med at tale til Zion gennem profeten. Herren har tegnet Zion i sine hænder, så han altid ser hende, når han ser sine hænder. Parallelt siger han, at han altid har hendes mure for øje. Zion betyder derfor ikke Jerusalem eller alle israelitter, men dem, Herren har udvalgt og kaldt, så de tror og bliver frelst. Det er dem, han bor hos, dvs. templet. Kirken med andre ord, som er bolig for Helligånden (1 Kor 3,16).

Med et billede, som passer så godt på det jordiske Jerusalems historie, understreger Herren, at Zions frelse er nær (v. 17). Det ser du til, at 1992-oversættelsen har valgt at følge en Esajas-tekst fra en af Dødehavsrullerne, når den oversætter med “De, der skal genopbygge dig, er hurtigt på vej.” Den oldgræske tekst peger i en lignende retning. Den masoretiske tekst siger, at “dine børn kommer ilende” (jf. 1931-oversættelsen). Hvor iler de hen? Hen til deres mor, så at sige for at frelse og herliggøre hende så hurtigt som muligt (Kretzmann). I realiteten er det evangeliet, der drager dem.

De, der rev Zion ned og lagde hende øde, skal modsat drage bort fra hende.

Zion skal løfte sit blik og se, hvad der sker omkring hende (v. 18). De samles alle og kommer til hende. Med en ed lover Herren, at de skal være Zions smykke, som hun skal bære og binde op om sig som en brud (gør). Sådan trøster Herren sin kirke til alle tider.

Ef 4,30-32

Epistlen indledes med en formaning til ikke at bedrøve Guds Hellige Ånd, som vi blev beseglet med med henblik på forløsningens dag. Det gælder generelt, at vi ikke skal bedrøve, endsige synde mod Helligånden (Matt 12,31f). Men i sammenhængen er der tale om det, vi siger: Vi skal ikke lade rådden eller værdiløs snak udgå af vores mund, men kun tale, hvis det kan være noget godt og tjene til nødvendig opbyggelse (Ef 4,29). Der er tale om, hvad det 8. bud forbyder og påbyder (jf. Lenski).

Vore ord kan altså bedrøve Helligånden. Jakob advarer i øvrigt også mod at misbruge tungens magt, særligt rettet til dem, der skal være lærere. Tungen er nemlig et lille organ, men med stor virkning (Jak 3,1ff).

Vi blev beseglet med eller faktisk i Helligånden, skriver Paulus. I Ef 1,13 taler Paulus om, at det skete, da efeserne kom til tro. Af især ApG 2,38 fremgår det, at Helligånden er en gave til dem, der tror og bliver døbt og dermed får syndernes forladelse (jf. 2 Kor 1,22). Paulus’ begrundelse her er parallel til Rom 6, hvor hans fokus er på dåben og Kristus, ikke som her dåben og Helligånden.

Vi er blevet beseglet i Helligånden med henblik på forløsningens eller, bedre, løskøbelsens (sml. 1 Kor 6,20) dag. Gud vil, at hans Ord og hans Ånd skal bevare os i troen frem til dommedag. Helligånden skal også helliggøre os, for lovens krav skal opfyldes i os, der lever i lydighed mod Ånden (jf. bl.a. Rom 8,3f). Beseglingen med Helligånden skal forstås ud fra læren om forudbestemmelsen (Rom 8,30). Gud vil føre sin gerning til ende efter sin vilje. Det er vores trøst i al anfægtelse.

Vi skal ikke kun undlade tale “råddent,” men det gælder al ondskab og vrede, både i hjertet og i ord og handling (v. 31). Det er fundamentalt imod vores egen natur, men det er modsat det, som Helligånden vil drive frem i os. Det første er vores onde og syndige naturs frugter eller gerninger, det andet er Helligåndens frugt (jf. Gal 5,17-21.22-23).

Og de, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet med dets lidenskaber og begæringer. Lever vi i Ånden, da lad os også vandre i Ånden. (Gal 5,24f)

Vi skal derimod være gode mod hinanden og være barmhjertige (ligesom Kristus har vist og godhed og barmhjertighed). Ja, vi skal vise os tilgivende (som der egentlig står), ligesom også Gud har tilgivet os i Kristus (v. 32). Formaningen bygger altså på Guds frelseshandling, som vi også hørte om i den gammeltestamentlige læsning.

Lenskis har en relevant kommentar:

Let us put this plainly since even pastors misunderstand it. The moment a man wrongs me I must forgive him. Then my soul is free. If I hold the wrong against him I sin against God and against him and jeopardize my forgiveness with God. Whether the man repents, makes amends, asks my pardon or not, makes no difference. I have instantly forgiven him. He must face God with the wrong he has done; but that is his affair and God’s and not mine save that in the case he is a brother I should help him according to Matt. 18:15, etc. But whether this succeeds or not and before this even begins I must forgive him.

The Christian way of settling quarrels is the easiest thing in the world. The pastor is not to bring the two quarreling persons together in order to decide who is wronging, who is wronged—when there is perhaps guilt on both sides, what the degree of guilt is, and how it is to be apportioned Can the pastor act the part of God and see into the hearts? No, let him go to each separately and see to it that each from the heart forgives as God has forgiven him in Christ. Let him make each face God until any grudge in his heart has disappeared. Then, and not until then, let the pastor bring them together in God’s name. Then, after each has in his heart forgiven the other, hands and hearts will go out, lips will confess any wrong which either or both have done, and the quarrel will be ended to stay ended. (Lenski, ad loc., p. 588f).

Matt 18,1-14

Det fremgår af parallellel hos Markus (Mark 9,33-37), at disciplene havde diskuteret på vejen, hvem af dem der var den største. Det ligger lige for at tro, at det skyldes Jesu undervisning om sin kommende lidelse og død (Mark 9,31f). Det var dog ikke noget, de helt frivilligt fortalte Jesus (Mark 9,34).

Deres diskussion drejede sig altså om, hvem der er den største i Himmeriget (v. 1). Disciplene er klar over, at de har store opgaver foran sig, men de tænker på denne verdens måde, og det var ikke sidste gang (Luk 22,24).

Jesus belærer dem derfor om, at alle skal vende om og blive som børn, hvis man vil ind i Himmeriget (v. 3). Endvidere understreger Jesus, at den, der tager imod et barn, tager imod Jesus selv (v. 5). Modsat har det frygtelige konsekvenser at forarge, dvs. blive til fald for en af disse små, som tror på Jesus (v. 6). Derfor skal en discipel leve i efterfølgelse og radikalt bekæmpe det gamle menneske (v. 8f).

Jesus vender dernæst tilbage til at advare mod at ringeagte de små, hvilket man indirekte eller endog direkte gør, når man er optaget at være den største (v. 10).

Jesus fortæller derfor en lignelse (v. 12-14). Måske beskriver Jesus sin egen hyrdevirksomhed (jf. v. 11, som der dog er et tekstkritisk problem med). Men i sammenhængen er pointen i så fald, at sådan som han er hyrde, skal de også være det. Jeg er dog mere tilbøjelig til at tro, at Jesus her bruger denne lignelse til at beskrive for dem, hvordan de skal være som hyrder. Det er den modsatte tankegang af den, som disciplene er behersket af, da de kommer til Jesus.

Hvem er den største? (v. 1)

1992-oversættelsen oversætter ‘i en time’ med ‘på den tid,’ hvilket forekommer mig for løst. Langt de fleste oversættelser har da også noget lignende 1948-oversættelsen, som siger: ‘i samme stund.’ Vi er i Kapernaum (Matt 17,24).

Så snart de er hjemme, kom disciplene til Jesus. Han får dem til at stille deres spørgsmål, som det fremgår hos Markus. I det foregående har Jesus for anden gang undervist disciplene om sin kommende lidelse, død og opstandelse (Matt 17,22f). Jesus har endvidere gjort klart, at disciplene er sønner i Guds rige og derfor ikke behøver at betale skat. Når de alligevel gør det, er det for ikke at forarge (Matt 17,24-27).

Det er derfor tænkeligt, at disciplene har sluttet, at Jesus snart vil oprette det Guds rige, som de og mange andre jøder håbede på. Ikke et Guds rige, som oprettes ved at tilgive syndere deres skyld og synder, men et rige, som skulle besejre alle dem, der modarbejder Guds rige. Både internt (jødiske ledere) og eksternt (romerne og andre). Men sådan er det ikke med det rige, Kristus kommer med. Tværtimod.

Apostlene behøvede ikke være i tvivl om, at Jesus havde udset dem til at være ledere i kirken. Jesus knyttede også de tolv – og i særligt grad Peter, Johannes og Jakob – til sig på en måde, han ikke gjorde med andre.

Så meget desto vigtigere var det, at de lærte, hvordan de skulle være ledere. Man kan lede som denne verdens herskere eller med Gud som forbillede. Her vælger Jesus i første omgang en anden pædagogisk tilgang, men pointen er dog, at de og alle andre hyrder ikke skal lede på denne verdens måde.

Som de følgende vers nemlig viser, skal disciplene ikke blive som denne verdens herskere, men derimod som børn osv. Det er altså ikke kun en enkelt discipel eller apostel, Jesus irettesætter, men dem alle.

Et barn som eksempel (v. 2f)

Jesus kaldte et barn til sig, hvilket vel må betyde, at det er et barn, der selv kan gå. Vi ved i øvrigt ikke, hvem barnet var, men det har sikkert hørt til husstanden.

Jesus stiller nu barnet midt blandt disciplene. Det er en markant handling. Disciplene har lige spurgt om, hvem der er den største i Himmeriget, og Jesus stiller et barn midt iblandt dem. Jesus tog også barnet i sine arme, får vi at vide i Mark 9,36.

Med en stærk bekræftelse og understregning af sin autoritet siger Jesus, at “I,” dvs. disciplene, slet ikke kan komme ind i Himeriget, hvis de ikke omvender sig (‘vender om’) og bliver som børn.

For det første er det helt entydigt, at der ikke kræves noget for at blive frelst, som udelukker børn fra at blive frelst. Det er nu ikke overraskende, når man kender Bibelens lære om omskærelse og dåb.

Hvad er det da, der kræves? Disciplene har lige demonstreret, at de tænker på deres syndige naturs vilkår. De er optaget af, hvilken status de selv vil få, især hvem af dem der vil få den højeste status.

Et barn er derimod karakteriseret af at være totalt afhængig af sine forældre. Det er det, Jesus vil understrege. Der er brug for, at disciplene erkender, at de er syndere, der kun kan blive frelst, fordi Gud selv frelser dem gennem ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning. Ingen kan omvende sig selv, men det må Gud selv gøre (Jer 31,18). Vi skal i øvrigt også komme til Jesus, ligesom dette barn, fordi han kalder os ved sit ord.

Kun en sådan omvendelse, dvs. genfødelse og fornyelse, kan udvirke en reel ændring i et menneske. Alt andet er blot dressur (som i borgerlig henseende er godt og nødvendigt). Det er ikke kun muligt, men det er tit sket, at mennesker, også præster og paver, ja, især paver, bryster sig af deres fremragende dressur. Falsk ydmyghed er ikke nogen teoretisk risiko. Men det skal ikke få os til at ignorere den rette ydmyghed, som Gud selv virker.

Nægter man at omvende sig, så kan ikke komme ind i Guds rige. Det er derfor også totalt i modstrid med Den hellige Skrift, hvis man vil hævde, at alle bliver frelst. Det er ikke kristendom, men hedenskab.

Til gengæld er barnedåb ikke blot befalet af Kristus selv (Matt 28,18-20), men det er også den allerbedste illustration af, hvad kristendom og frelse er, ja, hvad det vil sige at være et Guds barn. Ser man på et lille barn og dets forhold til forældrene – eller ser man på Jesus og dette konkrete barn – så har man en stor illustration af, hvad Skriften lærer os om omvendelse og frelse.

Den, der ydmyger sig, er den største (v. 4)

Jesus drager slutningen heraf. 1992-oversættelsen har udeladt ordet ‘altså’ (οὖν), men det er nu ikke overflødigt.

Hvad vil det sige at ydmyge sig som et barn? Det vil sige at erkende, at man er hjælpeløs og umuligt kan frelse sig selv, men tværtimod har behov for at bekende sin synd og få syndernes forladelse uden nogen som helst begrundelse hos en selv, såsom fornuft eller kraft.

Et sådant menneske, dvs. en kristen, er den største i Himmeriget. Jesus afviser altså disciplenes tankegang og definerer i stedet enhver kristen, inkl. børn, som “den største” i Himmeriget.

At tage imod et barn er at tage imod Kristus (v. 5)

Når Jesus siger, at den, der måtte tage imod et sådant barn, dvs. et  barn eller et andet menneske, som ydmyger sig, tager imod Kristus selv. Vi møder også den tankegang i Matt 25,31-46.

Som det fremgår af Matt 19,13-15, varede det ikke længe, førend disciplene lige præcist gjorde det, som Jesus havde undervist og advaret dem om ikke at gøre. Det er så let at ignorere børn og dem, der er blevet som børn ved at omvende sig. Man skal blot følge sin syndige natur, så går det helt af sig selv. Jesu advarsel er altså både nødvendig og alvorlig. Vi finder en tilsvarende i Jak 2,1ff. Egentlig er der også tilsvarende problemer i Korinth, hvor Paulus må formane dem, der bl.a. vil æde og drikke sig beruset, mens andre sulter (1 Kor 11,17ff).

Når det at tage imod et barn eller en, der bliver som et barn ved at omvende sig, er at tage imod Kristus selv, gives der på den anden side heller ikke nogen større eller mere positiv begrundelse!

‘I mit navn’ betyder at handle på Jesu befaling og på hans vegne. Derfor betyder det selvfølgelig også, at man skal forkynde og lære det, som fortæller os, hvem Jesus er. Hans navn eller væsen lærer vi jo at kende derigennem. Derfor hører barnedåben også med som en helt uopgivelig del.

At bringe en af de små, som tror på mig, til fald (v. 6)

Modsat advarer Jesus meget kraftigt mod at bringe en af de små, som faktisk tror på ham, til fald. Han var bedre tjent med at blive kastet i havets dyb med en møllesten om halsen.

Jesus taler altså om ‘en af disse små, som tror på mig,’ på Kristus. Jesus slår altså selv fast, at et barn kan tro. Her er der mange, der vil hævde, at barnet jo ikke kan tro, førend det har sprog, måske abstrakt tankegang eller måske når det har lært troslæren. Man skal ikke på nogen måde ringeagte læren, men det er dog hjertets tillid, der er det essentielle i troen. Vi har ingen begrundelse i Skriften for, at tro forudsætter, at man kan forstå og give udtryk for, hvad man tror. Når det er sagt, ved vi reelt heller ikke, hvad der foregår i hovedet på børn. Det er jo heller ikke sådan, at troen forsvinder, fordi vi sover osv.

Ordet ‘bringe til fald’ eller ‘forarge,’ som det hed i 1948-oversættelsen, betyder egentlig at fange i en fælde, som udløses af offeret. Dermed menes, at den, der sætter fælden, bliver årsag til, at et menneske mister troen og går fortabt. I sammenhængen må advarslen jo særligt være møntet på disciplene, som ved deres optagethed af at være de største løber en reel risiko for at ikke at behandle de små, som de burde.

Men ingen af os skal tage den advarsel let, for den gælder alle, der har med Guds riges børn at gøre. Det gælder altså også forældre, der har det primære ansvar for deres børn; præster, der har ansvar for Guds børn i sin menighed; lærere, der – forhåbentlig i samarbejde med forældrene – underviser børnene; i det hele taget alle dem, der har indflydelse på, hvordan Guds børn behandles. Bliver man til forargelse med sin undervisning i evangeliet eller med sit liv, truer Jesus med en skrækkelig straf.

Én måde at gøre dette på er at udelukke børn fra barnedåben. For man tager det fra børnene, som Gud selv har befalet os at bruge som hans midler til at frelse børn – såvel som voksne. Man definerer som regel børnene som nogen, der reelt ikke har brug for syndernes forladelse og syndernes forladelse. Eller man definerer dåben sådan, at den ikke virker det, som Skriften ellers udtrykkeligt siger (Mark 1,4; 16,16; Luk 3,3; Joh 3,5; ApG 2,38; Ef 5,26; Kol 2,11f; Tit 3,4-7; 1 Pet 3,11).

Jesus siger ikke direkte, hvad der er værre end at lide en ydmygende druknedød og forsvinde i havets dyb, i stedet for at blive begravet. Men der er ingen tvivl om, at Jesus tænker på fortabelsen. Det fremgår også af Matt 18,8f.

Alvoren i Jesu formaning og advarsel kan og skal ikke tolkes bort. Men det må dog tilføjes, at der er tilgivelse at få, også for sådanne synder, hvis blot man omvender sig (jf. Matt 12,31f).

Ve-råb (v. 7)

Det første ve-råb må forstås som et ve-råb rettet mod verden, der ofte bliver til forargelse, dvs. fører mennesker til frafald og fortabelse. Verden kommer til selv at lide straffen for det.

Fordi verden er, som den er, vil der nemlig komme forargelser, dvs. der er mennesker, der vil blive bragt til fald af andre mennesker. Jesus fokuserer på hvert enkelt af dem i det andet ve-råb, når han proklamerer dom og straf mod det menneske, ved hvem forargelsen kommer, dvs. som bliver årsag til, at et andet menneske falder fra. Med ‘men’ (πλήν) udtrykker Jesus en stærk modsætning. Én ting er, at verden er sådan, at der vil være mennesker, der bliver bragt til fald. Noget helt andet er det menneske, ved hvem det sker. Det menneske er nemlig ikke uden undskyldning.

Det gælder helt generelt, men det er ud fra sammenhængen klart, at det i særligt grad gælder dem, som skal være tjenere i Guds rige.

Krav om radikal efterfølgelse (v. 8f)

Men man skal ikke tro og undskylde sig med, at det kun er verden, der kan blive årsag til fald og frafald. Det gælder også vores syndige og kødelige natur, kort sagt: “kødet.”

Jesus taler i disse to vers (jf. Matt 5,29f) ikke om konkret at hugge ens fod eller hånd af eller rive ens øje ud. Var det en konkret sygdom eller var der tale om, at en fod, en hånd eller et øje ligefrem er (på vej til at blive) dødt væv, så må man straks fjerne dette legemsdel for at undgå, at hele personen dør.

Men åndeligt talt vil det jo faktisk ikke hjælpe at rive blot det ene øje ud. Det, Jesus mener, er, at der skal ske en forandring i hjertet, for det er jo fra hjertet, alle gode tanker udgår. Der skal altså en radikal behandling til. Der skal ske en radikal forandring. Det er netop den, man vil undgå med alverdens undskyldninger.

En sådan forandring kan vi mennesker ikke selv gennemføre. Vi kan måske lade som om – og det er da bedre end ingenting, når det gælder samfundet og det mellemmenneskelige samvær. Men en egentlig forandring af hjertet kræver intet mindre end en ny natur, som vi kun får ved omvendelse, dåb og tro (jf. f.eks. Joh 3,5; Tit 3,4-7). I dåben døbes vi ind på Kristus, så vi er døbt til hans død og til hans opstandelse (Kol 2,11f; Rom 6,3ff). “De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne” (Gal 5,24). Der er ingen anden vej.

Det radikale afkald eller den radikale efterfølgelse forekommer det naturlige, syndige menneske alt for stor en omkostning. Men Jesus forklarer, at det er helt modsat. Det er nemlig bedre end at gå sådan ind til livet end at kastet i Helvedes ild, fordi man vil leve et kødeligt liv.

Der er mange eksempler på, at man forlanger en såkaldt efterfølgelse, der stiller radikale krav i strid med Skriften. Pavekirkens forbud mod præsteægteskab er ét eksempel. De fleste vil nok kende andre eksempler fra både dansk og udenlandsk kirkehistorie.

Men har man både før og nu været loviske og frataget mennesker både evangeliet og den kristne frihed, så har vi i vores tid også det modsatte problem.

Få tager alvorligt, at man kan blive anledning til fald for et andet menneske. Det gælder naturligvis i moralske spørgsmål, hvor ekstremt mange ledes i fordærv i vores tid. Det gælder også i lærespørgsmål, hvor man ikke vil give afkald på det gamle menneskes trang til at bidrage til frelsen på den ene eller anden måde. Det kommer til udtryk, når man ikke vil bøje sig for Skriftens lære og i stedet sætter menneskelære i Guds ords sted. Eksemplerne er legio. Det er skræmmende, at kristne tager så forfærdelig let på Guds ord.

Ringeagt ikke Jesu små (v. 10)

Jesus formaner nu disciplene direkte med henblik på barnet, som han formentlig stadig har i armene. De skal se til, at de ikke tænker nedsættende en af disse små, dvs. dem, som Jesus har talt om i det foregående. Det drejer sig altså om enhver nedsættende holdning og derfor naturligvis også enhver handling over for Jesu små.

Jesus taler om, at disse små har engle. Nu har Gud engle nok, men det viser alligevel, hvilken kærlighed og omsorg Gud har for hvert enkelt af sine børn.

Disse engle ser altid Jesu himmelske Faders ansigt. Meningen må være, at de orienterer Faderen, når noget sådant sker. Det vil ikke blive glemt.

Menneskesønnen kom for at frelse (v. 11)

Det virker sandsynligt, at v. 11 faktisk ikke oprindelig hørte hjemme her, men er indsat fra Luk 19,10. Metzger har formentlig ret i, at afskriverne indsatte verset for at tilvejebringe en forbindelse mellem v. 10 og 12-14.

Netop det rejser dog spørgsmålet, hvad eller rettere hvem v. 12-14 egentlig handler om. For hvis v. 11 ikke er original, så giver det vel faktisk meget god mening at tolke v. 12-14 om enhver hyrde og lærer.

Teologisk set gør det dog egentlig ikke den helt store forskel, for Jesus er jo den, der går ud for at lede efter det ene vildfarne får. Jesus fortæller en lignende lignelse i Luk 15,4-7 som reaktion på, at farisæerne og de skriftkloge klandrer Jesus for at tage imod syndere og spise sammen med dem. Sådan som Jesus gør, skal også Jesu (under)hyrder gøre (jf. 1 Pet 5,2-4).

Lignelsen om det vildfarne får (v. 12-14)

Jesus indleder sin fortælling af lignelsen med at sige: “Hvad mener I?” De skal tage stilling til lignelsen, for det er med adresse til dem, Jesus fortæller den.

Selv om man måtte have hundrede får, så vil man alligevel lede efter det ene, der bliver væk (Matt 18,12; jf. Luk 15,4-7). Eller vil man? Det kommer måske nok an på, om man dermed lader de øvrige får i stikken.

Men det er ikke så afgørende, for tolket om virkeligheden er Jesu pointe jo ikke, at man skal prisgive de nioghalvfems for at lede efter den ene. Pointen er, at man har omsorg for den ene, selv om man har hundrede.

Finder man fåret, vil man glæde sig over, ja, mere end over de nioghalvfems. Selvfølgelig glæder en hyrde sig over de  nioghalvfems. Sådan glæder Jesus sig faktisk også over de nioghalvfems.

Men han og hans underhyrder glæder sig endnu mere over det ene, som bliver reddet fra fortabelsen.

Konklusionen er jo også, at det ikke er Guds vilje, at en eneste af disse små (børn) skal gå fortabt (Matt 18,14). Dermed knytter Jesus lignelsen sammen med det foregående. Disciplene skal gøre deres yderste både positivt – ved at lede efter det ene vildfarne – og negativt – ved at leve i radikal efterfølgelse, så man ikke bliver årsag til, at nogle falder fra.

Men det er meget passende, at evangeliet ender med at slå fast, at Gud ikke vil, at en eneste skal gå fortabt (Matt 18,14; jf. Ez 18,23; 1 Tim 2,4; 2 Pet 3,9). Derfor skal evangeliet forkyndes rent og purt, og sakramenterne skal forvaltes efter Kristi indstiftelse. For ellers kan det mere end alt andet blive årsag til frafald.

Til gengæld er det også evangeliet, der virkelig er Guds kraft til frelse. Derfor skal det forkyndes for ethvert vildfarent får.