Tekstlæsningerne
Læsninger til 6. søndag er påske efter anden række (dvs. 4. maj 2008) er fra Det gamle Testamente Joel 3,1-5 om pinseunderet. Fra Det nye Testamente læses enten Rom 8,31b-39 som epistel eller ApG 1,12-14 som lektie.
Joel 3,1-5
Joel 3,1-5 peger jo frem mod Pinsedag ugen efter. Måske er det derfor, netop den er blevet valgt.
Foruden profetien om Helligåndens udgydelse, som blev opfyldt Pinsedag ifølge ApG 2,16-21, siges det også, at “enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.”
Rom 8,31b-39
Romene 8,31-39 er en nådefuld proklamation af, hvor vis vi kan være på vores frelse. Når Gud er for os – og det ved vi fra Jesu død opstandelse – så vil han give os alt med sin Søn (Rom 8,31f).
Ingen kan anklage os og få os dømt, for “Gud er den, som retfærdiggør.” Han gør virkelig retfærdig, men han gør det ved at tilregne os Kristi retfærdighed (Rom 8,33). Der er ingen, som vil fordømme os (Rom 8,34a).
Paulus repeterer årsagen: Kristus er ikke alene død for os, men han er også blevet oprejst, og “er ved Guds højre hånd” (Rom 8,34b.c). Det er Kristi himmelfart, som vi fejrer 4 dage før denne søndag.
Men Kristus er ikke blot ved Guds højre hånd. Det kunne måske forstås på en måde, som kunne vække bekymring. Nej, han “går i forbøn for os” (Rom 8,34d). Kristus, som bar al verdens synd og derfor også bar hver enkelt persons synd; Kristus, som blev oprejst på grund af vores retfærdiggørelse, dvs. som blev oprejst i stedet for hver og en, som han også døde for, fordi synden er sonet og ikke mere tilregnes (Rom 4,25); denne Kristus går i forbøn for os. Han går ikke i forbøn for os, som om vores synd skal sones eller som om Gud måske alligevel er lidt vred på sine børn. Nej, til evig tid vil han bede for os, for at vi ikke skal anfægtes og falde fra. Det er en anden udgave af Jesu ypperstepræstelige bøn.
Paulus kan derfor triumferende proklamere for Gud og mennesker, at intet kan skille os fra Kristi kærlighed (Rom 8,35a). Det gælder uanset hvilke farer, vi møder i denne verden (Rom 8,35b) – og det bekræftes af Skriften, at vi ‘dræbes dagen lang’ (Rom 8,36).
Nej, vi tværtimod mere end sejrer ved ham, som elskede os (Rom 8,37). Jesus elskede os nemlig så højt, at han satte livet til for os.
Der er overhovedet intet, som kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre (Rom 8,38f).
ApG 1,12-14
De første elleve vers er gennemgået til Kristi himmelfartsdag (jf. “Ekstra: “Idet han velsignede dem …” [Kristi himmelfarts dag – Luk 24,46-53]“). De så Jesus fare til himmels på Oliebjerget, som ligger “en sabbatsvej” fra Jerusalem, dvs. 800 m. Nogle mener på baggrund af v. 10-12, at Jesus vil komme igen på Oliebjerget.
I ApG 1,13 er der tale om en sal ovenpå (to hyperôon) (jf. ApG 9,37.39; 20,8). Det var deres samlingssted. Måske var det også der, Jesus indstiftede nadveren. I Luk 22,12 bruger Lukas dog et andet udtryk: ‘et stort rum ovenpå’ (gr. anagaion mega). Det kan tænkes, at det også er sådant et rum, Lukas omtaler i forbindelse med Jesu fødsel. I Luk 2,7 bruger han ordet kataluma, som ikke nødvendigvis betyder ‘herberg’ (det hedder normalt pandocheion som i Luk 10,34). Meningen kan være, at der ikke var plads i gæsteværelset. Hvorom alting er, så havde mange huse en sal ovenpå, hvor man kunne have gæster eller afholde arrangementer.
Lukas nævner de 11 apostle ved navn. Senere vælges Matthias som erstatning for Judas Iskariot.
Lektien slutter med, at Lukas understreger den åndelige en(ig)hed. Det var dem alle, der holdt (vedvarende) fast ved bønnen, og de gjorde det i fuld enighed.
Hvad betyder bøn (gr. proseuchê)? Det betyder ikke bøn i en omfattende betydning. Jøderne havde deres synagoger eller bedehuse, som var gudstjenestesteder. Sådan må ‘bøn’ her omfatte hele den åndelige gudstjeneste. De har uden tvivl bedt tidebønner, men det er jo at bede Davids salmer. De har også takket og lovprist Gud (jf. Luk 24,53, hvor det ganske vist finder sted i templet). Jeg kan heller ikke forestille mig, at de ikke skulle have bedt med henblik på Pinsedag og den tjeneste, som de allerede havde fået overdraget.
Foruden apostlene nævner Lukas også udtrykkeligt kvinderne, Jesu mor, Maria, og Jesu brødre. Jesu opstandelse har overbevist dem om, at Jesus var Guds menneskevordne Søn, skønt de tidligere havde været af en anden mening (Mark 3,21.31f). Nu hørte de til i Jesu åndelige familie (Mar 3,33-35).
Senere udfolder Lukas, hvad det var, de holdt fast ved:
De, som tog imod hans ord, blev døbt, og den dag blev der føjet næsten tre tusind mennesker til. De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. (ApG 2,41f)
Den tekst vender tilbage Anden pinsedag.
Prædiketeksten i Joh 17,20-26
I dette afsnit af Jesu ypperstepræstelige bøn (se ” ‘Jeg beder for dem’ [5. s. e. påske – Joh 17,1-11]“) beder Jesus ikke for sig selv og sine apostle, men for alle dem, der skal komme til tro ved deres ord.
Bønnen om, at de alle må være ét (v. 21) er en af de mest misbrugte. Prædiketeksten som helhed har en dybde, der kræver lidt tålmodighed at trænge ned i.
Jeg har særligt haft gavn af Martin Chemnitz. The Two Natures in Christ. Oversat af Jacob Aall Ottesen Preus. Original udgave udgivet under titlen De Duabus Naturis in Christo. Leipzig: 1578. St. Louis, Missouri: Concordia Publishing House, 1971. Chemnitz’ værk er dybt forankret i Skriften, men er også et eksempel på den tidlige lutherske kirkes ekspertise i oldkirkelige studier. Chemnitz var en af hovedkræfterne bag Konkordiebogen, men har også skrevet om nadveren og en håndbog for præster. Se lidt mere om Chemnitz her.
Jesus beder for dem, som skal komme til tro ved apostlenes ord (v. 20)
Begyndelsen af v. 20 viser, at Jesus nu går til at bede for en endnu større gruppe: ‘dem, som tror på grund af deres ord på mig,’ står der egentlig. Det er naturligvis ikke en acceptabel ordstilling på dansk, men den græske ordstilling understreger, hvordan det sker, at de kommer til tro på ham.
Det sker ‘ved deres ord.’ Jesus taler om dem, der var sammen med ham (Joh 17,12), som Jesus holdt fast ved Faderens navn (Joh 17,12), og som Faderens vil holde fast sit navn (Joh 17,11; se nærmere i førnævnte indlæg). De har fået Faderens ord af Jesus (Joh 17,8.14). De er sendt til verden (Joh 17,18). De er ikke af verden, men Sønnen har helliget sig selv for dem, “for at de også kan være helliget i sandheden” (Joh 17,19).
Det er altså apostlenes ord. Hermed har Jesus autoriseret såvel apostlenes evangelier (Matthæusevangeliet og Johannesevangeliet) som deres prædikener og breve (jf. også 1 Kor 2,13). Af Ef 2,20 lærer vi også, at kirken “er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus som hovedhjørnesten,” dvs. på de kanoniske Skrifter.
Apostlene skal selv forkynde, og deres medældste (1 Pet 5,1-4) skal forkynde deres ord og de øvrige Guds ord, som vi har fået i De hellige Skrifter (1 Pet 4,11; 2 Tim 3,15-17). Sammenhængen mellem forligelsens budskab og forligelsens tjeneste/embedet finder vi i bl.a. 2 Kor 5,19f.
Dem, som vil komme til tro derigennem, beder Jesus nu for i dette og de følgende vers.
Grunden til, at det er nødvendigt med Guds ord for, at mennesker kan tro på Jesus, er, at der ikke findes en eneste retfærdig; der findes ikke en eneste, der søger Gud; alle er på afveje, alle er fordærvede (Rom 3,10ff). “Gudsfrygt har de ikke for øje,” skriver Paulus med henvisning til Sl 36,2:
Synden taler til den ugudelige i hans hjerte, gudsfrygt har han ikke for øje.
Derfor må Gud gribe ind, og det gør han ved sit Ord og sin Hellige Ånd. Derfor beder Jesus også: “Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed,” hvorefter han straks taler om, at han har udsendt apostlene til verden (Joh 17,17f).
I øvrigt bruger Johannes ordet ‘anmode’ (erôtaô). Det er en venlig anmodning eller bøn til en eller anden om at gøre noget (udtrykt med hina-sætninger). Erôtaô kan bruges på flere måder, men det er ikke af dette verbum, men af læren om forholdet mellem Faderen og Sønnen, vi kan lære om relationen mellem Jesus og hans Fader.
Jesus beder om de troendes enhed (v. 21)
Hvad Jesus beder om, får vi at vide i v. 21. Der er to sætninger, som udtrykker, hvad Jesus beder om (de to første hina-sætninger). Den sidste sætning i v. 21 udtrykker måske formålet med det, Jesus beder om.
Men det kan ikke være dén enhed, som Jesus beder om, for den er der i og med troen. I så fald beder Jesus om, at de troende skal tro. Det, Jesus beder om, må være en ydre enhed. Det afgørende er da, hvad denne enhed består i. Det kan vi fastlægge, hvis vi ser på, hvad Det nye Testamente lærer om enhed. Eftersom Jesus lige har bedt for dem, som ved apostlenes ord tror på ham, må denne enhed naturligvis bestå i at holde fast ved det ord og det ords indhold, som Jesus siger, skaber troen. Den ydre enhed skal altså bestå i en enhed om evangeliets lære.
Den usynlige, åndelige enhed har vi ved tro på Jesus Kristus. Og enhver, som faktisk har den tro, som Jesus og Skriften taler om som en ret tro, hører til den usynlige kirke og dermed til dem, som har en usynlig enhed i troen. Men dén enhed er netop usynlig. Men Jesus har også befalet en ydre enhed, eftersom han har befalet os at gøre alle folk til hans disciple ved at døbe dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, og ved at lære dem at holde alt, hvad han har befalet (Matt 28,19f). Enheden brydes ikke af dem, der holder fast ved Guds ord lære.
Jesus har jo tidligere sagt:
Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple (Joh 8,32; se mere i her)
Og om sine får har Jesus sagt, at det er dem, der hører hans røst og ikke lytter til fremmede (Joh 10,4f.16.27; se mere her).
Johannes skriver andetsteds:
Enhver, som går ud over Kristi lære og ikke bliver i den, har ikke Gud; men den, der bliver i hans lære, har både Faderen og Sønnen.
Såvel Jesus som kærlighedens apostel er altså helt klar i dette spørgsmål. Der skal være en ydre enhed omkring Kristi ord og lære.
Paulus skriver til menigheden i Korinth, at “jeg formaner eder, Brødre! ved vor Herres Jesu Kristi Navn, at I alle skulle føre samme Tale, og at der ikke må findes Splittelser iblandt eder, men at I skulle være forenede i det samme Sind og i den samme Mening” (1 Kor 1,10; 1907-oversættelsen). Det kan altså forekomme – ja, ifølge 1 Kor 11,19 må det jo forekomme – at kristne ikke siger det samme, at der faktisk er splittelser, og at man ikke er fuldt forenede i samme sind og mening. Men det skal ikke forekomme. Jesus beder om enhed blandt sine troende, og Paulus formaner indtrængende til det. At sidde Jesu bøn og Paulus formaning overhørig er det samme som at være ulydighed mod vor Herre Jesus Kristus og hans apostel.
Paulus taler også andre steder om, at de kristne skal bevare “Åndens enhed” (Ef 4,3). ‘Åndens enhed’ betyder den enhed, som Ånden skaber eller giver. Den enhed omfatter såvel jøder som græker, for alle er Abrahams børn, når de har samme tro som Abraham. Han blev retfærdiggjort af tro, fordi han troede Gud (Rom 4; 1 Mos 15,6). Ingen får denne tro uden ved Ordet og Helligånden. Den usynlige enhed opnås altså ikke på anden vis end ved tro alene, uden lovgerninger. Den synlige enhed opnås ikke på anden vis end ved at tro, lære og bekende evangeliet i alle dens trosartikler. Den augsburgske Bekendelses lære om kirkens enhed er autoritativt udlagt i Konkordieformelen, hvor det hedder, at der kan være forskelle i de ydre ceremonier, “så længe de har enhed med hinanden i læren og alle dens artikler og i den rette brug af de hellige Sakramenter” (Konkordieformelen, Udførlige gennemgang X.5 [FC, SD X.5]).
Paulus skriver også, at
Jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem, der i modstrid med den lære, I har taget imod, skaber splittelse og fører andre til fald. Hold jer fra dem! (Rom 16,17; 1992-overs.).
1948-oversættelsen er faktisk mere præcis, når den taler om “at afvige fra den lære, I modtog.” Forhåbentlig vil folk forstå det samme ved det, men det, Paulus siger, er, at det er galt, hvis man afviger. Man behøver ikke direkte at være “i modstrid med” den bibelske lære, som de har fået overleveret (jf. Rom 6,17).
Som det fremgår, er det dem, der afviger fra den bibelske lære, der skaber splittelse. Men de skaber også “forargelser.” Forargelser – egentlig ‘fælde’ – er jo det, som kan lede folk til vantro og dermed fortabelse.
Endelig må man ikke bagatellisere læreafvigelser. Paulus taler i Tit 3,10f om et “kættersk” menneske, men det ord, han bruger (gr. hairetikos), betyder en, der laver splittelser eller grupperinger. Et sådant menneske skal bortvises efter behørige advarseler, fordi det er farligt for menigheden. Men det er også farligt for det hæretiske menneske selv, for et sådant menneske ‘er kommet på afveje og synder, idet det er et menneske, der har dømt sig selv.’
Læreafvigelser er derfor brud på den læreenhed, der bør være mellem kristne, men det er også en helt reel fare, at det kan føre til frafald og fortabelse.
Derfor ser vi også talrige eksempler på, at apostlene søgte at bevare det kristne fællesskab, fordømte vranglære(re) og søgte at bilægge stridigheder (1 Ko; Ef 4,3-16; ApG 15).
Men til forskel fra den moderne økumeniske bevægelse sker det ikke ved at begrænse de spørgsmål, der skal være enighed om, eller ved at formulere sig, så man ikke løser, men blot tillader uenighederne. I Skriften er det Guds ord og lære og den kristne frihed, der udgør kriterierne for enhed (jf. også Den augsburgske Bekendelse, artikel 7).
Hensigten er som nævnt, at alle de kristne skal være ét. Denne enhed er lige så reel, som Faderens og Sønnens enhed, og lige så utilgængelig for vores fornuft. Jeg skal vende tilbage til Faderens og Sønnens enhed nedenfor. Luther har i Forelæsningerne over 1 Mosebog en lang analyse af at være skabt i Guds billede. Det er blevet genetableret af evangeliet. Vi mistede ikke helt intellektet og viljen ved syndefaldet, men begge blev rigtig meget hæmmet.
Og sådan virker evangeliet, at vi endnu engang formes i det velkendte og faktisk bedre billede, fordi vi er blevet født igen til evigt liv eller rettere til håbet om et evigt liv ved troen, at vi må leve i Gud og med Gud og være et med ham, som Kristus siger (Joh 17,21).
Men, fortsætter Luther, genfødelsen drejer sig ikke kun om livet, men også om retfærdigheden, fordi troen modtager Kristi fortjeneste og ved, at vi er blevet sat fri ved Kristi død. Den retfærdighed er kilde fører til en anden retfærdighed, nemlig et nyt liv, hvori vi er nidkære efter at adlyde Gud, sådan som vi er undervist af Ordet og hjulpet af Helligånden. Men det bliver aldrig mere end en begyndelse i dette liv, og fuldkommenhed kan ikke opnås, så længe vi lever i kødet. Men det behager Gud, fordi det kommer fra hjerter og forlader sig på tilliden til Guds barmhjertighed ved Kristus (AE 1:64).
Men når gudsbilledet er fuldendt i Faderens rige, så vil viljen være virkelig fri og god, vores sind virkelig oplyst, og vores hukommelse vil huske alt. Vi skal også herske over dyrene (AE 1:65). Først når vi har nået fuldendelsen i Himmeriget, kan vi få en sagssvarende forståelse af, hvad Guds billede bestod i, førend det blev mistet i Paradiset.
Når de troende er ét ved evangeliet, er de “i os,” dvs. i Faderen og Sønnen. Det er denne enhed, som også har til hensigt, at “verden skal tro, at du har sendt mig.” Mange mener vist, at det skal forstås sådan, at der er så mange beviser på Guds kraft i kirkens arbejde, at det til alle tider vil overbevise i det mindste nogle og vinde dem for Kristus. Men er det holdbart? Det er jo evangeliet, der skaber tro, ikke kirkens eksistens eller mission, med mindre mission forstås som forkyndelse og bekendelsen af den rene lære (jf. ovenfor). Det er snarere sådan, at fordi enhed skabes af evangeliet og fører til enhed i bekendelsen, så lyder evangeliet og bekendelsen tydeligt og klart, så evangeliet kan overbevise verden om, at Gud har udsendt Jesus. Uden vil heller ingen kunne forstå den enhed, Jesus taler om i de næste vers (og i vers 11).
Det er altså rigtigt, at enhed konstitueres af troen, men det er derimod ikke rigtigt, at denne tro kan reduceres til en mere og mere abstrakt tro på Kristus. Den skænkes, bevares og befæstes af hele den evangeliske lære, som der derfor skal være ydre enighed om. De troende skal være helliget i sandheden (Joh 17,19), som frigør (jf. “Sandheden skal gøre jer frie” [4. s. e. påske – Joh 8,28-36]).
De troende og den guddommelige herlighed (v. 22f)
Jesus siger endvidere, at den herlighed, Faderen har givet ham, har han givet til de troende, igen “for at de skal være ét, ligesom vi er ét” (jf. også til v. 11, som behandles nærmere i ““Jeg beder for dem” [5. s. e. påske – Joh 17,1-11]“). Denne herlighed får Jesus, for så vidt han er af menneskelig natur, for som Guds Søn fra evighed af har han og har altid haft denne herlighed.
Men fordi den menneskevordne, der er sand Gud og sandt menneske, nu får herligheden efter sin menneskelige natur, så kan han give herligheden til os, der ligeledes er af kød og blod.
Luther forklarer til “Lad os gøre mennesket i vort billede” (1 Mos 1,26), at det antyder et andet og bedre liv end det fysiske, som Adam og Eva havde.
Jesus taler om enhed mellem de troende, som han nærmere beskriver med ordene “jeg i dem og du i mig.” I oldkirken forklarede Kyril disse ord med, at Menneskesønnen som menneske er forenet legemligt med os ved en hemmelighedsfuld velsignelse; men åndeligt, som Gud, vil han forny vores ånd ved sin egen Ånds nåde, så vi får del i hans natur. Kristus er derfor det sted, hvor vi forenes med Gud, idet han forenes med os som menneske, men med Gud Fader ved sin natur som Gud. Vi er derfor blevet gjort hel [eller fuldstændig] og ført tilbage til forening med Gud Fader ved Frelserens mellemkomst. For når vi modtager Guds Søn, hans legeme og sande væsen, som er forenet med Faderen ved sin (guddommelige) natur, så herliggøres vi, for vi er gjort til nogle, der har fået del i den guddommelige natur” (citeret og forsøgt oversat efter den engelske oversættelse af Martin Chemnitz, The Two Natures of Christ, pp. 468-469).
Luther forklarer, at der er to foreninger: Først, at Faderen er i Sønnen, og Sønnen i Faderen (“du i mig”; jf. Joh 14,10). Dernæst, at de troende er i Sønnen, og han i dem (“jeg i dem,” jf. Joh 14,20) (AE 5:224). Vi kan ikke med vores fornuft forstå, hvordan det går til, men Skriftet lærer os, at Kristus bor i de troendes hjerter ved troen, siger Paulus (Ef 3,17). Derved er de troende herliggjort i denne verden, omend skjult. Men ved Jesu tilsynekomst skal denne herlighed blive en synlig herlighed (jf. også Lenski, ad Joh 17,22).
Uden denne dybe enhed er de troende ikke ét. Så den skal til, “for at de må være fuldkommen ét,” som den gamle oversættelse siger. Faderens og Sønnens uudgrundelige væsensenhed (perichorêsis essentialis) er model for den enhed, troende skal have. Vores enhed i Faderen og Sønnen er en enhed i den åndelige enhed med den treenige Gud (se også Lenski, John, ad loc.). Men netop dét kan kun ske gennem Ordet, dvs. gennem evangeliets lære, som skænker denne enhed.
Igen er formålet, “at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.” Brydes denne enhed, hæmmes eller umuliggøres missionen. Verden skal forstå, at Kristus er udsendt af hans himmelske, guddommelige Fader. De skal også forstå, at Sønnen har elsket dem, så han gav sit liv for dem, ligesom Faderen har elsket Sønnen.
Jesus ønsker, at de troende er hos ham (v. 24)
Jesus fortsætter i sin bøn til Faderen med at sige, at det er hans guddommelige vilje som Guds Søn, at det, som Faderen har givet ham – de troende – skal være hos ham, hvor han er.
Jesus har sagt, at dér, hvor to eller tre er forsamlet i hans navn, dvs. omkring hans lære og sakramenter, dér er han selv til stede. Der får vi Kristi herlighed at se, omend kun delvist, når Guds ord åbenbarer for os, at Jesus, sand Gud og sandt menneske, er vores opstandne og nu herliggjorte frelser og forsoner. Men det er ikke kun, ja, næppe først og fremmest det, Jesus tænker på.
Nej, hensigten er, at de skal se Jesu herlighed, som Faderen har givet ham. Den herlighed skal vi se, når Jesus kommer igen. Det er den herlighed, som Sønnen havde hos Faderen før verdens grundlæggelse (jf. Joh 1,14). Det er en sand guddommelig herlighed. Den har Jesus som Guds Søn fra evighed altid haft, men som menneske fik han guddommelig herlighed af sin fader (jf. ovenfor).
Vi skal se Ham! Og vi skal blive ham lige (1 Joh 3,2). Den herlighed, som vi skal få, forudsætter, at Guds Søn blev menneske, led, døde og blev herliggjort. “Han skal forvandle vort fornedrelseslegeme, så det bliver ligedannet med Hans herlighedslegeme ved den kraft, Han har, til at underlægge Sig alle ting” (Fil 3,21). Fordi han er blevet kød og blod ligesom vi er kød og blod – han er dog uden synd – så kan vi forenes med ham og se hans herlighed, som Faderen har givet ham.
Jesus nævner til sidst i verset, at Faderens har elsket ham før verdens grundlæggelse. Faderens kærlighed begrunder i al fald, at Faderen gav den menneskevordne Jesus den guddommelige herlighed. Men det begrunder frem for alt, at vi frelses og får Sønnens guddommelige herlighed at se. Og det er Faderens kærlighed, der er årsag til, at vi får lov at være hos Sønnen (jf. Joh 3,16). Foreningen af Kristi to naturer ophører aldrig og muliggør vores frelse og herliggørelse.
Jesus kender Faderen og de troende erkender, at Faderen har sendt Sønnen (v. 25)
I Joh 17,1.5.21.24 Jesus til sin “fader,” i Joh 17,11 til sin “hellig[e] fader,” men nu til sin “retfærdig[e] fader.” Gud er retfærdig, ikke alene fordi han er i overensstemmelse med sin lov. Men også fordi han har sendt sin Søn, som har sonet al verdens skyld. Derfor er Gud retfærdig og retfærdiggør den, der er “af tro på Jesus,” dvs. som hører til dem, der tror på Jesus (Rom 3,26). Derfor lytter han også til Jesus. Her er der en forbindelse til epistlen: Rom 8,33f.
Begge dele kommer frem her. Verden kender ikke Gud og har aldrig gjort det. Det har derimod Jesus, som Guds Søn fra evighed af, og som den menneskevordne her i tiden.
Men ‘disse (upræcist oversat i 1992-oversættelsen) har erkendt, at du har sendt mig,’ siger Jesus. Dem, han beder for, har erkendt det, for det er de troende, og det hører med til at tro på Jesus, at man også ved, at han er udgået fra Faderen og er sendt af Ham. Det har Jesus selv udvirket, som vi ser i næste vers.
Åbenbaringen af Guds navn for at Guds kærlighed og Jesus skal være i de troende (v. 26)
Jesus siger, at han har åbenbaret Guds navn for dem. Det har han, fordi han har åbenbaret Guds ord og væsen gennem sin egen person og gerning. Det vil han også fortsat gøre.
Igen udtrykker Jesus et formål, nemlig at den kærlighed, som Gud elsker og har elsket ham med, skal være i dem, og at Jesus selv skal være i dem. Tidligere har Jesus netop sagt om jøderne, at de ikke lader Guds ord blive i dem, fordi de ikke tror Jesus (Joh 5,38), og de har ikke Guds kærlighed i dem (Joh 5,42).
Uden Jesus som den, der åbenbarer Faderen og hans kærlighed for os, kan Guds kærlighed ikke komme til os og være i os, og uden kan heller ikke Jesus være i os. For det er ved Guds Ord, ved Kristi Ord, at Gudmennesket, vores forsoner Jesus Kristus bor i os.