Tekstlæsningerne
Tekstlæsningerne til 3. s.e. påske (i 2008 er det 13. april) udgøres af 2 Mos 3,1-14 med undtagelse af v. 8f. Det er efter min opfattelse ikke nogen god praksis. Man kan som lektie/epistel vælge mellem at læse ApG 4,7-12 og Hebr 4,14-16. Endelig er prædiketeksten Joh 14,1-11, som ligger i fin forlængelse af Joh 10,22-30 (se “Mine får hører min røst” (2. s. e. påske – Joh 10,22-30).
2 Mosebog 3,1-14
2 Mos 3 er jo en velkendt tekst. Vi læser om “Herrens engel” eller rettere “Herrens sendebud” (v. 2), men også slet og ret om “Gud” (2 Mos 3,4), “Herren” (2 Mos 3,4.7), “din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud” (2 Mos 3,6) og “Gud,” “Herren,” og “jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud” (2 Mos 3,15). Jeg er enig med de gamle lutherske teologer i, at der kun er en, der på samme tid kan være Herren og Herrens sendebud. Det er Guds Søn, dvs. den anden person i treenigheden forud for hans inkarnation.
Moses skal føre folket ud af Egypten (2 Mos 3,10). Moses mener imidlertid ikke, at det er noget, han kan klare (v. 11). Men det er heller ikke Moses, der skal gøre det. Herren vil selv gøre det. På samme måde taler prædiketeksten om, at Kristus selv vil tage disciplene til sig (se nedenfor).
Gud svarede: »Jeg vil være med dig, og dette skal du have som tegn på, at det er mig, der sender dig: Når du har ført folket ud af Egypten, skal I dyrke Gud på dette bjerg.«
Moses vil imidlertid gerne vide, hvilket navn han skal give Herren(s sendebud).
Gud svarede Moses: »Jeg er den, jeg er!« Og han sagde: »Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.«
2. søndag efter påske hørte vi, at Jesus og Faderen er ét, men samtidig er det jo klart, at de er to forskellige personer, for Jesus er blevet menneske af kød og blod, dog uden synd. Men han åbenbarer Faderen (jf. exegeomai i Joh 1,18)JJ og er ét med Faderen (Joh 10,30). I prædiketeksten til 3. søndag efter påske lærer vi mere om det og om betydningen af det for at kunne blive frelst.
Derfor er det egentlig ikke overraskende, at Johannes i Joh 8,24 siger:
For hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder.
Grunden til, at Jesus siger det, er, at hvis ikke man tror på, at Jesus er den Messias eller Kristus, som Det gamle Testamente har profeteret om, tror man ham slet ikke. Så tror man på en pseudo-messias, som man selv finder på.
Det er ved tro på Jesus Kristus, et menneske bliver frelst. Der er ikke – og har aldrig været nogen mulighed for at blive frelst uden ved tro på ham. I Det gamle Testamentes tid troede de på ham, der skulle komme. Efter at han er kommet, tror vi på ham, der er kommet. Derfor har det altid været sådan, at “der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.” (ApG 4,12; se nedenfor). Det er også derfor, det er vigtigt at holde fast i bekendelse til ham (Hebr 4,14; se nedenfor).
2 Mosebog 3 er ét af de gammeltestamentlige steder, hvor vi læser om Den treenige Gud. Der er som bekendt flere (f.eks. 1 Mos 1,1ff).
Apostlenes Gerninger 4,7-12
ApG 4,7-12 er fra Synedriets eller Sanhedrins forhør af apostlene Peter og Johannes. De afkræves svar på, med hvilken magt og i hvilket navn de helbredte (ApG 4,9) og “underviste folket og i Jesus forkyndte opstandelsen fra de døde” (ApG 4,2).
Det var ganske vist fortørnelse, som førte til arrestationen, men trods alt stillede Synedriet et godt spørgsmål, som de får svar på. Det er jo ikke ulig det spørgsmål, Moses stillede.
Underet var jo virkeligt nok, og derfor benægtes det heller ikke. En sådan magt og myndighed må apostlene jo have et sted fra. Rent faktisk er der jo tale om, at disse særlige nådegaver legitimerer deres påstand om at handle på Guds og Kristi vegne (se mere herom i min anmeldelse af Douglas Judisch, An Evaluation of Claims to the Charismatic Gifts).
Når vi i dag bliver forhørt på grund af en velgerning mod en syg mand, hvordan han er blevet helbredt, så skal I alle, ja, hele Israels folk vide, at det er i Jesu Kristi, nazaræerens, navn, ham som I korsfæstede, men som Gud oprejste fra de døde, at denne mand står rask foran jer. (ApG 4,9f).
3. søndag efter påske ligger i fin forlængelse af de foregående søndage. Påskedag forkynder, at Jesus er opstået fra de døde. 1. søndag efter påske drejer sig om hyrde- og lærerembedet, som skal forkynde om Jesu død og opstandelse, så syndere kan tilgives og blive retfærdiggjort. Hyrderne og lærerne er Den gode hyrdes befuldmægtigede udsendinge, og Den gode Hyrde og hans omsorg for hjorden er emnet 2. søndag efter påske. Nu 3. søndag efter påske hører vi i lektien, at de handler i Jesu Kristi, nazaræerens navn, ham som blev korsfæstet, men stod op fra de døde.
Helbredelsen har naturligvis betydning i sig selv – ikke mindst for den helbredte. Men helbredelsen er også beviset på apostlenes guddommelige fuldmagt. Det er vigtigt, for som lektien slutter, er der “ikke frelse i nogen anden” end Jesus Kristus (ApG 4,12). Derfor lod Gud apostlene legitimere deres budskab med disse særlige undere og berette om det for Synedriet. Derfor skal der også forkyndes om det – også på Næste søndag.
Hebræerbrevet 4,14-16
Hebr 4,14-16 formaner til at holde fast ved bekendelsen. Jesus er den korsfæstede, men opstandne og himmelfarne store ypperstepræst. Han er en stor ypperstepræst, fordi han ikke er et syndigt menneske, der skal frembære ofre både for sig selv og folket. Men han er blevet fuldt og helt menneske for at frelse:
Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder. (Hebr 2,17).
Uden tro på denne ypperstepræst bliver man ikke frelst (jf. Hebr 4,11-13).
Det kan godt være, at vi er skrøbelige og fristes til at opgive bekendelsen. Men netop til os lyder det, at vi ikke har “en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd” (Hebr 4,15).
Epistellæsningen slutter af med at opfordre os til at gøre flittig brug af at søge Kristus.
Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid. (Hebr 4,16)
Det gør vi, når vi går til gudstjeneste og skriftemål og når vi i øvrigt lytter til evangeliet om den korsfæstede og opstandne frelser, vor Herre Jesus Kristus. Det er også derfor, Luther formaner os til om muligt at bruge Den lille Katekismus hver eneste dag, for den forkynder netop evangeliet for os, så vi kan “få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.”
Prædiketeksten
Joh 14,1-6 foregår skærtorsdag aften, efter fodvaskningen og nadverens indstiftelse, men inden Jesus og apostlene rejser sig for at gå til Getsemane (Joh 14,31).
Umiddelbart forinden har Jesus givet dem “et nyt bud” og forudsagt Peters fornægtelse. Jesus har også sagt, at de alle vil forlade ham (jf. Matt 26,31).
Men selv om Jesus ved, at de vil forlade ham, ønsker han ikke, at det skal ske, og heller ikke, at det skal føre til frafald og fortabelse.
Forfærdes ikke, men tro (v. 1)
Jesus formaner dem til ikke at blive forfærdet, egt. ‘bragt i oprør’ (gr. tarassô) Det er stærkt ord. Herodes blev “forfærdet,” da han hørte om “jødernes nyfødte konge” (Matt 2,3). Det kunne jo i hans forståelse kun betyde, at han selv ville blive fjernet, eftersom han ikke opfyldte betingelserne for at sidde på Israels trone.
Disciplene blev forfærdet, da de så Jesus gå på vandet og skreg af frygt og sagde, at det var et spøgelse (Matt 14,26; Mark 6,50). Det er let nok at trække på smilebåndet, for der findes jo ikke spøgelser og derfor møder man dem heller ikke. Men de så jo rent faktisk Jesus. De kunne blot ikke tro, at det var ham, fordi han gik på vandet. Så deres forfærdelse skal ikke underspilles.
Det samme ord bruges igen, da Jesus åbenbarede sig for dem, da de drøftede Emmaus-vandrernes beretning påskedags aften (Luk 24,36). Det kom også som et chok for dem, skønt de jo havde hørt om opstandelsen.
Zakarias blev forfærdet over at se en Herrens engel (Luk 1,11f). Det er der jo heller ikke noget at sige til, hvis man ellers forstår, at de bibelske engle ikke er som dem, man ser hænge på juletræet.
Jesus selv siger med tanke på sin kommende lidelse og død, at hans sjæl er bragt i oprør (Joh 12,27). Det samme sker, da han tænker på Judas’ forræderi.
Senere i denne tale gentager Jesus sit budskab: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!” (Joh 14,27).
Jesus ønsker ikke, at deres hjerte skal forfærdes. Når han bruger så stærkt et ord, så skyldes det, at disciplene vil komme til at erfare ting, der ellers sagtens kunne forfærde dem.
For det første vil de alle sammen komme til at opleve, at de svigter Jesus. Ikke kun Peter. Da det kom til stykket, var de alle syndere, som ikke kunne bære at dele Jesu lidelse, korsfæstelse og død. Peter græd bitterligt, da han opdagede, at han havde fornægtet Jesus, men ingen af disciplene havde grund til at være stolte.
For det andet skulle de altså opleve, at Jesus skulle lide, blive korsfæstet med ufattelige lidelser og dø. Ja, Jesus døde forbandet på et kors (jf. Gal 3,13). Det er måske let nok for os at forholde os til, men det var det ikke for dem, og det vidste Jesus. Allerede i Getsemane overmandedes de, så de ikke kunne våge med Jesus.
For det tredje havde de endnu ikke rigtig forstået, at Jesus skulle opstå fra de døde. Langfredag var derfor forfærdelig for dem, for nu stod de uden ham, der ellers havde oplært dem til at forkynde evangeliet til syndernes forladelse. Deres vantro gjorde, at de ikke forstod og ikke kunne kapere eller håndtere Langfredag.
Selv om der således kunne være grund nok til at blive forfærdet de næste dage, formaner Jesus dem til ikke at gøre det, for han ønsker ikke, de skal gå fortabt.
I stedet formaner han dem til at tro på Gud og tro på ham. Jesus havde jo åbenbaret Gud for dem. Han er den mægtige skaber og opretholder. De skulle også tro på Jesus selv. Det er virkeligheden to sider af samme sag, som vi skal se nedenfor. Han havde oplært dem i, hvad der efter Skrifterne skulle ske ham. De burde ikke lade sig forfærde, men i stedet tro på ham. Men førend de troede ham, måtte der gå tre tunge dage for dem.
Vi skal også tage Jesu formaning til os, for også vi kan lade os forfærde, hvis vi ser på os selv, synden, verden, døden og djævelen. Men Kristus ønsker netop, at vi skal tro og rette vores blik mod Den treenige Gud, som har skabt os, opretholder os, frelser os og fører os hjem til det evige liv.
Mange boliger i Himmeriget (v. 2)
Man kan godt umiddelbart tro, at Jesus med talen om mange boliger i hans fars hus tænker på Paradiset. Men det er næppe kun det, Jesus mener. Jesus tænker heller ikke på templet i Jerusalem eller noget i den stil.
Hvad Jesus mener, er frelsen. Det fremgår af, at Jesus udtrykkeligt siger, at “jeg går hen for at gøre en plads rede til jer.” Det er ikke pladsen på hvilehjemmet i Paradiset, Jesus taler om. Det, Jesus skal gøre de næste tre dage, er at erhverve frelsen. Han skulle lide, dø og opstå for vores skyld. Derfor var han kommet (Joh 10,10; 12,27.47; videre Joh 3,16).
Tanken om frelse som det at være i Herrens hus eller tempel møder vi også i Det gamle Testamente.
“Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever, og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage” (Sl 23,6).
Kun ét ønsker jeg fra Herren, kun det længes jeg efter: At bo i Herrens hus, så længe jeg lever, så jeg kan fryde mig over Herrens herlighed og søge svar fra ham i hans tempel. (Sl 27,4).
Men syndere kan ikke bo i Herrens hus, ikke med mindre de bliver retfærdiggjorte og adopterede som arvinger af huset. Det er netop, hvad Jesus vil gøre, dels ved at vinde en evig retfærdighed, dels ved at forkynde evangeliet, så denne retfærdighed bliver tilregnet os for Jesu Kristi skyld. Han stiftede et nyt testamente, som blev gjort gyldig og evig ved hans død.
Og derfor er han det nye Testamentes Midler, paa det at, da der er skeet en Død til Forløsning fra de Overtrædelser, som vare begangne under det første Testament, de Kaldede maatte faae den evige Arvs Forjættelse. Thi hvor et Testament er, der er det fornødent, at hans Død, som har gjort Testamentet, skal finde Sted. Thi et Testament bliver først gyldigt ved Døden, efterdi det endnu ikke har Kraft, medens han lever, som gjorde det. Derfor blev det første ikke heller indviet uden Blod. (Hebr 9,15-18; 1819-oversættelsen. Skønt den er gammel, er den bedre).
Jesus begrunder altså formaningen til ikke at forfærdes, men at tro på Gud og tro på ham, med, at Jesus vil gøre en plads rede. Han vil gøre alt, hvad der er brug for. Det vil han på vej til og på Golgata.
For enhver, som Jesus er død for, er der en plads i Herrens hus. Det eneste, der gør, at man går fortabt, er vantro og afvisning af evangeliet (Joh 16,9).
Hvordan har Jesus da sagt, at han går hen for at gøre en plads rede? Jo, det har han gjort hele tiden. For når han med ord og gerninger og i undervisning åbenbarede, hvem han var: Messias eller Kristus, så havde han i virkeligheden sagt, at han kom for at sone synden og ved sin død lade Gud forlige sig med os. På baggrund af, at vi i Kristus er forligede med Gud og ikke længere er tilregnet vore overtrædelser og derfor retfærdige, skal evangeliet forkyndes for disciplene og for os, så vi kan blive forligede med Gud (2 Kor 5,18-20).
Jeg vil tage jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er (v. 3)
Dette vers skal forstås i lyset af det foregående. Jesus vil komme igen og tage disciplene til sig, for at også de skal være, hvor Jesus er. Igen handler det ikke om Paradiset, selv om det får sin fulde og synlige opfyldelse dér.
Det handler om, at Jesus vil tage sig til os. Men hvor er da Jesus? Ja, han er hos Faderen, men han er også, hvor hans ord er.
Jesus var og er ikke begrænset af tid og rum, men kan være, hvor han vil. Han vil netop være, ja, vi ved, at han er der, hvor evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret. Det er det, Jesus lover, når han i Matt 28,20 siger: “Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!”
Den egentlige pointe er derfor, at vi skal være hos ham, og at Jesus selv kommer og sørger for, at det sker ved Ordet og sakramenterne. Som Luther har formuleret det:
Nu siger han: Kom hid til mig,
tag evigt liv til gave!
Jeg led den bitre død for dig,
at du den arv skal have;
nu er jeg din, og du er min,
min bolig skal og være din,
os skal ej fjenden skille.
På tysk står der i anden sidste linje: “und wo ich bleib, da sollst du sein.” Det er lige præcist det, som både prædiketeksten og denne salme handler om. “Nu fryde sig hver kristen mand” er derfor en oplagt salme til 3. s. e. påske.
I kender vejen (v. 4)
Det er tydeligt nok, at Jesus taler om sin lidelse og død og formentlig også sin opstandelse, når han taler om at “gå hen” (gr. hypagô). Når han kan sige, at disciplene kender vejen, skyldes det, at han har undervist dem om det.
At det så alligevel ofte virker, som om de ikke kan eller vil forstå det, er en anden sag. Efter opstandelsen vil de komme til at forstå sammenhængen og tro på Jesu gerning for dem.
Protest fra Thomas (v. 5)
Thomas giver os et eksempel på det. Han protesterer, for han mener ikke, at de ved, hvor Jesus skal gå hen. Så kan de heller ikke kende vejen. Det fører til et af de meget kendte ord i Johannesevangeliet.
Jesus – vejen, sandheden og livet (v. 6)
Først beskriver Jesus sig selv med tre ord. Han er for det første “vejen.” Han er vejen til Faderen, til frelsen, til syndernes forladelse og det evige liv. Jesus understreger det ved at tilføje, at ingen – og det skal forstås bogstaveligt – kommer til Faderen uden ved Jesus.
Derfor er enhver religion eller enhver “form for kristendom,” som ikke lærer dette, en falsk religion.
Det, vi nu kalder jødedom, taler om at have et forhold til Gud, men bortset fra nogle få messianske jøder, vil de ikke vide af Kristus. Derfor kan mennesker ikke blive frelst i denne religion.
Islam eller muhamedanisme – det kan man med rette kalde denne religion, fordi man opkalder vranglære efter vranglæreren – gør Jesus til en, der kun er profet. Han er ikke den Jesus, vi møder i evangelierne. Muhamedanernes Jesus kan ikke sige, at “Jeg og Faderen, vi er ét” (Joh 10,30; jf. til “Mine får hører min røst” [2. s. e. påske – Joh 10,22-30]). Nu er der mange andre grunde til, at muhamedanisme ikke kan frelse, men det er ikke emnet her. Joh 14,6 er i øvrigt én af begrundelserne for fordømmelsen i Den augsburgske Bekendelse, artikel 1 (se artiklen Bekendelsesskrifternes fordømmelser).
Men mindre grove afvisninger af Jesus undergraver også frelsen. Den nikænske Trosbekendelse blev til for at værne kirken mod den arianske vranglære (som muhamedanisme er en meget grov udgave af). Den athanasianske Trosbekendelse vil ligeledes værne om den tro og lære, som er nødvendig til frelse.
Jesus er også “sandheden.” Dermed menes, at Jesu person og gerning er og forkynder sandheden om Gud, os mennesker og forholdet imellem os. Det er det vigtigste af alt at kende til. Skal det udfoldes, kan det gøres på mange måder, for det er hele kristendommen, det egentlig handler om.
Den treenige Gud er evig, og det er Gud, der har sat alt i gang og derfor også giver det sande perspektiv på alt. Vi mennesker er skabt af ham. Om Gud er os nådig og barmhjertighed eller ej, er altafgørende.
Jesus er også “livet.” Ligesom Gud har han liv i sig selv. “For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv” (Joh 5,26; jf. Joh 1,3f). Det liv får troende del i (jf. f.eks. Joh 3,15; 11,25; 17,2). Det sker gennem evangeliet: “Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn” (Joh 20,31; jf. Joh 6,63 og videre Rom 10,17).
Det liv er evigt, og man kan derfor gerne supplere dette vers med Joh 11:25:
Jesus sagde til hende: “Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.”
Afsluttende bemærkninger
Det er med rette, vi taler om kristendom, for Jesus Kristus er den centrale person. Han åbenbarer sig for Moses i tornebusken (2 Mos 3,1-14). Der er ikke frelse i nogen anden end ham (ApG 4,7-12). Derfor skal vi holde fast i bekendelsen til ham (Hebr 4,14-16).
Prædiketeksten udfolder hvorfor. Jesus er “vejen, sandheden og livet” og “ingen kommer til Faderen uden ved ham.”
Men hvad er Jesu hensigt med at lære os dette? Jo, det er, “at hvor jeg er, dér skal I også være” (Joh 14,3f; 1948-oversættelsen). Derfor gik han til Golgata for at lide, dø og opstå for os.