Læsningerne
Læsningerne til Søndag sexagesima efter anden tekstrække er, foruden prædiketeksten i Mark 4,26-32, fra Det gamle Testamente Es 45,5-12 og fra Det nye enten 1 Kor 1,18-21 (evt. 25) eller 2 Tim 3,10-17.
Esajas 45
I Esajas 45 profeterer Esajas om kongen Kyros, som Gud mange år senere vil oprejse for at føre sit folk hjem og genopbygge sit hellige tempel. Gud havde udvalgt Kyros for at gøre det for sit folk og sit kongedømme (Luther).
Esajas proklamerer Herrens ord om, at ikke alene er der ikke andre guder end Herren. Han væbner Kyros. Som Luther siger, så siger Gud til Kyros, at “alt hvad du har af militær magt og af militær kapacitet, alt det kommer fra min magt alene og ikke fra nogen som helst anden. Jeg gør alt for at gøre det klart, at jeg alene er Gud”. Gud har bevist det i ord og gerning, så verden kan kende mig alene som den almægtige Gud, uanset hvor svag og kraftesløs jeg ser ud og uanset at alle spotter mig som besejret og fattig. (Luther, til stedet, citeret fra American Edition [Luther’s Works] bind 17, s. 124f).
Gud er ophav til alt. Han sender både lys og mørke, dvs. medgang og rigdom, men også modgang og ulykke. Han sender fred og ufred, og ingen kan ændre på det, uden at Gud vil det. “Så du må anerkende mig som den eneste Gud, som du kan tage din tilflugt til,” siger Luther (AE 17:125).
Selv om Gud ser svag ud, ja, selv om han ser fjollet ud, så vil man komme til at se hans magt. Sådan er det også i dag, fortsætter Luther, nødvendig for os at bevare troen, når modstanderne stiller sig an. Sådan var det i øvrigt også på Arius’ tid. Dengang måtten kirke lide i endog ekstrem svaghed og unåde, fordi hun holdt sig til Guds Ord. Sådan må vi også gøre, sagde Luther (sammesteds). Og sådan må vi også gøre i dag, hvor der er ekstremt få kristne, der bekender hele Guds Ord.
Hvorfor handlede Gud, så han kom til at fremstå svag? Sådan ville det utvivlsomt lyde fra mange de mange år senere, da de blev sendt i landflygtighed i Babylon. Årsagen er Djævelens “hvorfor?” Det gør os alle til gudsbespottere, som vil have Gud til at handle anderledes end han gør (Luther).
Lovens dom lyder med rette over dem, der vil anklage ham eller irettesætte ham. Intet er mere forkasteligt, end at man vil gå i rette med sin skaber. Allligevel var det, hvad Israel gjorde dengang, og det er, hvad mennesker gør i dag, måske mere end nogensinde tidligere. Men det er at gøre sig selv til gud. Det er at gøre sig selv til norm for retfærdighed og dermed sætte sig selv i skaberens sted (jf. Rom 1,25).
Denne dom lyder for at fratage menneskets dets falske selvtillid sker for at bane vej for evangeliet. For Gud vil sende retfærdighed og frelse. Han vil sende Kyros, som skal befri Guds folk. Mange år senere igen vil han sende ham, der er langt større end Kyros, nemlig Kristus.
Gud vil gribe ind og sende sin velsignelse som regn fra himlen. Det vil ikke være uden resultat. Jorden skal så at sige åbne sig og tage imod denne regn af velsignelse. For Guds ord vender ikke tomt tilbage, heller ikke selv om det kun er altså for få, der tager imod (jf. Es 55,10f).
1 Korintherbrev
I 1 Korintherbrev sammenligner Paulus de vises visdom, som Gud selv vil ødelægge. For der er ingen menneskelig visdom – uanset hvor god den måtte være i øvrigt – der kan føre til frelse og åndelig velsignelse. For at evangeliet ikke skal afhænge af de kræfter, vi (faktisk ikke) har, gør Gud det til intet. Selv det bedste, vi mennesker har fået givet som naturlige gaver af Gud, må “ødelægges.” Dvs. det må afsløres som noget, vi i vores syndighed vil misbruge og gøre til noget, vi får åndelig velsignelse igennem.
Men Gud vil ikke, at vi skal frelses ved menneskelige ressourcer. Bortset fra, at det slet ikke ville frelse nogen, ville det aldrig give vished, slet ikke for dem, der ikke har ressourcer nok. Ikke mindst i vore tider er vi plaget af kirker og prædikanter, der sætter menneskelig “visdom” i stedet for evangeliet. Andre vil have spektakulære undere, som kan trække mange til. Uanset form er det et djævelsk bedrag, som vil fortælle Gud, at han skal frelse og give velsignelse på anden måde, end den han rent faktisk har valgt.
Hvad har Gud da valgt at gøre? Jo, Paulus siger, at frelsen ikke skulle være afhængig af menneskelig visdom. Derfor besluttede han at “frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om” (1 Kor 1,21). Det ser fjollet ud med vantro synderes øjne. Det ser svagt ud. Fornuften og den syndige natur har travlt med at håne Gud for, at han har valgt at frelse på den måde. Ordet, dåben, skriftemålet og nadveren er virkelig ikke noget for hverken de ressourcerige eller for dem, der vil se mirakler og beviser. Men “ordet om korset” er “en dårskab for dem, der fortabes, men “for os, der frelses, er det Guds kraft” (1 Kor 1,18).
“Jeg skammer mig nemlig ikke ved evangeliet, thi det er en Guds kraft til frelse for enhver, som tror, for jøde først og så for græker. Thi i evangeliet åbenbares retfærdigheden fra Gud, af tro til tro, som der står skrevet: ‘Den retfærdige skal leve af tro.’ ” (Rom 1,16-17).
2 Tim 3,10-17
Paulus skriver i 2 Tim 3,10-17 det samme. “fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus” (2 Tim 3,15). I modsætning til de gudløse i de sidste tider, som allerede er begyndt, har Timotheus ikke afvist sandheden, men har lært sandheden at kende (jf. 2 Tim 3,7). Han har efterfulgt Paulus, ikke mindst i de forfølgelser, som alle, der vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, får at opleve (2 Tim 3,10-13).
Timotheus er fra barnsben oplært i den åbenbarede sandhed, og derfor kan Paulus henvise ham til den. Fra han var spæd, ja, fra før, han blev født, har han lige som Johannes Døber hørt Guds Ord (det græske brephos kan både referere til et nyfødt og et endnu-ikke født barn; Luk 1,41.44). De hellige Skrifter, som Timotheus har lært at kende, har kraft til at gøre et menneske vis til frelse ved troen på Jesus Kristus. De hellige Skrifter er inspireret ord for ord af Helligånden (2 Tim 3,16; jf. 1 Kor 2,13) og nyttig til forkyndelse/undervisning osv. De er Guds kraft til frelse.
Men de fleste skammer sig desværre ved evangeliet. Det gjorde de, da Esajas levede. Det gjorde de også på Jesu og Paulus’ tid. Og det gør de fleste i dag. Det er der også mange prædikanter, der gør. De tvivler på, at Guds bud vil afsløre menneskers synd, og de tvivler endnu mere på, at evangeliet er Guds kraft til frelse. Derfor vender de sig til denne verdens visdom. Men over alle disse evangelie- og kristendomserstatninger lyder Guds dom: “De vises visdom vil jeg ødelægge, de kloges klogskab vil jeg tilintetgøre” (1 Kor 1,19; Es 29,14).
Prædiketeksten
Disse lignelser – om den såkaldte automatiske sæd eller den voksende sæd og om sennepsfrøet – lærer os to vigtige ting om Guds rige. Sæden vokser af sig selv. Nu ved landmænd godt, at det gør sæd ikke helt af sig selv. Der må arbejdes, og Guds velsignelse er også nødvendig. Men her er der jo tale om Guds rige, og sæden er Guds ord (Mark 4,14). Guds ord er i sig selv en kraft, som skaber, hvad det nævner (Sl 33,9; jf. ovenfor til 1 Kor 1; Rom 1 og Es 55).
Evangeliet ser lige så ubetydeligt ud som et sennepsfrø, men det skaber store ting: Syndernes forladelse, evigt liv og salighed. Frelse med andre ord.
Denne søndag bør altså handle om evangeliet som det tilsynelandende fattige og ringe redskab, som Gud udvirker store ting med. Ja, ved dette ord samler han sin kirke ud over den hele jord, fra Adam og Eva til dommens dag.
Guds rige og Ordets sæd (v. 26-29)
Jesus sagde, begynder teksten. Ordet ‘sagde’ er en verbalform, som udtrykker, at Markus så at sige dvæler ved verbalhandlingen. Det kan man gøre for at strukturere en tekst, men her kan meningen måske også være, at Jesus talte gentagne gange om det eller talte udførligt om det.
Guds rige – Guds herredømme – er det rige, som Gud til alle tider og på alle steder opretter, når han ved evangeliet skænker syndernes forladelse og derved indlemmer mennesker i sit rige.
Dette rige sammenlignes nu med et menneske, der sår sin sæd på jorden. I virkelighedens verden sås det jo ikke på jorden i betydningen marken. Men Gud lader evangeliet forkynde overalt på jorden, for mennesker.
Landmanden kan se, at sæden spirer og vokser (v. 27). Sæden bliver til korn, som til sidst bærer kerner – helt af sig selv (gr. automatos; deraf navnet den ‘automatiske sæd’) (v. 28). Men han laver ikke andet end at kigge på. I dag kan vi forklare meget om, hvordan denne proces foregår i naturens verden. Men ret beset kan vi stadigvæk ikke forklare, hvordan det går til, at sæden faktisk spirer og vokser. Trods vores store viden er vi stadig helt afhængig af Guds velsignelse. Ja, af at det er Guds vilje, at sæden skal spire og vokse osv. Vi er afhængig af, at Gud styrer såtid og høsttid (1 Mos 8,22).
Når hele denne proces er sket “af sig selv,” dvs. fordi Gud vil det, så vil han – når kornets “frugt,” dvs. kernerne, tillader det – straks gå i gang med seglen, fordi det så er blevet høsttid.
Det, som Jesus vil sige, er det, som de øvrige læsninger understreger. Guds Ord er en virkende kraft, som faktisk skaber tro og etablerer Guds herredømme, Guds rige, overalt, hvor evangeliet forkyndes og Ånden vil det.
Men lignelsen forkynder også stærkt, at det ikke er landmandens – dvs. præstens – bekymringer, som skaber vækst. Han skal forkynde Guds ord offentligt og privat, men det hjælper hverken fra eller til, at han bekymrer sig. Det er faktisk også fjollet (Kretzmann). For den ene planter, den anden vander, men det er “Gud, der giver vækst” (1 Kor 3,6f).
Det er også Gud og ham alene, der bestemmer, hvornår det er høsttid. Det gælder her i tiden, og det gælder endnu mere ved verdens ende.
Sennepsfrøet (v. 30-32)
Jesus introducerer i v. 30 endnu en lignelse med to spørgsmål. Han understreger dermed vigtigheden af den følgende lignelse.
Guds rige er som et sennepsfrø. Guds rige er her ikke menneskene i kirken, men Guds rige i betydningen alle de steder, hvor evangeliet forkyndes. Ja, det er evangeliet selv.
Som sennepsfrøet er det mindste frø, men bliver større end alle andre planter og får store grene, som alle himlens fugle kan bygge skyggefulde reder i, sådan er evangeliet udadtil ubetydelig. Og denne verdens grækere og jøder har travlt med at erstatte evangeliet med, hvad de selv foretrækker (jf. ovenfor til 1 Kor 1).
Men evangeliet skænker virkelig syndernes forladelse. Ja, evangeliet alene skænker syndernes forladelse, åndelig liv og vækst, ja, evigt liv. Der er virkelig skygge for den sol, hvis hede ellers slår ihjel. Med andre ord er evangeliet virkelig en tilflugt for alle syndere. Intet andet end evangeliet formår dette (jf. også til Joh 1,12f her).
Det er et herligt budskab at forkynde. Det er en stor trøst for den præst, der ikke vil vide af noget andet end Guds ord, delt ret i lov og evangelium.
Men det er også en alvorlig advarsel til den præst og den menighed, som ikke vil vide af det rene evangelium og i stedet vil have menneskelig visdom og talekunst. De forkaster ikke alene det eneste, der kan gøre dem vis til frelse. De forkaster dermed også troen og den Gud, som de skal stå til regnskab for. Må Gud bruge denne lignelse til at kalde alle tilbage til Kristi sande lære.
Prisen for evangeliets herlighed var Jesu egen lidelse, død og efterfølgende opstandelse, som vi hørte Sidste søndag efter helligtrekonger. Det er også indholdet i evangeliet.
Det er en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft!