Teksterne
Læsningerne til 1. søndag i advent omfatter Es 42,1-9, som er den første af Esajas’ såkaldte tjener-sange, dvs. poetiske stykker om Herrens tjener. Det betyder ikke, at Esajas ikke har profeteret om denne person tidligere i bogen. Velkendt er Es 7,14 og 8,23-9,6. Man har valgt Es 42,1-9 i stedet for Es 61,1f, som Jesus citerer. Dermed har man to af Herrens tjener-sangene med, men man får ikke læst selve Es 61, så man kan sammenligne.
Den nytestamentlige læsning er Rom 13,11-14, som måske knytter til ved dag-temaet. Der er også andre mulige forbindelser, men måske ikke lige nogen, der er meget nærliggende.
Prædiketeksten er Luk 4,16-30. Denne søndag har biskopperne i den danske folkekirke givet tilladelse til, at kirkerne må bruge Den Nye Aftale: Det Nye Testamente på nudansk (officiel forkortelse: DNA). Jeg har en DNA-analyse såvel som en analyse af Bibelen på hverdansk på min blog om danske bibeloversættelser: “Luk 4,16-30 i de to nye bibeloversættelser.”
Lukas 4,16-30
I Lukasevangeliets komposition kommer 4,16-30 til at spille en vigtig rolle. De to første kapitler handler jo om tiden indtil Jesus er 12 år. Derefter præsenteres Johannes Døber, som skal bane vej for Herren, dvs. for Jesus. Jesus bliver døbt, og efter Jesu slægtstavle hører vi om Jesu fristelse i ørkenen. Jesus vender efter tilbage til Galilæa, hvor han underviser og lovprises af alle.
Beretningen om Jesu undervisning i Nazarets synagoge får på den baggrund programmatisk karakter. Indholdet er da også programmatisk.
Jesus i sin hjembys synagoge (v. 16)
At Jesu undervisning eller prædiken foregår i Nazaret, får en kommentar i v. 24. Strengt taget betyder grundteksten, at Jesus var blevet sørget for (gr. tethrammenos) i Nazaret. Selv om han er Herren, havde han en mor, som måtte sørge for ham (Luk 1,43). Ganske vist var Jesus ikke en normal dreng (Luk 2,41-52), men han var dog helt og fuldt menneske, der gav afkald på at bruge sine guddommelige evner og magt. Men som vi skal se, er det måske også netop anstødsstenen.
Lukas skriver, at Jesus gik ind i synagogen på sabbatten (lørdagen) ‘i overensstemmelse med sin sædvane.’ Jesus var Guds Søn, men det fik ham ikke til at forsømme gudstjenesten i synagogen. Når Guds Søn var trofast, skal vi være det så meget desto mere.
Men mener Lukas kun, at Jesus deltog i synagogegudstjenesten, som han plejede? Eller havde Jesus også for vane at prædike? Normalt siger man, at Jesus blev bedt om at læse (jf. hvad oversætteren af BPH direkte skriver ind i teksten). Men det står der ret beset ingenting om.
Sagen er jo, at Jesus havde imponeret de lærde i Jerusalem allerede som 12-årig (Luk 2,41-52). Lukas har endvidere lige fortalt, at Jesus underviste i deres synagoger og blev prist af alle for sin undervisning/prædikener, og at man fortalte om ham i hele det omliggende land, hvilket meget vel kan være hele Galilæa (Luk 4,14f).
På den baggrund ville det da slet ikke være unaturligt, snarere helt naturligt, om Jesus simpelthen af sig selv ‘rejste sig for at læse,’ sådan som Lukas’ ord egentlig lettest forstås. Det er rigtigt, at Lukas fortæller om, at det gik anderledes for sig i Antiokia (ApG 13,14-16). Her er Paulus og hans ledsagere kommet som gæster, og de spørges først efter oplæsningen af loven og profeterne. I Nazaret er Jesus hjemme, kendt og (endnu) populær.
Luk 4,16-30 er jo ikke det første, Jesus foretager sig. I Markusevangeliet er det først i kapitel 6, efter helbredelsen af den kronisk blødende kvinde og opvækkelsen af Jairus’ datter (Mark 5,21-43), at vi hører om prædikenen i Nazaret.
Jeg synes derfor egentlig ikke, at der er noget til hinder for, at Jesus har haft for vane at læse og undervise i synagogen (se også Joel Greens The Gospel of Luke til stedet).
Jesus læser Esajas 60,1-2a (Luk 4,17-19)
Jesus slår op (ruller frem til) Es 60. Citatet er fra Es 60,1-2a. Nogle gange diskuteres det, om de nytestamentlige forfattere kun citerer en smule for at vise, at der blev læst mere (fx til Matt 27,46; Mark 15,34). Men her tror jeg faktisk, Jesus meget bevidst kun læser Es 60,1-2a. For i v. 2b står der, at “og en hævndag fra vor Gud.” Men netop det var Jesus slet ikke interesseret i at tage frem nu, for det ville føre til en alvorlig misforståelse. En del jøder forventede nemlig, at Messias skulle “genoprette kongedømmet for Israel” (ApG 1,6; min oversættelse). Esajas’ profeti vil blive opfyldt, men først når Jesus kommer igen (jf. ApG 1,7.11). Inden da skal Jesus fuldføre sin egen gerning på jorden og lade sin kirke fuldføre den gerning, de skal få (jf. ApG 1,8).
Først læser Jesus nu Esajas-teksten, som ifølge v. 21 handler om ham selv (v. 19). “Herrens Ånd er over mig,” som vi også ved fra Luk 3,22 og Joh 1,32f. Som Guds Søn fra evighed af har Jesus vel ikke brug for Helligånden, men er ét med Ham. Men efter sin menneskelige natur er han blevet udrustet med Helligånden. Som Martin Chemnitz skriver i sin Om de to naturer i Kristus: “Men i Kristi person blev den menneskelige natur igen salvet med Ånden, ikke en smule, men i et sådant omfang, at Han udøver alle sine guddommelige kræfter i Kristi menneskelige natur” (The Two Natures in Christ, p. 329).
Jesus er blevet udrustet med Helligånden, da han blev salvet (jf. ApG 10,38). Men der ligger mere i det, end at han er salvet med Helligånden. Han er ikke bare salvet, men han er Den Salvede: Kristus (af gr. christos), Messias (jf. hebr. mâshiach). Fra begyndelsen forjættede Gud en frelser. Igennem Det gamle Testamente bruges forskellige titler, navne og beskrivelser, herunder Den Salvede.
Det er naturligt at tage den næste del af verset: ‘at forkynde evangeliet for fattige’ i tilknytning til det foregående. Hvis man som mange oversættelser tager det sammen med ‘han har sendt mig,’ understreges leddet ved ordstillingen. Der har gennem årene været en stor diskussion af, hvordan man skal forstå ordet ‘fattige.’ Men fattige i politisk eller økonomisk forstand har ikke brug for at høre evangeliet mere end rige har. Det har derimod dem, der opdager, at det er umuligt at blive frelst, med mindre Gud griber ind (Luk 18,26f). De fattige er åndeligt fattige, også selv om det kun er i Matthæusevangeliet, at Jesus taler om de fattige i ånden (jf. til Matt 5,3). “I kender vor Herre Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, skønt han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom” (2 Kor 8,9).
“For dette siger den højt ophøjede, som troner for evigt, og hvis navn er Hellig: Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte. Jeg anklager ikke for evigt og vredes ikke for altid; for så ville deres ånd svigte for mine øjne, den livsånd, jeg selv har skabt. Jeg blev vred over deres syndige griskhed, jeg slog dem og skjulte mig i vrede; i frafald fulgte de den vej, de ville. Men jeg så deres færd, og jeg vil helbrede dem og skaffe dem hvile, jeg giver dem trøst til gengæld. Hos de sørgende skaber jeg læbernes frugt: Fred, fred for den, der er langt borte, og for den, der er nær, siger Herren, og jeg helbreder dem” (Es 57,15-19).
Når Jesus er sendt for at proklamere aphesis, som betyder ‘frigivelse’ eller ’tilgivelse,’ for fangne, så er det heller ikke fangne i betydningen kriminelle (selv om de naturligvis kan være omfattet lige som alle andre syndere). Det er derimod dem, der er fanget under synden og indesluttet af loven (jf. Gal 3,22, hvor Paulus egentlig siger, at Skriften har spærret alt inde under synden). Eller som Jesus selv siger: “Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: ‘Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie‘ ” (Joh 8,31-32).
Jesus skal forkynde (eller måske skal man supplere med ‘give’) syn til blinde. Jesus gav synet til blinde, men målet er, at man skal se og tro Kristus (Joh 9,35-38).
Endelig er Jesus sendt for at sende sønderknuste bort i frihed eller med tilgivelse. Igen er det først og fremmest i åndelig betydning (se igen citatet fra Es 57 ovenfor).
Det var ikke alle, der fx fik deres syn (igen), mens Jesus vandrede på jorden. Syndens følger lider alle under på den ene eller anden måde, men når Jesus kommer igen, vil han oprejse alle troede og forvandle alle dem, der følger ham, og give dem et herligt legeme: “Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser. Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt” (Fil 3,20f).
Jesus slutter med at læse, at han er sendt for at proklamere et Herrens nådeår. Det er ikke først med Jesu komme, at der forkyndes nåde. Fx fik Adam og Eva og senere Abraham forkyndt løfterne, som de troede på. Men Jesus skal forkynde, at nu er det en tid med nåde fra Herren.
Sprogligt set kunne man godt forsøge at oversætte og fortolke det græsk alene på grundlag af dette sted, men der er jo tale om oversættelsesgræsk, og derfor konsulterer man normalt den hebraiske original. Man gengiver derfor ikke eniauton [et år/en tid] kuriou [Herrens] dekton [som skal modtages] med “en tid, hvor Herren tager imod.” Bibelen på hverdagsdansk gengiver ellers med “Det bliver en tid, hvor Herren tager imod alle, som kommer til ham.” I stedet gengiver man i overensstemmelse med den hebraiske tekst: “for at forkynde/udråbe/prædike et nådeår fra Herren.”
“Dette siger Herren: I nådens tid bønhører jeg dig; på frelsens dag hjælper jeg dig. Jeg danner dig og gør dig til en pagt med folket, så du kan genrejse landet og fordele de øde jordlodder. Til fangerne skal du sige: Gå ud! og til dem i mørket: Kom frem! Langs vejene skal de græsse, i det nøgne land finder de græsning. De skal hverken sulte eller tørste, hede og sol skal ikke plage dem, for han skal føre dem i sin barmhjertighed og lede dem til kildevæld” (Es 49,8-10, en anden af Esajas’ såkaldte sange om Herrens tjener).
Det er opfyldt (v. 20f)
Lukas fortæller, at alles øjne ‘så intenst’ eller ‘fast’ på Jesus. Det er mest Lukas, der bruger dette ord. Hvad der har gjort dem spændt – for det er jo nok sådan, man må tolke det – ved vi ikke.
Til gengæld ved vi, hvordan Jesus indfriede spændingen. I århundreder havde Israel hørt og læst Esajas’ bog med profetierne om endetiden. Denne sabbat fik de så følgende ord at høre – fra ham, der selv havde givet disse profetier til Esajas (Kretzmann):
“I dag er dette skriftord opfyldt for jeres ører,” som der egentlig står. Det har jeg allerede foregrebet i min gennemgang af ovenfor. Johannes Døber havde forkyndt om Jesus, og Jesus havde allerede undervist med myndighed (Mark 1,22) – som nu igen denne dag – og gjort mange undere (se størstedelen af Mark 1,21-5,43).
Herrens Ånd har salvet ham for at han skal forkynde evangeliet for fattige osv. Det gør han netop, mens de lytter til ham. For evangeliet er, at Jesus er opfyldelsen af løfterne i Det gamle Testamente. Men evangeliet er netop også, at der skal forkyndes omvendelse til syndernes forladelse (Matt 3,2; 4,17; Mark 1,15). Sådan skal der også forkyndes af kirken (Luk 24,47), sådan som fx apostlene Peter og Paulus gjorde (ApG 2,38; 3,19; 8,22; jf. ApG 17,30; 26,20).
Begejstring … og dog (v. 22)
Tilhørerne aflagde alle et godt vidnesbyrd til fordel for ham. Og de undrede sig over de nådens ord, som han talte. Der står, at ordene kom ud af hans mund. Det er i realiteten det samme, som der står i Åb 1,16 og 19,15, men her er ordet symboliseret med et sværd, og vægten er på dommen i modsætning til her.
Tilhørerne kan høre, at der er tale om nådens ord – nådige ord, for det er jo klart indholdet af Es 60,1-2a – og de undrer sig.
De undrer sig, for de kender jo Jesus. De kender hans familie. Derfor blev de ved med at sige: “Er denne mand ikke Josefs søn?” Det ord, Jesus bruger (“spurgte,” eller egt. ‘de sagde,’ ‘de blev ved at sige’), kan også betyde, at ‘de begyndte at sige.’ Måske skal man forestille sig, at en sagde det, og så sagde flere og flere det.
Ordet ‘ikke’ (ouchi) er fremhævet, og det pågældende ord for ‘ikke’ lægger op til et ja eller jo. Men man kan ikke helt vide, om de virkelig forventer et “jo,” eller om det er et spørgsmål, hvor de egentlig måske nok synes, at Jesu tale tyder på et ja, mens hans familieforhold peger på et nej (jf. Matt 13,54-56). Man kan også stille et spørgsmål, der sproglig lægger op til et ‘ja,’ uden at det nødvendigvis betyder, at man selv har svaret. Det kan man fx gøre for at værne sig selv mod kritik. Her er det dog nok mere sandsynligt, at de lader deres kendskab til Jesus og hans familieforhold sætte spørgsmålstegn ved den nådefulde forkyndelse, de lige har hørt.
Men de bliver ved at fokusere på, at de kender hans far. Tankegangen er formentlig den samme som i Joh 7,27: “Men vi ved, hvor denne mand er fra. Når Kristus kommer, er der ingen, der ved, hvor han er fra.” Det er dog i denne sammenhæng at gå for vidt, når man som Bibelen på hverdagsdansk (jf. diskussionen her) direkte skriver ind i teksten, at de ikke kunne acceptere, at Jesus var den lovede Messias eller Kristus.
Josef er Jesu far, men hans adoptivfar, for som Det nye Testamente gør klart, er Josef ikke Jesu biologiske far. Men det lader de ikke til at (ville) huske eller vide.
Jesus afslører deres vantro for dem (v. 23-27)
Jesus gør det nu klart for dem, hvad deres spørgsmål egentlig indebærer. Folk tror gerne på, at en ukendt person kan helbrede og gøre undere. Men hvis det er en, man kender, så er man skeptisk.
Der er et ordsprog, der siger: “Læge, helbred dig selv.” Jesus havde helbredt mange og var den guddommelige læge (jf. til Joh 4,46-53). Måske hentyder Jesus til, at hans familie mente, at han var ude af sig selv, mens endnu flere kaldte ham for besat af en uren ånd (Mark 3,20f.30). På en eller anden måde har de/nogle af dem i al fald ment, at det var ham selv, der trængte til en læge. Nu sætter Jesus ord på: “I vil sikkert bruge dette ordsprog/talemåde mod mig.”
Det andet, Jesus siger, går på alt, hvad Jesus har gjort i Kapernaum. Det beretter Lukas først om senere, mens Markus har en anden rækkefølge (se fx Mark 1,21-34 og Mark 2,1-12). Hvorfor skal Jesus gøre de samme undere i Nazaret? Grunden er sikkert den samme som den, vi læser om i Joh 4,48: “Da sagde Jesus til ham: ‘Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.'” Jøderne ville have tegn i betydningen beviser. Men Jesus ville kun give dem tegn, som viste dem, hvem han var, men ikke tegn, der skulle tvinge den vantro – skeptikeren eller den “fornuftige” – til at tro (se igen til Joh 4,46-53).
Med andre ord er der, som Jesus siger i v. 24, ingen profeter, der bliver bliver accepteret i deres hjemby eller på deres hjemegn. Dermed har Jesus ikke sagt, at han kun er en almindelig profet. Han er jo den store profet, som Moses profeterede om (5 Mos 18,15ff). En profet er jo en, der taler Guds ord til mennesker. Selv om Jesus var sandt menneske og sand Gud, var han også en profet, som talte Guds ord (Joh 1,18).
Eller som Johannes Døber sagde om Jesus: “hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord” (Joh 3,32-34).
Jesus giver to eksempler på, der foregriber den tid, hvor frelsen skal forkyndes for alle folkeslag, mens jøderne er under dom. Det første drejer sig om den hungersnød på Elias’ tid, som varede tre år og seks måneder. Den skyldtes, at kongen og folket gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne (1 Kong 16,29-34): “Tishbitten Elias fra Tishbe i Gilead sagde til Akab: ‘Så sandt Herren, Israels Gud, lever, som jeg er i tjeneste hos: Der skal i disse år hverken falde dug eller regn, før jeg befaler det.'” (1 Konge 17,1).
Under denne hungersnød blev Elias ikke sendt til enkerne i Israel, men til en enke i Sarepta i Sidons land.
Endnu tydeligere er det næste eksempel med syreren Na’aman, som Gud selv helbredte. En lille israelsk pige fortæller om profeten Elisa i Samaria. Na’aman, der er hærfører for Arams konge, henvender sig til kongen, som skriver et brev til sin kollega. Store rigdomme tog han også med. Men han må lære, at det ikke er rigdommene, mens Guds ord i profetens mund, som han skal tro på og stole på.
Undervejs fremgår det, at kun Gud kan helbrede en spedalsk: “Er jeg Gud, så jeg skulle have magt over liv og død, siden dette menneske sender bud til mig om at helbrede en mand for hans spedalskhed?” (2 Konge 5,7).
Na’aman havde forventet sig en spektakulær helbredelse (2 Konge 5,11) – ligesom jøderne åbenbart gjorde igen på Jesu tid. Og så i Jordanfloden! Nej, de syriske vandløb var bedre. Kun fordi hans tjener greb ind, ender det med, at han bliver helbredt (2 Konge 5,12f).
Na’aman helbredes, da han (næsten) gør, som profeten har sagt. Herefter aflægger han følgende bekendelse: “Nu ved jeg, at der ikke er nogen Gud på hele jorden undtagen i Israel” (2 Konge 5,15). For en Gud, som kan helbrede på afstand
Syreren Na’aman tror på Gud som den eneste Gud i verden, mens israelitterne og Israels konge, som dog havde fået åbenbaret, hvem Gud er, var vantro og blev straffet med hungersnøden.
Alle blev harme på Jesus (v. 28)
Der var ikke langt fra gode ord og undren og til raseri. Tilhørerne omvendte sig ikke, men alle i synagogen blev fyldt af harme. Jesus sammenlignede dem jo med de vantro afgudsdyrkere på Elias’ og Elisas tid. Dermed er det i al fald blevet tydeligt, hvad deres spørgsmål i v. 22 egentlig betød. Når forkyndelsen af lov og evangelium, ikke virker omvendelse og tro, er reaktionen ofte den samme: vrede og raseri. Derfor er der så mange, der hader loven, (lov)forkyndelsen og forkynderne selv. Det er ikke altid, raseriet bliver til drabsønsker som her, men det var heller ikke kun denne ene gang, raseri blev morderisk (jf. Kretzmann til stedet).
Mislykket drabsforsøg (v. 29f)
Gudstjenesten i synagogen, hvor Jesus læste Es 60,1-2a og forkyndte evangeliet om, at han er opfyldelsen af profetierne, endte med, at de ville slå ham ihjel. Men Jesus gik sin vej, for nok kunne de afvise ham, men hans magt og myndighed kunne de ikke tage fra ham. “Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre” (Joh 10,17f). Den tid var endnu ikke kommet.
Adventstid er bodstid
Adventstiden er bodstid. Det mærker man ikke noget til i samfundet, hvor det er forbrugstid. Men i kirken er det forberedelsestid. Ingen skal tro, at Jesu bysbørn eller jøderne generelt var de eneste, der kunne finde på at ville slå Jesus ihjel. Drivkraften til det kom fra vores syndige natur.
Det er netop vores syndige natur, der gjorde, at Jesus måtte blive menneske og dø for vore synder. Det er vores syndige natur og de synder, som vores syndige natur giver sig udslag i, der gør, at vi har brug for at få forkyndt evangeliet.
Adventstiden er derfor en forberedelsestid ligesom fastetiden. En tid, hvor vi må besinde os på, hvordan vi ville være uden Kristus og evangeliet.
Forbrugs- og gaveræset gør det ikke nemt at varetage den del af budskabet. Men uden den del giver den anden del, evangeliet, heller ikke mening. Evangeliet har vi alle brug for. Det ser vi netop af, at hele vores samfund forsøger at drukne boden og kaldet til omvendelse i forbrugs- og gaveræset. Netop derfor må der forkyndes såvel lov som evangelium. Også og netop på søndag.