Indledning
Matthæus beretter meget kort om opvækkelsen af Jairus’ datter og helbredelsen af kvinden med blødningerne. Bibelselskabets overskrift: “Helbredelsen af synagogeforstanderens datter” er en misforståelse af, hvad Jesus siger i v. 24. Hun er faktisk lige død, så derfor er der tale om en dødeopvækkelse, men fordi sjælen er hos Gud (Luk Luk 16,19-31; 2 Kor 5,8) er det alligevel sandt, at pigen ikke er død.
Markus’ beretning er over dobbelt så langt som Matthæus’, men omkring en femtedel mindre end Lukas’. De fleste fagfolk tager det nærmest som en selvfølge, at Markusevangeliet skrev først, og at Matthæus efterfølgende har brugt Markus, en kilde, han har fælles med Lukas, samt en kilde, de andre ikke kender.
Personligt finder jeg ingen anledning til at betvivle, at evangelisten er tolderen Matthæus (Matt 9,9; 10,3; Mark 3,18; Luk 6,15; ApG 1,13) eller Levi (Luk 5,27.29). Jeg finder heller ingen grund til at anfægte, at Bibelens verbalinspirationslære er sand (1 Kor 2,13; 2 Tim 3,16). Jeg regner derfor Matthæus for et øjenvidne.
Man kan formentlig forstå oldkirkens udsagn om Markusevangeliet således, at Markus havde apostlen Peter som sin eller en af sine kilder. Men Matthæus er stadigvæk apostel og dermed under det løfte, Jesus gav dem (Joh 16,13ff), og naturligvis har de tre apostle, der var med, fået lov at fortælle de øvrige, hvad der skete – om ikke straks (Mark 5,43) , så i al fald siden.
Jeg mener derfor egentlig, at det er irrelevant, hvem der skrev først, og det er unødvendigt at forestille sig en eller anden form for mundtlig eller litterær afhængighed. Vi skal derimod tage udgangspunkt i, at vi har fire evangelier takket være Helligånden. Selv om denne såkaldte harmoniserende læsning er forkætret blandt fagfolk, så er det den logiske konsekvens af Bibelens egen lære om sig selv.
Matthæus forkorter derfor ikke Markus, sådan som de fleste siger helt automatisk. Men det er rigtigt, at Matthæus skriver meget kortfattet. Matthæus tager det med, som får det frem, som vi skal lære i netop dette stykke i dette evangelieskrift.
Jairus’ datter – første del (v. 18f)
Jairus’ bøn (v. 18)
Mens Jesus står og taler om nye vin på nye lædersække, kommer en leder, som ifølge Markus og Lukas er synagogageforstander og hedder Jairus. Ifølge Matthæus siger han, at hans datter ‘allerede’ eller måske: ‘lige er død’. Markus siger, at hun ligger på det sidste, mens Lukas taler om, at hun er døende. Ifølge Lukas er der lige efter helbredelsen af kvinden en, der siger til ham, at hans datter er død, og at han ikke skal gøre mesteren (læreren) ulejlighed. Men ret beset betyder det jo ikke, at Jairus ikke selv vidste det inden. Og en vis tid forinden må pigen jo være død, for budbringeren skal jo først nå hen til Jesus og Jairus.
Craig Blomberg peger på, at man i antikken ikke kunne bestemme det nøjagtige tidspunkt mellem at være døende og at være død. Det er jo også vanskeligt, selv nu om dage. Hvis man læser vor tids kliniske metoder tilbage, vil man måske mene, at evangelisterne er i modstrid med hinanden. Uanset hvad man måtte men om det, er pointen i alle fortællinger, at pigen faktisk døde. Matthæus har da trukket det tidsmæssige perspektiv sammen, da han jo ikke beretter helt så detaljeret.
Sidenhen lagde jøderne generelt stor afstand til kristendommen, men det er værd at lægge mærke til, at på dette tidspunkt var det ikke alle jøder, der afviste Jesus (jf. også Rom 11,1ff). Her er en jøde, der er så respekteret af sine trosfæller, at han er blevet synagogeforstander.
Han tror, at Jesus er i stand til at helbrede. Det er uden tvivl, fordi han har hørt, hvad Jesus har gjort, og måske også hvad Jesus har forkyndt. I lyset af Det gamle Testamente slutter han, at han kan rette sin bøn til Jesus. Men han forudsætter tilsyneladende, at Jesus må komme og lægge sin hånd på datteren. Jairus er lige så lidt som den kongelige embedsmand i begyndelsen nået til en tro, der ikke behøver andet end Jesu ord (se herom til Joh 4,46-53).
På den anden side er der al grund til at tro, at Jairus mener det alvorligt, både når han kaster sig ned foran Jesus og når han beder Jesus komme og opvække sin datter. Det er ikke kun høflighed, men tilbedelse af ham, der er herre over sygdom og død.
I øvrigt betyder Jairus – eller Ja’ir – ‘han oplyser’ eller ‘han vækker.’ Det er netop, hvad Jairus eller Ja’ir vil komme til at opleve. Matthæus bruger dog ikke navnet. Det skyldes måske, at han lægger vægt på mandens position i det jødiske samfund, men allermest, at Matthæus her gengiver det vigtigste. Nemlig det, som endnu engang viser, at “det skulle opfyldes, som er talt ved profeten Esajas, der siger: Han tog vore lidelser, han bar vore sygdomme” (Matt 8,17; Es 53,4 – ser mere herom i gennemgangen af Joh 4,46-53).
Jesus følger med (v. 19)
Jesus følger med Jairus sammen med sine disciple. På den måde får Matthæus fortalt uden at sige det direkte, at Jesus indvilliger i at opfylde Jairus’ bøn. Men inden vi når dertil, er der en anden, Jesus skal hjælpe.
Kvinden med blødningerne (v. 20-22)
Den blødende kvinde og hendes tro (v. 20f)
Med udtrykket “men se” (gr. ‘og se’) retter Matthæus vores opmærksomhed mod den næste scene. Markus og Lukas understreger, hvor ulykkeligt kvindens situation er. Hun har døjet meget på grund af lægerne(s behandlinger) og brugt hele sin formue, men er ikke blevet hjulpet. Pointen er altså, at Jesus er den, der kan helbrede, hvor ingen anden kan. Jesus er den store læge eller ‘opvækker’ (jf. min gennemgang heraf til Joh 4,46-53). Han er Ja’ir.
Det er ikke det umiddelbart efterfølgende ord, som understreges med ‘men se.’ Naturligvis er det ikke uden betydning, at Jesus opvækker en pige og helbreder en kvinde. Men det er ikke noget nyt. Kvinderne var og lige så vel omfattet af den treenige Guds omsorg som mændene var og er. Det gamle Testamente beretter om enken i Sarepta ved Sidon (1 Kong 17,8ff; Luk 4,26). Elias opvækker hendes søn (1 Kong 17,17ff).
Kvindens situation var ulykkelig, en blødende kvinde var uren, så længe hun blødte (3 Mos 15,25-31). Foruden alle de fysiske og psykiske problemer blev hun altså også socialt handicappet. 12 år havde det stået på. Der er ikke noget at sige til, at hun havde forsøgt alt.
Men pointen er alligevel ikke først og fremmest, at det er en kvinde, men at hun har en uhelbredelig sygdom, som Jesus er i stand til at helbrede.
Nu vil hun upåagtet af alle røre ved det kvasten (4 Mos 15,38), dvs. det yderste af Jesu kappe. Hendes begrundelse er, at det er nok at røre ved hans kappe for at blive, ja, blive hvad?
De danske oversættelser fra 1819, 1907, 1948, 1992 og Wierøds oversætter med ‘blive frelst.’ Luther oversætter med ‘blive rask’ (gesund werden). Vi oversætter normalt verbet sôzô med ‘at frelse,’ men det kan også betyde ‘at helbrede.’ Der er imidlertid andre ord, som mere snævert betyder at læge (iaomai, som vi kender fra ordet iater i psyk-iater) eller at helbrede (therapeuô).
Når kvinden derfor bruger ordet sôzô, som kan betyde både ‘at frelse’ og ‘at helbrede,’ er der grund til at tro, at kvinden ikke bare kom for at blive helbredt, men også for at blive frelst. Grunden hertil kan jo være den enkle, at hun har erkendt sammenhængen mellem synd og sygdom (jf. til Mark 2,1-11).
Kvinden ønsker ikke at røre ved Jesu kappe, fordi hun er overtroisk eller tror, at Jesus kan hjælpe hende på magisk vis. Hun har i stedet en levende, stærk tro, der tiltror Jesus kraft til at hjælpe, skønt ingen læger kunne. Det er en tro på Jesu guddommelige almagt.
Når hun alligevel ikke vil gå længere end at røre kvasten på Jesu kappe, så kan det vel være, fordi hun ved sig uren.
Jesu svar (v. 22)
Jesus mærkede kraften forlade ham (Mark 5,30). Matthæus fortæller derfor, at han vendte sig og så hende. Det, Jesus siger til hende, er et herligt budskab.
“Vær frimodig, datter.” Det er venlige ord, som Jesus siger til hende, fordi hun jo åbenlyst har været så nervøs ved at gå hen til Jesus, at hun kun tør røre kvasten. ‘Datter’ er en almindelig tiltalte til en kvinde, men her må det betyde mere end det. Her er det Jesus, der antager hende som en af sine, sit barn. Troen gør os jo til Jesu sønner og døtre.
“Din tro har helbredt/frelst dig,” siger Jesus, og Matthæus konstaterer, at det er sandt. Udtrykket ‘din tro’ har normal ordstilling, så det er tro, der er det vigtigste. ‘Din tro,’ kunne det næsten gengives med.
Vi hører ikke mere til hende, men hun har uden tvivl glædet sig over sin helbredelse og frelse – og over, at hun nu kan leve et normalt liv. Det glæder vi os også over, hvergang det sker også i vores tid. Med eller uden hjælp af mennesker (jf. til Matt 22,34-46).
Jairus’ datter – anden del (v. 23-26)
Ligklage (v. 23)
Da Jesus (og disciplene) kommer til Jairus’ hus, er der fløjtespillere og en folk, der larmer. Sådan gjorde man nemlig, når der havde været dødsfald. Og noget sundt er der jo over at holde ligklage, for døden er unaturlig. Døden skyldes synden, og derfor er der god grund til at sørge.
Jesu lære om døden (v. 24)
Men Jesus ønsker det ændret. Han beder dem gå. Begrundelsen – 1992-oversættelsen har slettet ordet ‘thi’ eller ‘for’ – er, at pigen ikke er død, men sover. De (hån)lo ad ham, for de syntes utvivlsomt, at det var utroværdigt at benægte døden.
Alligevel har Jesus helt ret. Ganske vist er pigen død, men det er kun hendes legeme. Hendes sjæl er hos Gud, lærer Det nye Testamente (Luk 16,19-31 og 2 Kor 5,8). Johannesevangeliet forklarer det nærmere: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet” (Joh 5,24), hvorefter Jesus i v. 28f taler om at alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem. Jesus er den, der giver liv (jf. igen til Joh 4,46-53).
Opvækkelsen (v. 25)
Matthæus beretter vældig kort om, at Jesus tog hendes hånd, så pigen rejste sig. Markus fortæller, hvad Jesus sagde, men Matthæus fokuserer på selve helbredelsen.
Hele Galilæa får det at høre (v. 26)
‘rygtet derom kom ud.’ Ordet rygte har måske en lidt negativ klang på dansk, men egentlig betyder ordet bare, hvad der fortælles. Det var jo som regel den måde, man fik nyt dengang. Vi hører om flyveblade i Alexandria i forbindelse med, at en romersk kejser kommer dertil – de uddeles samme dag. Men det har været undtagelsen.
Det fortælles i ‘hele dette land’ eller ‘område.’ Om det betyder hele Galilæa eller et mindre område, kan næppe afgøres.
Jesus havde ellers forbudt dem at tale om det, men det er ikke nemt at få folk til at efterleve, når en 12-årig død pige er blevet opvakt fra de døde. Det skulle ikke være underne i sig selv, der fik folk til at tilbede Jesus. Han ønsker, at vi skal tro på hans ord og på ham som den, der er givet hen på grund af vore overtrædelser og opvakt på grund af vores retfærdiggørelse (Rom 4,25).
Eller som Johannesevangeliet siger: “Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn” (Joh 20,30f).