17. søndag efter Trinitatis handler om en helbredelse på sabbatten og om farisæernes selvophøjelse.
Emne, tid og sted (v. 1)
Endnu engang fortæller evangelisterne om en diskussion mellem Jesus og de lovkyndige og farisæerne. Emnet er sabbatten, for denne helbredelse foregår på en sabbat, den jødiske hviledag.
Jesus er på besøg hos en farisæer, endda en af de ledende farisæere. Jesus var kommet for at spise. Jesus holdt sig ikke tilbage for at spise med farisæerne. I modsætning til, hvad mange mener i dag, spiste Jesus ikke kun sammen med sine venner. Måltidsfællesskab er derfor ikke nødvendigvis det samme som åndeligt fællesskab.
Værten og hans fæller
Denne ledende farisæer – og de andre farisæere og de lovkyndige, der også var til stede – vogtede på ham. I denne sammenhæng var deres hensigt ikke godhjertet.
Den syge (v. 2)
Lukas fortæller, så vi kan se det foran os – endda uden brug af Powerpoint! Foran Jesus er (pludselig) en mand, som lider af ødemer, en forøgelse af væske i kroppens væv. Det kan være smertefuldt, invaliderende og dødeligt, hvis man har ødemer i lungerne.
Sabbatten (v. 3)
Jesus reagerer på den bøn, som manden med eller uden ord giver udtryk for ved at komme til Jesus. Han har uden tvivl hørt om, hvad Jesus har sagt og gjort, og håber og tror, at Jesus også kan hjælpe ham.
Jesus kan og vil. Dét er ikke pointen. Pointen i denne beretning ligger i Jesu kritik af farisæerne. Jesus spørger de tilstedeværende eksperter. De lovkyndige var den tids eksperter i Moseloven. Farisæerne havde deres egen traditioner, som de mente, de skulle overholde for at være sikker på ikke at overtræde budene i Det gamle Testamente. Det førte blot til, at de satte deres egne læretraditioner i stedet for Guds Ord og derfor ikke overholdt loven (se Matt 15,1ff).
Jesu spørgsmål handler altså ikke bare om, hvorvidt loven tillader noget eller ej. Hvad Jesus virkelig ville, var at lære dem at se helt anderledes på loven. Så han spørger: Må man helbrede på sabbatten?
Jesus og loven – og farisæerne
På den ene side har de slet ikke forstået, hvor radikal Guds vilje og loven er. Loven forlanger ikke kun den ydre handling, men hjertets tro på og tillid til Gud, så man forventer sig alt godt af Ham og tjener Ham ved at tjene næsten.
Det er en pervertering af loven og af Guds vilje, når man gør loven opfyldelig. Det bliver man kun hyklerisk og, ja, farisæisk af. For man vender blikket indad. Man bliver selvoptaget. Og disse lovkyndige og farisæere blev også syndigt optaget af, om Jesus nu fulgte deres “tolkning” af loven. Det var vigtigere, at de angiveligt holdt loven, end at de faktisk hjalp de mennesker, som de skulle være åndelige ledere for og gøre gode gerninger imod (jf. Luk 14,12-14)
I Luk 6,1ff lærer vi, at farisæerne heller ikke har tænkt (nok) over det, der står om David. David og hans mænd spiste af skuebrødene i templet, Guds hus, skønt det ellers kun var præsterne, der havde lov til det. Men dermed viser Det gamle Testamente selv, at loven ikke skal begrænse hensynet til mennesker. Loven skal tjene mennesker.
Det er en farlig pointe at lægge frem i dag. For i dag vil mange tilsidesætte Guds udtrykkelige vilje med henvisning til næstekærligheden. Så kan man agitere for, at fx homoseksuelt samliv ikke er synd. En sådan tolkning er en destruktion af både loven og evangeliet, men en nærmere drøftelse af det må vente til en anden gang.
Jesus har også tidligere lært sine tilhørere, at han, Menneskesønnen, er herre over sabbatten (Luk 6,5). Og rent faktisk er det ikke første gang, Jesus forsøger at lære de skriftkloge og farisæerne, at det er tilladt at gøre godt på en sabbat (Luk 6,6-11). Og da Jesus helbreder en kvinde, der i samfulde 18 år har været plaget af en sygdomsånd, så hun ikke kunne rette sig op, må Jesus igen irettesætte dem. Synagogeforstanderen bliver nemlig vred og siger, at de kan komme de andre seks dage, ikke på sabbatten. Det er noget værre hykleri, siger Jesus:
Da svarede Herren ham: »I hyklere, vil ikke hver eneste af jer løse sin okse eller sit æsel fra krybben og trække dem hen og vande dem, selv om det er sabbat? Men denne Abrahams datter, som Satan har holdt bundet i hele atten år, burde hun ikke løses af denne lænke på sabbatten?« Da han sagde det, blev alle hans modstandere gjort til skamme, men hele skaren glædede sig over alt det herlige, han gjorde. (Luk 13,15-17)
Hele skaren glædede sig over det herlige, Jesus gjorde. Hvordan skulle man også kunne andet.
Men nej. Ikke de skriftkyndige og farisæerne. For de måtte i så fald gå i sig selv og erkende, at deres lære og hele deres virksomhed må forkastes. Så hellere skælde ud og forsøge at dræbe Jesus, når han tilgiver synd(ere) og helbreder syge. Også selv om han dermed i virkeligheden viser, at han er sand Gud og sandt menneske. Hellere det end at indrømme og forkaste ens egen vranglære.
Desværre er det ikke sidste gang, det ender på den måde. På reformationstiden reagerede man på samme måde mod Luther. De pavelige teologer værnede om deres tolkninger og deres kirkelige magt – og om den verdslige rigdom, som de havde samlet sammen i århundredernes løb. Men også reformationens såkaldte venstrefløj reagerede i virkeligheden på samme måde. Karlstadt, Zwingli, Calvin og hvad de alle sammen hedder holdt fast ved deres egen lære, i stedet for ved Skriftens lære.
Men ingen skal komme for godt i gang. Den farisæiske tankegang bor i ethvert menneske, fordi vi alle er syndere. Vi vil alle gerne bilde os ind, at vi er gudfrygtige og overholder loven.
Derfor må loven udlægges. Der må prædikes om, at Gud kræver hjertets tro og tillid og at han kræver, at vi gør gode gerninger mod vores næste. For Gud gør godt mod mennesker gennem de gerninger, som vi gør. Der må også prædikes om, hvad der er onde gerninger og ond adfærd. Udlægges loven ret, lærer vi på samme tid, at Gud kræver uendeligt mere, end vi kan opfylde, og at vi skal gøre gode gerninger mod vores næste i stedet for at fokusere på os selv.
Jesus og evangeliet – og farisæerne
Men det ville være et sørgeligt budskab, hvis der ikke var andet at sige. Jesu spørgsmål til de lovkyndige og farisæerne afslører i virkeligheden ikke kun, at de ikke forstod loven. Det afslørede også, at de ikke havde forstået, at Gud også forkynder et evangelium.
Det er ikke kun med Det nye Testamente, at evangeliet forkyndes. Evangeliet blev faktisk forkyndt fra begyndelsen. Når Gud ifølge 1 Mosebog 3,15 sagde, at kvindens afkom skal knuse slangens hoved, var det en dom over slangen, men det var også et evangelium til Adam og Eva. Slangen skulle hugge kvindens afkom i hælen. Det døde Han af, men Han opstod igen på den tredje dag.
Abraham troede Guds løfter, og den tro blev regnet ham til retfærdighed (1 Mos 15,6; Rom 4). Vi møder altså ikke først evangeliet i Det nye Testamente. Det var til stede fra begyndelsen. Ja, inden syndefaldet levede Adam og Eva af evangeliet uden at stille spørgsmålstegn ved det. Siden syndefaldet har kødet ført sin åndelig kamp mod evangeliet.
Når man ikke forstår evangeliet, er det nærliggende at gøre loven opfyldelig. På den måde afskaffer man både lov og evangelium. Det gjorde farisæerne før og på Jesu tid, og det har alle farisæere gjort lige siden.
Én gang til – for farisæerne (v. 5f)
Jesus stiller altså farisæerne et spørgsmål, der ligner det i Luk 13,15. Men han forstærker den. Nu spørger han ikke bare, om de ikke tager sig af deres okser eller æsler. Selvfølgelig gør de det, for man lader ikke dyr lide i varmen. Men, spørger Jesus så: “Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?”
Farisæerne holder derfor deres mund. Det magtede de ikke at svare på. Men de bøjer sig ikke for Jesu undervisning. For problemet er ikke, at de ikke kendte svaret. Nej, de kendte svaret, men de ville ikke tage konsekvensen. Hellere forhærde sig mod Jesus og få ham slået ihjel.
Loven og evangeliet endnu engang (v. 7-11)
Jesus slutter denne søndags tekst af med endnu engang at advare de lovkyndige og farisæerne. Lignelsens pointe er, at “enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes” (v. 11).
De lovkyndige og farisæerne ville ikke ydmyge sig – hverken over for Guds Ord eller over for mennesker. De havde sat sig selv og deres lære på Guds plads og derved ophøjet sig selv. Men den dag skal komme, hvor de vil blive ydmyget. Ydmyget med en dom, som ingen ønsker eller skal ønske at blive dømt med. I øvrigt en dom, som vor tids skriftkyndige og farisæere – og naturligvis de vantro af alle slags – gør alt for at benægte og omtolke.
Modsat skal den, der ydmyger sig, blive ophøjet (jf. Matt 23,12; Luk 18,14). Det er – trods den sproglige formulering – ikke en ydmygelse, som man selv kan præstere. Det ville i bedste fald være en hyklerisk ydmygen sig.
Den ydmygelse, Jesus taler om, er den ydmygelse, som Helligånden skaber i menneskers hjerter, når loven og evangeliet forkyndes rent (Se videre Jak 4,10 og 1 Pet 5,6).
Der er måske også en anden mulig tolkning. For der var jo faktisk en, som ydmygede eller fornedrede sig selv. Om Jesus Kristus skriver apostlen Paulus, at da han fandtes i ydre fremtræden som et menneske, “ydmygede han sig selv og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors” (Fil 2,8). Og han blev ophøjet! Ja, hos Johannes omfatter ophøjelsen både Jesu død og hans opstandelse og himmelfart (Joh 3,14; jf. 8,28; men se også 12,32 og ApG 2,33; 5,31).
Det betyder ikke, at folk så omvender sig. Så skulle Jesu tilhørere jo altid have omvendt sig, for Jesus forkyndte såvel loven som evangeliet rent. Fordi Jesus vidste, at det ikke er ham eller evangeliet, der er noget i vejen med, men syndernes hjerte, sjæl og sind, så forkyndte han troligt det budskab, som Faderen havde givet ham at forkynde. Han indrettede ikke sin forkyndelse efter, hvad farisæerne selv eller andre mente, de havde brug for. Det holdt han for meget af dem til. Så meget, så han bar alle deres synder op på korset og led Helvedes pine for at frelse dem.
Netop derfor skal der heller ikke i dag forkyndes andet. Heller ikke på søndag.
Afsnittet “Der er måske også en anden mulig tolkning” er tilføjet 27. september 2007 kl. 6.30. Desuden er der tilføjet henvisninger i det foregående afsnit.