Omskærelse

Normalt blogger jeg her mest ud fra, hvad jeg selv har læst. For nogle år siden læste jeg en del om omskærelsen hos Paulus (se Tidsskrift for Teolog og Kirke 74 [2003]: 21-35). Jeg mener, jeg viste, at omskærelsen hos Paulus ikke kun skal forstås som et krav om at holde hele loven. Omskærelsen må også ses i lyset af løftet om Kristus. Løfte hedder på græsk epangelia, og derfor fik artiklen undertitlen “En epangelisk (sic) og kristologisk tolkning.”

Abraham fik nemlig ikke omskærelsen som et tegn på, at han skulle holde loven 100 %. Han fik den “som et tegn og et segl på den retfærdighed af tro, som han havde, inden han blev omskåret.”

Men hvorfor blev Jesus så omskåret? Af samme grund som han blev døbt. Han blev det for os. Han gik ind under hele lovens krav for at opfylde loven for os og for at blive syndoffer for al verdens synd.

Det kan du læse mere om i en rigtig god prædiken, som pastor Magnus N. Sørensen holdt nytårsdag: Det første blod – Jesu Omskærelse (Luk 2,21) Nytårsdag – Kristi Omskærelsesdag. Du kan også lytte til prædikenen her, hvis du hellere vil det.