Om mission og missionær i Guds hånd ud fra 2 Kor 4
I 2 Kor 4,7 skriver Paulus, at “denne skat har vi i lerkar”. Skatten er evangeliet, der fører til retfærdighed. Livet som tjenere for dette evangelium er, som det egentlig er for enhver kristen, fuld af lidelse og modgang. Evangeliets forkyndere har skatten i lerkar, som Paulus siger.
Skatten
Mission handler om den forkyndertjeneste, som ved den levende Guds Ånd fører til liv og retfærdighed. Det er Gud, der giver dueligheden hertil. Tjenesten for evangeliet har en herlighed, der overgår Moses’ tjeneste for loven. For mens loven fører til fordømmelse, fører evangeliet til retfærdighed og er derfor langt herligere (2 Kor 3). Menigheden i Korinth er netop blevet til, ved at Ånden har virket gennem Paulus’ forkyndelse af evangeliet.
Fordi Paulus har denne tjeneste, som han har fået af barmhjertighed, bliver han ikke modløs, understreger han: “Derfor bliver vi ikke modløse i den tjeneste, som vi har fået af barmhjertighed” (4,1).
Dette evangelium lyser og skinner i vore hjerter: “lyset, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, Kristus, som er Guds billede”. Ja, Gud “har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt”. (4,4.6). Når loven og evangeliet gør sin gerning og skaber tro på Jesus, så tages det slør væk, som hviler over hjerterne, når Moses læses op. Fordi Paulus og evangeliets prædikanter har en sådan herlig tjeneste, bliver de ikke modløse.
Hvad prædiker disse prædikanter? Paulus siger, at “vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld” (2 Kor 4,5). Nok har de en sådan herlig tjeneste, som virkelig fører til retfærdighed (3,9), men de prædiker ikke sig selv, for det er ikke dem, der kan frelse eller virke tro. De prædiker derimod for det første Jesus Kristus (som) Herren. Jesus er Gud, som vi kender som Herren i GT. Jesus er også Herre. I 1 Kor 1,23 og 2,8 har Paulus sagt, at de prædiker Jesus Kristus, herlighedens Herre, som korsfæstet.
For det andet prædiker Paulus og hans medprædikanter om sig selv som tilhørernes tjenere (egt. slaver) for Jesu skyld (2 Kor 4,5). I vor tid kan det være nyttigt at bemærke, at rækkefølgen er, at Jesus er Herre og at prædikanterne dernæst er menighedens slaver for Jesu skyld. “Alting sker for tilhørernes skyld, for at nåden kan nå til flere og flere og dermed forøge taksigelsen til Guds ære” (4,15).
Vigtigere er den tjeneste, de udfører for tilhørerne: at prædike evangeliet. Fordi den fører til retfærdighed og liv og altså er fuld af nåde og herlighed, skal der prædikes om den. Ikke fordi prædikanterne er noget i sig selv – at de duer til noget, skyldes jo Gud (3,5) – men fordi de udfører en tjeneste i Kristi sted og på hans vegne (5,20).
Denne skat har vi i lerkar, “for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores” (4,7). Dermed siger Paulus nok engang, at det slet ikke er dem selv, der virker gennem deres tjeneste. Det er Guds overvældende kraft, der virker. Det er ikke prædikanterne, men evangeliet, der er Guds kraft til frelse. Det er Ånden og evangeliet, der virker til retfærdighed og liv.
Det er en stor frihed og en stor trøst for såvel menighed som prædikanter, også og ikke mindst dem, der er missionærer. Men det er så også årsagen til, at vi har skatten i lerkar.
I 2 Kor 4,13 skriver Paulus med et citat fra Sl 116, at “Da vi har den troens Ånd, der står skrevet om: »Jeg troede, derfor talte jeg,« så tror vi, og derfor taler vi også”. Salmisten påkaldte Herren, der greb ind. Det er, fordi Paulus og hans medprædikanter har den samme troens Ånd som salmisten, at de tror og prædiker. Det er Ånden, der skænker tro og frimodighed for prædikanter til at prædike. De ved, at Gud vil oprejse Paulus og prædikanterne sammen med Jesus og lade dem stå frem sammen med tilhørerne (2 Kor 4,14). Trængsler og lidelse får dem ikke til at tie.
Lerkaret
At være prædikant medfører trængsler og modgang. Det er det, Paulus mener med lerkar. Men på grund af evangeliets tjeneste, der fører til retfærdighed og liv, bliver vi ikke modløse, skriver Paulus: “I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde” (2 Kor 4,8-9). Her er der tale om tjenestens og missionens grundvilkår. Paulus flere grunde til, at de bevarer modet under disse forhold.
For det første ser Paulus trængslerne og modgangen i lyset af den fornyelse, som dåben medfører: “Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag” (2 Kor 4,16). Vi er døbt til Kristus Jesus, til hans død og til hans opstandelse (Rom 6,3ff). Vi får lov til at se missionærlivet med dets trængsler og modgang i lyset af den gerning, Gud øver gennem dåben.
For det andet bliver trængslerne lette i lyset af fuldendelsen, i lyset af evangeliet og Kristi gerning. Det synlige, legemet og modgangen, forgår, men det usynlige, det indre menneske og Kristi kirke består og forgår ikke (v. 17f). Troen på opstandelsen (v. 14) medfører en forvisning om at være i Guds hånd under alle forhold. I lyset af evangeliet kan vi udholde trængsler og lidelse, ikke mindst for menighedens skyld. Tjenesten er virkelig i Guds hånd.
Dette grundvilkår for tjenesten sammenfatter Paulus således: “Derfor virker døden i os, men livet i jer” (4,12). Eller som han siger i 1,6: “Er vi i trængsler, er det, for at I kan trøstes og frelses”. En prædikant må derfor forvente trængsler og forfølgelse, ja, endda død, om så skal være. Til gengæld venter opstandelsen ved vor Herre Jesu Kristi genkomst.
Mission er altså i Guds hånd, fordi det er Ham, der virker i forkyndelsen af evangeliet. Missionæren er i Guds hånd, fordi lidelse og modgang, ja, selv døden, kun angår det ydre menneske; det indre menneske fornyes nemlig dag for dag, og på dommedag vil Gud oprejse dem, der hører ham til, fra døden.
* Let reformatteret udgave af artikel bragt i DEM-bladet, nr. 3, juni 2004.
Lukket for kommentarer.