Den Nye Aftale (I)

Bibelselskabets Forlag har den 16. november 2007 udgivet Den Nye Aftale: Det Nye Testamente på nudansk (DNA). Den har også en reklameside her. Den koster 169 kr.

Aftale?
Allerede selve titlen påkalder sig opmærksomhed. Det nye Testamente, som optræder i undertitlen, er jo det normale navn. Gengivelsen ‘aftale’ er resultatet af en proces, som har stået på inden for bibeltolkning og -forståelse i århundreder. En proces, som desværre ikke er positiv set med lutherske øjne. Der er gode sproglige og teologiske grunde til at fastholde ordet ‘testamente,’ hvis man vil bevare den lutherske teologi.

Det græske ord diathêkê oversættes med enten ‘pagt’ eller ‘testamente.’ Hvis der er tale om det dokument, der bestemme, hvem der skal arve hvad, oversættes diathêkê med testamente. Er der tale om religiøse dokumenter, oversætter man (som regel) med ‘pagt.’ I Det gamle Testamente oversætter Luther altid berît med ‘Bund’ (‘pagt’), mens Luthers oversættelse konsekvent gengiver diathêkê med ‘Testament’ (testamente) i Det nye Testamente. Det er alt sammen, som det skal være, selv om man i konkrete tekster kan diskutere, hvad der menes og hvad man derfor skal oversætte med. Men sådan er det altså ikke i DNA.

Det rejser spørgsmålet, hvorfor man normalt oversætter ordet diathêkê med ‘testamente’ i titlen Det nye Testamente? Det har at gøre med, at Det nye Testamente selv gør klart, at det er et ‘testamente,’ ikke en ‘pagt,’ uanset om en sådan pagt er en “aftale” pålagt en svagere, evt. besejret part, eller en aftale indgået mellem to ligeværdige og lige stærke parter. Det slår Hebræerbrevets forfatter fast i Hebr 9,15ff. Men i al fald siden 1907-oversættelsen har man i disse vers oversat diathêkê med både ‘pagt’ og – når man ikke kunne komme uden om det – med ‘testamente.’ Det er ikke præcist. Men man har dog ladet teksten stå.

Også i nadverindstiftelsesordene i Matt 26,28 har man i al fald siden 1907-oversættelsen gengivet med ‘pagtens blod,’ hvor Luther og 1819-oversættelsen oversætter med ‘det nye testamentes blod’ (“Das ist mein Blut des Neuen Testaments …” og “dette er mit Blod, det nye testamentes …”).

Matt 26,28 og Hebr 9,15ff i DNA
DNA gengiver Matt 26,28 med “Det er mit blod. Jeg skal slås ihjel for mange menneskers skyld, og med mit blod indstifter Gud en ny aftale for at gøre det muligt at få tilgivelse for det man har gjort forkert.” Man kan åbenbart “indstifte” en aftale?

Men hvad så med Hebræerbrevet, som jo forklarer, hvorfor det nye testamente netop er et nyt og bedre testamente? Jo, man må jo få pengene til at passe. Så derfor får vi følgende oversættelse: “På den måde er Kristus blevet formidler af en ny aftale. Han døde for at vi kunne få tilgivelse for alle de overtrædelser der har fundet sted under den første aftale. Først da kan Guds udvalgte få det han har lovet dem, og beholde det i al evighed. Det er ligesom med et testamente, hvor det også er nødvendigt med et dødsfald. Så længe den der har oprettet det, er i livet har det ingen gyldighed. Det får det først når han er erklæret død. Derfor kunne den første aftale heller ikke blive indstiftet uden blod” (Hebr 9,15-18).

Det kursiverede ord “ligesom” er en tilføjelse. Ordet står der: “For hvor der er et testamente, er det nødvendigt at dokumentere testators (den, der har skrevet testamente) død.” Men den begrundende konjunktion “for” passer ikke i sammenhængen og erstattes derfor af en sammenlignende.

Og som det fremgår af Hebr 9,18, var den første “aftale” ikke nogen aftale, men et testamente: “Derfor blev heller ikke det første [testamente] ratificeret eller sat i kraft uden blod,” som der egentlig står.

Ud fra sammenhængen er det helt klart, at Hebræerbrevets forfatter forstår de to pagter, hvis man skal bruge det ord, som to testamenter. Begge bliver ratificeret med blod. Første gang kunne det ikke ske ved Guds eget blod, men det kunne det anden gang (jf. ApG 20,28).

Ud fra en teologisk betragtning er DNA’s oversættelse et meget alvorligt problem, der ikke alene risikerer at skabe helt forkerte forestillinger hos folk, men som vanskeliggør, for ikke at sige umuliggør, en korrekt teologisk forståelse.

Som kommunikation er det også underligt. For man skulle jo tro, at såvel ordet som begrebet testamente er særdeles gangbare. DNA begrunder det i efterordet med, at ordet diathêkê ikke alene er noget, man skriver før sin død, men også en aftale eller en pagt (s. 518). Men det er da ikke noget argument for ikke at bruge ordet testamente. Det skyldes jo, at ordet diathêkê ikke svarer helt til ordet ‘testamente’ eller ‘pagt.’ Men som det fremgår ovenfor, er det vigtigt, at oversætterne selv ved, hvornår der er tale om det ene og hvornår det andet.

Som gengivelsen er nu, får det negative konsekvenser for forståelsen af Kristi død og (dermed også) af nadveren. DNA’s gengivelse kunne såmænd give anledning til, at man opfatter troen og frelsesforholdet som en “aftale” mellem to lige parter. Det ville sikkert passe moderne demokrater godt, men det har altså ikke noget med indholdet af Bibelen at gøre. Gengivelsen af nadverordene vanskeliggør en gammelluthersk forståelse af nadveren. Efter den er nadveren nemlig uddeling af Jesu legeme og blod, som han ofrede. Testamentet er ratificeret, og med uddelingen af nadveren bekræftes den enkelte nadvergæst i, at det er sket for ham.

Ved en senere lejlighed vil jeg diskutere efterordet. Men som det fremgår, synes jeg, at allerede titlen peger i den forkerte retning. Intentionen med at ville hjælpe folk i gang med at læse er jo god nok. Men jeg tvivler på, man har valgt den rigtige strategi. Desværre.

Fortsættelse følger.
Se også min gennemgang af Bibelen på hverdagsdansk.