1992-oversættelsen: “frelste han os … ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden”
1948-oversættelsen: “frelste han os … ved badet til genfødelse og fornyelse ved Helligånden”
1907-oversættelsen: “frelste han os … ved Igenfødelsens Bad og Fornyelsen i den Helligånd”
Luther 1545: “machte er uns selig durch das Bad der Wiedergeburt und Erneuerung des Heiligen Geistes”
Tit 3,4-7 er et af de steder, der begrunder den kristne lære om dåben. Det er derfor vigtigt, at oversættelsen er korrekt. På græsk står der “ved Helligåndens genfødelses og fornyelses bad.”
1948-oversættelsen oversætter “genfødelses og fornyelses” med “til genfødelse og fornyelse.” Det kunne tolkes sådan, at det før eller siden fører eller kan føre til genfødelse og fornyelse. Men meningen er, at badet er, dvs. virker genfødelse og fornyelse. 1992-oversættelsen gengiver det helt korrekt.
Ejefaldsforbindelsen “Helligåndens” gengives med “ved Helligånden” eller “i den Helligånd/Helligånden.” Meningen med “ved Helligånden” må være, at det er Helligånden, der er instrument for genfødelsen og fornyelsen. Men der er i grundteksten direkte tale om, at det er Helligånden, der er grundled og derfor den handlende i dåben.
Navneordene genfødelse og fornyelse gemmer udsagnsordene ‘genføde’ og ‘fornye.’ Derfor bør man ud fra græsk grammatik allerførst spørge, om “Helligånds” fungerer som grundled eller genstandsled. Der er naturligvis ikke tale om det sidst, som om der står, at badet genføder og fornyer Helligånden. Der er derimod tale om, at det er Helligånden, der genføder og fornyer.
Den genfødelse, der er tale om, er den, vi møder i Johannes 3,5: “Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.” Fornyelsen er også nævnt i fx 2 Kor 5,17. Fornyelsen er dåben, ikke noget, der sker i den kristnes liv.
En bedre oversættelse ville derfor være: “frelste han os … ved det bad, hvori Helligånden genføder og fornyer.”
I den kristne dåb virker den treenige Gud, særligt Helligånden, genfødelse og fornyelse. Det er ikke vandet eller handlingen i sig selv, men det skyldes Guds Ord: “… ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet” (Ef 5,25f).
Tit 3,5 afviser derfor enhver dåbslære, som adskiller dåb og genfødelse/fornyelse. Tit 3,5 har en såkaldt sakramental dåbslære.