Hvad skal afsnittet hedde (Mark 2,1-11)?

Traditionelt kaldes afsnittet Mark 2,1-11 vist »Helbredelse af den lamme mand« el.lign., og en lam mand bliver jo virkelig helbredt. Men spørgsmålet er om det er den helt rigtige overskrift. For det første forsvinder den handlende ud af billedet ‒ det kan jo ske når man skriver korte overskrifter, og alle ved hvem der er den handlende. Men hvis man har plads nok til rådighed, skal den handlende med. Det er ifølge 2,10 ›Menneskesønnen‹ ! Så et forslag kunne være »Menneskesønnen helbreder en lam mand«. Men måske skal vi lige se på om oversættelsen ›Menneskesønnen‹ nu også er den bedste ‒ og hvad betegnelsen i så fald dækker over.

Skulle man komme til at slå op på lex.dk og læse opslagene om Menneskesønnen/Jesus Kristus ‒ det skal man helst ikke for at være helt ærlig ‒ så skulle betegnelsen ›Menneskesønnen‹ og nærmest betyde ›man‹. Det tror jeg ikke man behøver at være enig i. Og her i Markusevangeliet betyder det i al fald ikke ›man‹.

Menneskesønnen er en betegnelse der stammer fra Dan 7,13f. Han får et evigt herredømme. Det tolkes jo ofte om det vi kalder dommedag ‒ her i Mark 8,38; 13,26 og 14,62. Det er altså Jesu komme i herlighed der er tale om. I Dan 7,13f er der tale om en der så ud som menneskesøn, dvs. et menneske. Det der med at se ud som, betyder ikke at skikkelsen ikke er et menneske, men det er en fortsættelse af billedsproget tidligere i kapitlet hvor konge(riger) sammenlignes med dyr. Lige så vigtigt er at dette menneske kommer ›med himlens skyer‹, for i GT er det ellers kun Gud der kommer med (i, på) himlens skyer. Menneskesønnen er altså et menneske der beskrives som guddommelig. Det svarer til at det om Kristus siges at han er både Davids søn og Davids Herre (Matt 22,45). Dette guddommelige menneske bliver ophøjet i Dan 7,13f.

Med den baggrund er det måske overraskende at komme til Markusevangeliet, og jo mere jeg læste frem og tilbage, jo mere overrasket og glad blev jeg egentlig.

Her i Markus møder vi nemlig betegnelsen ›Menneskesønnen‹ for første gang i Mark 2,1-11. Jeg kom til at spørge mig selv hvad der egentlig er hovedpointen, det vigtigste i 2,1-11? Når det nu åbenbart ikke er Menneskesønnens ophøjelse, sådan som man kunne tro med Dan 7,13f i baghovedet?

Hvad er hovedpointen? Er det at Jesus helbreder den lamme? Det er i al fald vigtigt, for det er et synligt bevis på at Jesus har guddommelige kræfter. Men er det det vigtigste?

Lad os lige se kort på afsnittet. Jesus ser mændenes tro og giver den lamme mand syndernes forladelse. Var det først og fremmest det den lamme mand kom for at få? Og hvem tog egentlig initiativet?

Det er nemt at få den tanke at det var dem der bar den lamme. Men hvor vigtige de end er, gør teksten ikke meget ud af at det sker på deres initiativ, og i al fald slet ikke at det skete uden den lamme mands accept. Men egentlig er der ingen grund til at tro at den lamme mand ikke var helt med på idéen, og han kan også sagtens have været initiativtager. Det var trods alt ham der havde problemet. Så »deres tro« skal forstås helt bogstaveligt. Det var både den lammes og hans venners tro Jesus så. Men også den lamme mands.

Men hvilket problem havde han? Kom han for at blive helbredt? Eller for at få syndernes forladelse? Eller begge dele?

Måske kom han først og fremmest for at få syndernes forladelse, for det er i al fald det der fylder langt det meste af Mark 2,1-11.

Faktisk synes jeg man burde overveje om afsnittet burde have overskriften »Jesus, Menneskesønnen, giver en lam syndernes forladelse« eller i al fald »Menneskesønnen giver en lam syndernes forladelse«.

Da den lamme mand rejste sig og tog sin båre, var han en tilgivet synder og kunne derfor se frem til Menneskesønnens ophøjelse med frimodighed.

Om han i et minut eller to blev skuffet, ved vi jo ikke. Det har jeg måske altid tænkt, men er det nu udtryk for hvad teksten egentlig siger? Eller måske lige så meget et udtryk for at helbredelse let går hen og bliver vigtigere end syndernes forladelse?

De skriftlærde mukker i stedet for at glæde sig over at en synder er blevet tilgivet: Det er kun Gud der kan tilgive syndere! Ja netop. Det er egentlig også Gud der helbreder sygdom, fremgår det flere steder i GT, måske ikke mindst i Sl 103,3: »Han tilgiver al din skyld, helbreder alle dine sygdomme.«

Det giver mening at Jesus bruger udtrykket Menneskesønnen, for han er Gud-Menneske. Men her er pointen altså ikke at han kommer i herlighed og bliver ophøjet, men at han er kommet for at tilgive synder(e). Senere kommer Jesus ind på hvad der egentlig skal til for at syndernes forladelse kunne uddeles, bl.a. i Mark 10,45. I en ny bog, A Ransom for Many: Mark 10:45 as a Key to the Gospel (Lexham Press, 2022), som jeg endnu ikke har læst, argumenterer John Lee og Daniel Brueske for at det er en nøgle til Markusevangeliet. Mark 10,45 er i al fald vigtig når man skal forstå hvad Menneskesønnens opgave er. Uden syndernes forladelse ved tro på Jesus kan ingen møde den ophøjede Menneskesøn og slippe godt fra det.

I Mark 2,28 får vi lige genopfrisket at Jesus er Menneskesønnen, men ellers gemmes betegnelsen til kap. 8 og de efterfølgende kapitler. Heller ikke der er Menneskesønnens ophøjelse det handler om i første omgang, men derimod hans lidelse, død og opstandelse. Menneskesønnen ‒ Gud og menneske ‒ blev menneske for at lide, dø og opstå for at kunne uddele syndernes forladelse. Det er godt at have lært når man skal lære om ophøjelsen og dommedag.

Syndernes forladelse er usynlig ‒ selvom det ofte kan ses på dem der får syndernes forladelse ‒ men ikke helbredelsen. I den forstand er helbredelsen vigtig.

Men det er mindst lige så vigtigt at Menneskesønnen »Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden«. Og det er i al fald til at glæde sig over, ikke?