Den athanasianske Trosbekendelse ifølge Kristeligt Dagblad
Kristeligt Dagblad bringer for tiden en serie om bekendelser. Den ottende er skrevet af Thorsten Asbjørn Lauritsen og handler om Den athanasianske Bekendelse. Det er den mindst kendte bekendelse af de tre oldkirkelige, der hører med til de lutherske kirkers samling af bekendelsesskrifter. I middelalderen gjaldt det ifølge Lauritsen ”om at nedfælde formuleringer, der kunne udpege kættere og vantro.” Ja, ”Den athanasianske trosbekendelse blev netop til med det formål. Kirken ønskede at forskanse sig mod falsk kristen lære, og på enkel og kort form opstillede den et skrækscenarium for de vantro.” Men så enkelt er det nu ikke.
Professor Niels Henrik Gregersen
Professor Niels Henrik Gregersen er citeret for at sige: ”Den athanasianske trosbekendelse er den mest problematiske af de tre bekendelser. Målet er at få mennesket til at tro på den rette måde, og den truer med Helvedesstraf for de fortabte.” Modsat de to andre bekendelser, som bruges i den danske gudstjeneste, bruges Den athanasianske ”som briller til at se på mennesket”, mener professor Gregersen – i al fald ifølge Lauritsen. Men det er nu et meget åbent spørgsmål, om Gregersen har ret.
Artikel 39 og 40
Lauritsen mener, at Gregersens ”pointe træder tydeligt frem i bekendelsens indledende og afsluttende fase. Her slås det fast, at ‘de, som har handlet godt, vil indgå i det evige liv, de som har handlet ondt, til den evige ild. Dette er den katolske tro; den, som ikke tror den fast og urokket, vil ikke blive frelst.’” Det kommer derimod ikke rigtig frem, hvorfor der er brug for kirkelig justits, som Gregersen kalder det.
For professionelle kristne og for deres tilhørere
Det er formentlig rigtigt, som Else Marie Wiberg Pedersen senere citeres for at sige, at Den athanasianske Bekendelse er ”rettet mod professionelle kristne.” Leif Grane har skrevet, at den var skrevet til belæring for præster. Men det betyder ikke, at det kun var for dem. Præsterne skulle jo belæres derom, fordi de skulle viderebringe dette i deres lære (forkyndelse og undervisning) – men ikke nødvendigvis med de samme ord.
Kommentar
Især den første del af artiklen inviterer ikke ligefrem til et nærmere studie af Den athanasianske Trosbekendelse. Men det kan måske hænge sammen med, at denne bekendelse taler utvetydigt om både fortabelsens mulighed, Helvede, og om lærens betydning.
Treenighedslærens indhold
Hvorfor skal alle kristne lære om treenigheden? Det hænger sammen med den betydning, treenighedslæren har, og det hænger sammen med, hvad denne lære går ud på. Bekendelsens indhold er treenighedslæren: Gud Fader, Søn og Helligånd, og denne trosbekendelse handler virkelig om, hvad en ret bekendelse om Gud indeholder. Den athanasianske Trosbekendelse er altså en del af indholdet af det, som den sande tro tror på. Det er derfor at gå fejl af denne bekendelse, når Gregersen hævder, at den skal bruges ”som briller til at se på mennesket”. Nej, den tjener som bekendelse og derfor også som lærestandard.
Treenighedslærens betydning
Men hvorfor er det vigtigt at alle kristne lærer treenighedslæren at kende direkte eller indirekte? Svaret på det handler om, hvordan forholdet er mellem læreindholdet og den tro, der frelser. Det er ikke troen, der frelser. Det er heller ikke det at tro på læresætninger om f.eks. treenigheden, der frelser. I den forstand frelser lære ikke. Det er blevet sagt så tit både nu og tidligere i historien, at det vist er forstået. Men det betyder ikke, som man ofte kunne få indtrykket af – også i Kristeligt Dagblads artikler om bekendelse – at læren er noget, man ikke behøver at tage det så tungt med. Ganske vist er det rigtigt, at det i folkekirken ikke har nogen særlig betydning, hvis kirkegængere ”forbryder sig mod kirkens udlægning af treenighedslæren”, som Lauritsen skriver. Man kan føje til, at det åbenbart heller ikke får store konsekvenser, hvis det er en præst, der gør det. Thorkild Grosbøll er i al fald stadigvæk præst. Men sådan har man ikke altid tænkt. For forfatterne til Den athanasianske Trosbekendelse og f.eks. reformatorerne handlede det om, at det jo i sidste ende er Gud, der afgør, hvilken betydning sådanne ting har. For det er ham, der dømmer på den yderste dag.
Læren og frelse
For Bibelen og for den lutherske kirkes samling af bekendelsesskrifter er læren afgørende vigtig for troen. Læren er nemlig indholdet i den forkyndelse, som skaber den rette tro hos den synder, der ikke af egen fornuft eller kraft kan tro på Kristus. Bibelen er først og fremmest evangelium, og dette evangelium har kraft til at gøre vís til frelse, som Paulus skriver i Andet Timotheusbrev 3,15. Evangeliet er Guds kraft til frelse, som Paulus skriver i Romerbrevet. Det er ganske rigtigt, at tro er tillid til Kristus og evangeliet, men tro er netop den tillid, som skænkes gennem evangeliet, dvs. gennem evangeliets lære. Uden evangeliet får vi mennesker ikke tillid til Gud. Evangelielæren er derfor altafgørende. Derfor skal de kristne døbes og lære om Gud Fader, Søn og Helligånd. Det er dét, der udtrykkes i Den athanasianske Trosbekendelse, når det hedder: ”For enhver, der vil frelses, er det frem for alt nødvendigt at fastholde den katolske tro; den, som ikke bevarer den hel og ubrudt, vil uden tvivl gå fortabt.” Det er meget tænkeligt, at denne bekendelse er sen og forudsætter Augustins beskrivelse af treenighedslæren. Men vigtigere er, at den i sin sag er i overensstemmelse med Bibelen.
Vranglære og fortabelse
Ændres læren, er der ikke længere tale om evangelium. Det gør Paulus klart i fx Galaterbrevet 1,6-9. Til evangeliets lære hører læren om treenighedslæren. Treenighedslæren hører med til den kristne tro, sådan som det f.eks. fremgår, når der døbes i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Tilsidesættes denne lære, læres der falsk om Kristus, og folk lærer at tro på en ”kristus”, der ikke findes og ikke kan frelse. Polemiserer man mod Den athanasianske Bekendelse, polemiserer man mod Bibelens frelseslære og mod Gud selv. I virkeligheden tager man da ikke Gud og dommedag alvorligt.
Artikel 39
De sidste to artikler i Den athanasianske Trosbekendelse er skrappe, men det afgørende er hvorfor. Artikel 40 kommenterer ikke direkte på artikel 39, men på hele Den athanasianske Trosbekendelse. Artikel 39 siger, at ”de, som har handlet godt, vil indgå i det evige liv, de som har handlet ondt, til den evige ild.” Den apostolske Trosbekendelse siger, at Jesus Kristus, vor Herre, ”skal komme igen for at dømme levende og døde”. Den athanasianske siger ikke noget andet, men præciserer, hvad det indebærer: dom til frelse eller fortabelse. Artikel 39 bygger på og er i overensstemmelse med Matt 25,31-46. Det er dog vigtigt at vide, at Jesus ikke lærer frelse af lovgerninger i denne forudsigelse af dommen på dommedag. Det ville stride mod alt, hvad Skriften lærer, også i Matthæusevangeliet. Men gode gerninger eller slette gerninger vidner om, hvorvidt der er en tro til stede eller ej. Det er ikke det at handle godt eller ondt, der i sig selv afgør, om man bliver frelst. Det er troen på Jesus Kristus, som vil komme for at holde dom til frelse eller til fortabelse. Fortabelsen er den dystre baggrund for, at Jesus må lide, dø og opstå for at frelse syndere. Jesus frelser den, der tror, fra fortabelsen. Artikel 39 er da også en del af, hvad den kristne tror. Den er sidste del af det, alle kristne bekender om Jesus Kristus i denne trosbekendelse. Til alle sande kristnes tro og bekendelse hører altså læren om Jesu genkomst til frelse og fortabelse.
Artikel 40
Og artikel 40 siger også, at ”Dette er den katolske (dvs. almindelige) tro; den, som ikke tror den fast og urokket, vil ikke blive frelst.” Med ordet katolsk eller ”almindelig” angives, at det er, hvad alle kristne over hele jorden tror. Man kunne lige så godt oversætte ”den katolske tro” med ”den rette kristne tro.” Ellers er de nemlig ikke kristne og bliver ikke frelst. Men artikel 40 handler ikke kun om artikel 39, som blot er den sidste del af afsnittet om Jesus Kristus. Det begynder i artikel 28 med ordene: ”Men til evig frelse er det nødvendigt, at han også tror, at vor Herre Jesus Kristus er blevet menneske. Den rette tro er altså, at ….” Artikel 40 sammenfatter både afsnittet om treenighedslæren i artikel 3-27, som ender med, at ”Den, der vil frelses, bør altså mene sådan om treenigheden”, og afsnittet om Jesus Kristus i artikel 28-39.
Hvorfor kirkelig justits?
Den professionelle kristne skal kunne aflægge denne bekendelse – frivilligt og med oprigtighed – for at kunne blive tjener i Kirken. Det giver jo ingen mening at kalde nogen til at tjene i kirken, hvis de alligevel ikke vil gøre det, som er deres opgave. Men det lader os deres tilhørere i stikken. Derfor skal de kunne aflægge en ret bekendelse. Det kunne kættere som Arius ikke. Det kan Arius’ arvtagere (f.eks. muhamedanere og Jehovas’ Vidner) heller ikke. Og Gregersen synes også at have problemer med det, hvis man skal dømme ud fra hans polemik. Det er ærlig snak ikke at ville aflægge en sådan bekendelse, men så må kirken også tage konsekvensen af det. Ellers har man gjort fælles sag med vranglærere eller kættere.
Formålet med Den athanasianske Trosbekendelse
Indholdet skal ikke-professionelle kristne også kunne bekende. Det gør de også, hvis de tror og lærer, hvad Skriften siger. Så enkelt er det. Det er, hvad artikel 1-2 og 40 fastslår. Men trosbekendelsernes opgave er ikke at få mennesket til at tro på denne rette måde, som Gregersen mener. Det er nemlig evangeliet, der får folk til at tro på den rette måde. Gud skænker jo troen gennem evangeliets lære. Men i den forstand, at trosbekendelserne indeholder evangeliet kan man da godt sige, at deres mål er ”at få folk til at tro på den rette måde.”
Men som bekendelse vil f.eks. Den athanasianske Trosbekendelse bekende, hvad der er den rette, kristne tro, som Gud har skænket gennem evangeliet. At tro det rette kommer af evangeliet. Og som forpligtende bekendelse vil den sætte skel mellem sand og falsk lære. Dermed sætter den også skel mellem dem, der kan tjene som præst og evangelielærer i kirken, og dem, der ikke kan. Hvis man ikke vil tro og lære det, som evangeliet lærer, så skal man holde sig væk fra professionel tjeneste i Kirken. Og hvis man ikke vil, skal man holdes væk af kirken. En sådan selvjustits eller kirkelig justits kan Gregersen og muligvis Lauritsen selv ikke lide. Nogle må jo mene, at man har lov at ændre på det evangelium, som skal skænke troen. Og Gregersen og andre med ham mener åbenbart ikke, at Kirken har lov at værne de troende mod en lære og en forkyndelse, som risikerer at sende folk i Helvede. Det betyder naturligvis intet, hvis Gregersen eller en kirke egenhændigt kan afskaffe Helvede. Det står imidlertid ikke i deres magt.
Den gode bekendelse
Derfor vil Kristi Kirke, som består af dem, Gud har skænket tro ved evangeliet, frimodigt holde fast ved den gode bekendelse. Også den, vi kalder Den athanasianske Trosbekendelse. Det gælder, uanset om vi læser den direkte på latin eller i oversættelse, eller man bare får den forkyndt indirekte gennem oplæsning af Skriften og gennem forkyndelse og oplæring. Vi tror læreindholdet, fordi Gud har skænket os tillid og tro Ham gennem evangeliets forkyndelse.
Artiklen i Kristeligt Dagblad kan læses på http://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/bekendelse-professionelle-kristne. Der kræves dog muligvis abonnement.