Martin Synnes: Sju profetiske budskap til menighetene: En gjennomgåelse av sendebrevene i Johannes’ Åpenbaring. Oslo: Verbum, 1996. 145 s.
En studiebog for præster
Martin Synnes har arbejdet med Johannes’ Åbenbaring (Åb) i mange år. Nu har han så skrevet en lille bog om kapitel 1-3. Bogen er en studiebog for præster, hvilket betyder, at der både er lagt vægt på eksegesen og på det pastorale. Det eksegetiske er varetaget ved at inddrage forskningen til Åb, delvist dokumenteret i noterne, mens det pastorale består i dels vinklingen af stoffet, dels af særskilte afsnit med sjælesørgeriske og homiletiske overvejelser til de syv sendebrevene.
Opbygning
Bogen er bygget op med en lille indføring i tolkningstyper med tilhørende hermeneutiske overvejelser (pp. 7-13), en genre-analyse (pp. 14-27) og en struktur- og kompositionsanalyse (pp. 28-41). Disse analyser munder ud i en oversigt over bogen (pp. 39-40) og desuden er der et kort over Lilleasien (p. 41). Synnes analyserer derefter kap. 1,9-20 med særlig henblik på forfatterspørgsmålet, skriftets anledning og beskrivelsen af Kristus og slutter af med et kort afsnit til eftertanke (pp. 42-56). Som optakt til analysen af de syv skrivelser analyserer Synnes nu, hvad ‘menighedens engel’ refererer til (pp. 58-61) og hvilken form og funktion, disse skrivelser har (pp. 62-66). Resten af bogen er en analyse af skrivelserne én for én. Endelig har Synnes tilføjet to sider med litteraturforslag til videre arbejde med Åb.
Tolkningstilgang
Synnes redegør for fire traditionelle tolkningsmåder (futuristisk, kirkehistorisk, a-historisk og tidshistorisk) og påpeger, hvilke hermeneutiske farer, de hver især har. Synnes foretrækker da at tage, hvad der kan bruges fra hver af dem, og lægger da særligt vægt på det ‘endehistoriske’ perspektiv. Endelig lægger Synnes også vægt på, at Åb må læses ud fra en ret forståelse af profetisk forkyndelse, hvor der er en sund og nødvending spænding mellem det samtidsrettede og det fremtidsrettede. Synnes fremhæver, at profetordene i proklamationsform rummer “det egentlige tekstpragmatiske siktet (hva forfatteren vil oppnå hos tilhørerne)” (p. 64). Det er en vigtig pointe, som Synnes har fulgt op i en nutidig udgave med sine tanker til overvejelse.
Opdelingen i disse fire tolkningsmåder er som nævnt traditionel og rummer vigtige iagttagelser, men er nok ikke rummelig nok til at dække den bredde, der er i dag.
Synnes’ eksegese
Synnes’ egen eksegese røber, at han er påvirket af sociologiske fortolkninger, måske særlig i den retning, som Gager har peget. Adskillige steder i analysen af de syv skrivelser forudsættes en forståelse af menighederne, som er meget afhængig af analyser af religiøse minoritetsbevægelser i det 20. århundrede. F.eks. taler Synnes i analysen af Smyrna-skrivelsen om fremmedgørelse (p. 81). Efter min opfattelse bliver tolkningen lidt uheldig, når Synnes skriver, at talaipôros bruges om “den fortvilte situasjonen hvor alle menneskets muligheter er oppbrukt (jf. Rom 7,24 og Jak 5,1ff)” (p. 138). Her er der tværtimod tale om, at de tiltalte burde være fortvivlede, men ikke er det. Ordet talaipôros refererer således ikke til en fortvivlelse, men til en mere objektiv tilstand af hjælpeløshed.
Synnes’ genreanalyse bygger på den nyeste forskning, som inddrager ‘funktion’ som en af tre parametre (form og indhold er de to andre). Synnes behandler også forholdet til GT, det græske sprog og symbolsproget.
Lokalkolorit
Synnes antyder i sine principielle udsagn, at Ramsay og Hemers lokal-kolorit-tilgang er fundamentalt vigtig, men overdriver i sin praktiske eksegese ikke dette synspunkt. Synnes holder sig til at applicere skrivelserne på nutiden uden politiske over- eller undertoner. I det store og hele finder jeg udlægningen solid både i forhold til teksten og i forhold til forskningen til teksterne.
Det pastorale
Synnes understreger med udgangspunkt i de syv skrivelsers formaninger og bundethed til de lokalhistoriske og samtidige forhold og til GT (dog i mindre grad), at teksternes intention i dag må følges op med en lige så stor tillid til Kristus, hans dømmende og oprejsende gerning og med en lige så stor frimodighed til at forkynde, så det også stikker. For i disse skrivelser møder Kristus os med sit nærvær: et nærvær, som på samme tid er både vanskelig og vidunderlig (p. 13), ja, en “velsignet smerte” (p. 142). Jeg vil dog bl.a. tilkende kejserkulten en lidt mindre fremtrædende rolle og fremhæve bredden i de problemer, som disse menigheder døjer med.
Korrekturlæsningen
Korrekturlæsningen af især de græske ord har nok været for hastig. Uden specielt at kigge efter dem fandt jeg 43 fejl. Nogle af de statistiske oplysninger om ordenes forekomster er ikke helt korrekte, og nogle stavefejl har også sneget sig ind, men generelt er det ikke meningsforstyrrende.
Konklusion
Synnes har med solidt grundlag i eksegesen skrevet en bog, som præster og andet godtfolk vil få gavn af. Tak til Synnes for en god, solid og aktuel indføring i ikke alene Åb 1-3, men også Åb som helhed.
Jeg håber, at denne bog vil give læseren lyst til at kaste sig over resten af Åb.
Martin Synnes er tidligere førsteamanuensis i Ny Testamente på Det teologiske Menighetsfakultet i Oslo størstedelen af sit arbejdsliv.
Artiklen er en redigeret udgave af en boganmeldelse publiceret i Ichthys (nu Dansk Tidsskrift for Teolog og Kirke) i 1997 og i Tidsskrift for Teologi og Kirke i 1998.
Lukket for kommentarer.