Peder Palladius bliver biskop
Den 30. oktober 1536 indførte kong Christian den 3. luthersk kristendom i Danmark ved et edikt.
Det betød ikke, at den danske kirke blev luthersk på én gang. Et stort arbejde ventede. Kongen fik hjælp af Johannes Bugenhagen til at udarbejde kirkeordinansen.
Men der var også brug for en daglig leder. Kongen spurgte igen i Wittenberg, og Luther og Bugenhagen sendte danskeren Peder Palladius hjem. Palladius havde fået sin doktorgrad efter en disputats om tro og gerninger. Kun meget få blev dengang doktorer. Det var Luther, der havde skrevet teserne, som Palladius skulle forsvare. Sådan gjorde man dengang.
Som Sjællands biskop tog Palladius tog straks fat og var uhyre flittig og usædvanlig begavet – teologisk, pædagogisk og ledelsesmæssigt. I løbet af perioden 1538-1543 besøgte han alle stiftets 390 kirker.
Peder Palladius skriver Visitatsbogen
Senere skrev han en bog om sine tilsyn, “visitatser.”
Det første emne er kirken. Palladius går meget praktisk til værks. Tag og vinduer skal være i orden. Men naturligvis er det i dag mest interessant at høre om prædikestol, dåb og nadver. Arkitektur er nemlig også teologi.
“Prædikestolen skal være opført på kirkens sydside, hævet over alle andre stole til hæder og ære for Guds ord. … Fonten er forneden i kirken, og alteret er forvoen, og prædikestolen midt imellem de to, så når jeres sognepræst prædiker vor herre Jesus Kristus for jer rent og klart til jeres salighed, så beviser han sine ord med de to højværdige sakramenter. Derfor peger han med den ene hånd ned til døbefonten og med den anden op til alteret. … For de to sakramenter er de to segl, som hænger forneden på det brev, som blev givet fra himlen gennem Moses og gennem vor herre Jesus Kristus, hvorpå der er skrevet de 10 bud, trosbekendelsen og Fadervor. Det er dette ‘afladsbrev,’ som vi kan dø på og have med os i graven i stedet for pavens afladsbrev, som hørte Djævelen til.”
Derefter gennemgår Palladius omtalte “brev,” hvis indhold og hoveddele er indholdet og hoveddelene i Luthers lille Katekismus. Ligesom hos Luther og i direkte modsætning til de senere pietister skal man ikke spørge sit hjerte, men gøre flittig brug af prædiken, dåb og nadver. Som Palladius siger i det, jeg har fremhævet nedenfor: “Ved disse tre tegn, siger Skt. Johannes, kan ethvert menneske afgøre, om han er det evige livs barn eller den evige døds barn.” Det er nerven i ægte reformatorisk kristendom. ‘Det ydre ord,’ som Luther med rette kaldte det. Man kan så med Palladius føje til, at denne ægte reformatoriske forståelse naturligt får konsekvenser for arkitektur og liturgi.
Peder Palladius underviser
Men læs og nyd nu et lille uddrag af Peder Palladius’ undervisning. Skulle du få lyst til at læse mere, så er der mere, hvor dette uddrag kommer fra!
Den første artikel i det brev er de 10 bud, den anden er vor trosbekendelse, den tredje Fadervor med alle de skriftsteder fra Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, som hører til dem. De to segl, som hænger nedenunder er dåbens og nadverens sakramente.
Døbefonten står bagest i kirken. I sidder eller står alle sammen med bagdelen til fonten, fordi I skal huske på, at det er tilstrækkeligt, at I hver for sig er døbt en gang i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, så at I aldrig skal døbes igen.
Alteret står forrest i kirken foran jeres øjne. I ser op mod det, for at I kan huske altid at gå til nadver og lade jer berette så længe, I lever på jorden. Det ene, som er dåben, er altså foretaget en gang for alle ved hvert kristent menneske og skal aldrig gentages. Men det andet skal gøres gennem hele livet, sådan at det tilmed skal være det sidste, I spiser, når I skal dø fra denne verden, hvis I da ikke har foragtet det i levende live. Tænk på det menneske, som har foragtet dette højværdige sakramente i sine velmagtsdage, han får det næppe i sin sidste tid, men får snarere en uhyggelig død eller dør uden at have skriftet. Da må man virkelig, så vidt vi mennesker kan dømme, grue for dette menneskes salighed, selvom vi ganske vist lader Gud råde for alle ting. Derfor bør man ikke foragte det i levende live.
Husk derfor nu, at disse tre, prædikestolen, døbefonten og alteret, er de tre tegn, som Skt. Johannes anbringer i sit ‘sendebrev,’ nemlig ånd, vand og blod, ved hvilke et menneske kan kende og vide, om det er det evige livs barn eller ej. Ånden, det er din sognepræsts ånd og røst, når han lærer dig Jesus Kristus rent og klart. Vandet er det, som du og dit barn er døbt i. Blodet, det er Jesu Kristi legeme og blod, som skal spises og drikkes til stadfæstelse på vore synders forladelse. Altså: ånd på prædikestolen, vand i fonten og blod på alteret. Den Helligånd omtaler også blodet, og ikke blot legemet, imod hine kalktyve, som for ikke længe siden stjal eller røvede den ene del af sakramentet fra lægfolket, nemlig Kristi velsignede blod. Ved disse tre tegn, siger Skt. Johannes, kan ethvert menneske afgøre, om han er det evige livs barn eller den evige døds barn. Hav derfor vilje til at lytte til de ord som udgår af din sognepræsts mund, når han prædiker dig Jesus Kristus rent og klart. Indfind dig gerne i din sognekirke, vær gerne den første og ikke den sidste, lad ikke din plads stå tom når tiden er inde til, at du skal være i din sognekirke. Hav tillid til Guds ord og ret dig efter det over for din fattige næste så godt du kan. Dit navn skal også minde dig om, at du er døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, og desuden skal du tit og ofte gå til alters og lade dig berette. Alt dette er de sikre tegn på, at du er det evige livs barn, og det kan du roligt lægge dine hænder sammen på og takke Gud.
Men hvis det forholder sig lige stik modsat dette, og du ikke har det ord kært, som udgår af din sognepræsts mund, og du ikke gerne kommer til din sognekirke, lader tit din plads stå tom om søndagen og på andre helligdage, fører et skændigt levned i modstrid med Guds ord, glemmer at du er døbt, ikke går til nadver, så behøver du ikke spørge dine naboer og genboer, men dit eget hjerte vil så overbevise dig om og sige til dig, at alt dette er et sikkert tegn på, at du er besat af en djævel fra helvede. Han sidder nemlig i dit hjerte og sørger for, at du ikke hører Guds ord eller har tillid til det. Han er revnende ligeglad med, hvor du er i verden, bare han kan holde dig fra din sognekirke og fra Guds ord, for han ved udmærket godt, at du tilhører ham. Derfor har den Helligånd sat os disse tre tegn til mål og mærke, for at vi gennem dem skal forstå, hvor nær vi er ved Gud og han ved os, eller hvor nær vi er ved Djævelen og han ved os. Dette skal nu disse tre udsmykninger eller ‘redskaber’ – prædikestolen, døbefonten og alteret – minde os om.
Palladius, Peder. En Visitatsbog: Udgivet på nudansk med indledning og noter. Udg. Martin Schwarz Lausten. Frederiksberg: Anis, 2003, s. 34-35.